Et norsk hus af Vigdis Hjorth

9788202451806

Et norsk hus af Vigdis Hjorth, udgivet i 2014 på Cappelen Damm

“Det norske hus” er et politisk slagord, et metaforisk udtryk, der blev brugt i af norske Thorbjørn Jaglands regering i 1996 om målene for regeringens politik frem mod årtusindskiftet. De fire søjler som skulle bære huset, dvs. Norge, var: nærings- og arbejdslivspolitik, velfærdspolitik, kultur-, forsknings- og uddannelsespolitik samt udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Et norsk hus spiller Vigdis Hjorth på dette udtryk i en roman om den norsk kvinde Alma, der bor i en stor træhytte, lidt udenfor Oslo, og pga. de ikke-faste indtægter hun får fra arbejdet som tekstilkunstner, ser hun sig nødsaget til at leje en del af huset ud for at kunne få det til at løbe rundt økonomisk. Allerhelst vil hun have så lidt som muligt med sine lejeboere at gøre, og det eneste, hun kræver, er at få huslejen til tiden, men da hun får et ungt polsk par som lejere, som på flere forskellige måder forstyrrer hendes hverdag og gør hende både irriteret og vred, bliver det ikke muligt for hende ikke at foretage sig noget, ikke muligt at se passivt til, mens de polske lejere ”invaderer” hendes hus.

“At de gikk over grensene hennes, at de trengte seg på, at de innvaderte huset og dermed hennes indre, for hennes indre var sterkt knyttet til huset og var skjørt og hjemmesnekret som huset og sårbart for vær og vind og snø og sno og sto så vidtoppreist og Almas hardt ervervede struktur som var nå i ferd med å gå i oppløsning, den lille smule orden som hadde rådet i hennes indre og ytre verden i ferdig med å smuldre, for det var den polske som bodde ved siden av Alma og ikke Alma som bodde ved siden av den polske!”.

Kultursammenstødet mellem det norske og det polske er kilde til mange interessante betragtninger og refleksioner om forholdet mellem ejer og lejer, det hjemlige og det fremmede, os og dem. Men store dele af bogen kedede jeg mig desværre også (endog nok så bravt), og Almas personlige kvaler med at udføre forskellige tekstile bestillingsarbejder kunne ikke have sagt mig mindre. Vigdis Hjorths mundtlige, og til tider vel repetitive, sprog passer som fod i hose for denne roman, og nogle af de bedste dele af bogen er Almas indre monologer, hvor hendes kulminerede vrede mod polakkerne når sit klimaks og står at læse side op og side ned. Det bliver for langt at citere her i sin helhed, fra punktum til punktum, men de passager alene er grund nok til at læse bogen

Reklamer

Omelette norvégienne af Suzanne Brøgger

org_OmeletteNorvegienne_HOY

Omelette norvégienne af Suzanne Brøgger, udgivet på Kagge Forlag (Oslo). Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget.

Den danske forfatterinde Suzanne Brøgger (f. 1944) skriver i Omelette norvegégienne hjem fra sine ophold i Norge, det lange land mod nord. Bogen bærer, med en hilsen til den norsk-danske forfatter Ludvig Holberg, genrebetegnelsen “epistler og notater”, og det er netop, hvad den er: en samling af causerende tekster, de fleste på blot 2-3 sider, enkelte er undtagelsesvis (og nogle gange heldigvis) længere. Titlen refererer til den franske dessert, der også er optrykt i bogen, og som består af is på en lagkagebund med varm, gylden marengsovertræk. En ret som Brøgger efter eget udsagn har serveret for norsk-amerikanske Siri Hustvedt og hendes mand Paul Austen. Skal titlen mon symbolisere, at nordmændene har en varme udadtil, men en kulde indadtil? Who knows. 

