At klædes af som en råkold regn. Om Jeg er levende.

I går aftes var jeg i Cinemateket, som i anledning af Jørgen Leths 80 års fødselsdag afholder en række arrangementer med introduktioner og foredrag til og om hans oeuvre med efterfølgende visning af udvalgte film fra Leths lange karriere. Og som en passende start på festlighederne var hovedpersonen selv inviteret i går til at tale med Søren Ulrik Thomsen om hans portrætfilm om ham, Jeg er levende (1999), forud for en repremiere af filmen. Det er en film, jeg selv har set et utal af gange, men at se den på det store lærred, var som at se den for første gang igen. Gammel kærlighed ruster ikke, som ordsproget lyder.

dfi_20081004-101947-7
Fra filmen “Jeg er levende”.

Thomsen lagde ud med at fortælle, at projektet egentlig begyndte 15 år før, han og Leth overhovedet vidste, de skulle lave en film sammen. Dengang boede han på et klubværelse i Købmagergade og havde en særlig frimodighed, som gjorde at han uden videre kunne finde på at banke på hos naboen for at læse et nyskrevet digt op “selvom hun sådan set ikke havde bestilt poesi, som man ringer efter en pizza”. Mange år senere havde dén nabo fået arbejde hos filmselskabet Bech Film og henvendte sig til Thomsen for at fortælle,  at hun ønskede at lave en portrætfilm om ham, men at hun endnu ikke havde nogen instruktør. Thomsen foreslog Leth, for, som han sagde: Hvorfor ikke spørge den bedste? Heldigvis sagde han ja. Thomsen var overbevist om, at spændingen mellem “Leths kølige formalisme og den eksistentielle overophedning i min poesi var kunstnerisk potent”.

Og der er efter min mening kommet en virkelig fremragende film ud af deres samarbejde, en film som naturligt indgår i Leths øvrige værk, også selvom det var et bestillingsarbejde. Holdt i sort/hvide farver og med den melankolske, underliggende jazzmusik af Tomasz Stankos Septet samt Leths karakteristiske langsomhed ser filmen unægteligt ældre ud, end den egentlig er. “Ja, den er ligesom København i 1973,” sagde Søren Ulrik Thomsen (med henvisning til dengang, han lige var flyttet til København – før bl.a. gentrificeringen som han flere gange har polemiseret over) og kunne også lystigt fortælle en anekdote om engang, filmen blev vist i en gymnasieklasse, og en elev nysgerrigt havde rakt hånden i vejret for at høre, hvornår han døde. Lige så lystigt kunne Jørgen Leth, som en apropos, fortælle om engang han så maleren Per Kirkeby (f. 1937), og hvor han på grund af hans stærkt svækkede hukommelse måtte introducere sig selv: “Det er Jørgen,” sagde han. Og han svarede overrasket: “Jørgen… jeg troede, du var død!”.

Det var en inspirerende aften i makkerparrets selskab, og heldigvis er de begge to stadig lyslevende og produktive – Søren Ulrik Thomsen udgav sidste år En hårnål klemt inde bag panelet og pladen POWER med orkestret Det Glemte Kvarter, og i morgen udkommer Leth med bogen Men jeg er her jo.


Hvis man vil læse mere om filmens tilblivelse, har Jørgen Leth skrevet om den i kapitlet “Jeg ville gerne lave en film om et geni” fra erindringerne Guldet på havets bund (2007) og Søren Ulrik Thomsen i essayet “Intet mindre end magisk – om arbejdet med filmen Jeg er levende” i Samlede Thomsen. Filmen er frit tilgængelig på Filmcentralen.

Reklamer

Læseåret 2016

I 2016 læste jeg ifølge Goodreads lidt mindre end året før (vel fordi jeg fik arbejde og begyndte på Danskstudiet på SDU): 13159 sider, 66 bøger. Den korteste var Inger Christensens Sommerfugledalen (15 sider), og den længste Carsten Jensens Den første sten (612) sider. Men det vigtige er jo heller ikke, hvor meget man læser, men hvad man læser, hvad ovenstående bekræfter, for selvom jeg ikke som forventet var helt oppe og ringe over Sommerfugledalen, afskyede jeg decideret Den første sten.

I det forgangne år faldt jeg over et citat fra en bog, jeg godt nok ikke selv har læst (Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard), men som jeg ikke desto mindre stadig er enig i:

Nu sandt at sige, jeg har aldrig været en Ven af den overdreven megen Læsning: læs lidt og læs godt! heller læse een god Bog ti Gange end ti middelmaadige Bøger een Gang — det er min Grundsætning i saa Henseende.

Og når jeg ser tilbage på læseåret 2016 har det som sagt ikke budt på mange læseoplevelser, men netop lidt og godt (og også en del genlæsninger). Nogle har som altid gjort et større indtryk end andre, og jeg vil i dette indlæg opliste 3 af mine favoritter fra 2016. Hvis du ikke kender dem, eller blot ikke har fået dem læst, kan jeg kun sige: kom i gang! Hver og én får min største anbefaling med på vejen, her i rangordnet rækkefølge.

