Sommerhus af Amalie Laulund Trudsø

1672372_1464324690

Sommerhus af Amalie Laulund Trudsø, udgivet på Rosinante i 2016.

I 2013 debuterede Amalie Laulund Trudsø med den anmelderroste Koordinater, som består af 60 korte prosatekster om en ung kvinde der flytter til storbyen. I år er hun atter aktuel – med romanen Sommerhus. Og mens jeg har haft svært ved at genrebestemme Koordinater – er det en kort roman (en såkaldt novella) eller en digtsamling? – er der denne gang ingen tvivl om at Sommerhus er en roman, og at læse den har været en udsøgt fornøjelse.

I Sommerhus er Trudsø taget væk fra København, tilbage til barndommens sommerferier i et sommerhus på Ordrup Næs ved Sejerøbugten. Hér tilbringer hovedpersonen, en unavngiven jeg-fortæller, hver sommer (og de fleste øvrige skoleferier) med sine forældre og storebroren Magnus – og de venner og veninder, der er en lige så fast bestanddel af sommeren som solen og de lyse nætter, og som kun findes i sommerlandets afgrænsede verden:

Vi ses, siger jeg til Asta og Marie, bliver pludselig forlegen og kan allerede mærke et andet liv lægge sig mellem os, frygten for, at jeg ikke vil efterlade et aftryk, der er kraftigt nok til at opretholde vores venskab, til vi ses heroppe igen.

Hovedpersonen er en ung pige, måske forfatterens alter-ego, som hverken er barn eller voksen, men på tærsklen til at være det midt imellem: teenager. Denne forandring, der både er mental og fysisk, er det, bogen først og fremmest handler om. Det tematiseres allerede på én af bogens første sider, hvor jeg’et iklæder sig “en af de allerede for korte sommerkjoler fra sidste år”. Sommeren er derfor den tid på året, hvor udviklingen – som forekommer pludselig, skønt den er foregået over et år – bliver meget konkret og særligt mærkbar, når man er vokset fra sommerkjolen eller badedragten, der året før passede perfekt. Eller, som det hedder i en nøglescene, hvor jeg’et irettesættes af moren for at færdes nøgen i sommerhusområdet:

Min mor siger, at jeg er blevet for gammel til at rende rundt i offentligheden uden tøj på […] En mærkelig følelse af skam går gennem mig ved hendes ord, det havde jeg ikke tænkt på. Faktisk kommer det fuldstændig bag på mig, at min nøgne krop nu skal forbydes på særlige steder, at man kan vokse fra retten til at gå rundt uden tøj på.

Somrene på Næsset ligner hinanden og gentages næsten rituelt år for år: fisketure i jollen, solbadning og ubekymret leg, fællesspisning og bålaftener på stranden. Ja, lige indtil de er blevet for gamle til det og erstatter saftevand med øl og Martini. Hertil skal det også applauderes, at Trudsø vælger at forblive i sommerlandet og ikke falder for fristelsen til at tage med familien hjem, så at sige: livet derhjemme med spejderlejre og kortimer, ridning og andre fritidsaktiviteter, berøres kun flygtigt, hvilket giver karakterernes baggrund et – klædeligt – lidt mystisk præg:

Ting, der foregår derhjemme, kan vi ikke rigtigt forholde os til, vores fælles horisont slutter nede bag Ordrup og ude, hvor Sejerøfærgen i sin evindelige rutefart tegner en usynlig grænse.

Det er især blikket for forskydningerne i familien og i forhold til de andre børn – det ambivalente søskendeforhold, pludselig at stoppe med at kysse sine forældre på munden etc. – der gør Sommerhus til en uforglemmelig roman. Men også landskabet er tegnet så skarpt op, at man som læser har følelsen af selv at ligge på stranden med sand mellem tæerne, mens lyden af legende børn i baggrunden aftager og tiltager, som om nogen skruede op og ned for styrken på en radio. Sommerhus er skrevet frem i et præcist, sansemættet og sensibelt sprog, og den rummer nogle af de smukkeste barndoms- og landskabsskildringer, jeg nogensinde har læst. Et helstøbt og stilsikkert værk, som cementerer, at Amalie Laulund Trudsø er en af de mest talentfulde, unge danske forfattere. Det skal blive spændende at følge hendes videre forfatterskab.

