Solen går sin gang af Ernest Hemingway

HEMINGWAY_2015_forsider.indd

Solen går sin gang af Ernest Hemingway, udgivet på Lindhardt og Ringhof i 2015 (i oversættelse af Inge og Klaus Rifbjerg), oprindeligt udgivet i 1928. 

“Solen går sin gang” er Hemingways debutroman, og den indledes med et citat af Gertrude Stein, det nok så berømte udsagn: “I er alle en fortabt generation”. Generation dækker, uddyber Stein i Hemingways “Der er ingen ende på paris”, over “alle I unge der gjorde tjeneste i krigen. I har ikke respekt for noget som helst. I drikker jer ihjel”. Litterært omfatter generationen – foruden Hemingway – desuden forfattere som F. Scott Fitzgerald (The Great Gatsby), T.S. Elliot (The Waste Land) og James Joyce (Ulysses).

Historien er i sig selv spinkel og kan næsten stå på bagsiden af en Gajolæske, men vigtigst er det også, hvordan den er skrevet fremfor hvad den handler om: Vi følger en gruppe desillusionerede og rodløse unge i 1920’erne, som efter første verdenskrigs grusomheder har mistet troen på livet og kærligheden og nu fører en dekadent og sorgløs tilværelse – først i det parisiske natteliv, dernæst til Spaniens tyreløb. Krigen har mærket dem alle for livet, men især Jake Barnes, Hemingways alter-ego og fortælleren, der grundet en krigsskade er blevet impotent, og som følge deraf har han svært ved at danne varige kærlighedsforhold. Barnes forelskelse i den engelske overklassepige Brett, som nok gengælder hans kærlighed, men alligevel ikke accepterer ham på grund af hans impotens, er bogens store tragedie.

Hemingway bliver ofte betegnet som minimalist, hvilket forekommer absurd, når han har skrevet en bog som “Hvem ringer klokkerne for” på næsten 700 sider (som jeg endnu ikke har læst). “Solen går sin gang” er imidlertid kun halvt så lang. For skriver minimalister ikke fragmentariske, papirtynde bøger? Det er i hvert fald den gængse opfattelse: Minimalisme er at gøre tingene mindre, men Hemingway gjorde ikke tingene mindre; han gjorde dem større.

Mange betegner “Den gamle mand og havet” som det ypperste, Hemingway har præsteret, og det var da også den, der udløste Nobelprisen for selvsamme forfatter i 1954, skønt prisen ganske vist omfattede hele forfatterskabet; men sammenlignet med “Solen går sin gang” er den lille og uanselig af størrelse såvel som indhold. Alle store temaer som krig og kærlighed, venskab og fjendskab, afsavn og længsel, udfoldes i denne roman, hvor ikke ét ord er overflødigt.

At det ovenikøbet er Hemingways debut som romanforfatter, er en pragtpræstation uden lige. Jeg kan godt se, hvad det er, han gør, men jeg kan ikke se, hvordan han gør det, hvordan han kan gøre det. Skrive så smukt, så bevægende og så hjerteskærende. Heldigvis er Hemingways forfatterskab så stort, at der altid vil være noget at tage af, altid vil være noget man ikke har læst før: “Er det ikke en smuk tanke?”

Sommerlæsning

Sommerferien betyder for mange afsked med pligtlæsningen til fordel for lystlæsningen. Det er snart et år siden, jeg blev student og gik på sommerferie. Den mellemliggende tid har føltes som én lang ferie, hvor man mister fornemmelsen for tid og glemmer, om det er hverdag eller weekend. Den enorme mængde fritid som sabbatåret bringer med sig er til tider dræbende, andre gange befriende. Men ikke desto mindre har tiden til at læse været et plus, og selvom sommerferien næppe kommer til at ændre mine læsevaner væsentligt, har jeg – og en masse andre – alligevel en tendens til nøje at udvælge de bøger, der skal læses henover sommeren. Her er 4 (nyere) bøger, jeg planlægger at læse, og som jeg med stor sandsynlighed skriver om efterfølgende:HEMINGWAY_2015_forsider.indd

Ernest Hemingway: Solen går sin gang (oprindeligt udgivet i 1926, genudgivet i 2015 på Lindhardt & Ringhof). Hemingway er hvad man kan kalde forfatternes forfatter, som alle skrivende har et forhold til; ser op til eller ser bort fra. Solen går sin gang er en bog, som mange af mine litterære helte peger på, som bogen, der fik dem til at starte med at skrive. Bogen har stået på min reol i et halvt års tid, og det er ikke, fordi jeg hverken har haft tid eller lyst til at læse den før nu; jeg har bare gået og ventet på det rigtige tidspunkt. For selvom man kan læse en bog igen og igen, er det noget helt særligt at læse en bog første gang. Men nu skal det være. Læs mere om Solen går sin gang her.

1672368_1463719870

Peder Frederik Jensen: VOLD (2016, Samleren). VOLD hørte jeg for første gang om i november 2014, hvor Peder holdt foredrag om sin novellesamling Banedanmark – på en location, der næppe kunne have været mere velvalgt, nemlig Danmarks Jernbanemuseum. Romanen har været 7 år undervejs og markerer, som jeg ser det, på flere måder et vendepunkt i forfatterskabet, der hidtil har bestået af ultrakorte og ordknappe romaner og novellesamlinger foregående i Danmark: VOLD er på 381 sider og krydsklipper mellem Danmark og Afrika. Af Kristeligt Dagblad blev den anmeldt under overskriften “Sæsonens mest markante bogudgivelse”. Det er ligesom Solen går sin gang en bog, jeg længe har set frem til at give mig i kast med, og den står derfor også højt på min læseliste. Læs mere om VOLD her.

1672372_1464324690Amalie Laulund Trudsø: Sommerhus (2016, Rosinante). Amalie Laulund Trudsø er en af de nye, unge danske forfattere, som jeg glæder mig til at følge i fremtiden. Hendes debut Koordinater fra 2012 – 60 københavnertekster om at flytte til byen og lade byen flytte ind hos sig selv – er usædvanligt vellykket og overbeviste mig om hendes åbenlyse talent. Nu er hun tilbage med romanen Sommerhus, hvor et sommerhus i Sejerøbugten danner rammen for familieliv i tre generationer i 1990´erne. Meget tyder på, at romanen er overordentligt oplagt sommerlæsning. Læs mere om Sommerhus her.

Kjell Askildsen: Venskabets pris (2016, Gyldendal).
1689521_1464843620Det var en stor, litterær sensation, da Kjell Askildsen og hans norske forlag Oktober sidste år meldte ud, at en ny novellesamling – den første i 19 år – fra Askildsens hånd snart ville komme i handlen. Den aldrende Askilden (f. 1929) er så godt som blind og ude af stand til at skrive. Denne udgivelse består derfor af noveller, der har ligget i skrivebordsskuffen siden 2004, men først nu udgives. Jeg stiftede første gang bekendtskab med Askildsens sublime fortællekunst sidste år, da et udvalg af hans noveller blev udgivet på dansk under titlen De 18 bedste, og jeg priser mig lykkelig over, at hans absolut sidste novellesamling allerede foreligger på dansk. “Kjell Askildsen giver som ingen andre sprog til den indre uro og det uforløste i mødet mellem mennesker,” skriver forlaget: Hos Askildsen er der imidlertid snarere tale om et ikke-møde end et møde mellem mennesker. Læs mere om Venskabets Pris her.

Hvilke bøger skal du læse henover sommeren?