Bogen er skrevet på opdrag for den norske forlægger Erling Kagge, hvad man imidertid først bliver gjort opmærksom på godt og vel halvtreds sider inde i bogen. Efter at Brøggers tidligere norske redaktør, Erling Kagges mor, gik på pension, stoppede hendes bøger med at udkomme på norsk, og hun mistede kontakten til Norge. Og da hun får en henvendelse fra Kagge, er det ikke, fordi han nu vil til at udgive hendes bøger igen, som hun ellers tror og håber, men for at invitere hende til at skrive en bog om Norge. Først ler hun; og så afviser hun blankt ved at indrømme, at hun ingenting ved om Norge, men bliver til sidst overtalt, da forlæggeren smigrende minder hende om, at Brøgger jo – ligesom sin søster og datter – er en antropolog!

“Jeg kommer ikke til å bore etter olje. I denne lette omelett-boken vil jeg bore etter de kulturbærende lagene i landet,” skriver hun. Og det gør hun så – om alt lige “[f]ra Skram til Skam,” som en af teksterne hedder. Med kunstnere, forfattere, filosoffer og meningsdannere diskuterer hun emner som flygtningeproblematikken, 22. juli, det norske nationaltraume, nationalisme (“norskhed”), tv-serien SKAM, Third Ear-podcasten Kvinden med den tunge kuffert og virkelighedslitteratur (autofiktion).

Sidstnævnte emne fylder meget i bogen: Brøgger taler med flere forfatterkollegaer såsom Tomas Espedal, Karl Ove Knausgård og Vigdis Hjorth, og hun forsømmer ikke en lejlighed for at minde læseren om, at hun var foregangskvinde på dét område; at hun “siden tidenes morgen” har bedrevet autofiktion, det vil sige blandet fiktion og biografi sammen i sine bøger. Det var det, der i 70’erne gik under det nedsættende navn “bekendelseslitteratur” i Danmark (“som om det kvinnelige var mer syndig?” som hun kritisk indvender, og foreslår i stedet at kalde det erkendelseslitteratur). I sin læsning af Vigdis Hjorths Arv og miljø virker det dog mere end besynderligt, at Brøgger på den ene side hylder forestillingen om det autonome og selvberoende værk, der – skønt eksplicitte biografiske referencer – hverken kan eller skal faktatjekkes, som Hjorths roman er blevet det af Aftenposten, mens hun på den næste side skriver følgende: “[…] [D]a Vigdis kjører meg og boxeren Emma til Oslo, forteller hun meg historien som ligger bak Arv og miljø. Den er selvfølgelig verre i virkeligheten. Det er den alltid. Den kan egentlig ikke fortelles. Men den er mer rystende i boken!”.

På trods af at der er tale om et bestillingsarbejde, falder bogen fint i hak med Brøggers øvrige, lange forfatterskab, hvor liv og skrift blandes sammen. Derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at hendes bog ender med at blive en “norsk selfie” – noget hun ellers selv finder corny. Forventligt er det derfor også, at bogen ikke så meget er en bog om Norge, som det er en bog om Brøgger selv – og hendes idiosynkrasier om bl.a. New Public Management. Hun jonglerer indforstået med verdenslitteraturen og filosoffer som Søren Kierkegaard og Ludwig Wittgenstein, så man skal holde tungen lige i munden. Undertiden bliver det dog lidt for meget namedropping – fx i starten af en sætning “Mine veninder Judith Thurman og Erica Jong […]” eller indskudt (det må jo endelig ikke glemmes!): “Jeg leser, og det er Inger Merete Hobbelstad, som jeg drakk kaffe med i Dagligstuen, som skriver at […]”.

Genremæssigt er det et sært miks af rejseskildring, memoire og essayistik – hvad der fylder mest, er svært at sige; nogle steder kan selv den mindste betragtning blive påskud for forfatterindens tanker om stort og småt, dette og hint. Det er ikke altid lige interessant, og der er i denne næsten 350 siders lange bog om/hyldest til Norge (“Norge er best i alt,” hedder det) nogle gange langt mellem snapsene. Men når hun er bedst, er det rigtig godt: både klogt, intelligent, skarpt og sjovt – og med masser af oneliners og tankegods, man tager med sig efter endt læsning.

