Livets kvaler med hytte på Hvaler

Faren min døde for fem måneder siden, på et beleilig eller ubeleilig tidspunkt, alt etter øynene som ser. (Hjorth, s. 7)

9788202512736Sådan lyder første sætning i norske Vigdis Hjorths roman ”Arv og miljø”. Særligt sidste sætning er værd at bemærke, ”alt etter øynene som ser”. Det er netop en bog, som (blandt andet) demonstrerer hvor forskellige opfattelser, mennesker kan have af den samme oplevelse. Fortælleren med det højst besynderlige navn Bergljot (der uden at støde forfatteren vel godt kan betegnes som hendes alter-ego) er sig selv dette bevidst i sin reaktion på søsteren Astrids invitation til dennes halvtredsårs fødselsdags. I hovedet udspiller hun sig situationen, som hun forventer, den vil tage sig ud, såfremt hun takker ja til invitationen:

Å måtte tre inn i et rom der de [mor og far og Astrid] sto og hilse med hånden? Klemme? Si hva? De hadde møttes jevnlig i alle år, de var vant til å omgås, jeg var selvutmeldt og et sort får. Skulle jeg dukke opp smilende med et heisan? Som om vi ikke hadde virkelighetsforståelser som gjensidig utelukket hverandre, som om de ikke benektet selve det stoffet jeg var laget av. (Hjorth, s. 52)

“Selvfølgelig tar jeg utgangspunkt i ting jeg har opplevd,” (Korsvold) har Vigdis Hjorth sagt og lægger derved ikke skjul på romanens klare afsæt i virkelige hændelser. Når romanen, der behandler tunge og konfliktfyldte emner som arv og incest, er det tilmed forventeligt, at de involverede har en anden oplevelse af selvsamme hændelser som beskrives af Hjorth. At der altid er mindst to opfattelser af virkeligheden, er i hvert fald selvsagt, men det er sjældent, at modellen til en romankarakter svarer igen i selvsamme form: en roman (i dansk sammenhæng kan jeg kun mindes Louise Østergaards roman ”Ord” om forholdet til Yahya Hassan, som et modsvar på Hassans digtsamling).

Det er imidlertid det, Vigdis Hjorts søster, Helga Hjorth, nu gør i sin roman ”Fri vilje”, der netop er udkommet på det norske forlag Kagge. Til mediet VG svarer hun: ” Hvis jeg skal gå i dialog med en roman, så er det naturlig å gjøre det med en annen roman. Ellers risikerer jeg å ikke bli hørt. Og jeg vil gjerne bli hørt” (Norli & Molnes). Helga Hjorth, der til daglig arbejder som jurist, har gået på skrivekursus for at kunne skrive romanen, der således er hendes debut. Og hørt er hun blevet: første oplag på 6000 eksemplarer blev udsolgt på blot to dage. Næste oplag, som kommer i denne uge, er betydeligt større – nemlig på 16000 eksemplarer (Norli).

057179df5fcec6702da7f868c43089db

Men at tage til genmæle med endnu en roman synes paradoksalt, for hvis formålet er at påpege usandheder i Arv og miljø og fortælle, hvordan det i virkeligheden var, bevirker det jo netop, at Vigdis Hjorths roman (bliv)er det, forfatteren fra start har hævdet, den er: en opdigtning, en fiktion, en roman. Derved undergraver Helga Hjort, formentlig uden at hun selv er klar over det, sit eget projekt.

Jeg har ikke læst Fri vilje endnu, men har stærke intentioner om det, dels fordi jeg allerede har en stærk formodning om, hvad det er for en bog, og de fordomme vil jeg gerne have bekræftet eller afvist, inden jeg udtaler mig mere om bogen, og dels fordi jeg mener, det er enestående litteraturhistorie, vi er vidne til. Og en gave til litteraturforskningen. Men som udgangspunkt er min holdning den, at Helga Hjorth – ved at udgive en ny roman om samme emne – går i søsterens fodspor og gør netop dét, hun kritiserer søsteren for. Derved rykker den ikke ved noget, men bliver blot endnu et bevis på Vigdis’ sætning: “alt etter øynene som ser”.

Debatten om Vigdis Hjorths Arv og miljø nåede uanede højder sidste efterår, og noget kunne tyde på, at hun og søsteren tager endnu en tur i manegen dette efterår. Tilbage er nu bare spørgsmål om, hvornår næste bind i Hjorth-serien kommer, og hvem der i så fald skriver den.

