Mig og Knausgård

knausgaard-andre-loeyning-1-svhv
Foto: André Løyning

Det er snart to år siden, jeg læste første bind af Min kamp for første gang, det var i sensommeren 2015, jeg var lige blevet student, og fordi jeg havde valgt at tage et års sabbat, havde jeg masser af tid, blandt andet til at læse. Jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skulle få tid til at læse Karl Ove Knausgårds monumentale værk, som jeg længe havde haft lyst til, var det nu. Pengene var små, så jeg lånte et godt slidt eksemplar af førsteudgaven på biblioteket, siderne var let krøllede, og der var både æselører og understregninger, alt sammen det, der gør biblioteksbøger til noget helt unikt.

Allerede i bussen begyndte jeg på bogen, og jeg glemte næsten at stå af, fordi jeg allerede var så draget af fortællingen. Da jeg kom hjem, fortsatte jeg, hvor jeg slap. Jeg læste og læste, og selv når jeg ikke læste, var jeg stadig inde i bogen, tænkte på Karl Ove, nogle gange ligefrem som ham. Jeg følte og føler stadig en stor samhørighed med ham og hans måde at være i verden på, genlæste sætninger, memorerede dem. Den optog mig så meget, formen forekom mig sublim, tonen oprigtig, og efter at have bladret den sidste side under en uge senere og lukket permerne om hinanden, ramtes jeg af en tomhed, som ikke engang dét straks at kaste sig over toeren ville kunne udfylde (endsige forekom mig tænkeligt). Det var en alt for stor mundfuld: portrættet af faren, der også er et portræt af forfatteren, barndoms- og ungdomsskildindringerne, venskaber som glider over i bekendtskaber, nytårsfester, hvor man vandrer flere kilometer for at komme til en fest, man ikke engang kan vide sig sikker på at blive lukket ind til… Jeg holdt en pause fra at læse derefter, havde ikke brug for at læse andet i et stykke tid, men da pausen ophørte, havde jeg vitterligt ikke tid til at læse, jeg begyndte at tage kørekort, og alle mulige andre ting optog pludselig min tid.

1567191_1498710430

Juli 2017: Jeg har længe villet genoptage læsningen af Min kamp. Som litteraturstuderende på snart 3. semester er Karl Ove Knausgård et navn, der af og til nævnes, også selvom han ikke har været på pensum endnu, men hvad han med garanti snart vil komme. Og jeg vil hellere læse af ham af lyst end af tvang. Før og efter Min kamp 1 har jeg læst essaysamlingen Sjælens Amerika og de to første bøger, Om efteråret og Om vinteren, i årstidskvartetten, hans seneste projekt, så det er ikke, fordi jeg har forsømt min Knausgård. Og jeg har været glad for det, jeg har læst.

Jeg læste for et stykke tid siden et interview med forfatteren Lone Hørslev, hvor hun gik til bekendelse: hun har aldrig læst Knausgård. Det var for uoverskueligt et projekt. “Jeg bliver helt træt på forhånd, også selvom jeg VED, det er godt. Jeg har læst interviews med Knausgård, og jeg har set ham live. Han er på alle måder interessant. Bøgerne er interessante. Omfanget af værkerne er bare for volumniøst” sagde hun og satte ord på min vægren mod at fortsætte Knausgård-projektet. At fortsætte projekt forekom mig på alle måder tungt, og jeg forstod (og forstår stadig ikke), hvorfor bøgerne skal svulme op til den store størrelse. Som læser og (in spe) skrivende er jeg også (blevet) langt mere optaget af den lille skrift, som Knausgård absolut ikke dyrker.

Nu, i sommeren 2017, har jeg så alligevel sat mig for at begynde forfra, og indtil videre har jeg genlæst første bind. Det VAR godt, men dét, at jeg på forhånd vidste, at det var det, gjorde unægteligt også læsningen forudsigelig og kedelig: mine forventninger blev indfriet, men ikke mere ikke mere end det, bekræftede mig bare i det, jeg i forvejen vidste. Passager syntes pludselig uendeligt lange og kedsommelige, og selvom det indimellem – ja, faktisk det meste af tiden – var fremragende skrevet, var det mest af alt dette: langt og kedsommeligt.

Måske er det mig og min smag, der har ændret sig; måske var jeg forblændet, første gang jeg læste Min kamp. Måske skulle og skal jeg fremover bare afholde mig fra at genlæse lange bøger, fordi de ikke overrasker. Nuvel, dette er ikke en afsked med Karl Ove Knausgårds 3600-siders (!) lange Min kamp. Jeg har foreløbigt planlagt også at læse næste to bind i løbet af sommeren, som vistnok blev udgivet samtidigt med bind 1 i Norge i 2009. Måske vil min mening om ham ændre sig derefter, måske ikke.

To be continued.

Litterære nytårsforsæt

For mange betyder årsskiftet en række løfter, som man vil forsøge at efterleve i det nye år – leve sundere, stoppe med at ryge etc; for mit – og for mange andre læseres – vedkommende betyder det (udover det) løfter om det kommende års læsning, som måske/måske ikke er blevet indfriet ved årets udgang. Selvom jeg måske er vel sent ude med mine forsæt, tillader jeg mig alligevel at dele dem – i håbet om at du også vil dele dine. For 2017 har jeg følgende projekter – det skal blive spændende at se om de overhovedet bliver fulgt til dørs:

1. Læse Knausgårds Min Kamp bd. 1-6
Knausgårds Min Kamp er svær at komme udenom, hvis man interesserer sig for nordisk litteratur, men det er alligevel lykkedes mig indtil nu. Jeg læste første bind i sensommeren 2015 – dengang med blandede følelser, men når jeg tænker tilbage på den, forekommer den mig alligevel at være ualmindeligt klog og rørende, og Knausgårds essaylignende skrivestil satte mange tanker i gang, særligt om døden, der er allestedsnærværende i første bind, hvor forfatteren bearbejder farens død. Med en samlet længde på omtrent 3600 sider er den verdenshistoriens sjette længste bog, og jeg er derfor næppe den eneste, der har fundet længden for intimiderende til for alvor at gå i gang med projektet. Men i år skal det være. Håber jeg.

skaermbillede-2017-01-23-19-59-21Skærmbillede 2017-01-23 19.59.32.png

2. Læse mere norsk litteratur – på originalsproget
Godt hjulpet på vej af SKAM, som ikke behøver yderligere introduktion, er jeg på meget kort tid blevet besat af norsk sprog og kultur – både musik, film og litteratur. Efter at have set SKAM med (og uden) norske undertekster, hørt flere podcasts om serien (selvsagt uden undertekster) og sågar snakket med nordmænd er det gået op for mig, hvor ens norsk (i hvert fald bokmål) og dansk er, og jeg har bået fået lyst til og mod på at læse (mere) norsk litteratur. Navne jeg allerede har stiftet bekendtskab med tæller bl.a. Karl Ove Knausgård, Kjell Askildsen, Linn Ullmann (men i dansk oversættelse) og senest Tore Renberg, hvis fremragende ungdomsroman “Mannen som elsket Yngve” jeg for nylig læste på norsk med støtte fra online-ordbogen http://ordbok.uib.no/. Hans forfatterskab glæder jeg mig til at læse mere af, ligesom jeg planlægger at læse mere Askildsen og Ullmann på deres modersmål.

renberg-tore-kompani-orheim innbundet  2015-ullmann-et-velsignet-barn-pcktserie-500px

3. Læse flere klassikere
Et tilbagevendende litterært nytårsforsæt er at læse flere klassikere. Hvert år siger jeg til mig selv, at nu vil jeg få læst “Den store Gatsby”, “Dræb (ikke) en sangfugl”, “Glasklokken” og alle de andre store, amerikanske klassikere. Men jeg får det aldrig gjort. Det er jo ikke, fordi disse værker er særligt lange, så det er ikke længden, der afskrækker mig fra at læse dem; det er nok snarere den generelt positive holdning til bøgerne, som netop har gjort dem til elskede klassikere i flere årtier eller århundreder. Fordi de ofte skamroses, er jeg bange for ikke at kunne lide dem, bange for ikke at kunne få øje på de åbenlyse kvaliteter. Og mest af alt er det nok den genre, man møder med flest forventninger – men dermed også med en større chance for at blive skuffet. Ikke desto mindre vil jeg læse følgende klassikere i 2017:

4433af25-7986-4ed6-b082-02aeebbe768f_1464719415  8702127072    1618846_1463719704

Hvilke bøger planlægger du at læse i 2017?