(PS: At læse bogen (om Norge) på norsk, der – som Suzanne Brøgger skriver – “til forveksling ligner dansk – bare vakrere,” tilfører læsningen en ekstra dimension. Selvom man indimellem må konsultere ordbogen, er det en god øvelse i at få trænet sit nabosprog.)

Vigdis, del for del af Kaja Schjerven Mollerin

Vigdis-del-for-del_Fotokreditering-Gyldendal

Vigdis, del for del af Kaja Schjerven Mollerin. Udgivet i 2017 på (norsk) Gyldendal. Anmeldereksemplar fra forlaget. 

Interessen for Vigdis Hjorth er tilsyneladende – og med al ret – aldrig aftagende. Den debat, Vigdis Hjorth afstedkom i Norge med sin roman Arv og miljø i efteråret 2016, kører stadig på højt blus i Hjorths hjemland, ikke mindst efter at Hjorths søster Helga Hjorth kritiserede Vigdis’ fremstilling af sig selv og sin mødrene familie i en ny roman, Fri vilje, som udkom i sensommeren 2017. Siden har Vigdis Hjorth været hovedpersonen i debatten om det udviskede skel mellem liv og kunst, virkelighed og fiktion, den såkaldte virkelighedslitteratur, som flittigt og intenst debatteres af forskere, anmeldere, forfattere og de levende modeller – dem som kan genkende sig selv i litterære portrætter. Seneste skud på stammen er Kaja Scherven Mollerins (kritiker og ph.d. i almen litteraturvidenskab fra Universitetet i Oslo) interviewbog med Vigdis Hjorth, hvor Hjorth der har været påfaldende tavs under debatten om sin egen bog, nu kommer til orde.

Titlen Vigdis, del for del kan synes kold og nådesløs: som om forfatteren med en konfrontationssøgende strategi ønsker at pille Hjorth fra hinanden. I virkeligheden er det en hilsen til Woody Allens film Deconstructing Harry (1997), der på norsk hedder Harry Block, del for del, og som omhandler en forfatter, der efter at have skrevet en roman “løseligt baseret” på forholdet til sine to søstre, er endt i en skriveblokade (og livskrise). Filmen nævnes første gang på Schjerven Mollerins initiativ, men viser sig at være en af Hjorts yndlingsfilm. Vigdis Hjorth pilles ikke fra hinanden i Vigdis, del for del, men fremstilles saglig og sympatisk som det sammensatte og komplekse menneske, hun om nogen er. I tillæg deler Harry og Vigdis flere karaktertræk, og det er, gisner Schjerven Mollerin om, måske derfor lige netop Deconstructing Harry er en af hendes yndlingsfilm: “Den bisarre blandingen av stor komikk og stor tragikk, som er så typisk for Woody Allens filmer, harmonerer sannsynligvis også, på et dybere plan, med Hjorths livsfølelse”.

I andre sammenhenger har jeg vært den første til å si at forfattere like lite kommer utenom seg selv, som de kommer utenom alfabetet.

Bogen er en opdelt i mindre kapitler med æggende og vækkende overskrifter såsom “Lengsel rimer på fengsel” og “Ikke forelsk deg i meg”. Interviewene, der fandt sted fra december 2015 til september 2017, suppleres af Schjerven Mollerins mere prosaiske og sammenhængende beskrivelser af og reflektioner over Vigdis Hjorth og hendes forfatterskab, med hovedvægt på Arv og miljø, enten som en optakt til et spørgsmål eller som selvstændige passager, der går forud for selve interviewseancen. Samtalerne skal tilsyneladende være præsenteret kronologisk, som de virkelig foregik; imidlertid punkteres denne fortælleform hurtigt, allerede da Schjerven Mollerin i starten af bogen (der skal forestille at være foregået i december 2015) refererer til Helga Hjorths Fri vilje, der som tidligere nævnt først udkom i år, og således brydes der (desværre) undertiden med kronologien i form af disse frampek, som er lagt til efterfølgende.

