Omelette norvégienne af Suzanne Brøgger

org_OmeletteNorvegienne_HOY

Omelette norvégienne af Suzanne Brøgger, udgivet på Kagge Forlag (Oslo). Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget.

Den danske forfatterinde Suzanne Brøgger (f. 1944) skriver i Omelette norvegégienne hjem fra sine ophold i Norge, det lange land mod nord. Bogen bærer, med en hilsen til den norsk-danske forfatter Ludvig Holberg, genrebetegnelsen “epistler og notater”, og det er netop, hvad den er: en samling af causerende tekster, de fleste på blot 2-3 sider, enkelte er undtagelsesvis (og nogle gange heldigvis) længere. Titlen refererer til den franske dessert, der også er optrykt i bogen, og som består af is på en lagkagebund med varm, gylden marengsovertræk. En ret som Brøgger efter eget udsagn har serveret for norsk-amerikanske Siri Hustvedt og hendes mand Paul Austen. Skal titlen mon symbolisere, at nordmændene har en varme udadtil, men en kulde indadtil? Who knows. 

Bogen er skrevet på opdrag for den norske forlægger Erling Kagge, hvad man imidertid først bliver gjort opmærksom på godt og vel halvtreds sider inde i bogen. Efter at Brøggers tidligere norske redaktør, Erling Kagges mor, gik på pension, stoppede hendes bøger med at udkomme på norsk, og hun mistede kontakten til Norge. Og da hun får en henvendelse fra Kagge, er det ikke, fordi han nu vil til at udgive hendes bøger igen, som hun ellers tror og håber, men for at invitere hende til at skrive en bog om Norge. Først ler hun; og så afviser hun blankt ved at indrømme, at hun ingenting ved om Norge, men bliver til sidst overtalt, da forlæggeren smigrende minder hende om, at Brøgger jo – ligesom sin søster og datter – er en antropolog!

“Jeg kommer ikke til å bore etter olje. I denne lette omelett-boken vil jeg bore etter de kulturbærende lagene i landet,” skriver hun. Og det gør hun så – om alt lige “[f]ra Skram til Skam,” som en af teksterne hedder. Med kunstnere, forfattere, filosoffer og meningsdannere diskuterer hun emner som flygtningeproblematikken, 22. juli, det norske nationaltraume, nationalisme (“norskhed”), tv-serien SKAM, Third Ear-podcasten Kvinden med den tunge kuffert og virkelighedslitteratur (autofiktion).

Sidstnævnte emne fylder meget i bogen: Brøgger taler med flere forfatterkollegaer såsom Tomas Espedal, Karl Ove Knausgård og Vigdis Hjorth, og hun forsømmer ikke en lejlighed for at minde læseren om, at hun var foregangskvinde på dét område; at hun “siden tidenes morgen” har bedrevet autofiktion, det vil sige blandet fiktion og biografi sammen i sine bøger. Det var det, der i 70’erne gik under det nedsættende navn “bekendelseslitteratur” i Danmark (“som om det kvinnelige var mer syndig?” som hun kritisk indvender, og foreslår i stedet at kalde det erkendelseslitteratur). I sin læsning af Vigdis Hjorths Arv og miljø virker det dog mere end besynderligt, at Brøgger på den ene side hylder forestillingen om det autonome og selvberoende værk, der – skønt eksplicitte biografiske referencer – hverken kan eller skal faktatjekkes, som Hjorths roman er blevet det af Aftenposten, mens hun på den næste side skriver følgende: “[…] [D]a Vigdis kjører meg og boxeren Emma til Oslo, forteller hun meg historien som ligger bak Arv og miljø. Den er selvfølgelig verre i virkeligheten. Det er den alltid. Den kan egentlig ikke fortelles. Men den er mer rystende i boken!”.

