Litterære nytårsforsæt

For mange betyder årsskiftet en række løfter, som man vil forsøge at efterleve i det nye år – leve sundere, stoppe med at ryge etc; for mit – og for mange andre læseres – vedkommende betyder det (udover det) løfter om det kommende års læsning, som måske/måske ikke er blevet indfriet ved årets udgang. Selvom jeg måske er vel sent ude med mine forsæt, tillader jeg mig alligevel at dele dem – i håbet om at du også vil dele dine. For 2017 har jeg følgende projekter – det skal blive spændende at se om de overhovedet bliver fulgt til dørs:

1. Læse Knausgårds Min Kamp bd. 1-6
Knausgårds Min Kamp er svær at komme udenom, hvis man interesserer sig for nordisk litteratur, men det er alligevel lykkedes mig indtil nu. Jeg læste første bind i sensommeren 2015 – dengang med blandede følelser, men når jeg tænker tilbage på den, forekommer den mig alligevel at være ualmindeligt klog og rørende, og Knausgårds essaylignende skrivestil satte mange tanker i gang, særligt om døden, der er allestedsnærværende i første bind, hvor forfatteren bearbejder farens død. Med en samlet længde på omtrent 3600 sider er den verdenshistoriens sjette længste bog, og jeg er derfor næppe den eneste, der har fundet længden for intimiderende til for alvor at gå i gang med projektet. Men i år skal det være. Håber jeg.

skaermbillede-2017-01-23-19-59-21Skærmbillede 2017-01-23 19.59.32.png

2. Læse mere norsk litteratur – på originalsproget
Godt hjulpet på vej af SKAM, som ikke behøver yderligere introduktion, er jeg på meget kort tid blevet besat af norsk sprog og kultur – både musik, film og litteratur. Efter at have set SKAM med (og uden) norske undertekster, hørt flere podcasts om serien (selvsagt uden undertekster) og sågar snakket med nordmænd er det gået op for mig, hvor ens norsk (i hvert fald bokmål) og dansk er, og jeg har bået fået lyst til og mod på at læse (mere) norsk litteratur. Navne jeg allerede har stiftet bekendtskab med tæller bl.a. Karl Ove Knausgård, Kjell Askildsen, Linn Ullmann (men i dansk oversættelse) og senest Tore Renberg, hvis fremragende ungdomsroman “Mannen som elsket Yngve” jeg for nylig læste på norsk med støtte fra online-ordbogen http://ordbok.uib.no/. Hans forfatterskab glæder jeg mig til at læse mere af, ligesom jeg planlægger at læse mere Askildsen og Ullmann på deres modersmål.

renberg-tore-kompani-orheim innbundet  2015-ullmann-et-velsignet-barn-pcktserie-500px

3. Læse flere klassikere
Et tilbagevendende litterært nytårsforsæt er at læse flere klassikere. Hvert år siger jeg til mig selv, at nu vil jeg få læst “Den store Gatsby”, “Dræb (ikke) en sangfugl”, “Glasklokken” og alle de andre store, amerikanske klassikere. Men jeg får det aldrig gjort. Det er jo ikke, fordi disse værker er særligt lange, så det er ikke længden, der afskrækker mig fra at læse dem; det er nok snarere den generelt positive holdning til bøgerne, som netop har gjort dem til elskede klassikere i flere årtier eller århundreder. Fordi de ofte skamroses, er jeg bange for ikke at kunne lide dem, bange for ikke at kunne få øje på de åbenlyse kvaliteter. Og mest af alt er det nok den genre, man møder med flest forventninger – men dermed også med en større chance for at blive skuffet. Ikke desto mindre vil jeg læse følgende klassikere i 2017:

4433af25-7986-4ed6-b082-02aeebbe768f_1464719415  8702127072    1618846_1463719704

Hvilke bøger planlægger du at læse i 2017?

Læseåret 2016

I 2016 læste jeg ifølge Goodreads lidt mindre end året før (vel fordi jeg fik arbejde og begyndte på Danskstudiet på SDU): 13159 sider, 66 bøger. Den korteste var Inger Christensens Sommerfugledalen (15 sider), og den længste Carsten Jensens Den første sten (612) sider. Men det vigtige er jo heller ikke, hvor meget man læser, men hvad man læser, hvad ovenstående bekræfter, for selvom jeg ikke som forventet var helt oppe og ringe over Sommerfugledalen, afskyede jeg decideret Den første sten.

