Minianmeldelse: Spøgelser, overalt af Judith Hermann

1731177_1505536225Spøgelser, overalt af Judith Hermann, udgivet på Batzer & Co i 2017 (org. udg: 2004). Oversat af Niels Brunse.

Judith Hermanns novellesamling Spøgelser, overalt er noget af det fineste, jeg længe har læst. Hun skriver dygtigt og overbevisende om menneskelige relationer: om (ulykkelig) kærlighed, venskaber, ensomhed, rastløshed, erindring, og ikke mindst rejser – som mange af hendes karakterer, ofte spontant og med kort varsel, tager på for at komme væk fra hverdagens trivialiteter. Novellerne, indhyllet i melankoli, har ofte storbyer og hovedstader som kulisse: Norge, Italien, Tjekkoslovakiet, Island. Uanset hvor de kvindelige hovedpersoner ender, synes de at være lammet af det nu, de krampagtigt forsøger at holde fast i, og fælles for dem alle er, at ting bare sker for dem, tilfældigt og uforklarligt, både mens de står på og i retrospekt.

Hermanns noveller er både lange at læse og svære at fordøje, måske især fordi man kan tage sig selv i at dvæle længe ved enkeltstående og perfekt udskårne sætninger og passager, som hver især rummer en kvalitet i sig selv. Sætningen “Al erindring forekommer mig at være sørgelig” gjorde, blandt mange, et dybt og varigt indtryk på mig, og da jeg vendte sidste side, indtrådte en øjeblikkelig følelse af tomhed og meningsløshed, men også en stor glæde over at have opdaget en forfatter, der skriver så forbandet godt, at man ikke skulle tro, det var muligt. Trods min manglende interesse for enkelte af novellerne, er der ikke nogen vej udenom: jeg må se at få læst alt, hvad Judith Hermann har skrevet!

Reklamer

Anbefaling: Velsignelser af Caroline Albertine Minor

2f4925fd-5fcf-477b-9c0c-370163410b88_1495612838

Velsignelser af Caroline Albertine Minor, udgivet i 2017 på Rosinante

Vilde og vildt vellykkede noveller. Om sorg, tab, venskab og smukke mænd. Cirka halvdelen af novellerne kredser om selvmordet til den unge au pair Anne-Sophie, kaldet Anso, der hænger sig to dage før jul hos sin værtsfamilie i Australien. Selvmordet bliver stående som en uløselig gåde, men gennem forskellige synsvinkler i forskellige noveller kastes der lys over, hvem Anso var; læseren må dog selv stykke brudstykkerne sammen. Novellen “Sorgens have”, der handler om afviklingen af et forhold mellem en mand og en kvinde, Caroline og M., bør også fremhæves for dens knugende beskrivelse af sorgen over en krop, som stadig lever. Efter en trafikulykke har M. mistet hukommelsen og husker hverken kæresten Caroline eller deres søn, og deres forhold er forandret for altid. Den er for mig samlingens højdepunkt og er en skattekiste af uforglemmelige sætninger, jeg får lyst til at citere, fx åbningslinjen “På en bænk i Enghaveparken gav vi bare op” eller “At vågne op er bare savnet, der begynder forfra, hårdere”.

Minianmeldelse: Poesi og andre former for trods af Adda Djørup

1716412_1492834690

“Poesi og andre former for trods” af Adda Djørup, udgivet på Samleren i 2017 (opr. udgivet i 2015)

Det er en bemærkselsværdig titel, Adda Djørups novellesamling bærer. “Poesi og andre former for trods”. Med tilføjelsen “og andre former for trods” præsupponeres det altså, at poesi er en form for trods. Men hvordan er poesi trodsig? fristes man til at spørge. Titlen er yderligere tvetydig, idet en af novellerne rent faktisk bærer titlen “Poesi” (en novelle om en forfatterindes yngre jeg og dennes skift fra poesi til prosa, der meget vel kan læses biografisk i henhold til udviklingen i Djørups eget forfatterskab). De i alt 16 noveller beskriver alle en form for trodstilstand, hvad enten den er rettet mod andre eller karaktererne selv. Novellerne er syrede og velturnerede (en lastbilchauffør der slipper 40 gris på coke løs på en golfbane i Münster er et mindeværdigt billede), af og til tilmed morsomme, men efterlader i det store og hele ikke det store indtryk; jeg kan kun huske et fåtal af novellerne, og ud af dem er der endnu færre jeg synes om. De synes at rumme, næsten som en præmis, et twist i løbet af historien, og hvor uforudsigelig, det så end er, bliver de netop forudsigelige på grund af dette twist. Den overdrevne brug af intertekstualitet (alene to af titlerne – “Der er ingen ende på Paris” og “To the Lighthouse”) virker tillige trættende i længden; især de steder, hvor den ikke synes at tjene noget andet formål end at fastslå forfatterens egen belæsthed.