At tage af hovedstolen

Alt for mange gange er digteren Per Højholt (1928-2004) blevet citeret for at have sagt, at man “ikke bør tage af hovedstolen”, dvs. ikke blande sig selv og sit liv ind i sine tekster. Udsagnet, som i virkeligheden stammer fra Højholts svigermor (1), bliver med jævne mellemrum fremhævet af diverse mennesker med forstand på litteratur som en god tommelfingerregel: Tag ikke af hovedstolen! Det vil der – efter sigende – ikke komme god litteratur ud af.  Men allerede i 1998 beviste Christina Hesselholdt det modsatte med sin kritikerroste bog med – som der står på bagsiden – “50 fiktioner om en barndom,” der slet og ret hedder Hovedstolen (og hvem den titel er en hilsen til, kan der næppe herske nogen tvivl om).

I mange af bøgerne fra 00’erne og 10’erne er det – stik imod Højholts dictum – netop de selvbiografiske træk, der går igen. Tag blot bøger som Erling Jepsens Kunsten at græde i kor (2002) eller Knud Romers Den som blinker er bange for døden (2006), hvor handlingen i begge tilfælde ligger sig tæt op ad forfatterens egen barndom. Jepsen lægger historien om sit barndoms Gram i munden på alter-ego’et Allan Jensen, mens jeg-fortællerens navn i Romers roman er identisk med forfatterens. Begge bøger tematiserer et problemfyldt far-søn-forhold, ligesom første bind af nordmanden Karl Ove Knausgårds Min kamp (2010).

Fælles for ovenstående bøger er, at grænserne mellem biografi og fiktion er udvisket, og skønt bøgerne bærer mærkatet roman på forsiden, kommer læseren vitterligt i tvivl om, hvorvidt det er en ‘klassisk’ selvbiografi/erindringer eller  en skønlitterær roman, der læses; og lettere bliver det ikke, når forfatteren samtidig inddrager virkelige (nulevende) personer.

“All art is autobiographical. The pearl is the oyster’s autobiography” – Federico Fellini

Nogen vil måske gå så langt som at mene, at al litteratur er autofiktion, eftersom en forfatter altid vil trække på egne erfaringer i nogen eller større grad, bevidst eller ubevidst. Et af Hemingways skriveråd var: “Write what you know”. Og således besluttede han sig for at skrive om alle de ting, han vidste noget om: jagt, fiskeri, tyrefægtning m.m. Men når man læser Hemingway, stiller man ikke på samme spørgsmålstegn ved, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion, som hos Jepsen, Romer eller Knausgård, hvor liv og værk smelter sammen. Også selvom der også hos Hemingway er flere (åbenlyse) sammenfald mellem fiktion og virkelighed, særligt i debutromanen “Solen går sin gang”.

Med andre ord er der stor forskel på, hvordan – og i hvor høj grad – hovedstolen bruges. Når det lykkedes at skrive autofiktion, er det måske, fordi forfatteren selv har noget i klemme, fordi de mange følelser forbundet med at skrive en personlig historie frem afspejles i teksten. Når andre forfattere filer nok så ihærdigt løs på den gren, de selv sidder på – og falder ned, tror jeg det skyldes, at det bliver for navlebeskuende, for kedeligt og uinteressant at læse i længden. Brugen af selvbiografisk stof bliver ganske enkelt en pointe i sig selv, brugt uden omtanke – som den lette løsning i stedet for at digte selv.


