dage med p af Jeppe Krogsgaard Christensen

dage med p: en miniature af Jeppe Krogsgaard Christensen, udgivet i 2017 på melodika

Til daglig arbejder Jeppe Krogsgaard Christensen som litteraturanmelder og kulturskribent for Berlingske, men sideløbende bedriver han selv litteratur. Måske har man læst eller hørt om hans konceptuelle Københavner-trilogi (Åben himmel, Indre by, –). Mens det tredje og sidste bind lader vente på sig, er han aktuel med den lille, tynde sag “dage med p”. Bogen, der bærer undertitlen “en miniature”, holder virkelig hvad den lover. Med blot 42 sider, nogle tomme, andre med kun én sætning, men de fleste sider med kortere tekstykker på samme side, er det en bog, der hurtigt er læst  – men også forholdsvist hurtigt glemt.

Hovedpersonen benævnes kun med bogstavet p – ligesom de øvrige personer også kun benævnes med et bogstav (a, c, f, h mv.); ingen steder i bogen optræder et fuldt navne, lige med undtagelse af forfatternavnet på forsiden, selvfølgelig. Dette afføder en naturlig tvivl om kønnet: er p en mand eller kvinde? Forfatteren driller flere gange læseren, fx ved at lade p gå ud på – ikke herre- eller dametoilettet, men fællestoilettet.

Bogen beretter om en kort kærlighedshistorie mellem a og p, der arbejder samme sted. En kærlighedshistorie som i sig selv er banal og småkedelig (“a og p er i dyrehaven”, “a og p er på museum”, “a og p er i biografen” osv.), men bogen er tilsyneladende også mere et studium af læserens læsning: af de kønnede “briller”, læseren læser med, og som gør at hovedpersonen bliver enten mand eller kvinde. Første gang læste jeg p som en mand, anden gang som kvinde. Fx forbinder jeg det med noget særligt mandligt at væde sin fingerspids for at vende en side i metroxpress – og som noget særligt kvindeligt at gå til zumba. Men det er jo bare nogle stereotype opfattelser, bud i mangel af bedre: et endeligt svar gives ikke.

Bogen er konsekvent skrevet med små bogstaver (selv efter punktum) i korte hovedsætninger, næsten formelagtigt efter denne skabelon: p ser/gør/laver/tænker over et eller andet. Derved må læseren prøve at få så meget ud af det ‘lidt’ der står som muligt; derved står den i klar opposition til Yahya Hassans digte, som p læser i begyndelsen af bogen:

p slukker og prøver at læse ham der indvandrerdigteren men må stoppe efter et par sider. p forstår ikke hvorfor han skriver med store bogstaver, det er jo som om han råber. hvorfor ikke tale stille og roligt om tingene. det har p selv gode erfaringer med

“dage med p” er ikke en bog der sætter dybe spor efter endt læsning; alligevel overrasker den med morsomme iagttagelser af sproget(s) og hverdagens absurditeter (“p cykler ud til sin mormor og tænker på at der er stor forskel på at være i en stue og på en stue”; “p ser plasticposerne på alle cykelsadlerne uden for kontoret og undrer sig over hvorfor de er der. om det er for at sadlen ikke skal blive våd eller når sadlen er våd” osv). Men med den minimale handling fremstår den mere som et litterært eksperiment end et egentligt litterært værk. På sin vis er det et vellykket projekt, men ikke så vellykket, som det kunne have været, hvis Jeppe Krogsgaard Christensen samtidig havde en historie at fortælle.

Reklamer

Minianmeldelse: Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten af Kjell Askildsen

thomas-f“Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten” af Kjell Askildsen, udgivet på Aschehoug i 1984.

“Det er altfor mange ord i omløp i verden, den som sier mye har ikke sine ord i behold,” skriver Kjell Askildsen i “Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten”. Så er det godt, vi har Askildsen, der evner (eller evnede: han er – heldigvis! – ikke død, men skriver grundet svækket syn – desværre – ikke længere) netop at sige så meget med så lidt. Bogen består af blot to noveller: “Carl Lange” og titelnovellen “Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten”, bestående af yderligere små, selvstændige såvel som sammenhængende sekvenser. Særligt bogens sidste del er helt sublim: en sky, svagelig gammel mand siger farvel til verden i en række mere eller mindre pessimistiske betragtninger over livet, mens han bliver parat til det eksistentielle nulpunkt. Bogen fremstår som noget af den ypperste prosakunst, og den blev da også af den grund kåret som den bedste norske bog i 25 år i 2006. Anbefales at læse på originalsproget, men er også udgivet på dansk i udvalget “De 18 bedste” fra 2015.

Minianmeldelse: Techno af Niels Henning Falk Jensby

33699137Techno af Niels Henning Falk Jensby, udgivet i 2016 på Gyldendal

Du siger, at den homoseksuelle krop var den eneste krop, hvis problem udelukkende var sin lyst, fordi denne lyst ikke bidrog til samfundets reproduktion

“Techno” er en rå og kompromisløs roman om et københavnsk homomiljø, jeg på forhånd kendte meget lidt til. Om begær, en kærlighedsrelation mellem et jeg og et du, om kroppe og (mis)brugen af dem. Overflade. Sexscener optræder rituelt på ca. hver tyvende side og beskrives ned til mindste detalje – ikke for sarte sjæle. Jeg’et er dog kun i ringe grad i stand til at sætte ord på de følelser, der gennemstrømmer ham, alt opleves som “for sindsygt”, “for vildt” eller “mærkeligt”. Bogen er skrevet i korte sætninger – med mange punktummer, hvad giver den en særlig rytme, ikke ulig den man finder i technomusik (som jeg’et konstant hører, enten til fester eller i sine høretelefoner), hvilket givetvis også er hensigten. Desværre gør det også romanen til en monoton og lettere kedsommelig læsning, og den synes at gå i tomgang, allerede før den rigtigt er begyndt. Alligevel rummer den nogle uforglemmelige scener og er da et frisk pust i dansk litteratur, der ikke flyder over med historier fortalt fra en homoseksuels synsvinkel (de eneste jeg kan komme i tanke om er Bjørn Rasmussen og Tomas Lagermand Lundme).