En hårnål klemt inde bag panelet af Søren Ulrik Thomsen

1689550_1460523081
En hårnål klemt inde bag panelet af Søren Ulrik Thomsen, udgivet i 2016 på Gyldendal.

Det er altid med store forventninger, at jeg kaster mig over en af Søren Ulrik Thomsens bøger, der plejer at blive indfriet. Hans seneste bog “En hårnål klemt inde bag panelet” (hvis mærkværdige titel forklares i bogen) er ingen undtagelse. Kendere af Thomsen vil vide, at hans forfatterskab løber i to spor: poesien og essaystikken. Med denne bog forener han for første gang de to genrer – og mere til. Således dækker undertitlen “Noter fra eftertiden” over alt lige fra det essayistisk reflekterende til erindringshistorier og prosadigte. Nogle noter på få linjer, andre på flere sider. Emnerne spænder vidt, og ligesom i digtsamlingen Rystet Spejl fra 2011 fylder døden og erindringen meget, om end ikke alt. Livet og tiden der er gået fylder mindst lige så meget, og bogen er derfor også et slags selvportræt, hvor den snart 60-årige Søren Ulrik Thomsen gør status over sit liv. Teksterne er altså ikke indbyrdes forbundne, hvorfor man ikke behøver læse bogen kronologisk, men tematisk er der en rød tråd.

Skønt Thomsen er mest kendt som digter, har han også et stort prosaisk talent, som kommer til udtryk i de virkeligt gennemarbejdede tekster og i de vidunderlige sproglige billeder såsom blikket, der “strejfe[r] henover facaden som lyset fra en forbiglidende bil” og sætninger, der er “så lange som godstog”, mens jeg bliver lidt træt, når et udtryk som “endeløs slowmotion” optræder i en tekst for jeg ved ikke hvilken gang. Det må Thomsen være rigtig glad for, i hvert fald benytter han det også i Det værste og det bedste (2002) og Rystet spejl (2011) og sikkert andre steder. “En hårnål klemt inde bag panelet” henvender sig i mine øjne primært til læsere, der tidligere har læst Søren Ulrik Thomsen og vil vide mere om manden med slips og tweedjakke; for nye læsere er det bedre at starte med hans poesi. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at Thomsens noter fra eftertiden også vil blive læst af eftertiden, når han – forhåbentligt først om mange år – ikke er her længere. Selv er jeg ikke i tvivl om, at det er en bog, jeg med jævne mellemrum vil hive ned fra reolen og bladre i, for bogen rummer en masse kloge tanker og refleksioner, som man aldrig bliver færdig med. Tidsbunden, men tidsløs.

Reklamer

Jeg kalder på ordene og går aldrig mere på arbejde

11802543_919151244798516_4346749651477345363_o
Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter. Stolen er i øvrigt den samme, som dén Thomsen sidder i i Jørgen Leths portrætfilm Jeg er levende fra 1997. Foto: Robin Skjoldborg.

Ordene er Søren Ulrik Thomsens, fra digtet Hver dag (City slang, 1981). Fredag aften var jeg taget til spillestedet Harders i Svendborg for at høre Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter. Thomsen behøver vist ingen yderligere introduktion: Han er ganske enkelt en af Danmarks største nulevende digtere, og det er en stor, litterær begivenhed, hver gang han er ude med en ny digtsamling. Senest har han udgivet Rystet spejl (2011), som strøg til tops på bestsellerlisten. Det siges, at lyrik ikke sælger, og at den er forbeholdt et smalt publikum, men Thomsen er uden tvivl et bevis på, at det modsatte er tilfældet.

Det Glemte Kvarter er et orkester, hvis navn er opkaldt efter et digt fra Thomsens første digtsamling City slang (1981), bestående af musikere fra Det Rytmiske Musikkonservatorium. Samarbejdet mellem Det Glemte Kvarter & Søren Ulrik Thomsen blev indledt i 2012 på Thomsens opfordring, efter at han havde set og hørt orkestret optræde med en række numre fra sit bagkatalog. Dét samarbejde, han kalder “rigt og inspirerende”, udmundede i cd-udgivelsen “Rystet spejl. Musik og poesi,” som vandt prisen for årets jazz-udgivelse ved Danish Music Awards 2013.

I et glemt kvarters blå bombetomt/ flakker jeg søndag eftermiddag, efterår,/ busserne ligger med bunden i vejret/ rustne og fulde af rådden regn/ fra porte og mørke køkkenruder/ vender gamle kærester/ ansigtet mod mig, rækker hænderne ud/ i det blå.

I 2014 udvidede de samarbejdet til også at omfatte kompositioner over Søren Ulrik Thomsens tidlige forfatterskab, fra City slang (1981) til Hjemfalden (1991). Det fik jeg en forsmag på allerede i februar til arrangementet “Digte og lyd” i Vega, og lige siden har jeg set frem til at høre dem igen. Der er en helt anden energi og nerve i Thomsens tidlige digte, og den indfanger Det Glemte Kvarter med stor spilleglæde, gnist og entusiasme.

Det var med andre ord en utrolig nærværende og intens koncert i poesiens tegn, og selv den gymnasieklasse, der havde indtaget spillestedets forreste rækker, var exceptionelt stille og lyttende. Stik imod min forventning var det heller ikke kun det grå guld, men næsten alle aldersgrupper, der var repræsenteret. Dét synes jeg også tjener som et eksempel på, at lyrikkens død ikke er nærtforestående, men lever i bedste velgående.

Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter får den største anbefaling med på vejen herfra, og er du stadig i tvivl om deres talent, så er du det næppe efter at have hørt denne fremførelse af Power og Ukendt under samme måne fra digtsamlingen Ukendt under samme måne (1982):