1) Linn Ullmann: De urolige

1694609_1482212399

Med De urolige har den norske forfatter Linn Ullmann efter min mening skrevet årets absolut bedste bog. Det er en både smuk, poetisk og rørende fortælling om minder, erindring, aldring, glemsel. Som megen anden litteratur der udkommer i disse år tager den meget tydeligt afsæt i et selvoplevet stof og handler, uden at nævne dem ved navn i øvrigt, om forfatterens berømte forældre, kunstnerparret Ingmar Bergman og Liv Ullmann – og om Linn selv. Hun kan ikke vente med at blive voksen, mens forældrene helst vil være børn. På trods af bogens mange virkelighedsreferencer er den til syvende og sidst stadig – som der står på forsiden – en roman. Men hvilken roman! En af de fineste af slagsen, som man ikke ønsker skal slutte. Jeg ville blot ønske, den fandtes som lydbog indtalt af forfatteren selv på sit utroligt vakre, norske sprog. Hør selv – i dette interview fra Louisiana Literature i august 2016.

2) Søren Ulrik Thomsen: En hårnål klemt inde bag panelet

1689550_1460523081

“En hårnål klemt inde bag panelet” er, med Søren Ulrik Thomsens egne ord, en bog han længe har haft lyst til at skrive. Kendere vil vide, at han i mange år har skrevet poesi og essayistik, men i sin seneste bog forener han de to genrer – kombineret med endnu flere ubestemmelige undergenrer. Bogen består af 160 prosatekster af varierende længde – nogle på få linjer, andre på flere sider. Her er flere tekster om København – som den varer og bør være – og om barndommen på Stevns. Tanker og refleksioner om gæsterne gjort under café-og værtshusbesøg, ofte med forfatteren placeret i et hjørne med en øl, som er ved at skumme over. Enkelte tekster handler også om samarbejdet med orkestret Det Glemte Kvarter, der i efteråret 2016 udsendte pladen POWER med musik sat til Søren Ulrik Thomsens tidlige digte samt 3 tekster fra Hårnålen. Alle tekster er skrevet med en kirurgisk præcision, og Thomsen demonstrerer som altid en særlig lydhørhed over for sproget i de næsten perfektionistiske tekster, hvor ikke en sætning er overflødig.

3) Amalie Laulund Trudsø: Sommerhus

1672372_1464324690“Jeg ville ønske, det aldrig blev sommer,/ så sommeren altid var på vej,” skriver Henrik Nordbrandt et sted. Amalie Laulund Trudsøs anden bog og første roman Sommerhus foregår netop om sommeren og et helt konkret sted: Sejerøbugten. I Sejerøbugten findes det sommerhus, hvor bogens hovedperson – en pige på vej ind i teenageårene – tilbringer sine somre med familien (mor, far og storebror) og veninderne. Det er disse på én gang personlige og universelle somre, Trudsø i Sommerhus skildrer med stor akuratesse: lange køreture, fisketure i jollen, bålaftener og ubekymret leg på stranden. Store følelser formidles usentimentalt – i et præcist, sansemættet sprog. En anmelder skrev, at “Amalie Laulund Trudsø maler en smuk akvarel,” og det er også sådan, jeg husker tilbage på Sommerhus: som en akvarel, hvor forfatterens penselstrøg næsten vækker mindelser til et Krøyer-maleri, og hvor man under alle omstændigheder kommer til at længes mod sommeren.

Hvilken bog – eller hvilke bøger – var de(n) bedste du læste i 2016?

To Bogforum or not to Bogforum

I weekenden blev årets Bogforum – den 25. af slagsen – afholdt, traditionen tro i Bella Center i København. For mit eget vedkommende var det mit andet år på messen. Sidste år var jeg af sted om fredagen, i år om lørdagen, og det var tydeligt at mærke det øgede besøgstal. På standene til de store forlag som Gyldendal, Lindhardt & Ringhof og JP/Politikens Forlag var der god plads at bevæge sig på, mens trængslen hos de mindre forlag var større – en næsten klaustrofobisk stemning. Det var dog en lettelse at opleve, at standene lå nøjagtig det samme sted som sidste år, så jeg (det meste af tiden) slap for at gå forvirret rundt og lede efter stande i hver sin ende af hallen.

photo-12-11-2016-11-14-19
Første punkt på programmet: Ane Cortzen interviewer Sofie Diemer og Pejk Malinovski.

Jeg havde i forvejen forberedt et ambitiøst program, som blandt andet inkluderede Don Rosa, Erlend Loe, Ane Riel, Dorthe Nors, Hella Joof, Tomas Espedal, Søren Ulrik Thomsen og Linn Ullmann. Set i bagklogskabes lys var det måske for ambitiøst, for jeg endte med kun at høre én samtale i sin fulde længde, nemlig den med Linn Ullmann sidst på eftermiddagen. Meget af tiden gik med at stå i kø til signeringer og ose mellem de forskellige stande. Og hilse på forfattere og andre kendte ansigter fra Twitter og bloggerverden. Jeg fik dog også opsnappet brudstykker af samtaler rundt omkring på messen, men det er – som de fleste tilstedeværende kan bekræfte – svært at få ørenlyd, når bare man står få meter væk fra scenen, og et kakofoni af stemmer blander sig med hinanden.

photo-12-11-2016-14-41-59
En koncentreret forfatter: Linn Ullmann signerer på livet løs på Arnold Buscks stand.