På trods af at der er tale om et bestillingsarbejde, falder bogen fint i hak med Brøggers øvrige, lange forfatterskab, hvor liv og skrift blandes sammen. Derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at hendes bog ender med at blive en “norsk selfie” – noget hun ellers selv finder corny. Forventligt er det derfor også, at bogen ikke så meget er en bog om Norge, som det er en bog om Brøgger selv – og hendes idiosynkrasier om bl.a. New Public Management. Hun jonglerer indforstået med verdenslitteraturen og filosoffer som Søren Kierkegaard og Ludwig Wittgenstein, så man skal holde tungen lige i munden. Undertiden bliver det dog lidt for meget namedropping – fx i starten af en sætning “Mine veninder Judith Thurman og Erica Jong […]” eller indskudt (det må jo endelig ikke glemmes!): “Jeg leser, og det er Inger Merete Hobbelstad, som jeg drakk kaffe med i Dagligstuen, som skriver at […]”.

Genremæssigt er det et sært miks af rejseskildring, memoire og essayistik – hvad der fylder mest, er svært at sige; nogle steder kan selv den mindste betragtning blive påskud for forfatterindens tanker om stort og småt, dette og hint. Det er ikke altid lige interessant, og der er i denne næsten 350 siders lange bog om/hyldest til Norge (“Norge er best i alt,” hedder det) nogle gange langt mellem snapsene. Men når hun er bedst, er det rigtig godt: både klogt, intelligent, skarpt og sjovt – og med masser af oneliners og tankegods, man tager med sig efter endt læsning.

(PS: At læse bogen (om Norge) på norsk, der – som Suzanne Brøgger skriver – “til forveksling ligner dansk – bare vakrere,” tilfører læsningen en ekstra dimension. Selvom man indimellem må konsultere ordbogen, er det en god øvelse i at få trænet sit nabosprog.)

Reklamer

Spørge Jørgen af Jørgen Leth

1701523_1487225706

Spørge Jørgen af Jørgen Leth (red. Anders Houmøller Thomsen), udgivet på People’s Press i 2016.

Da Radio24syvs unge talent Zissel Astrid Kjertum-Mohr i 2016 udstyrede Jørgen Leth med en mikrofon og gav ham sin egen brevkasse, “Spørge Jørgen”, blev det hurtigt en lyttersucces, som sidenhen blev gentaget i 2017 (og også gentages i år, i 2018). Program– og bogtitlen, der spiller på den kendte danske børnebog fra 1944 af samme navn, er genial, men formodentligt hverken Leth eller Thomsens fortjeneste (det er nok enten Mikael Bertelsen eller Mads Brügger, programchefer på Radio24syv, der står bag). Præmissen er enkel: Man kan spørge ham om alt, og han svarer på alt. Det er i hvert fald det, han siger. Spørgsmål afviser han dog af og til, hvis emnet ikke interesserer ham, fx Harry Potter, som han er “fuldstændig uinteresseret i” (hvad jeg i øvrigt også selv er), og et spørgsmål som “Hvis du kunne få evnen til at flyve, mod at du ikke kunne tåle menneskemad, ville du så tage imod det tilbud?” melder han også – af gode grunde – fra på.

Brevkassen er atypisk i den forstand, at når man normalt henvender sig til en brevkasse, er det for at få svar på en personlig problemstilling, ofte fra parforholdet eller andre “små hverdagsproblemer” (som jeg skriver med en hilsen til den brevkasse, Tove Ditlevsen havde i Familie Journalen fra 1956-1976). Genren taget i betragtning er det derfor bemærkelsesværdigt, at Leth, som en tredje uudtalt præmis, kun svarer på spørgsmål om sig selv. Da han på et tidspunkt bliver spurgt, om man er en taber, hvis man ikke har haft en karriere, svarer han: “Der er jeg tvunget ud i sådan en slags brevkassevisdom, som jeg ikke synes, jeg kan prætendere at have. Det ved jeg sgu ikke. Det er alt for udflydende, det spørgsmål. Det må man selv finde ud af”. Mere beredvillig og snaksalig er han, når spørgsmålene er direkte henvendt til ham eller lægger op til, at han kan trække på sine erfaringer og ikke skal føle sig “som en Tove Ditlevsen, der skal rådgive helt ned i livets detaljer og banaliteter”. Fordi Jørgen Leth er så kendt en person, er det da heller ikke uforståeligt, at man heller vil høre om hans spændende liv og holdninger, når nu muligheden foreligger, fremfor at få råd om sit eget, i sammenligning måske lidt kedelige, liv.