Kilder
Hjorth, Vigdis: Arv og miljø (2016). Forlaget Cappelen Damm. 1. udg.
Korsvold, Kaja: Vigdis Hjorth med roman om en fars incest (27.9.16). Aftenposten: https://www.aftenposten.no/kultur/i/JGvJX/Vigdis-Hjorth-med-roman-om-en-fars-incest 
Molnes, Geir & Norli, Camilla: Helga Hjorth om å bli romanfigur: – Umulig å forsvare seg (11.8.17). VG: http://www.vg.no/rampelys/bok/litteratur/helga-hjorth-om-aa-bli-romanfigur-umulig-aa-forsvare-seg/a/24114367/
Norli, Camilla: Helga Hjorths hevnroman utsolgt på to dager (11.8.17). VG: http://www.vg.no/rampelys/bok/litteratur/helga-hjorths-hevnroman-utsolgt-paa-to-dager/a/24116015/

Arv og miljø af Vigdis Hjorth

9788202512736

Arv og miljø af Vigdis Hjorth, udgivet i 2016 på Forlaget Cappelen Damm

Som vinder af Bokhandlerprisen og Kritikerprisen 2016 og indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2017 er Arv og miljø, for nylig oversat til dansk, en af de mest omtalte romaner i Norden lige for tiden. Med afsæt i et stærkt personlig stof satte Hjorth atter gang i diskussionen om litteraturens udviskede grænser mellem virkelighed og fiktion, det nordmændene kalder »virkelighedslitteratur«, i Danmark kaldet autofiktion. En efter min mening enerverende debat, som jeg gerne tager op igen i et selvstændigt indlæg. Tidligere har jeg kort berørt den i “At tage af hovedstolen” fra 2016.

Bogens handling er for så vidt enkel nok. Konstellationen er følgende: en mor og far, fire søskende, to af dem, Åsa og Astrid, har og har haft et godt forhold til forældrene, mens de to andre, Bergljot – fortælleren – og Bård, af flere årsager for længe siden har brudt med deres ophav. Centralt i romanen står familiens to sommerhytter på Hvaler, som det er bestemt, at Åsa og Astrid skal arve, mens de to andre søskende skal modtage et pengebeløb svarende til hytternes værdi. Det står skrevet i farens testamente og har ikke medført nogen kontroverser. Lige indtil Åsa og Astrid har fået arveforskud, kort før farens død, uden at Bergljot og Bård er blevet informeret herom. Det er starten på tvisten om arven og starten på romanen. Og bølgerne går højt, meget højt.

Det drejer sig tilsyneladende om et klassisk arveopgør, men også kun tilsyneladende for langsomt indvier fortælleren Bergljot læseren i sin historie, om barndommen hvor faren forbrød sig mod hende. Incesthistorien er for Bergljot et væsentligt indspark i arveopgøret, men vil familien tro på hendes historie? Bogen veksler mellem mellemlange kapitler til tableauagtige afsnit (hvoraf sidstnævnte litterært set fungerer bedst), der strækker sig fra få linjer til én hel side med filosofiske, psykologiske og poetiske betragtninger á la denne:

Alt henger sammen med alt. Ingen setning er uskyldig for den som går med ørene på stilker for å forstå.

Overraskende, men egentlig oplagt, er det desuden at bogen går i dialog med flere danske kendinge, hvoraf de to mest åbenlyse er Tove Ditlevsen og dogmefilmen Festen, der vel er en af nyere tids mest kendte fiktive skildringer af incest – og ikke bare i Norden. Men til gengæld også en af de mest utroværdige, mener Bergljot, fordi incestanklagen i filmen underbygges med søsteren Lindas selvmordsbrev: “Feilen med Festen er at den lar den som konfronterer sin familie framlegge et bevis. I virkeligheten finnes ikke bevis. I virkeligheten har den som konfronterer familien ingen tvilling som har tatt livet av seg og som etterlater seg et brev som beviser farens skyld”. Det er en meget rammende kritik, som jeg aldrig selv har (endsige villet have) skænket en tanke.

At ingen av dere på noe tidspunkt har spurt meg om min historie har jeg opplevd og oplever jeg som en stor sorg

Arv og miljø er altså en roman, som tematiserer familiens løgne, fortielser og forskellige erindringer. Romanen er god, men jeg kan alligevel ikke helt tilslutte mig det næsten enstemmige hyldestkor af anmeldelser. Sprogligt og indholdsmæssigt går den i tomgang cirka halvvejs, og når jeg desuden mener, romanen er mindre vellykket, end den kunne have været, hvis den var tænkt og skrevet anderledes, er det, fordi den først og fremmest er skrevet på en indignation, en vrede som synes alt for tæt på forfatterens privatperson. Hvis virkelige hændelser skal gøres til litteratur, må de bearbejdes, for at de kan få karakter af noget alment og vedkomme andre end forfatteren selv, lyder et klassisk råd, næsten en kliché, men ikke mindre sand af den grund. På mig virker Vigdis Hjorth ikke personlig, men tværtimod dybt privat, og derfor engageres jeg også mindre i Arv og miljø, der mere tager form af en litterær hævn på familien end egentlig kunst.

