Det tidlige forår af Tove Ditlevsen

1649037_1456130169

Det tidlige forår af Tove Ditlevsen, udgivet på Gyldendal i 2015 (oprindeligt udgivet i 1967)

“Det tidlige forår” samler Tove Ditlevsens to første erindringsbøger Barndom og Ungdom, begge skrevet mens hun var indlagt på det psykiatriske hospital Sct. Hans, hvor hun efter eget udsagn “tilbragte nogle af de lykkeligste stunder i mit liv”. I “Barndom” kredser Ditlevsen især om hjemmet og familien, om morens selvtilstrækkelighed og farens reserverede væsen samt det ambivalente forhold til storebroren Edvin.

Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp. Den er der hele tiden, og alle kan se den lige så tydeligt, som man kan se Smukke-Ludvigs hareskår.

Mens “Ungdom” beskriver Ditlevsens lange vej til at blive forfatter, besværliggjort af de uinspirerende (og kortvarige) ansættelser på bl.a. kontor og lager, der dræner hende for energi. Siden barndommens famlende nedfældninger i poesibogen begynder hun i ungdommen at skrive “rigtige” digte, hvad afføder en trang til at blive set og hørt. Lykkelig er hun derfor, da hun opdager lyriktidsskriftet Vild Hvede (Hvedekorn) og redaktøren, den 30 år ældre Viggo F. Møller (som hun senere gifter sig med; men det er en helt anden historie), som kan indfri hendes drømme om at komme frem i verden.

Hun sender ham 3 digte, hvoraf det ene af dem – “Til mit døde barn” – bliver antaget. Som 19-årig debuterer hun i Vild Hvede med digtet “Til mit døde barn”, hvorved hun gør sin fars udsagn om, at en pige ikke kan blive digter til skamme. Troen på sig selv har hun imidlertid altid haft, og allerede i barndommen tænker hun:

Engang vil jeg skrive alle de ord ned, der gennemstrømmer mig. Engang skal andre mennesker læse dem i en bog og undre sig over, at en pige alligevel kunne blive digter.

Til sammen udgør “Bardom” og “Ungdom” nogle helt enestående erindringer, som enhver med interesse for Ditlevsen bør læse. Er man – af uforklarlige grunde – ikke allerede fan af Tove Ditlevsen, kan man ikke undgå at blive det efter at have læst denne bog. Hjerteskærende erindringer, som afslører forfatterens egen sårbarhed, ensomhed og forfængelighed – alt sammen skrevet i et lydefrit, smukt og poetisk sprog.

Reklamer

Tove! Tove! Tove! – Ditlevsens liv som teater

Lørdag d. 27/8 var jeg draget til København for at opleve kunstnerkollektivet Sort Samvittigheds fortolkning af Tove Ditlevsens liv og værk på Skuespilhuset. Som stor beundrer af Ditlevsen har jeg ærgret mig over at jeg er gået glip af sidste års forestillinger, først i København – senere på turne rundt i Danmark. Da jeg fandt ud af, at Tove! Tove! Tove! i sensommeren ville blive genopsat, tøvede jeg derfor ikke et øjeblik med at slå til. 

Kort efter at jeg har fundet mig til rette i sædet på en af de forreste rækker, ringer den for teatergængere karakteristiske klokke, som fortæller folk at forestillingen er nært forestående, og at de sidste publikummer derfor skal indfinde sig på deres pladser hurtigst muligt. Lyset dæmpes i salen, og alle blikke rettes mod scenen, hvor ikke bare én, men hele fem Tover, om lidt slippes løs.

08

Der lyder en høj klik-klak fra skrivemaskinen, som den ene Tove sidder og klaprer på. De øvrige Tover dukker frem fra det forhæng, de indtil nu har gemt sig bag. Alle bærer forfatterens lidt fedtede pagehår, højtaljede blå bukser, rullekrave og desuden stærkt sminkede øjne med en blå mascara løbende ned ad kinderne. – Tove! Tove? Tove, hvem er du? spørger den ene Tove-klon den anden, og i de næste godt og vel to timer (inkl. pause) viser Sort Samvittighed med en overbevisende kreativitet og professionalisme, hvem Tove, dette mangefacetterede menneske, var: forfatteren, barnet, moren, konen, klumme- og brevkasseskriveren.13

“Jeg vil rette en særlig tak til Ilums Bolighus, fordi de skabte så smagfulgt og fint gennemtænkt et hjem for en familie, der aldrig har eksisiteret”

