Men jeg er her jo af Jørgen Leth

1721900_1497588675

Men jeg er her jo af Jørgen Leth, udgivet i 2017 på forlaget Gyldendal. Anmeldereksemplar fra forlaget.

I anledning af Jørgen Leths 80 års fødselsdag udkom bogen Men jeg er her jo (på selve dagen). Bogen har ingen genrebetegnelse, men kan fint læses i forlængelse af Leths andre erindringsbind – fra den kontroversielle Det uperfekte menneske (2005) til Mine helte (2015). Den kan også læses uden forkundskaber i Leths øvrige forfatterskab, digte såvel som erindringer, helt for sig selv. For lige så meget som bogets jeg (næsten selvfølgeligt) læses som biografisk, som Jørgen Leth selv, er det ikke (kun) erindringer; men det er heller ikke en roman.

Den er derimod en genrehybrid, som der står på bagsiden, “erindringer, meditationer og fiktioner om kvinder, rejser, drømme, steder”. Alt sammen skrevet i en dagbogsagtig form – med korte (nogle gange ufuldstændige) sætninger, indtryk og sansninger, som nedskrives, mens de opleves. Bogens fysiske format alluderer da også til de populære kina-notesbøger.

Nogen egentlig handling har den ikke, men skal man opsummere den handler den om Leths ophold i Rom og Haiti i perioden 2016-2017: hvad der sker i løbet af dagen, og hvad han tænker på imens, eller hvad der – som langt oftere er tilfældet – ikke sker. For ugideligheden går igen hver eneste dag: “Ting, jeg ikke må, ting, jeg skal gøre, indhold, indhold, det gider jeg ikke. En dag uden indhold, er det en god dag? Ja, helt klart” (s. 22); “Jeg gider ikke tænke en tanke igenne, gider ikke blive færdig med noget” (s. 39); “Gider jeg? Huske pung, huske tanker, huske mig selv? (s. 43) etc. etc. etc. Selv kunne jeg ikke undgå at komme til at tænke på Søren Kierkegaards berømte diapsalmata i Enten-Eller:

Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke.

Kendere vil, måske efter at have hørt det populære radioprogram Spørge Jørgen på Radio24syv, kunne genkende mange af Leths karaktertræk, som når han allerede på første side (bogens side 7), taler til sine usamarbejdsvillige sko: “Kom nu, dumme sko, for helvede! På med dig! Satan!”.

En meget malende reportage af en genuin interesse for skildpadders liv og levned hører til et af bogens højdepunkter. Og der er fine passager om helte, som vækker mindelser om Mine helte (2015) – filminstruktører som Godard, Antonioni og Dreyer og en lang række af cykelryttere, herunder Michael Rasmussen. Men ikke Chris Froome: “Froome ser forfærdelig ud på en cykel. Vi kan ikke lide ham” (s. 76), som det lakonisk lyder.

Der er noget meget absurd, men også Lethsk ved bogens gennemgående insisteren på langsomhed og ugidelighed. Et af hans mottoer er  jo netop “at forvandle ingenting til noget”, og det demonsterer han overbevisende i denne bog. Man skal ikke have læst meget af Jørgen Leth for at vide, at “Men jeg er her jo” er en yderst form for eksperimenterende prosa, man ikke er vant til at se fra hans hånd. Pressemeddelelsen citerer da også Leth for at kalde den noget så pompøst som “en fornyelse af mit forfatterskab”. Såfremt den er det, vil jeg med om muligt endnu mere begejstring end før følge med i Jørgen Leths forfatterskab fremover.

Reklamer

Det forsømte Foraar af Hans Scherfig

1689577_1491453763Det forsømte Foraar af Hans Scherfig, udgivet på Gyldendal i 2016 (opr. fra 1940)

Scherfigs “Det forsømte Foraar” er en udødelig klassiker, som alle bør læse, hvis de da ikke allerede, helst af lyst, har gjort det – eller hvad værre, men nok mere sandsynligt, er: er blevet tvangsindlagt til det i skolen. Hvorfor forklarer litteraten Frederik Schyberg overbevisende i sin anmeldelse af bogen (23.10.40): “Det er lykkedes Scherfig ved Komik, Følelse, Erindringsstyrke, bitre Erfaringer og Had og Nag at sige Ting om Børns Trivsel og Vantrivsel i deres Skoleaar, der har Gyldighed for alle Børn og for alle Skoler”. Nærværende udgave fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (2016) er et flot, indbundet genoptryk af førsteudgaven og følger således datidens ortografi (store Substantiver, aa i stedet for å).

Og der sidder elskende Par paa Selvmorderhøjen. Og Stære og Solsorter fløjter uendelig melankolsk og minder om Eksamen. Foraaret er sørgmodigt. Det kunne være så dejligt, hvis man var et Dyr eller en vild eller tilhørte en lavere Samfundsklasse. Der er Mennesker, som kan gå hvorhen de vil. Og der er Folk ude paa Landet og i Skovene. For dem maa Foraaret være en rar Tid. (s. 104)

Den er desuden udstyret med et glimrende efterskrift og noteapparat, der blandt andet karakteriserer genren, de raffinerede fortællerforhold og den beske satire. Og en tak til forlaget for at placere fodnoterne til sidst og ikke undervejs er også på sin plads. De er ikke uundværlige, men undertiden overflødige, og heri består – tror jeg – også bogens succes: at den er så ligefrem, så lettilgængelig, at den ubesværet kan læses og forstås (dengang som nu) af alle og enhver. Den har ganske vist lidt over 75 år på bagen, men uden tøven vil jeg spå, den stadig bliver læst om 75 år.