Minianmeldelse: Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten af Kjell Askildsen

thomas-f“Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten” af Kjell Askildsen, udgivet på Aschehoug i 1984.

“Det er altfor mange ord i omløp i verden, den som sier mye har ikke sine ord i behold,” skriver Kjell Askildsen i “Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten”. Så er det godt, vi har Askildsen, der evner (eller evnede: han er – heldigvis! – ikke død, men skriver grundet svækket syn – desværre – ikke længere) netop at sige så meget med så lidt. Bogen består af blot to noveller: “Carl Lange” og titelnovellen “Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten”, bestående af yderligere små, selvstændige såvel som sammenhængende sekvenser. Særligt bogens sidste del er helt sublim: en sky, svagelig gammel mand siger farvel til verden i en række mere eller mindre pessimistiske betragtninger over livet, mens han bliver parat til det eksistentielle nulpunkt. Bogen fremstår som noget af den ypperste prosakunst, og den blev da også af den grund kåret som den bedste norske bog i 25 år i 2006. Anbefales at læse på originalsproget, men er også udgivet på dansk i udvalget “De 18 bedste” fra 2015.

Store hendelser i liten skala av Bjørn Arild Ersland

1716021_1489237398

Store hendelser i liten skala av Bjørn Arild Ersland, udgivet i 2017 på Gladiator

Som følge af et samarbejde mellem det danske forlag Gladiator og norske Pelikanen udkommer udvalgte bøger fra disse forlag på originalsproget i både Norge og Danmark. “Vi tror på muligheten for et felles bokmarked og en felles litterær offentlighet i Skandinavia,” som der står i kolofonen. Den første danske bog til udgivelse i Norge er Josefine Klougarts “New Forest”, mens den første norske til udgivelse i Danmark er Bjørn Arild Erslands “Store hendelser i liten skala” (der i øvrigt er hans debut som romanforfatter).

Danskerne er i forvejen veldig glade i norsk litteratur og forfattere som Karl Ove Knausgård, Tomas Espedal og Per Petterson sælger godt herhjemme. Men de læses af det store flertal på dansk. Hvorfor det er sådan, når norsk bokmål og dansk (Tomas Espedal skrev på et tidspunkt på Facebook, at norsk bokmål “jo bare er en dialekt af dansk”) minder så meget om hinanden, kan man kun gisne om. Tvivlsomt er det dog, at Gladiator kommer til at rykke ved interessen for at læse norsk litteratur på originalsproget (det skulle da lige være på grund af en vis norsk ungdomsserie); men modigt er samarbejdet under alle omstændigheder.

I “Store hendelser i liten skala” møder vi den 62-årige kommunebibliotekar Arne, der i bogens begyndelse holder sin afskedsreception, inden han går på pension. Han er imidlertid langt fra klar til at sige farvel til arbejdsmarkedet og allerede til receptionen fortæller han til sin chef, at han overvejer at arbejde freelance, fordi han har så mange idéer for biblioteket, der vil gavne dem (men nok mere ham), og som nødigt skulle gå til spilde.

Hans sidste opgave – ugen inden pensioneringen – som bibliotekar er at følge en yngre (og for Arne ukendt), kvindelig forfatter rundt på en foredragsturné i kommunens yderområder (med yderst beskedent fremmøde). Denne roadtrip – med enkelte bump på vejen, fortalt i tilbageblik, udgør størstedelen af romanen. Der opstår en særlig og for sjælden intimitet og fortrolighed dem imellem, som i et moment af guddommeligt overmod får fortælleren til at vise hende – som den første – én af sine digte om et elg og et tog (to af hans helt store interesser), han forestiller sig skal blive en del af en fælles, stor udstilling på biblioteket. Forfatterens kritik af digtet er positiv, men hun afslår høfligt foreslaget om samarbejdet om en udstilling. Men måske bliver Arne alligevel digter?

Det store røde toget er ikke natur./ Det lyser på lang avstand./ Toget har ikke tid til å stå tille./ Skinnene synger i skogen./ Fuglene synger./ Elgen lærte seg aldri det kunststykket.

Meget af handlingen er triviel, næsten banal. Fortæller(stil)en naivistisk og kan vække mindelser til nordmanden Erlend Loe, særligt hans roman “Doppler”, i hvert fald deler fortællerne i begge bøger en fascination af elge! Og sine steder er den da også både morsom og underspillet, især i fortællerens iagttagelser om livet omkring ham, men det kan ikke bære romanen af alene, der går i tomgang flere gange undervejs og fylder siderne ud med unødvendige gentagelser af samme pointer. Til gengæld er den letlæst, men om den kommer til at styrke danskernes interesse for norsk litteratur, tvivler jeg på.