Mit budget til at købe bøger for var ikke strammere end sidste år, alligevel endte jeg med kun at købe 3 bøger, heriblandt vinderen af Debutantprisen (Techno af Niels Henning Falk Jensby), som tilfældigvis var signeret, på Arnold Buscks stand. Til gengæld havde jeg en stak bøger med hjemmefra af de ovenstående forfattere til signering, som jeg slæbte rundt på, så det var nok meget godt, at mine skuldre ikke blev alt for belastet. Man kan let blive fristet af alle messens tilbud, så jeg gik efter de bedste af dem og nøjedes med at købe de bøger, jeg reelt regner med at få læst.

En blanding af nye og gamle bøger: Det lykkedes mig at få alle mine bøger signeret, lige med undtagelse af Haruki Murakamis “Fødselsdagshistorier” og Timur Vermes “Han er tilbage” (og med god grund). Ovenover ses Ullmanns, Espedals og Joofs dedikation.

Et gedemarked
Bogforum ER et gedemarked, som jeg efter mine besøg i år og sidste år har udviklet et had-/kærlighedsforhold til. Det er varmt, trangt, støjende, og mennesker skubber og puffer til hinanden; programmet er for stort, for bredt, og der er for mange arrangementer, som ikke har noget som helst med bøger at gøre (hvad laver Linse Kessler og hendes familie, bandet Folkeklubben – og en madscene (sic!) på Bogforum?); samtalerne for korte og overfladiske. Men alt det ved jeg jo godt; det er en del af charmen og en del af pakken. Det, Bogforum også er, er en enestående mulighed for at møde forfattere, få sine bøger signeret, måske købe julegaver til billige penge, snakke med andre litterært interesserede. Og mon ikke jeg, trods mit ambivalente forhold til arrangementet, vender tilbage næste år?

Spoken Word Prisen 2016

Som odenseaner skal man have boet under en sten for ikke at have hørt om nogle af de mange festivaler, der finder sted i denne måned: Odense Blomsterfestival, H.C. Andersen Festival, Spoken Word Festival og Odense Film Festival – hvis jeg da ikke har glemt nogen. Det kan derfor være svært at vælge ud af det overflødighedshorn af arrangementer (oftest gratis), der tilbydes, for det er slet og ret umuligt at nå det hele. Særligt Spoken Word Festivalen ser jeg hvert år frem til.

I år var jeg imidlertid forhindret i at komme til en del af arrangementerne pga. arbejde og andre aftaler, men da jeg fandt ud af, at Søren Ulrik Thomsen gæstede festivalen fredag 27/8, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det var et arrangement, jeg absolut ikke ville gå glip af, og det blev også det eneste jeg nåede at overvære. Han skulle samtale med lektor Jon Helt Haarder fra Syddansk Universitet med udgangspunkt i sin seneste udgivelse, “En hårnål klemt inde bag panelet” (2016). Overskriften var ungdommen, og Thomsens legendariske digtsamling, debuten fra 1981, “City Slang” med det lige så legendariske digt “Levende” var naturligvis et uomgængeligt emne.

3032970_900_0_0_237_3942_2217_2
Foto (af Robert Wengler) er venligst lånt fra Fyens.dk

Samtalen tog udgangspunkt i ungdommen, men kom uvægerligt også kom til at handle om mange andre ting: aldring, døden, erindring, tid der er gået. Om morbror Børge, familiens mytologiske skikkelse, som Thomsen som barn så op til og ønskede at være som, når han selv blev voksen; men han havde kun forestillet sig, at det var ham, der skulle ændre sig: verden ville blive ved med at være den samme. En barnagtig side af ham, vedstod han.- Jeg vågner hver morgen som en 17-årig og bliver overrasket.

Denne grundskuffelse over at verden har ændret sig afspejles også i en beskrivelse fra Hårnålen af en situation fra kassen i supermarkedet, hvor den handlende “med mobiltelefonen klemt fast mellem øret og skulderen lægger varerne op i indkøbsposer med højre hånd og taster pinkoden med venstre […] alt sammen uden at veksle et eneste ord med kassedamen, ja, end ikke et blik”. Forarget og måske også provokeret af denne opførsel spejder Søren Ulrik Thomsen i slutningen af teksten “efter rumskibet der skal undsætte mig.” “I morgen må jeg tale ekstra hårdt til mig selv,” skriver han.

Efter godt og vel halvanden times interview, oplæsning og besvarelse af spørgsmål fra salen modtog en overrasket men glad Søren Ulrik Thomsen årets Spoken Word Pris, som udover æren består af 10.000 kroner, der gik til ham og orkestret Det Glemte Kvarter for deres vellykkede musikalske samarbejde. Stort tillykke til både Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter.