alfabet af Inger Christensen

alfabet.jpg

alfabet af Inger Christensen, udgivet i 1981 på Gyldendal

Har man bare lidt kendskab til dansk litteratur i det 20. århundrede, er man før eller siden stødt på linjen “abrikostræerne findes, abrikostræerne findes”. Sætningen stammer fra Inger Christensens hovedværk fra 1981, digtsamlingen alfabet.

Christensen, der er kendt for at gøre brug af systemer i sin digtning, heraf prædikatet “systemdigter”, trækker i alfabetpå to systemer: nemlig alfabetet og Fibonaccis talrække (hvis ophavsmand er den italienske middelalder-matematiker Leonardo Fibonacci). Det er denne talrække – hvor hvert tal er summen af de to foregående (dvs.: 1 2 3 5 8 13 osv.) – der bestemmer længden af hvert af de i alt 14 digte, som samlingen består af. Således er det første digt blot en verselinje lang, mens det sidste digt har en længde på 321 verselinjer. Man aner her, at digtets strenge form har nået en grænse. alfabet stopper ved bogstavet n (og ikke å som Halfdans ABC); hermed bryder digtet for første gang med Fibonaccis talrække, som krævede, at det fjortende og sidste digt skulle være næsten dobbelt så langt (610 verselinjer).

De første 5 digte er en opremsning af verdens bestanddele, en slags inventarliste, som blot konstaterer at de findes, uden at deres indbyrdes sammenhæng forklares: “cikaderne findes; cikorie, chrom/ og citrontræer findes; cikaderne findes;/ cikaderne, ceder, cypres, cerebellum”. Men i takt med at talrækken accelererer, bliver digtene længere, får mere fylde og beskriver nu, hvordan noget findes: “fiskehejren findes, med sin gråblå hvælvede/ ryg findes den”, ligesom digtet selv begynder at stille spørgsmål ved verbet “findes”, som det indtil nu har brugt uden at ryste på hånden: “martsbække findes, hvis bækkene findes/ hvis ilten i bækkene findes”.

At digtene er skrevet under Den kolde krig med bevidstheden om atomvåbnets eksistens og menneskenes umenneskelighed, fremgår både implicit: “fissionsprodukterne findes […] fejlene findes, de grove, de systematiske,/ de tilfældige; fjernstyringen findes” og eksplicit: “atombomben findes/ Hiroshima, Nagasaki/Hiroshima den 6./ august 1945/ Nagasaki den 9./ august 1945”. Når Inger Christensen skriver “abrikostræerne findes, abrikostræerne findes” er det derfor ikke kun en konstatering af at de findes, men også en inderlig bøn om, at de fortsat skal findes i verden, inden den tilintetgøres.

Genial og formfuldendt digtsamling. Hurra for at Inger Christensen fandtes.

Reklamer

Azorno af Inger Christensen

1344529_1457590889

Azorno af Inger Christensen, udgivet i 1967 på Gyldendal (genlæst i en genudgivelse fra 2005)

Hold da op! Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal mene om denne roman i en roman (i en roman i en roman i en roman i en roman), og jeg er slet ikke i stand til at referere handlingen (og “romanreferater lyder som sladder om andre menneskers privatliv,” som det siges på en af de første sider), så lad mig i stedet blot citere fra bagsideteksten:

Azorno handler om fem kvinder, som alle har et forhold til den samme mand, forfatteren Sampel. Alle fem venter barn med ham. Alle fem er ved at skrive en roman, som skal handle om fem kvinder og en mand ved navn Sampel. Sampel skriver også på en roman. De fem kvinder mødes, og i breve beskriver de møderne for hinanden.

Azorno består altså dels af en række breve og dels af romanfragmenter. Det, der blandt andet (og især) gør romanen forvirrende at læse er, at alle karaktererne er første persons fortællere i deres respektive romaner, men hvem der skriver, nævnes kun i en bisætning, hvis det da overhovedet nævnes, og det er derfor en roman, som kræver en opmærksom og tålmodig læser. Imidlertid synes Christensen at være mere optaget af, hvordan der fortælles, end hvem der fortæller, og det er netop måden, den fortælles på, der gør den uforglemmelig.

For på trods af teksternes indbyrdes forskelligheder, er de forbundet via en række detaljer: en buket brogede tulipaner, en salat, en sandstensskulptur. Sætninger og afsnit optræder ligeledes i først den ene tekst, så den anden og antager en besværgende såvel som musikalsk karakter. En følelse af deja-vu vil unægteligt ramme læseren.

Azorno er udspekuleret komponeret, drillende skrevet af Inger Christensen, der bevidst leger kispus med læseren og rykker ved vores forventninger til romangenren. Der er ingen tvivl om, at det er en roman for de få, men det skal ikke afholde mig fra at anbefale den. Det er også en bog, som tigger om at blive læst mere end én gang, og derfor glæder jeg mig allerede til at genlæse den og forhåbentligt blive klogere på, hvad der foregår mellem linjerne – og på linjerne, frem for alt.