Minianmeldelse: Cremasterrefleksen af Laura Ringo

1718290_1491626187Cremasterrefleksen af Laura Ringo, udgivet i 2017 på Gyldendal

Laura Ringo debuterer med “Cremasterrefleksen”, og det er en ret så vellykket debut. Om Karla, der efter en afsluttet studentereksamen på Lolland flytter til Odense for at læse journalistik på Syddansk Universitet på sin dansklærers opfordring. Men hun møder stort set aldrig op til undervisningen, og hun får heller ikke taget sig sammen til at skrive sin eksamen i komparativ politik. I stedet bliver hun meget mere optaget af at sidde på Den Smagløse Café (en trøsteløs, men populær bar i Odense) og gå ture i Eventyrhaven – eller bare ligge i sengen på kollegieværelset. Og så hvirvles hun ind i et trekantsdrama med vennerne Viktor og Jakob, begge med flydende seksualiteter, som ikke skal røbes her. I komposition og tematik lægger bogen sig (meget) tæt op ad Helle Helles “Dette burde skrives i nutid”, men er i modsætning til den bog mere munter end sørgelig – og sjov, rigtig sjov endda, med en humor lidt a la Stine Pilgaard. Og så er det befriende at læse en (ungdoms)roman, som ikke foregår i København, men i Odense, min by, af hvilken grund jeg kunne genkende næsten samtlige steder og gadenavne og let forestille mig Karla komme ind ad døren på Smagløse, hvor jeg sidder netop nu. Anbefales!

dage med p af Jeppe Krogsgaard Christensen

dage med p: en miniature af Jeppe Krogsgaard Christensen, udgivet i 2017 på melodika

Til daglig arbejder Jeppe Krogsgaard Christensen som litteraturanmelder og kulturskribent for Berlingske, men sideløbende bedriver han selv litteratur. Måske har man læst eller hørt om hans konceptuelle Københavner-trilogi (Åben himmel, Indre by, –). Mens det tredje og sidste bind lader vente på sig, er han aktuel med den lille, tynde sag “dage med p”. Bogen, der bærer undertitlen “en miniature”, holder virkelig hvad den lover. Med blot 42 sider, nogle tomme, andre med kun én sætning, men de fleste sider med kortere tekstykker på samme side, er det en bog, der hurtigt er læst  – men også forholdsvist hurtigt glemt.

Hovedpersonen benævnes kun med bogstavet p – ligesom de øvrige personer også kun benævnes med et bogstav (a, c, f, h mv.); ingen steder i bogen optræder et fuldt navne, lige med undtagelse af forfatternavnet på forsiden, selvfølgelig. Dette afføder en naturlig tvivl om kønnet: er p en mand eller kvinde? Forfatteren driller flere gange læseren, fx ved at lade p gå ud på – ikke herre- eller dametoilettet, men fællestoilettet.

Bogen beretter om en kort kærlighedshistorie mellem a og p, der arbejder samme sted. En kærlighedshistorie som i sig selv er banal og småkedelig (“a og p er i dyrehaven”, “a og p er på museum”, “a og p er i biografen” osv.), men bogen er tilsyneladende også mere et studium af læserens læsning: af de kønnede “briller”, læseren læser med, og som gør at hovedpersonen bliver enten mand eller kvinde. Første gang læste jeg p som en mand, anden gang som kvinde. Fx forbinder jeg det med noget særligt mandligt at væde sin fingerspids for at vende en side i metroxpress – og som noget særligt kvindeligt at gå til zumba. Men det er jo bare nogle stereotype opfattelser, bud i mangel af bedre: et endeligt svar gives ikke.

Bogen er konsekvent skrevet med små bogstaver (selv efter punktum) i korte hovedsætninger, næsten formelagtigt efter denne skabelon: p ser/gør/laver/tænker over et eller andet. Derved må læseren prøve at få så meget ud af det ‘lidt’ der står som muligt; derved står den i klar opposition til Yahya Hassans digte, som p læser i begyndelsen af bogen:

p slukker og prøver at læse ham der indvandrerdigteren men må stoppe efter et par sider. p forstår ikke hvorfor han skriver med store bogstaver, det er jo som om han råber. hvorfor ikke tale stille og roligt om tingene. det har p selv gode erfaringer med

“dage med p” er ikke en bog der sætter dybe spor efter endt læsning; alligevel overrasker den med morsomme iagttagelser af sproget(s) og hverdagens absurditeter (“p cykler ud til sin mormor og tænker på at der er stor forskel på at være i en stue og på en stue”; “p ser plasticposerne på alle cykelsadlerne uden for kontoret og undrer sig over hvorfor de er der. om det er for at sadlen ikke skal blive våd eller når sadlen er våd” osv). Men med den minimale handling fremstår den mere som et litterært eksperiment end et egentligt litterært værk. På sin vis er det et vellykket projekt, men ikke så vellykket, som det kunne have været, hvis Jeppe Krogsgaard Christensen samtidig havde en historie at fortælle.