En af os af Åsne Seierstad

1642537

En af os af Åsne Seierstad, udgivet i 2014 på Gyldendal (opr. udg. i 2013).

Den 22. juli 2011 er dato, jeg, med en vis vægthed, vil vove at kalde min generations 9/11. Jeg kan ikke huske, hvor jeg var, da de kaprede fly fløj ind i tvillingetårnene i New York; men jeg kan huske, hvor jeg var, da terrorangrebene i Oslo, juli 2011, bestående af bombesprængningen i regeringskvarteret og massakren på øen Utøya, hvor i alt 77 mennesker, hovedsageligt unge, blev dræbt, fandt sted. Det er først og fremmest brutaliteten, jeg påvirkes af, men også ofrenes alder. Tanken: “Det kunne have været mig”. Alle de uforløste drømme og håb for fremtiden, der med ét forsvandt ud i det store intet. Livet, der nådeslødt blev frataget unge politiske aktive, som kæmpede for mangfoldighed og demokrati. Sagen har fra dag ét optaget mig, men i perioden efter retssagen måtte jeg have det hele lidt på afstand. Og nu, i år på seksårsdagen, ville jeg prøve at forstå det monster, der egenhændigt stod bag det største angreb i Norge efter Anden Verdenskrig.

I En af os retter den norske journalist og forfatter Åsne Seierstad, der ellers plejer at berette fra verdens brændpunkter som Afghanistan og Irak, blikket mod sit hjemland og søger svar på, hvem Anders Behring Breivik var. Spørgsmålet besvares allerede i titlen: han var én af os – ‘os’ forstået som: en nordmand, født og opvokset i Norge og derfor et produkt af det norske samfund, som bogen dermed også er en fortælling om. Et stort og omfattende researcharbejde ligger til grund for bogen: Seierstad har talt med venner, veninder, familiemedlemmer, klassekammerater, kolleger og tidligere politiske meningsfæller. Hun har læst det han har skrevet i manifestet, på nettet og i breve, og ikke mindst fulgt retssagen intenst.

Bogen veksler mellem en nøgtern, objektiv stil og en teknik med Breivik som 3. personsfortæller, hvori tanker såsom “Jeg har så utrolig lyst til at gøre det her” og “Nu eller aldrig, det er nu eller aldrig” (i kapitlet fra 22/7) indgår. Flere gange studsede jeg over dette greb: Hvordan kan Seierstad vide, hvad Breivik har tænkt?Imidlertid forklarer forfatteren i bogens afsluttende kapitel, “Sådan blev bogen til”, at disse tankereferater fra gerningsmanden “er baseret på det som han selv har fortalt under politiafhøringer, i retten eller til psykiaterne”. Mellem kapitler om Breiviks barndom, ungdom og voksne liv krydsklipper Seierstad med historier om ofrene. Forfatteren forfølger særligt to skæbnefortællinger: den ene om to søstre fra Kurdistan og Nesodden, den anden om en række unge fra Nordnorge. Begge gribende og hjerteskærende, der efterlader læseren med våde øjne.

Indimellem blusser menneskene nemlig op. Lysglimt strejfer dem, slår gnister og rammer hjertet. Og lige så hurtigt som de har fundet, bliver de ængstelige for at miste.

I bund og grund kan Breiviks historie koges til ét eneste ord: afvisning. Afvisning fra faren, som efterlod ham med sin mor i den tidlige barndom, afvisning fra moren (der “på den ene side knyttede sig tæt til ham, mens hun samtidig pludselig kunne afvise ham og udtrykke sig hadefuldt overfor ham”). Og da han viede sig til ideologien, blev han ligeledes afvist, imens han forgæves søgte fællesskaber for sine radikale holdninger om multikulturalismen og islamiseringen af Norge. Det, der gør historien så uhørt er, at der er tale om én mands værk. Ensomheden bliver flere gange draget frem under retssagen, hvor en af de mange psykiatere, der diagnosticerede ham, kom med følgende udtalelse: “Jeg så ikke noget monster, jeg så en dybt ensom mand … Dybt ensom … Så gik han ind i sin skal og blev hård … Men … Inderst inde er det blot en dybt ensom mand.”. Seierstad lader kendsgerningerne stå frem i al deres gru og konkluderer ikke; det er op til læseren. Bogen besvarer derfor mere spørgsmålet hvad end hvorfor.