Schjerven Mollerin har et glimrende blik for den sammensatte person, forfatteren og mennesket Vigdis Hjorth er: på den ene side ordentligt og pligtopfyldende, på den anden side sensationssøgende. På den ene side “uvant åpen”, på den anden side “uttalt hemmelig”. Den sidste dikotomi kommer til udtryk i en af bogens bedste passager omhandlede Hjorths scenevanthed, om “hvordan hun opp gjennom har gått inn og ut av roller og spilt på offentlighetens forventninger om hvem hun er”. Mange gode – og i sagens natur åbne, nogle steder ubesvarede – spørgsmål stilles her: “Hvem er du egentlig, bak rollen? Har du en hemmelighet? Hva skjuler du? Er du en annen enn den du gir inntrykk av?”. Intervieweren selv finder tidligt i projektet, at Hjorth gentager sit faste repertoire med anekdoter af mere eller mindre privat karakter. Tror hun, spørges Schjerven Mollerin, at meningen er, at de skal lave en bog med Vigdis Hjorths samlede anekdoter? Nej, slår hun fast: “Metoden får bli å la opptakeren stå på i det uendelige”. Derfor kommer bogen vidt omkring, måske også for vidt, for eksempel fandt undertegnede informationer og længere passager om Hjorths politiske ståsted dybt uinteressante og sagen uvedkommende.

Man vil alltids kunne argumentere for at debatten […] om virkeligheten i Arv og miljø var en helt ny, helt spesiell debatt; denne romanen, som det bare finnes én av, skrevet av denne forfatteren, som det bare finnes én av, publisert på et tidspunkt i historien som aldri vil gjenta seg.

Hjorth starter ikke sjældent et svar med “Jeg vet ikke”, men fremstår – på trods af denne selvudslettelse – både vidende og reflekteret, og ikke mindst samarbejdsvillig i forhold til projektet med Schjerven Mollerin, som hun kalder “vår bok”. Netop på grund af Hjorths dybe engagement og de gode spørgsmål fra intervieweren bliver Vigdis, del for del ikke bare en hvilken som helst anden udmærket interviewbog, men en særdeles vellykket bog. Bogen kredser i særdeleshed om Arv og miljø, men har løbende afstikkere til hendes øvrige, lange forfatterskab. Den er derfor et oplagt supplement til læsere, der ønsker at blive klogere på omstændighederne omkring udgivelsen af Arv og miljø såvel som reaktionerne på det der viste sig at blive en af nyere norsk litteraturs mest omstridte romaner – og ikke mindst forfatteren bag, der meget fortjent nu står overfor et dansk gennembrud.

Fri vilje af Helga Hjorth

Fri vilje_skiss.indd

Fri vilje af Helga Hjorth, udgivet på forlaget Kagge i 2017. Anmeldereksemplar fra forlaget

Jeg har skrevet lidt om søskendeparret Vigdis og Helga Hjorth på det seneste. Først anmeldte jeg Vigdis Hjorths Arv og miljø, så skrev jeg igen om bogen i forbindelse med udgivelsen af Helga Hjorths roman Fri vilje den norske debat om virkelighedslitteratur i indlægget: Livets kvaler med hytte på Hvaler. Da jeg for nylig var i Oslo, fik jeg fingrene i Hjorths nyligt udkomne Fri vilje hos forlaget Kagge,  der venligst stillede et eksemplar til rådighed. Bogen er af gode grunde endnu ikke oversat til dansk, men mon ikke den bliver det? Indtil videre kan den købes på de fleste danske netboghandlere, herunder (og vistnok billigst) CDON.com.