Sommerlæsning

Sommerferien betyder for mange afsked med pligtlæsningen til fordel for lystlæsningen. Det er snart et år siden, jeg blev student og gik på sommerferie. Den mellemliggende tid har føltes som én lang ferie, hvor man mister fornemmelsen for tid og glemmer, om det er hverdag eller weekend. Den enorme mængde fritid som sabbatåret bringer med sig er til tider dræbende, andre gange befriende. Men ikke desto mindre har tiden til at læse været et plus, og selvom sommerferien næppe kommer til at ændre mine læsevaner væsentligt, har jeg – og en masse andre – alligevel en tendens til nøje at udvælge de bøger, der skal læses henover sommeren. Her er 4 (nyere) bøger, jeg planlægger at læse, og som jeg med stor sandsynlighed skriver om efterfølgende:HEMINGWAY_2015_forsider.indd

Ernest Hemingway: Solen går sin gang (oprindeligt udgivet i 1926, genudgivet i 2015 på Lindhardt & Ringhof). Hemingway er hvad man kan kalde forfatternes forfatter, som alle skrivende har et forhold til; ser op til eller ser bort fra. Solen går sin gang er en bog, som mange af mine litterære helte peger på, som bogen, der fik dem til at starte med at skrive. Bogen har stået på min reol i et halvt års tid, og det er ikke, fordi jeg hverken har haft tid eller lyst til at læse den før nu; jeg har bare gået og ventet på det rigtige tidspunkt. For selvom man kan læse en bog igen og igen, er det noget helt særligt at læse en bog første gang. Men nu skal det være. Læs mere om Solen går sin gang her.

1672368_1463719870

Peder Frederik Jensen: VOLD (2016, Samleren). VOLD hørte jeg for første gang om i november 2014, hvor Peder holdt foredrag om sin novellesamling Banedanmark – på en location, der næppe kunne have været mere velvalgt, nemlig Danmarks Jernbanemuseum. Romanen har været 7 år undervejs og markerer, som jeg ser det, på flere måder et vendepunkt i forfatterskabet, der hidtil har bestået af ultrakorte og ordknappe romaner og novellesamlinger foregående i Danmark: VOLD er på 381 sider og krydsklipper mellem Danmark og Afrika. Af Kristeligt Dagblad blev den anmeldt under overskriften “Sæsonens mest markante bogudgivelse”. Det er ligesom Solen går sin gang en bog, jeg længe har set frem til at give mig i kast med, og den står derfor også højt på min læseliste. Læs mere om VOLD her.

1672372_1464324690Amalie Laulund Trudsø: Sommerhus (2016, Rosinante). Amalie Laulund Trudsø er en af de nye, unge danske forfattere, som jeg glæder mig til at følge i fremtiden. Hendes debut Koordinater fra 2012 – 60 københavnertekster om at flytte til byen og lade byen flytte ind hos sig selv – er usædvanligt vellykket og overbeviste mig om hendes åbenlyse talent. Nu er hun tilbage med romanen Sommerhus, hvor et sommerhus i Sejerøbugten danner rammen for familieliv i tre generationer i 1990´erne. Meget tyder på, at romanen er overordentligt oplagt sommerlæsning. Læs mere om Sommerhus her.

Kjell Askildsen: Venskabets pris (2016, Gyldendal).
1689521_1464843620Det var en stor, litterær sensation, da Kjell Askildsen og hans norske forlag Oktober sidste år meldte ud, at en ny novellesamling – den første i 19 år – fra Askildsens hånd snart ville komme i handlen. Den aldrende Askilden (f. 1929) er så godt som blind og ude af stand til at skrive. Denne udgivelse består derfor af noveller, der har ligget i skrivebordsskuffen siden 2004, men først nu udgives. Jeg stiftede første gang bekendtskab med Askildsens sublime fortællekunst sidste år, da et udvalg af hans noveller blev udgivet på dansk under titlen De 18 bedste, og jeg priser mig lykkelig over, at hans absolut sidste novellesamling allerede foreligger på dansk. “Kjell Askildsen giver som ingen andre sprog til den indre uro og det uforløste i mødet mellem mennesker,” skriver forlaget: Hos Askildsen er der imidlertid snarere tale om et ikke-møde end et møde mellem mennesker. Læs mere om Venskabets Pris her.

Hvilke bøger skal du læse henover sommeren?