En af os er uhyggelig læsning. Uhyggelig som en krimi, som fiktion. Men det er virkelighed, og det er ufatteligt. Det er til tider tung læsning, men det har givetvis nødvendig at vende hver en sten for bedre at kunne forstå, hvordan det kunne gå så galt, og hvor stort omfanget af Breiviks gerninger er, og hvor store eftervirkningerne er. Trods den til tider trættende detaljerigdom – som føles næsten kynisk at kritisere – er det en vanvittigt velskrevet og ikke mindst vigtig bog. Vigtig, fordi dagen aldrig må glemmes. Vigtig for at forebygge. ”Hvis én mand kan vise så meget had, så tænk på, hvor megen kærlighed vi kan vise sammen,” som Jens Stoltenberg sagde i sin tale til mindehøjtideligheden for ofrene.

Reklamer

Fri vilje af Helga Hjorth

Fri vilje_skiss.indd

Fri vilje af Helga Hjorth, udgivet på forlaget Kagge i 2017. Anmeldereksemplar fra forlaget

Jeg har skrevet lidt om søskendeparret Vigdis og Helga Hjorth på det seneste. Først anmeldte jeg Vigdis Hjorths Arv og miljø, så skrev jeg igen om bogen i forbindelse med udgivelsen af Helga Hjorths roman Fri vilje den norske debat om virkelighedslitteratur i indlægget: Livets kvaler med hytte på Hvaler. Da jeg for nylig var i Oslo, fik jeg fingrene i Hjorths nyligt udkomne Fri vilje hos forlaget Kagge,  der venligst stillede et eksemplar til rådighed. Bogen er af gode grunde endnu ikke oversat til dansk, men mon ikke den bliver det? Indtil videre kan den købes på de fleste danske netboghandlere, herunder (og vistnok billigst) CDON.com.

Bogen indledes med en dedikation “til mamma og pappa” og et citat af Vigdis Hjorth: “Enkelte løgner røper mer om livets smertepunkter enn all verdens uinteressante sannheter”. Så er tonen for bogen ligesom lagt: bogen er, som jeg læser den, et forsvar for søskendeparrets forældre og en revanche for de “løgne”, VH tilsyneladende lægger frem i sin roman. Men med denne tilgang – at forklare hvordan det i virkeligheden forholdt sig – synes HH at tage patent på sandheden, og det er det, der gør den problematisk; for mens VH (blandt andet) tematiserer dét at have forskellige virkelighedsopfattelser, er HH mere ensidig i sin fremstilling.

Det hendte jeg tenkte på hvordan det måtte være å være Vera. Jeg lurte på om hun noen gang tenkte på hvordan det var å være meg (s. 27)

Helga Hjorths bog falder i 3 dele: “Høst”, “Livet etter døden” og “Hytteliv”. Navnene er ændret, men karaktererne og historien er den samme som i Arv og miljø: farens dødsfald, arveopgøret, incesthistorien. I Fri vilje hedder fortælleren Nina, og hendes forfattersøster Vera Lind. Det ville være at ignorere mine litteraturstudier, hvis jeg læste den som en 1:1 gengivelse af virkeligheden (læs: Helga Hjorths virkelighed), så Nina er Helga Hjorth, og Vera Lind er Vigdis Hjorth. Desværre inviterer bogen ikke rigtigt til andre læsninger.