Bogen indledes med en dedikation “til mamma og pappa” og et citat af Vigdis Hjorth: “Enkelte løgner røper mer om livets smertepunkter enn all verdens uinteressante sannheter”. Så er tonen for bogen ligesom lagt: bogen er, som jeg læser den, et forsvar for søskendeparrets forældre og en revanche for de “løgne”, VH tilsyneladende lægger frem i sin roman. Men med denne tilgang – at forklare hvordan det i virkeligheden forholdt sig – synes HH at tage patent på sandheden, og det er det, der gør den problematisk; for mens VH (blandt andet) tematiserer dét at have forskellige virkelighedsopfattelser, er HH mere ensidig i sin fremstilling.

Det hendte jeg tenkte på hvordan det måtte være å være Vera. Jeg lurte på om hun noen gang tenkte på hvordan det var å være meg (s. 27)

Helga Hjorths bog falder i 3 dele: “Høst”, “Livet etter døden” og “Hytteliv”. Navnene er ændret, men karaktererne og historien er den samme som i Arv og miljø: farens dødsfald, arveopgøret, incesthistorien. I Fri vilje hedder fortælleren Nina, og hendes forfattersøster Vera Lind. Det ville være at ignorere mine litteraturstudier, hvis jeg læste den som en 1:1 gengivelse af virkeligheden (læs: Helga Hjorths virkelighed), så Nina er Helga Hjorth, og Vera Lind er Vigdis Hjorth. Desværre inviterer bogen ikke rigtigt til andre læsninger.

Da søsterens roman skal udkomme, rejser familien til Budapest for at slippe for postyret omkring udgivelsen. Journalister vil have fat i dem, høre deres version. De takker nej til interviews, fordi “et avisintervju risikerte å føre oss ut på ville veier hvor andre satte agendaen” (s. 182), og forfatter i stedet en kronik i fællesskab, som de i sidste øjeblik undlader at offentliggøre. Svaret bliver at svare igen i samme form, i en roman. Fortælleren, der (som forfatteren) arbejder som jurist, tilmelder sig et skrivekursus for at lære de litterære kneb, der udgør en god roman. Den beskrives i bogens metaagtige midterdel.

Hva for slags ytring skulle man da møte et litterært verk med? Den eneste måten å oppnå balanse på ville jo være å ytre seg i form av et litterært verk selv, skrive en roman. Så jeg hadde begynt med det også, skrive roman. (s. 180)

Af en debutant at være er Helga Hjort ikke nogen dårlig forfatter, men hun når ikke sin søster til sokkeholderne. I andre sammenhænge ville det være respektløst at sammenligne to forfattere, blot fordi de er søskende, men i Fri vilje, hvor HH karikerer, parafraserer og reducerer Arv og miljø og VH’s øvrige forfatterskab til ren positivisme, synes det på sin plads at se romanen i forhold til – lad os bare kalde den det – dens forlæg. Har man læst Arv og miljø, vil man kunne genkende mange scener, breve, mails, sms’er i Fri vilje – helt eller delvist identiske. Med et glimt i øjet har VH da også joket med, at man næsten burde udgive de to bøger i ét samlet sæt.

Hvorom alting er: Fri vilje er en bog, som er svær at anmelde, fordi den står med et ben i to lejre: på den ene side kalder forfatteren den en roman, på den anden side går den tættere på virkeligheden end Arv og miljø, der trods alt efterlod læseren med en tvivl om hvorvidt det fortalte var sandt eller ej. Det gør Fri vilje ikke på samme måde, og en af dens mange svagheder er, at den enerverende kredser om den samme problemstilling fra samme urokkelige udgangspunkt; sprogligt løfter den sig heller ikke op på et refleksions- og abstraktionsniveau, der kommer i nærheden af Arv og miljø. Skal man fremhæve noget godt ved Fri vilje, er det imidlertid, at den fint skildrer, hvordan det opleves ufrivilligt at blive gjort til romanfigur. De fejlslagne forsøg på at stoppe romanen, magtesløsheden, at man intet kan stille op etc. etc. Men det ville unægteligt have klædt romanen, hvis Helga Hjorth ikke kun fremstillede fortælleren, Nina(/ sig selv), som en engel.