Forestillingen er sammensat af citater Tove Ditlevsens store forfatterskab: digte, brevkassesvar, erindringer, breve til eksmanden Victor Andreasen for ej at glemme den famøse kontaktannonce, som hun indrykkede i Politiken efter et endnu et forlist ægteskab. Om det var en oprigtig søgen efter kærlighed, kan man kun gisne om, men der har uden tvivl også været en god portion selviscenesættelse indblandet, hvad Ditlevsen var meget bevidst om. Som et kuriosum kan det nævnes, at Tove Ditlevsen rent faktisk fik flere henvendelser fra kvinder, fordi hun havde glemt at oplyse navn og køn, skønt der ikke gik lang tid, før familien Danmark havde afsløret hendes identitet.

scan_ditlevsen_921908a

Skrivemaskinen er et ledemotiv i forestillingen, ligesom den var det i Tove Ditlevsens liv. Den klyngede hun sig, uanset tilstand, til livet igennem, som en soldat til sit våben. Med Tove! Tove! Tove! har Sort Samvittighed fortolket Tove Ditlevsens liv og levned på original og rørende vis, med både humor og stor indlevelse, og ikke mindst Jeanett Albecks smukke musik har gjort det til en uforglemmelig oplevelse, som har givet mig lyst til endnu engang at gå på opdagelse i Ditlevsens forfatterskab.

Tove! Tove! Tove! vandt i 2015 en Reumert for Årets musikforestilling og Teaterforeningernes pris som årets turnéforestilling. Musikken fra forestillingen er for nylig udgivet og kan findes digitalt på Spotify og på vinyl og cd hos Trykkeren i København.

(fotos er venligst lånt fra Det Kongelige Teaters hjemmeside)

Gift af Tove Ditlevsen

ItemImage (1)

Gift af Tove Ditlevsen, udgivet på forlaget Gyldendal i 2012 (org. udgivet i 1971).

Tove Ditlevsen oplevede sidste år en så stor renæssance, at man begyndte at tale om en vaskeægte Tove-feber. I foråret opførte kunstnerkollektivet Sort Samvittighed forestillingen Tove!Tove!Tove om Tove Ditlevsens liv og værk på Det Kongelige Teater for fulde huse, og Olga Ravn udgav Jeg ville være enke og jeg ville være digter – en samling af Ditlevsens glemte tekster, dvs. klummer, kommentarer, essays (bl.a. forfattede hun sin egen nekrolog) og brevkassesvar. Dertil genudgav Gyldendal hele 4 titler fra Ditlevsens bagkatalog: Det tidlige forår, Vilhelms værelse, Ansigterne, Samlede noveller – foruden Jens Andersens fremragende biografi om Tove Ditlevsen fra 1997, Til døden os skiller.

Gift, som jeg har læst i Gyldendals genudgivelse fra 2012, blev første gang udgivet i 1971 og er en af de sidste bøger, hun nåede at skrive, inden hun i 1976 begik selvmord. Hér fortæller hun om de ægteskaber, hun var igennem i sine 20’ere. Først det kærlighedsløse ægteskab med redaktøren for lyriktidsskriftet Vild Hvede, Viggo F., som hun gifter sig med som 23-årig (med en aldersforskel på 31 år) – udelukkende “for at komme frem i verden”, absolut ikke af kærlighed. Dernæst den jævnaldrende Ebbe, som hun får sit første barn, Helle, med. Et ægteskab, der forløber langt mere lykkeligt end det kærlighedsløse ægteskab med Viggo F, skønt kærligheden til giften i den sprøjte, lægen Carl kan tilbyde, i sidste ende er størst, og et nyt ægteskab med en ny mand begynder.

Jeg siger til Ebbe, at jeg aldrig vil skilles fra ham, og at jeg ikke kan fordrage, når livet er indviklet som det var for nylig […] Måske, siger han, er du selv indviklet, så bliver dit liv det også.

Titlen Gift refererer altså ikke blot til Ditlevsens ægteskaber, men også til giften i den sprøjte, hun bliver afhængig af – samt til det at være gift med skriften. Flere steder skriver hun, at hun kun er lykkelig, når hun skriver, og at hun føler en stor tomhed, når hun ikke er i gang med en ny bog: “Jeg synes, alt går ind i mig, uden at der kommer noget ud igen”

Hun udleverer skånselsløst mændene i sit liv, men mest af alt udleverer hun sig selv. Alene dét, at jeg netop er blevet færdig med at læse Gift for anden gang på indenfor kort tid, vidner om min store kærlighed til denne lille bog. Gift er simpelthen så hamrende godt skrevet, så interessant og skide spændende, og der er – for at bruge et af Viggo F.s udtryk – ikke et komma at rette: Man kan ganske enkelt ikke lade være med at læse den.