Da søsterens roman skal udkomme, rejser familien til Budapest for at slippe for postyret omkring udgivelsen. Journalister vil have fat i dem, høre deres version. De takker nej til interviews, fordi “et avisintervju risikerte å føre oss ut på ville veier hvor andre satte agendaen” (s. 182), og forfatter i stedet en kronik i fællesskab, som de i sidste øjeblik undlader at offentliggøre. Svaret bliver at svare igen i samme form, i en roman. Fortælleren, der (som forfatteren) arbejder som jurist, tilmelder sig et skrivekursus for at lære de litterære kneb, der udgør en god roman. Den beskrives i bogens metaagtige midterdel.

Hva for slags ytring skulle man da møte et litterært verk med? Den eneste måten å oppnå balanse på ville jo være å ytre seg i form av et litterært verk selv, skrive en roman. Så jeg hadde begynt med det også, skrive roman. (s. 180)

Af en debutant at være er Helga Hjort ikke nogen dårlig forfatter, men hun når ikke sin søster til sokkeholderne. I andre sammenhænge ville det være respektløst at sammenligne to forfattere, blot fordi de er søskende, men i Fri vilje, hvor HH karikerer, parafraserer og reducerer Arv og miljø og VH’s øvrige forfatterskab til ren positivisme, synes det på sin plads at se romanen i forhold til – lad os bare kalde den det – dens forlæg. Har man læst Arv og miljø, vil man kunne genkende mange scener, breve, mails, sms’er i Fri vilje – helt eller delvist identiske. Med et glimt i øjet har VH da også joket med, at man næsten burde udgive de to bøger i ét samlet sæt.

Hvorom alting er: Fri vilje er en bog, som er svær at anmelde, fordi den står med et ben i to lejre: på den ene side kalder forfatteren den en roman, på den anden side går den tættere på virkeligheden end Arv og miljø, der trods alt efterlod læseren med en tvivl om hvorvidt det fortalte var sandt eller ej. Det gør Fri vilje ikke på samme måde, og en af dens mange svagheder er, at den enerverende kredser om den samme problemstilling fra samme urokkelige udgangspunkt; sprogligt løfter den sig heller ikke op på et refleksions- og abstraktionsniveau, der kommer i nærheden af Arv og miljø. Skal man fremhæve noget godt ved Fri vilje, er det imidlertid, at den fint skildrer, hvordan det opleves ufrivilligt at blive gjort til romanfigur. De fejlslagne forsøg på at stoppe romanen, magtesløsheden, at man intet kan stille op etc. etc. Men det ville unægteligt have klædt romanen, hvis Helga Hjorth ikke kun fremstillede fortælleren, Nina(/ sig selv), som en engel.

Livets kvaler med hytte på Hvaler

Faren min døde for fem måneder siden, på et beleilig eller ubeleilig tidspunkt, alt etter øynene som ser. (Hjorth, s. 7)

9788202512736Sådan lyder første sætning i norske Vigdis Hjorths roman ”Arv og miljø”. Særligt sidste sætning er værd at bemærke, ”alt etter øynene som ser”. Det er netop en bog, som (blandt andet) demonstrerer hvor forskellige opfattelser, mennesker kan have af den samme oplevelse. Fortælleren med det højst besynderlige navn Bergljot (der uden at støde forfatteren vel godt kan betegnes som hendes alter-ego) er sig selv dette bevidst i sin reaktion på søsteren Astrids invitation til dennes halvtredsårs fødselsdags. I hovedet udspiller hun sig situationen, som hun forventer, den vil tage sig ud, såfremt hun takker ja til invitationen:

Å måtte tre inn i et rom der de [mor og far og Astrid] sto og hilse med hånden? Klemme? Si hva? De hadde møttes jevnlig i alle år, de var vant til å omgås, jeg var selvutmeldt og et sort får. Skulle jeg dukke opp smilende med et heisan? Som om vi ikke hadde virkelighetsforståelser som gjensidig utelukket hverandre, som om de ikke benektet selve det stoffet jeg var laget av. (Hjorth, s. 52)

“Selvfølgelig tar jeg utgangspunkt i ting jeg har opplevd,” (Korsvold) har Vigdis Hjorth sagt og lægger derved ikke skjul på romanens klare afsæt i virkelige hændelser. Når romanen, der behandler tunge og konfliktfyldte emner som arv og incest, er det tilmed forventeligt, at de involverede har en anden oplevelse af selvsamme hændelser som beskrives af Hjorth. At der altid er mindst to opfattelser af virkeligheden, er i hvert fald selvsagt, men det er sjældent, at modellen til en romankarakter svarer igen i selvsamme form: en roman (i dansk sammenhæng kan jeg kun mindes Louise Østergaards roman ”Ord” om forholdet til Yahya Hassan, som et modsvar på Hassans digtsamling).