(1) I et brev til Martin Holst (1974), cand.mag. i dansk og litteraturvidenskab, gengivet i tidsskriftet Synsvinkler (36, 2007), skriver Højholt: “Selve ordet Hovedstolens oprindelse er mundtlig, jeg blev ringet op af Søren Ulrik Thomsen, der spurgte om jeg ikke havde sagt noget om at man ikke skulle tære på hovedstolen, men han kunne heller ikke finde det, så vi blev enige om at det nok var noget sagt i radioen og ikke skrevet. Han ville citere det, jeg tror i [En] Dans på gloser. Men senere har jeg skrevet det, det står vist i Stenvaskeriet, men selve udtrykket har jeg fra min svigermor, der ofte brugte det metaforisk.”

Om efteråret af Karl Ove Knausgård

ItemImage (1)

Om efteråret af Karl Ove Knausgård (org. titel: Om høsten), udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof i 2015.

Da Karl Ove Knausgård havde sat det sidste punktum i sin Min kamp-serie, der med dens seks bind på sammenlagt 1.000.000 ord fordelt på 3600 sider er den sjette længste bog i litteraturhistorien, bekendtgjorde han, at han var færdig som forfatter. Men han havde åbenbart sværere ved at lægge pennen fra sig end som så (og heldigvis for det), for faktum er, at Knausgård i løbet af i år og 2016 udkommer med en bogserie på hele fire bind – en til hver årstid. De første to bind, Om efteråret (der netop er blevet oversat til dansk) og Om vinteren, er allerede udkommet i Knausgårds hjemland, mens de sidste to, Om foråret og Om sommeren, udkommer næste år.

Idéen er såre simpel og egentligt godt (ud)tænkt: I en brev-/essayagtig form skriver Karl Ove til sin ufødte datter, Anne, om den verden, der venter hende: “Nu, hvor jeg skriver dette, ved du ingenting om noget, hvad som venter dig, hvilken verden du blir til i. Og jeg ved ikke noget om dig,” hedder det i bogens første linjer, hvorefter han fortsætter: “Jeg vil vise dig verden, som den er, lige omkring os, hele tiden. Kun ved at gøre det kan jeg selv blive opmærksom på den.” Det gør han ved beskrive og skrive om alt mellem himmel og jord – lige fra æbler og pis til gummistøvler, lus og ambulancer  – med udgangspunkt i personlige erfaringer og refleksioner, som vi kender det fra Min Kamp-projektet.

Jeg læste bogen på kort tid, næsten i ét stræk, og jeg ved ikke, hvor god en idé det var. Det slår mig, at det måske er en bog, som skal indtages i små doser, og som – på grund af den korte længde – kræver, at læseren dvæler lidt mere ved hvert enkelt tekststykke. Faktum er i hvert fald, at skønt teksternes omdrejningspunkt er forskellige, følger de den samme skabelon og ender med at ligne hinanden virkeligt meget. Det betyder ikke, at det bliver kedeligt at læse, det er det aldrig, når Knausgård fører pennen; blot at overraskelserne udebliver.

Men hvorom alting er, er flere af teksterne faktisk fremragende, fulde af kloge og filosofiske tanker og observationer af Knausgård. Som i den første tekst om æbler, hvor han skriver om forskellen mellem frugter med et tyndt lag skræl og et tykt, og at han foretrækker det sidste:

Både fordi tanken om at nydelse skal fortjenes gennem forudgående arbejde, er så stærk i mig, og fordi jeg altid har haft en dragning mod det skjulte og det hemmelige […] Både arbejdet og det hemmelige, altså utilgængeligheden, øger nydelsens værdi.

Eller når han om gummistøvler skriver, at de har: “det til fælles med hængende jakker og skjorter som også kan ligne de kroppe de er hylstre for […] Det er som om aftrykket af hele familien hænger på knagerne og står på gulvet i mørket, som en slags negativer af dem.”

Der er med andre ord flere højdepunkter i Om efteråret, desværre er der bare så langt imellem dem. Ikke desto mindre vil jeg se frem til at læse de følgende bind i serien. Jeg har allerede hørt, at Om vinteren skulle være bedre og mere helstøbt et værk end Om efteråret, og jeg glæder mig til at finde ud af, om jeg er af samme opfattelse.