I det forgangne år faldt jeg over et citat fra en bog, jeg godt nok ikke selv har læst (Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard), men som jeg ikke desto mindre stadig er enig i:

Nu sandt at sige, jeg har aldrig været en Ven af den overdreven megen Læsning: læs lidt og læs godt! heller læse een god Bog ti Gange end ti middelmaadige Bøger een Gang — det er min Grundsætning i saa Henseende.

Og når jeg ser tilbage på læseåret 2016 har det som sagt ikke budt på mange læseoplevelser, men netop lidt og godt (og også en del genlæsninger). Nogle har som altid gjort et større indtryk end andre, og jeg vil i dette indlæg opliste 3 af mine favoritter fra 2016. Hvis du ikke kender dem, eller blot ikke har fået dem læst, kan jeg kun sige: kom i gang! Hver og én får min største anbefaling med på vejen, her i rangordnet rækkefølge.

1) Linn Ullmann: De urolige

1694609_1482212399

Med De urolige har den norske forfatter Linn Ullmann efter min mening skrevet årets absolut bedste bog. Det er en både smuk, poetisk og rørende fortælling om minder, erindring, aldring, glemsel. Som megen anden litteratur der udkommer i disse år tager den meget tydeligt afsæt i et selvoplevet stof og handler, uden at nævne dem ved navn i øvrigt, om forfatterens berømte forældre, kunstnerparret Ingmar Bergman og Liv Ullmann – og om Linn selv. Hun kan ikke vente med at blive voksen, mens forældrene helst vil være børn. På trods af bogens mange virkelighedsreferencer er den til syvende og sidst stadig – som der står på forsiden – en roman. Men hvilken roman! En af de fineste af slagsen, som man ikke ønsker skal slutte. Jeg ville blot ønske, den fandtes som lydbog indtalt af forfatteren selv på sit utroligt vakre, norske sprog. Hør selv – i dette interview fra Louisiana Literature i august 2016.

2) Søren Ulrik Thomsen: En hårnål klemt inde bag panelet

1689550_1460523081

“En hårnål klemt inde bag panelet” er, med Søren Ulrik Thomsens egne ord, en bog han længe har haft lyst til at skrive. Kendere vil vide, at han i mange år har skrevet poesi og essayistik, men i sin seneste bog forener han de to genrer – kombineret med endnu flere ubestemmelige undergenrer. Bogen består af 160 prosatekster af varierende længde – nogle på få linjer, andre på flere sider. Her er flere tekster om København – som den varer og bør være – og om barndommen på Stevns. Tanker og refleksioner om gæsterne gjort under café-og værtshusbesøg, ofte med forfatteren placeret i et hjørne med en øl, som er ved at skumme over. Enkelte tekster handler også om samarbejdet med orkestret Det Glemte Kvarter, der i efteråret 2016 udsendte pladen POWER med musik sat til Søren Ulrik Thomsens tidlige digte samt 3 tekster fra Hårnålen. Alle tekster er skrevet med en kirurgisk præcision, og Thomsen demonstrerer som altid en særlig lydhørhed over for sproget i de næsten perfektionistiske tekster, hvor ikke en sætning er overflødig.

3) Amalie Laulund Trudsø: Sommerhus

1672372_1464324690“Jeg ville ønske, det aldrig blev sommer,/ så sommeren altid var på vej,” skriver Henrik Nordbrandt et sted. Amalie Laulund Trudsøs anden bog og første roman Sommerhus foregår netop om sommeren og et helt konkret sted: Sejerøbugten. I Sejerøbugten findes det sommerhus, hvor bogens hovedperson – en pige på vej ind i teenageårene – tilbringer sine somre med familien (mor, far og storebror) og veninderne. Det er disse på én gang personlige og universelle somre, Trudsø i Sommerhus skildrer med stor akuratesse: lange køreture, fisketure i jollen, bålaftener og ubekymret leg på stranden. Store følelser formidles usentimentalt – i et præcist, sansemættet sprog. En anmelder skrev, at “Amalie Laulund Trudsø maler en smuk akvarel,” og det er også sådan, jeg husker tilbage på Sommerhus: som en akvarel, hvor forfatterens penselstrøg næsten vækker mindelser til et Krøyer-maleri, og hvor man under alle omstændigheder kommer til at længes mod sommeren.

Hvilken bog – eller hvilke bøger – var de(n) bedste du læste i 2016?

Linn Ullmann på International Forfatterscene

15403795_10153960912846143_5741938506429049297_o
Billede: Den Sorte Diamant

I tirsdags var jeg taget til København for at se og høre Linn Ullmann på Den Sorte Diamants Internationale Forfatterscene. Hun er, lader det til, i Danmark hele tiden, som det også indledningsvist blev sagt, og jeg fik da også signeret hendes seneste roman “De urolige” allerede i sidste måned på Bogforum, men mon ikke hendes bogpromovering snart er overstået? Det tænkte jeg, og derfor ville jeg ikke gå glip af hendes besøg på Den Sorte Diamant. Intervieweren var forfatteren Hanne-Vibeke Holst. Et oplagt valg, tænkte jeg forud for deres samtale, for Holst har – ligesom Ullmann – skrevet en bog om sin far, den anmelderroste “Knud, den store”. Desværre blev jeg slemt skuffet.

En roman er en roman er en roman
Med “De urolige” har Linn Ullmann efter min mening skrevet en af årets bedste bøger. Det er en både smuk, poetisk og rørende fortælling om minder, erindring, aldring, glemsel. Som megen anden litteratur der udkommer i disse år tager den meget tydeligt afsæt i et selvoplevet stof og handler, uden at nævne dem ved navn i øvrigt, om forfatterens berømte forældre, kunstnerparret Ingmar Bergman og Liv Ullmann – og om Linn selv, der ikke kan vente med at blive voksen, mens forældrene helst ville være børn. På trods af bogens mange virkelighedsreferencer er den til syvende og sidst stadig – som der står på forsiden – en roman.

file-18-12-2016-10-56-02

At Hanne-Vibeke Holst, der selv er forfatter og også bedriver såkaldt autofiktion, ikke kunne se dette, både undrede og irriterede mig. Flere gange tog hendes spørgsmål udgangspunkt i konkrete scener fra bogen, hvis “sandhed” hun blot ville have bekræftet eller afvist: “Skete det også i virkeligheden? Var det nøjagtigt sådan?”. Ullmann sukkede, tøvede lidt og forsøgte så at forklare, at når man som forfatter skriver en tekst, bliver det til fiktion, og ting, der er sket, blandes sammen med ting, der ikke er sket. Det skriver hun også om i bogen: “Jeg husker det der skete, jeg tror jeg husker det der skete, men noget har jeg sikkert fundet på”. Derfor kan man slet ikke ‘tage det virkelige’ ud af en tekst, som Holst insisterede på og gik hende på klingen med. Og er det overhovedet interessant at vide? Næppe.

Overflødig oplæsning
Holst og Ullmanns samtale blev ledsaget af oplæsning fra “De urolige” af Ellen Hillingsø. Hun er, efter hvad jeg har kunnet læse mig til, en fast del af Diamantens International Forfatterscene. Og det er ikke fordi, jeg har noget dårligt at sige om Hillingsøs oplæsning, tværtimod, hun er talentfuld skuespiller og en dygtig oplæser, men når nu forfatteren selv var til stede, ville det da have været mere oplagt at få hende til at læse de få udvalgte passager op på sit smukke, norske sprog.

file-18-12-2016-10-57-14
Efter arrangementet ilede Ullmann videre til bibliotekets butik, hvor en lang kø af læsere allerede ventede på at få deres bog signeret.

Holst og Ullmann gik ualmindeligt skævt af hinanden, og ikke mindst på grund af Holsts lange og uklare, men især nærgående og pågående spørgsmål. Selv til sidst prøvede Holst noget så ihærdigt at få Ullmann til at dele sin mors reaktion på bogen med salen, hvad hun naturligvis afviste, fordi “det hører privatlivet til”. Og jeg var ikke alene om denne opfattelse, skulle det vise sig. Da jeg kom ud af Dronningesalen, hvor arrangementet blev afholdt, var der to ældre kvinder – sikkert medlemmer af Poltiken Plus – som kiggede på hinanden og udstødte et kort, men dybfølt suk, så kiggede den ene på den anden og sagde: Bare det var Klaus Rothstein, som havde interviewet hende.

To Bogforum or not to Bogforum

I weekenden blev årets Bogforum – den 25. af slagsen – afholdt, traditionen tro i Bella Center i København. For mit eget vedkommende var det mit andet år på messen. Sidste år var jeg af sted om fredagen, i år om lørdagen, og det var tydeligt at mærke det øgede besøgstal. På standene til de store forlag som Gyldendal, Lindhardt & Ringhof og JP/Politikens Forlag var der god plads at bevæge sig på, mens trængslen hos de mindre forlag var større – en næsten klaustrofobisk stemning. Det var dog en lettelse at opleve, at standene lå nøjagtig det samme sted som sidste år, så jeg (det meste af tiden) slap for at gå forvirret rundt og lede efter stande i hver sin ende af hallen.

photo-12-11-2016-11-14-19
Første punkt på programmet: Ane Cortzen interviewer Sofie Diemer og Pejk Malinovski.

Jeg havde i forvejen forberedt et ambitiøst program, som blandt andet inkluderede Don Rosa, Erlend Loe, Ane Riel, Dorthe Nors, Hella Joof, Tomas Espedal, Søren Ulrik Thomsen og Linn Ullmann. Set i bagklogskabes lys var det måske for ambitiøst, for jeg endte med kun at høre én samtale i sin fulde længde, nemlig den med Linn Ullmann sidst på eftermiddagen. Meget af tiden gik med at stå i kø til signeringer og ose mellem de forskellige stande. Og hilse på forfattere og andre kendte ansigter fra Twitter og bloggerverden. Jeg fik dog også opsnappet brudstykker af samtaler rundt omkring på messen, men det er – som de fleste tilstedeværende kan bekræfte – svært at få ørenlyd, når bare man står få meter væk fra scenen, og et kakofoni af stemmer blander sig med hinanden.

photo-12-11-2016-14-41-59
En koncentreret forfatter: Linn Ullmann signerer på livet løs på Arnold Buscks stand.

Mit budget til at købe bøger for var ikke strammere end sidste år, alligevel endte jeg med kun at købe 3 bøger, heriblandt vinderen af Debutantprisen (Techno af Niels Henning Falk Jensby), som tilfældigvis var signeret, på Arnold Buscks stand. Til gengæld havde jeg en stak bøger med hjemmefra af de ovenstående forfattere til signering, som jeg slæbte rundt på, så det var nok meget godt, at mine skuldre ikke blev alt for belastet. Man kan let blive fristet af alle messens tilbud, så jeg gik efter de bedste af dem og nøjedes med at købe de bøger, jeg reelt regner med at få læst.

En blanding af nye og gamle bøger: Det lykkedes mig at få alle mine bøger signeret, lige med undtagelse af Haruki Murakamis “Fødselsdagshistorier” og Timur Vermes “Han er tilbage” (og med god grund). Ovenover ses Ullmanns, Espedals og Joofs dedikation.

Et gedemarked
Bogforum ER et gedemarked, som jeg efter mine besøg i år og sidste år har udviklet et had-/kærlighedsforhold til. Det er varmt, trangt, støjende, og mennesker skubber og puffer til hinanden; programmet er for stort, for bredt, og der er for mange arrangementer, som ikke har noget som helst med bøger at gøre (hvad laver Linse Kessler og hendes familie, bandet Folkeklubben – og en madscene (sic!) på Bogforum?); samtalerne for korte og overfladiske. Men alt det ved jeg jo godt; det er en del af charmen og en del af pakken. Det, Bogforum også er, er en enestående mulighed for at møde forfattere, få sine bøger signeret, måske købe julegaver til billige penge, snakke med andre litterært interesserede. Og mon ikke jeg, trods mit ambivalente forhold til arrangementet, vender tilbage næste år?