Emnerne spænder vidt og bredt og vidner om Leths alsidighed som kunstner og menneske. Sprog, litteratur, sport, film, musik, Haiti. Om barndom, ungdom og voksenliv. Meget af det er anekdoter og episoder, man også kan læse om i fx Det uperfekte menneske, mens andet er hans (vitterligt banale) meninger om dette og hint: om kæledyr, smalltalk, tøjkøb, forelskelser, depression, politik, parodier, forfængelighed, Lars Von Trier, mad og meget, meget mere. Og han går gerne i rette med spørgeren, hvis spørgsmålets formulering forstyrrer, som da en ung kommende journalist spørger, hvad god “journalisme” er: “Ja, der er jo ikke noget, der hedder ‘journalisme’ efter min mening. […] Det hedder journalistik. Så allerede der er jeg lidt kritisk over for spørgsmålet,” siger han inden den egentlige besvarelse af spørgsmålet kan begynde. Også smileys, som “viser en manglende evne til at udtrykke sig”, harcelerer han over. Nogle vil kalde det krukket. Jeg synes, det er helt på sin plads. Leth er velovervejet og bruger ikke sproget uden omtanke. Det kaster nogle gode og interessante svar af sig.

Jeg ved dog ikke, om jeg synes, at det har været nødvendigt at transformere radioudsendelser til skrift, men idéen er oplagt, og udgivelsen i bogform kom derfor ikke bag på mig; jeg havde tværtimod selv forudset den længe før, den udkom, og endda selv transskriberet nogle af svarene i den første udsendelse, inden jeg gav op og blev overhalet indenom af Anders Houmøller Thomsen. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at Thomsen har lagt et stort arbejde i at lytte, sortere og transskribere mange timers radioudsendelser. Så meget desto mere ærgerligt er det, at bogen ikke er blevet korrekturlæst ordentligt og indeholder flere læserforstyrrende fejl. For det er i hvert fald ikke Leth, der sjusker med sproget. På trods af min skepsis over for projektet (der fortsætter i Spørge Jørgen 2 (2017)) er det ikke desto mindre en fryd for en Jørgen Leth-fan, at man kan have en slags lethsk ABC stående på bogreolen.

Revideret 20/1 efter kommentar fra Kristian Leth på Twitter (18/1): “Du har helt glemt at nævne den egentlig arkitekt bag programmerne – og derved bogen – Zissel Astrid Kjertum-Mohr – der er grunden til at det overhovedet fungerer. Det er hende der redigerer og sorterer i spørgsmål, presser på når Jørgen ikke vil og har en forrygende fornemmelse.”

En af os af Åsne Seierstad

1642537

En af os af Åsne Seierstad, udgivet i 2014 på Gyldendal (opr. udg. i 2013).

Den 22. juli 2011 er dato, jeg, med en vis vægthed, vil vove at kalde min generations 9/11. Jeg kan ikke huske, hvor jeg var, da de kaprede fly fløj ind i tvillingetårnene i New York; men jeg kan huske, hvor jeg var, da terrorangrebene i Oslo, juli 2011, bestående af bombesprængningen i regeringskvarteret og massakren på øen Utøya, hvor i alt 77 mennesker, hovedsageligt unge, blev dræbt, fandt sted. Det er først og fremmest brutaliteten, jeg påvirkes af, men også ofrenes alder. Tanken: “Det kunne have været mig”. Alle de uforløste drømme og håb for fremtiden, der med ét forsvandt ud i det store intet. Livet, der nådeslødt blev frataget unge politiske aktive, som kæmpede for mangfoldighed og demokrati. Sagen har fra dag ét optaget mig, men i perioden efter retssagen måtte jeg have det hele lidt på afstand. Og nu, i år på seksårsdagen, ville jeg prøve at forstå det monster, der egenhændigt stod bag det største angreb i Norge efter Anden Verdenskrig.

