Men jeg er her jo af Jørgen Leth

1721900_1497588675

Men jeg er her jo af Jørgen Leth, udgivet i 2017 på forlaget Gyldendal. Anmeldereksemplar fra forlaget.

I anledning af Jørgen Leths 80 års fødselsdag udkom bogen Men jeg er her jo (på selve dagen). Bogen har ingen genrebetegnelse, men kan fint læses i forlængelse af Leths andre erindringsbind – fra den kontroversielle Det uperfekte menneske (2005) til Mine helte (2015). Den kan også læses uden forkundskaber i Leths øvrige forfatterskab, digte såvel som erindringer, helt for sig selv. For lige så meget som bogets jeg (næsten selvfølgeligt) læses som biografisk, som Jørgen Leth selv, er det ikke (kun) erindringer; men det er heller ikke en roman.

Den er derimod en genrehybrid, som der står på bagsiden, “erindringer, meditationer og fiktioner om kvinder, rejser, drømme, steder”. Alt sammen skrevet i en dagbogsagtig form – med korte (nogle gange ufuldstændige) sætninger, indtryk og sansninger, som nedskrives, mens de opleves. Bogens fysiske format alluderer da også til de populære kina-notesbøger.

Nogen egentlig handling har den ikke, men skal man opsummere den handler den om Leths ophold i Rom og Haiti i perioden 2016-2017: hvad der sker i løbet af dagen, og hvad han tænker på imens, eller hvad der – som langt oftere er tilfældet – ikke sker. For ugideligheden går igen hver eneste dag: “Ting, jeg ikke må, ting, jeg skal gøre, indhold, indhold, det gider jeg ikke. En dag uden indhold, er det en god dag? Ja, helt klart” (s. 22); “Jeg gider ikke tænke en tanke igenne, gider ikke blive færdig med noget” (s. 39); “Gider jeg? Huske pung, huske tanker, huske mig selv? (s. 43) etc. etc. etc. Selv kunne jeg ikke undgå at komme til at tænke på Søren Kierkegaards berømte diapsalmata i Enten-Eller:

Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke.

Kendere vil, måske efter at have hørt det populære radioprogram Spørge Jørgen på Radio24syv, kunne genkende mange af Leths karaktertræk, som når han allerede på første side (bogens side 7), taler til sine usamarbejdsvillige sko: “Kom nu, dumme sko, for helvede! På med dig! Satan!”.

En meget malende reportage af en genuin interesse for skildpadders liv og levned hører til et af bogens højdepunkter. Og der er fine passager om helte, som vækker mindelser om Mine helte (2015) – filminstruktører som Godard, Antonioni og Dreyer og en lang række af cykelryttere, herunder Michael Rasmussen. Men ikke Chris Froome: “Froome ser forfærdelig ud på en cykel. Vi kan ikke lide ham” (s. 76), som det lakonisk lyder.

Der er noget meget absurd, men også Lethsk ved bogens gennemgående insisteren på langsomhed og ugidelighed. Et af hans mottoer er  jo netop “at forvandle ingenting til noget”, og det demonsterer han overbevisende i denne bog. Man skal ikke have læst meget af Jørgen Leth for at vide, at “Men jeg er her jo” er en yderst form for eksperimenterende prosa, man ikke er vant til at se fra hans hånd. Pressemeddelelsen citerer da også Leth for at kalde den noget så pompøst som “en fornyelse af mit forfatterskab”. Såfremt den er det, vil jeg med om muligt endnu mere begejstring end før følge med i Jørgen Leths forfatterskab fremover.

At klædes af som en råkold regn. Om Jeg er levende.

I går aftes var jeg i Cinemateket, som i anledning af Jørgen Leths 80 års fødselsdag afholder en række arrangementer med introduktioner og foredrag til og om hans oeuvre med efterfølgende visning af udvalgte film fra Leths lange karriere. Og som en passende start på festlighederne var hovedpersonen selv inviteret i går til at tale med Søren Ulrik Thomsen om hans portrætfilm om ham, Jeg er levende (1999), forud for en repremiere af filmen. Det er en film, jeg selv har set et utal af gange, men at se den på det store lærred, var som at se den for første gang igen. Gammel kærlighed ruster ikke, som ordsproget lyder.

dfi_20081004-101947-7
Fra filmen “Jeg er levende”.

Thomsen lagde ud med at fortælle, at projektet egentlig begyndte 15 år før, han og Leth overhovedet vidste, de skulle lave en film sammen. Dengang boede han på et klubværelse i Købmagergade og havde en særlig frimodighed, som gjorde at han uden videre kunne finde på at banke på hos naboen for at læse et nyskrevet digt op “selvom hun sådan set ikke havde bestilt poesi, som man ringer efter en pizza”. Mange år senere havde dén nabo fået arbejde hos filmselskabet Bech Film og henvendte sig til Thomsen for at fortælle,  at hun ønskede at lave en portrætfilm om ham, men at hun endnu ikke havde nogen instruktør. Thomsen foreslog Leth, for, som han sagde: Hvorfor ikke spørge den bedste? Heldigvis sagde han ja. Thomsen var overbevist om, at spændingen mellem “Leths kølige formalisme og den eksistentielle overophedning i min poesi var kunstnerisk potent”.