Det er imidlertid det, Vigdis Hjorts søster, Helga Hjorth, nu gør i sin roman ”Fri vilje”, der netop er udkommet på det norske forlag Kagge. Til mediet VG svarer hun: ” Hvis jeg skal gå i dialog med en roman, så er det naturlig å gjøre det med en annen roman. Ellers risikerer jeg å ikke bli hørt. Og jeg vil gjerne bli hørt” (Norli & Molnes). Helga Hjorth, der til daglig arbejder som jurist, har gået på skrivekursus for at kunne skrive romanen, der således er hendes debut. Og hørt er hun blevet: første oplag på 6000 eksemplarer blev udsolgt på blot to dage. Næste oplag, som kommer i denne uge, er betydeligt større – nemlig på 16000 eksemplarer (Norli).

057179df5fcec6702da7f868c43089db

Men at tage til genmæle med endnu en roman synes paradoksalt, for hvis formålet er at påpege usandheder i Arv og miljø og fortælle, hvordan det i virkeligheden var, bevirker det jo netop, at Vigdis Hjorths roman (bliv)er det, forfatteren fra start har hævdet, den er: en opdigtning, en fiktion, en roman. Derved undergraver Helga Hjort, formentlig uden at hun selv er klar over det, sit eget projekt.

Jeg har ikke læst Fri vilje endnu, men har stærke intentioner om det, dels fordi jeg allerede har en stærk formodning om, hvad det er for en bog, og de fordomme vil jeg gerne have bekræftet eller afvist, inden jeg udtaler mig mere om bogen, og dels fordi jeg mener, det er enestående litteraturhistorie, vi er vidne til. Og en gave til litteraturforskningen. Men som udgangspunkt er min holdning den, at Helga Hjorth – ved at udgive en ny roman om samme emne – går i søsterens fodspor og gør netop dét, hun kritiserer søsteren for. Derved rykker den ikke ved noget, men bliver blot endnu et bevis på Vigdis’ sætning: “alt etter øynene som ser”.

Debatten om Vigdis Hjorths Arv og miljø nåede uanede højder sidste efterår, og noget kunne tyde på, at hun og søsteren tager endnu en tur i manegen dette efterår. Tilbage er nu bare spørgsmål om, hvornår næste bind i Hjorth-serien kommer, og hvem der i så fald skriver den.

Kilder
Hjorth, Vigdis: Arv og miljø (2016). Forlaget Cappelen Damm. 1. udg.
Korsvold, Kaja: Vigdis Hjorth med roman om en fars incest (27.9.16). Aftenposten: https://www.aftenposten.no/kultur/i/JGvJX/Vigdis-Hjorth-med-roman-om-en-fars-incest 
Molnes, Geir & Norli, Camilla: Helga Hjorth om å bli romanfigur: – Umulig å forsvare seg (11.8.17). VG: http://www.vg.no/rampelys/bok/litteratur/helga-hjorth-om-aa-bli-romanfigur-umulig-aa-forsvare-seg/a/24114367/
Norli, Camilla: Helga Hjorths hevnroman utsolgt på to dager (11.8.17). VG: http://www.vg.no/rampelys/bok/litteratur/helga-hjorths-hevnroman-utsolgt-paa-to-dager/a/24116015/

Arv og miljø af Vigdis Hjorth

9788202512736

Arv og miljø af Vigdis Hjorth, udgivet i 2016 på Forlaget Cappelen Damm

Som vinder af Bokhandlerprisen og Kritikerprisen 2016 og indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2017 er Arv og miljø, for nylig oversat til dansk, en af de mest omtalte romaner i Norden lige for tiden. Med afsæt i et stærkt personlig stof satte Hjorth atter gang i diskussionen om litteraturens udviskede grænser mellem virkelighed og fiktion, det nordmændene kalder »virkelighedslitteratur«, i Danmark kaldet autofiktion. En efter min mening enerverende debat, som jeg gerne tager op igen i et selvstændigt indlæg. Tidligere har jeg kort berørt den i “At tage af hovedstolen” fra 2016.