I En af os retter den norske journalist og forfatter Åsne Seierstad, der ellers plejer at berette fra verdens brændpunkter som Afghanistan og Irak, blikket mod sit hjemland og søger svar på, hvem Anders Behring Breivik var. Spørgsmålet besvares allerede i titlen: han var én af os – ‘os’ forstået som: en nordmand, født og opvokset i Norge og derfor et produkt af det norske samfund, som bogen dermed også er en fortælling om. Et stort og omfattende researcharbejde ligger til grund for bogen: Seierstad har talt med venner, veninder, familiemedlemmer, klassekammerater, kolleger og tidligere politiske meningsfæller. Hun har læst det han har skrevet i manifestet, på nettet og i breve, og ikke mindst fulgt retssagen intenst.

Bogen veksler mellem en nøgtern, objektiv stil og en teknik med Breivik som 3. personsfortæller, hvori tanker såsom “Jeg har så utrolig lyst til at gøre det her” og “Nu eller aldrig, det er nu eller aldrig” (i kapitlet fra 22/7) indgår. Flere gange studsede jeg over dette greb: Hvordan kan Seierstad vide, hvad Breivik har tænkt?Imidlertid forklarer forfatteren i bogens afsluttende kapitel, “Sådan blev bogen til”, at disse tankereferater fra gerningsmanden “er baseret på det som han selv har fortalt under politiafhøringer, i retten eller til psykiaterne”. Mellem kapitler om Breiviks barndom, ungdom og voksne liv krydsklipper Seierstad med historier om ofrene. Forfatteren forfølger særligt to skæbnefortællinger: den ene om to søstre fra Kurdistan og Nesodden, den anden om en række unge fra Nordnorge. Begge gribende og hjerteskærende, der efterlader læseren med våde øjne.

Indimellem blusser menneskene nemlig op. Lysglimt strejfer dem, slår gnister og rammer hjertet. Og lige så hurtigt som de har fundet, bliver de ængstelige for at miste.

I bund og grund kan Breiviks historie koges til ét eneste ord: afvisning. Afvisning fra faren, som efterlod ham med sin mor i den tidlige barndom, afvisning fra moren (der “på den ene side knyttede sig tæt til ham, mens hun samtidig pludselig kunne afvise ham og udtrykke sig hadefuldt overfor ham”). Og da han viede sig til ideologien, blev han ligeledes afvist, imens han forgæves søgte fællesskaber for sine radikale holdninger om multikulturalismen og islamiseringen af Norge. Det, der gør historien så uhørt er, at der er tale om én mands værk. Ensomheden bliver flere gange draget frem under retssagen, hvor en af de mange psykiatere, der diagnosticerede ham, kom med følgende udtalelse: “Jeg så ikke noget monster, jeg så en dybt ensom mand … Dybt ensom … Så gik han ind i sin skal og blev hård … Men … Inderst inde er det blot en dybt ensom mand.”. Seierstad lader kendsgerningerne stå frem i al deres gru og konkluderer ikke; det er op til læseren. Bogen besvarer derfor mere spørgsmålet hvad end hvorfor.

En af os er uhyggelig læsning. Uhyggelig som en krimi, som fiktion. Men det er virkelighed, og det er ufatteligt. Det er til tider tung læsning, men det har givetvis nødvendig at vende hver en sten for bedre at kunne forstå, hvordan det kunne gå så galt, og hvor stort omfanget af Breiviks gerninger er, og hvor store eftervirkningerne er. Trods den til tider trættende detaljerigdom – som føles næsten kynisk at kritisere – er det en vanvittigt velskrevet og ikke mindst vigtig bog. Vigtig, fordi dagen aldrig må glemmes. Vigtig for at forebygge. ”Hvis én mand kan vise så meget had, så tænk på, hvor megen kærlighed vi kan vise sammen,” som Jens Stoltenberg sagde i sin tale til mindehøjtideligheden for ofrene.