Og der er efter min mening kommet en virkelig fremragende film ud af deres samarbejde, en film som naturligt indgår i Leths øvrige værk, også selvom det var et bestillingsarbejde. Holdt i sort/hvide farver og med den melankolske, underliggende jazzmusik af Tomasz Stankos Septet samt Leths karakteristiske langsomhed ser filmen unægteligt ældre ud, end den egentlig er. “Ja, den er ligesom København i 1973,” sagde Søren Ulrik Thomsen (med henvisning til dengang, han lige var flyttet til København – før bl.a. gentrificeringen som han flere gange har polemiseret over) og kunne også lystigt fortælle en anekdote om engang, filmen blev vist i en gymnasieklasse, og en elev nysgerrigt havde rakt hånden i vejret for at høre, hvornår han døde. Lige så lystigt kunne Jørgen Leth, som en apropos, fortælle om engang han så maleren Per Kirkeby (f. 1937), og hvor han på grund af hans stærkt svækkede hukommelse måtte introducere sig selv: “Det er Jørgen,” sagde han. Og han svarede overrasket: “Jørgen… jeg troede, du var død!”.

Det var en inspirerende aften i makkerparrets selskab, og heldigvis er de begge to stadig lyslevende og produktive – Søren Ulrik Thomsen udgav sidste år En hårnål klemt inde bag panelet og pladen POWER med orkestret Det Glemte Kvarter, og i morgen udkommer Leth med bogen Men jeg er her jo.


Hvis man vil læse mere om filmens tilblivelse, har Jørgen Leth skrevet om den i kapitlet “Jeg ville gerne lave en film om et geni” fra erindringerne Guldet på havets bund (2007) og Søren Ulrik Thomsen i essayet “Intet mindre end magisk – om arbejdet med filmen Jeg er levende” i Samlede Thomsen. Filmen er frit tilgængelig på Filmcentralen.

Jørgen Leth om Bob Dylan

Som flere ved, var jeg både chokeret og godt bitter over, at Dylan modtog Nobelprisen i litteratur sidste år. Og da Radio24syv’s program Spørge Jørgen for nogle uger siden begyndte igen, kunne jeg ikke dy mig for at høre Jørgen Leths mening derom. Mit spørgsmål lød: Var Bob Dylan den rigtige modtager af Nobelprisen i litteratur? Og jeg fik svaret i udsendelsen fra d. 1/2:

5680_66f377dbc668416fbc9ed824c72d1af7_500
Foto: Jacob Langvad

Nej, det synes jeg ikke. Der er flere af mine gode venner, rigtig gode venner, som synes, det var en fantastisk, god pris, der blev givet til ham. Det kender jeg flere, der gør – Morten Sabroe, Anne-Marie Mai osv. Nu har jeg aldrig været så vild med Bob Dylan. Det er jo én grund, men en anden ting er, at jeg synes også, det er for sent. De har snakket om det i så mange år, og så kommer det på et forkølet tidspunkt, hvor det næsten er blevet helt uaktuelt. Jeg synes ikke, det var nogen god beslutning. Men jeg er heller ikke forarget over den, men […] der er mange ting, jeg ikke kan lide i det. Jeg synes, at Det Svenske Akademi er dødkonservativt, og de skal så lige blære sig med “Vi har alligevel ikke glemt Bob Dylan” så mange år efter, de fik at vide, at han skulle have den. Så kommer de ikke tanke om: “Nå, nu må vi hellere være lidt moderne og give ham den”. Det kan jeg ikke lide, det synes jeg er uheldigt, og det kan man mærke på alt, den måde, de talte om det på, deres sekretær, de kunne slet ikke finde ud af, at han ikke ville komme til Stockholm. Det kan jeg godt forstå, han ikke ville. Jeg respekterer bestemt Bob Dylan meget, men jeg synes ikke, han er så stor en digter som så mange af dem, der har fået den. Jeg synes bedre om den tradition de har for at finde nogen, som man ikke rigtig kender, og som bliver belyst og oplyst af at få den pris. Det kan jeg meget bedre lide. Alt de der meget ofte kritiserede gange, hvor den går til nogle ukendte arabiske eller afrikanske eller sydamerikanske digtere, som fortjener den. Jeg synes selvfølgelig også, det er godt, når den går til Hemingway. Men jeg synes, der skal være en virkelig tungtvejende grund til at trække den væk fra de skrivende til de optrædende. Og jeg er ikke synderligt begejstret. Jeg er heller ikke særligt ophidset, jeg synes bare ikke, det var det bedste valg.

Og nu ikke mere om den sag.