Bogens handling er for så vidt enkel nok. Konstellationen er følgende: en mor og far, fire søskende, to af dem, Åsa og Astrid, har og har haft et godt forhold til forældrene, mens de to andre, Bergljot – fortælleren – og Bård, af flere årsager for længe siden har brudt med deres ophav. Centralt i romanen står familiens to sommerhytter på Hvaler, som det er bestemt, at Åsa og Astrid skal arve, mens de to andre søskende skal modtage et pengebeløb svarende til hytternes værdi. Det står skrevet i farens testamente og har ikke medført nogen kontroverser. Lige indtil Åsa og Astrid har fået arveforskud, kort før farens død, uden at Bergljot og Bård er blevet informeret herom. Det er starten på tvisten om arven og starten på romanen. Og bølgerne går højt, meget højt.

Det drejer sig tilsyneladende om et klassisk arveopgør, men også kun tilsyneladende for langsomt indvier fortælleren Bergljot læseren i sin historie, om barndommen hvor faren forbrød sig mod hende. Incesthistorien er for Bergljot et væsentligt indspark i arveopgøret, men vil familien tro på hendes historie? Bogen veksler mellem mellemlange kapitler til tableauagtige afsnit (hvoraf sidstnævnte litterært set fungerer bedst), der strækker sig fra få linjer til én hel side med filosofiske, psykologiske og poetiske betragtninger á la denne:

Alt henger sammen med alt. Ingen setning er uskyldig for den som går med ørene på stilker for å forstå.

Overraskende, men egentlig oplagt, er det desuden at bogen går i dialog med flere danske kendinge, hvoraf de to mest åbenlyse er Tove Ditlevsen og dogmefilmen Festen, der vel er en af nyere tids mest kendte fiktive skildringer af incest – og ikke bare i Norden. Men til gengæld også en af de mest utroværdige, mener Bergljot, fordi incestanklagen i filmen underbygges med søsteren Lindas selvmordsbrev: “Feilen med Festen er at den lar den som konfronterer sin familie framlegge et bevis. I virkeligheten finnes ikke bevis. I virkeligheten har den som konfronterer familien ingen tvilling som har tatt livet av seg og som etterlater seg et brev som beviser farens skyld”. Det er en meget rammende kritik, som jeg aldrig selv har (endsige villet have) skænket en tanke.

At ingen av dere på noe tidspunkt har spurt meg om min historie har jeg opplevd og oplever jeg som en stor sorg

Arv og miljø er altså en roman, som tematiserer familiens løgne, fortielser og forskellige erindringer. Romanen er god, men jeg kan alligevel ikke helt tilslutte mig det næsten enstemmige hyldestkor af anmeldelser. Sprogligt og indholdsmæssigt går den i tomgang cirka halvvejs, og når jeg desuden mener, romanen er mindre vellykket, end den kunne have været, hvis den var tænkt og skrevet anderledes, er det, fordi den først og fremmest er skrevet på en indignation, en vrede som synes alt for tæt på forfatterens privatperson. Hvis virkelige hændelser skal gøres til litteratur, må de bearbejdes, for at de kan få karakter af noget alment og vedkomme andre end forfatteren selv, lyder et klassisk råd, næsten en kliché, men ikke mindre sand af den grund. På mig virker Vigdis Hjorth ikke personlig, men tværtimod dybt privat, og derfor engageres jeg også mindre i Arv og miljø, der mere tager form af en litterær hævn på familien end egentlig kunst.