Sprogets musikalitet. Digte og lyd 5.0 i Odense

I går aftes afholdtes den femte udgave af Digte og lyd i Odense på Posten. Jeg var med, da ord og musik blev blandet sammen i en lækker cocktail og har beskrevet aftenen i en kort reportage, så du, kære læser, ved, hvad du gik glip af. 

IMG_1730
Ane Cortzen og Jørgen Leth.

Efter en kort introduktion til aftenen ved værten, den altid charmerende Ane Cortzen, trissede Jørgen Leth ind på scenen i scenen røde »tournésko«, som han selv kaldte det par sko, der – som Cortzen bemærkede – matchede gulvtæppet under dem såvel som de røde lænestole de sad i og lyset fra lampen bag dem. Samtalen drejede sig primært om Leths lyriske bagkatalog, samlet i Samlede digte (2012), som han havde med ind på scenen. Med over 600 sider er den med Leths egne ord »lige til at kaste med… et våben«. Han fortalte, at han engang var ved at stryge de to første digtsamlinger, Gult lys og Kanal fra sit forfatterskab, fordi de var modernistiske på en kunstig måde – og bar for tydeligt præg af skoledrengens brændende ønske om at komme ind i varmen hos modernistiske forfattere som Klaus Rifbjerg, Jørgen Sonne og Jørgen Gustava Brandt. Men med tiden lærte han at holde af dem, og han er nu glad for sit samlede værk, og at det foreligger i én bog.

IMG_7448
Jørgen læser op. “Jeg vil elske dig gennem prismer / som spreder lyset, gennem en film / som går forbi mig og igen går forbi mig”

Digtene han skulle læse op havde han til fleres forbløffelse ikke selv valgt ud, men trygt overladet til kapelmester Mikkel Grevsen. Det var ikke et uvant for ham at undgå de store beslutninger, for også når han laver film, er det helt op til hans klipper om at færdiggøre filmen. Efter den korte samtale med Ane gik han hen til mikrofonen og begyndte, godt blændet af projektørerne bag ham, at læse op. Med den karakteristiske stemme som instrument vekslede han fra mellem sine tidlige og sene digte, det gjorde at oplæsningen med Leths eget ord fik sin egen ”dramaturgi”; indimellem glemte Leth titler såvel som årstal på digtsamlingerne han læste op fra, men glemsomheden havde sin egen charme, ikke mindst fordi Leth selv var i stand til at grine af det.

Han blev klappet ud, og kort efter trådte Carl Emil Petersen (tidligere forsanger i Ulige numre) ind på scenen, hvor der var lagt op til akustisk sang med gamle numre fra Ulige numre nye numre fra hans nye soloprojekt, blandt andet radiohittet ”Skærgården”, der synes at handle om opløsningen af Ulige numre og tiden efter: ”den mørke vinter venter / vinker til mig, blinker / hvor er ham fra bandet nu?”. Flere gange gav han udtryk for, hvor beæret han var over at være i selskab med så store forfattere som Jørgen Leth og Naja Marie Aidt – forfattere han selv har læst og analyseret i gymnasiets dansktimer. Hvis hans dansklærer vidste, han skulle optræde sammen med dem, var han sikker på, han ”ville vende sig i sin grav”, sagde han – men skyndte sig at tilføje, at han ved nærmere eftertanke stadig er i live.

IMG_4672
Carl Emil Petersen .

Carl Emil virkede skiftevis fraværende og nærværende, til tider distræt (første nummer måtte han sågar afbryde, inden han var kommet rigtigt i gang, fordi han havde glemt at tage snuset i overlæben ud). Han formåede derfor trods enkelte højdepunkter ikke helt at komme ud over scenekanten, men annoncerede til sidst, at han kommer til Odense igen til november, så måske var dette bare en opvarmning – om end en halvtam én af slagsen.

Efter en pause var Naja Marie Aidt næste navn på programmet. Det føltes eksklusivt at opleve Aidt, der har adresse i Brooklyn i New York, i lille Odense. Jeg husker hende også fra dansktimerne i gymnasiet, hvor hendes syrede noveller blev dissekeret. Samtalen med Cortzen gik mest på hendes forhold til Grønland, hvor hun er født (juleaftensdag 1963) og vokset op, men flyttede fra som 7-årig. Hun mente, at Grønland har gjort hende hærdet, og at det kan spores i hendes forfatterskab. Det var da også noget, grønlænderne bemærkede, da hun i 2008 vandt Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Bavian. Hun læste – til min mindre skuffelse – ikke op fra sin seneste bog, den anmelderroste Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, men fra sin seneste digtsamling, Alting blinker (2009). En digtsamling, der blandt andet handler om fremmedgørelse, udlængsel og hjemve og nationers forskellige sprog og historie – med udgangspunkt i erfaringer Aidt har gjort sig over there, i New York.

IMG_1475
Ane Cortzen og Naja Marie Aidt

Aftenen kulminerede med SUPAPAWA, et musikalsk samarbejde mellem digteren Caspar Eric og musikerne Mikkel Grevsen og Ask Bock. Et miks af løsrevne tekststumper fra Erics hidtige produktion – 7/11 (2014), Nike (2015) og Avatar (2017) – i ukronologisk rækkefølge blev ikke bare læst op, men performet i ordets bogstavelige betydning. Ved hjælp af elementer som loops og autotune mimede musikken den oplevelse man kan få under læsningen af Erics digte, der netop indeholder mange rytmiske gentagelser og har fået betegnelser som “poppoesi” hæftet på sig. Særligt rørende var det sidste nummer, fordi det var dedikeret til dj og forfatter Maria Gerhardt: “selvom jeg savner dig / og ofte står og græder / og er sur på universet”. I går var det et halvt år siden hun døde, og en tydeligt bevæget Caspar fortalte om nogle af de sidste samtaler, de havde sammen. SUPAPAWA var for mig aftenens højdepunkt og en smuk kulmination på en minderig aften i lyrikken og musikkens tegn.

Reklamer

Men jeg er her jo af Jørgen Leth

1721900_1497588675

Men jeg er her jo af Jørgen Leth, udgivet i 2017 på forlaget Gyldendal. Anmeldereksemplar fra forlaget.

I anledning af Jørgen Leths 80 års fødselsdag udkom bogen Men jeg er her jo (på selve dagen). Bogen har ingen genrebetegnelse, men kan fint læses i forlængelse af Leths andre erindringsbind – fra den kontroversielle Det uperfekte menneske (2005) til Mine helte (2015). Den kan også læses uden forkundskaber i Leths øvrige forfatterskab, digte såvel som erindringer, helt for sig selv. For lige så meget som bogets jeg (næsten selvfølgeligt) læses som biografisk, som Jørgen Leth selv, er det ikke (kun) erindringer; men det er heller ikke en roman.

Den er derimod en genrehybrid, som der står på bagsiden, “erindringer, meditationer og fiktioner om kvinder, rejser, drømme, steder”. Alt sammen skrevet i en dagbogsagtig form – med korte (nogle gange ufuldstændige) sætninger, indtryk og sansninger, som nedskrives, mens de opleves. Bogens fysiske format alluderer da også til de populære kina-notesbøger.

Nogen egentlig handling har den ikke, men skal man opsummere den handler den om Leths ophold i Rom og Haiti i perioden 2016-2017: hvad der sker i løbet af dagen, og hvad han tænker på imens, eller hvad der – som langt oftere er tilfældet – ikke sker. For ugideligheden går igen hver eneste dag: “Ting, jeg ikke må, ting, jeg skal gøre, indhold, indhold, det gider jeg ikke. En dag uden indhold, er det en god dag? Ja, helt klart” (s. 22); “Jeg gider ikke tænke en tanke igenne, gider ikke blive færdig med noget” (s. 39); “Gider jeg? Huske pung, huske tanker, huske mig selv? (s. 43) etc. etc. etc. Selv kunne jeg ikke undgå at komme til at tænke på Søren Kierkegaards berømte diapsalmata i Enten-Eller:

Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke.

Kendere vil, måske efter at have hørt det populære radioprogram Spørge Jørgen på Radio24syv, kunne genkende mange af Leths karaktertræk, som når han allerede på første side (bogens side 7), taler til sine usamarbejdsvillige sko: “Kom nu, dumme sko, for helvede! På med dig! Satan!”.

En meget malende reportage af en genuin interesse for skildpadders liv og levned hører til et af bogens højdepunkter. Og der er fine passager om helte, som vækker mindelser om Mine helte (2015) – filminstruktører som Godard, Antonioni og Dreyer og en lang række af cykelryttere, herunder Michael Rasmussen. Men ikke Chris Froome: “Froome ser forfærdelig ud på en cykel. Vi kan ikke lide ham” (s. 76), som det lakonisk lyder.

Der er noget meget absurd, men også Lethsk ved bogens gennemgående insisteren på langsomhed og ugidelighed. Et af hans mottoer er  jo netop “at forvandle ingenting til noget”, og det demonsterer han overbevisende i denne bog. Man skal ikke have læst meget af Jørgen Leth for at vide, at “Men jeg er her jo” er en yderst form for eksperimenterende prosa, man ikke er vant til at se fra hans hånd. Pressemeddelelsen citerer da også Leth for at kalde den noget så pompøst som “en fornyelse af mit forfatterskab”. Såfremt den er det, vil jeg med om muligt endnu mere begejstring end før følge med i Jørgen Leths forfatterskab fremover.

At klædes af som en råkold regn. Om Jeg er levende.

I går aftes var jeg i Cinemateket, som i anledning af Jørgen Leths 80 års fødselsdag afholder en række arrangementer med introduktioner og foredrag til og om hans oeuvre med efterfølgende visning af udvalgte film fra Leths lange karriere. Og som en passende start på festlighederne var hovedpersonen selv inviteret i går til at tale med Søren Ulrik Thomsen om hans portrætfilm om ham, Jeg er levende (1999), forud for en repremiere af filmen. Det er en film, jeg selv har set et utal af gange, men at se den på det store lærred, var som at se den for første gang igen. Gammel kærlighed ruster ikke, som ordsproget lyder.

dfi_20081004-101947-7
Fra filmen “Jeg er levende”.

Thomsen lagde ud med at fortælle, at projektet egentlig begyndte 15 år før, han og Leth overhovedet vidste, de skulle lave en film sammen. Dengang boede han på et klubværelse i Købmagergade og havde en særlig frimodighed, som gjorde at han uden videre kunne finde på at banke på hos naboen for at læse et nyskrevet digt op “selvom hun sådan set ikke havde bestilt poesi, som man ringer efter en pizza”. Mange år senere havde dén nabo fået arbejde hos filmselskabet Bech Film og henvendte sig til Thomsen for at fortælle,  at hun ønskede at lave en portrætfilm om ham, men at hun endnu ikke havde nogen instruktør. Thomsen foreslog Leth, for, som han sagde: Hvorfor ikke spørge den bedste? Heldigvis sagde han ja. Thomsen var overbevist om, at spændingen mellem “Leths kølige formalisme og den eksistentielle overophedning i min poesi var kunstnerisk potent”.

Og der er efter min mening kommet en virkelig fremragende film ud af deres samarbejde, en film som naturligt indgår i Leths øvrige værk, også selvom det var et bestillingsarbejde. Holdt i sort/hvide farver og med den melankolske, underliggende jazzmusik af Tomasz Stankos Septet samt Leths karakteristiske langsomhed ser filmen unægteligt ældre ud, end den egentlig er. “Ja, den er ligesom København i 1973,” sagde Søren Ulrik Thomsen (med henvisning til dengang, han lige var flyttet til København – før bl.a. gentrificeringen som han flere gange har polemiseret over) og kunne også lystigt fortælle en anekdote om engang, filmen blev vist i en gymnasieklasse, og en elev nysgerrigt havde rakt hånden i vejret for at høre, hvornår han døde. Lige så lystigt kunne Jørgen Leth, som en apropos, fortælle om engang han så maleren Per Kirkeby (f. 1937), og hvor han på grund af hans stærkt svækkede hukommelse måtte introducere sig selv: “Det er Jørgen,” sagde han. Og han svarede overrasket: “Jørgen… jeg troede, du var død!”.

Det var en inspirerende aften i makkerparrets selskab, og heldigvis er de begge to stadig lyslevende og produktive – Søren Ulrik Thomsen udgav sidste år En hårnål klemt inde bag panelet og pladen POWER med orkestret Det Glemte Kvarter, og i morgen udkommer Leth med bogen Men jeg er her jo.


Hvis man vil læse mere om filmens tilblivelse, har Jørgen Leth skrevet om den i kapitlet “Jeg ville gerne lave en film om et geni” fra erindringerne Guldet på havets bund (2007) og Søren Ulrik Thomsen i essayet “Intet mindre end magisk – om arbejdet med filmen Jeg er levende” i Samlede Thomsen. Filmen er frit tilgængelig på Filmcentralen.

Jørgen Leth om Bob Dylan

Som flere ved, var jeg både chokeret og godt bitter over, at Dylan modtog Nobelprisen i litteratur sidste år. Og da Radio24syv’s program Spørge Jørgen for nogle uger siden begyndte igen, kunne jeg ikke dy mig for at høre Jørgen Leths mening derom. Mit spørgsmål lød: Var Bob Dylan den rigtige modtager af Nobelprisen i litteratur? Og jeg fik svaret i udsendelsen fra d. 1/2:

5680_66f377dbc668416fbc9ed824c72d1af7_500
Foto: Jacob Langvad

Nej, det synes jeg ikke. Der er flere af mine gode venner, rigtig gode venner, som synes, det var en fantastisk, god pris, der blev givet til ham. Det kender jeg flere, der gør – Morten Sabroe, Anne-Marie Mai osv. Nu har jeg aldrig været så vild med Bob Dylan. Det er jo én grund, men en anden ting er, at jeg synes også, det er for sent. De har snakket om det i så mange år, og så kommer det på et forkølet tidspunkt, hvor det næsten er blevet helt uaktuelt. Jeg synes ikke, det var nogen god beslutning. Men jeg er heller ikke forarget over den, men […] der er mange ting, jeg ikke kan lide i det. Jeg synes, at Det Svenske Akademi er dødkonservativt, og de skal så lige blære sig med “Vi har alligevel ikke glemt Bob Dylan” så mange år efter, de fik at vide, at han skulle have den. Så kommer de ikke tanke om: “Nå, nu må vi hellere være lidt moderne og give ham den”. Det kan jeg ikke lide, det synes jeg er uheldigt, og det kan man mærke på alt, den måde, de talte om det på, deres sekretær, de kunne slet ikke finde ud af, at han ikke ville komme til Stockholm. Det kan jeg godt forstå, han ikke ville. Jeg respekterer bestemt Bob Dylan meget, men jeg synes ikke, han er så stor en digter som så mange af dem, der har fået den. Jeg synes bedre om den tradition de har for at finde nogen, som man ikke rigtig kender, og som bliver belyst og oplyst af at få den pris. Det kan jeg meget bedre lide. Alt de der meget ofte kritiserede gange, hvor den går til nogle ukendte arabiske eller afrikanske eller sydamerikanske digtere, som fortjener den. Jeg synes selvfølgelig også, det er godt, når den går til Hemingway. Men jeg synes, der skal være en virkelig tungtvejende grund til at trække den væk fra de skrivende til de optrædende. Og jeg er ikke synderligt begejstret. Jeg er heller ikke særligt ophidset, jeg synes bare ikke, det var det bedste valg.

Og nu ikke mere om den sag.