Når man forveksler kærlighed med en saks af Tomas Lagermand Lundme

1706400_1473567842

Når man forveksler kærlighed med en saks af Tomas Lagermand Lundme, udgivet på Gyldendal i 2016.

Om jeg begriber, hvordan Tomas Lagermand Lundme kan være så produktiv: Hans seneste udgivelse, ungdomsromanen med den knap så mundrette titel “Når man forveksler kærlighed med en saks”, er den tredje bog i hans navn udgivet i 2016. Oveni kommer hans andre arbejder som billedkunstner og dramatiker. Det er, uanset hvordan det har kunnet lade sig gøre, dybt imponerende.

I romanen følger vi en ung, unavngiven dreng i starten af teenageårene. Bogen er delt op i et nutids- og datidsplan (kaldet “Dengang” og “Nu), begge dog fortalt i nutid. Det er en interessant og ret raffineret konstruktion, fordi starten af bogen således også er slutningen (idet “Dengang” nødvendigvis kommer forud for “Nu”); men romanen både åbner og lukker med “Nu”, og slutningen er derfor åben.

Jeg ser på tekanden. Jeg gør det ikke. Jeg gør det ikke. Alligevel gør mine hænder det. De kan ikke lade være. Det er ikke kærlighedens skyld, det her. Det er min egen. Av, siger jeg, men fortsætter alligevel lidt for længe. Smerten skal bo her. Den skal også bo her. Jeg har for længst lært at elske den.

Som følge af forældrenes skilsmisse er jeg’et ladt alene tilbage med sin stærkt alkoholiserede mor, som kun er ædru, når hun sover. Imens er faren flyttet sammen med sin nye kone (der meget symptomatisk kaldes “Æslet”). Da morrollen bliver for uoverkommelig for hende, kommer han i pleje hos sine bedsteforældre, til hun er ovenpå igen. Opholdet hos dem er ikke nogen videre succes, forholdet imellem dem er kejtet, samtalerne unaturlige. Men mødet med Mads – farens paplillebror – bliver et positivt vendepunkt for jeg’et, der længe har længes efter tosomhed og gensidig kærlighed. Imidlertid er der sår, tiden ikke kan læge, og med jævne mellemrum gør jeg’et stadig skade på sig selv, dengang som nu, i flere af bogens mest hjerteskærende scener.

Lundmes bog er som altid meget let at læse: så godt som alle sætninger er korte (og kapitlerne lige så) hovedsætninger med en enkel syntaks. Imidlertid synes sproget til tider for nøgternt til historien; som om jeg’ets indre ikke rigtigt kommer til udfoldelse i romanen, og at det komplekse forenkles. Alligevel er det en fin coming-of-age fortælling, til tider både rørende og poetisk, om at blive voksen og måske-måske ikke bryde fri af sit ophav.

Alt er mit af Tomas Lagermand Lundme

1677701_1458281003

Alt er mit af Tomas Lagermand Lundme, udgivet i 2016 på Gyldendal.

Mit første møde med Tomas Lagermand Lundme skete igennem DR3’s program Kære Dagbog, hvor kendte såvel som ukendte danskere læser op af deres dagbøger. Et særdeles anbefalelsesværdigt program, som vækker minder om barn- og ungdommens ubekymrede tid, der, når den ses tilbage på med flere års mellemrum, på én gang virker fremmed og genkendelig. Den første, som lagde ud med at dykke ned i sine teenageår, var Tomas Lagermand Lundme, som fortæller om Strunge og Olof Palmes død, om fascinationen af Boy George, David Bowie – og Anne Marie Helger. Og om at se Christiane F. og gå rundt i Amager Centret med sin kusine, mens de leger, at de er stiknarkomaner.

Også bogen starter med Michael Strunges død:

Michael Strunge er død./ Jeg hørte det i radioavisen./ Min kusine og jeg er lige begyndt at læse ham./ Og så dør han./ Vi fandt et foto af ham i Land og Folk, hvor han har eyeliner på./ Det havde vi også./ Min kusine tværede det ud, så vi lignede ham./ Og så fik jeg øjenbetændelse./ Det dør man ikke af./ Men det gjorde han./ Nok ikke af det./ Alene. (s

Lundmes sprog består ikke af lange, snørklede sætninger, men er bygget op om korte sætninger, for det meste hovedsætninger, med en enkel syntaks. Som når man/han taler. Punktummerne  – og tegnsætningen generelt – bruges ofte, som i ovenstående eksempel, som et humoristisk virkemiddel.

Som bogens titel  antyder, er Alt er mit stærkt selvbiografisk. Ikke overraskende er der et sammenfald mellem forfatterens navn og romanens hovedperson, som vi følger, fra han er 13 år i 1986, til han i 2000 er 27 år. Han er homoseksuel, men er ved romanens begyndelse endnu ikke sprunget ud. Efter at han – til stor overraskelse – har fået fortalt, at “alle ved det”, ser han imidlertid ingen anden udvej end at åbenbare sin seksualitet for sin familie, der tager nyheden med stoisk ro:

Så siger jeg, at der er noget, jeg godt vil sige./ Og så siger min lillesøster, at jeg bare skal sige det./ Og så siger jeg, at jeg er bøsse./ Og så siger min mor, at det ved hun da godt./ Og det samme siger min far./ Og min lillebror pudser næse i min lillesøsters bluse/ Og min lillesøster spørger, hvad det betyder./ Og så siger min mor, at det betyder, at jeg er mig. Og så siger jeg, at jeg er mig på en ny måde./ Og så spørger min lillesøster, hvornår den gamle Tomas kommer igen./ Og så siger jeg, at nu er jeg sådan her. Og sådan vil jeg blive ved med at være. (s. 78)

Bemærkelsesværdigt er det, at det, der i stedet blev det store drama, var, at lillesøsteren skulle starte til fodbold.

Alt er mit er besnærende letlæst, men alligevel en smuk og sjov roman om at vokse op og finde sig selv.