Om at skrive af Ernest Hemingway

1672825_1455895656

Om at skrive af Ernest Hemingway, udgivet på forlaget Lindhardt & Ringhof i 2016 (org. udgivet i 1984)

Om at skrive er en citatmosaik stykket sammen af Hemingways forfatterskab, breve og interviews. Her finder man en masse kloge refleksioner om at skrive fra mesteren selv. Bogen er en guldgrube af do’s and dont’s og et must-read for alle spirende forfattere. Særligt interessant fandt jeg det at læse om Hemingways arbejdsvaner, hvor han bl.a. giver sit eget bud på, hvor ordknapheden i hans bøger stammer fra: Dengang han sendte telegrammer, kostede hvert ord en dollar og femogtyve – så han skulle spare på ordene og gøre dem “satans interessante” at læse. Når man læser Hemingway, bliver det da også klart, at ikke et eneste ord er overflødigt.

Den sværeste ting i hele verden er at skrive klar og ærlig prosa om virkelige mennesker. For det første må man vide alt om emnet; for det andet må man vide, hvordan man skriver. Begge ting tager et helt liv at lære.

Lidt paradoksalt er det dog at læse forfatterens eget ønske om, at “ingen af de breve, jeg har skrevet i løbet af mit liv, nogensinde bliver udgivet,” når brevene udgør en så stor del af bogens materiale. Det undrede jeg mig lidt over – at man ikke har efterkommet det ønske, når det nu står i hans testamente; men det ændrer ikke på, at bogen absolut er værd at læse.

At tage af hovedstolen

Alt for mange gange er digteren Per Højholt (1928-2004) blevet citeret for at have sagt, at man “ikke bør tage af hovedstolen”, dvs. ikke blande sig selv og sit liv ind i sine tekster. Udsagnet, som i virkeligheden stammer fra Højholts svigermor (1), bliver med jævne mellemrum fremhævet af diverse mennesker med forstand på litteratur som en god tommelfingerregel: Tag ikke af hovedstolen! Det vil der – efter sigende – ikke komme god litteratur ud af.  Men allerede i 1998 beviste Christina Hesselholdt det modsatte med sin kritikerroste bog med – som der står på bagsiden – “50 fiktioner om en barndom,” der slet og ret hedder Hovedstolen (og hvem den titel er en hilsen til, kan der næppe herske nogen tvivl om).

I mange af bøgerne fra 00’erne og 10’erne er det – stik imod Højholts dictum – netop de selvbiografiske træk, der går igen. Tag blot bøger som Erling Jepsens Kunsten at græde i kor (2002) eller Knud Romers Den som blinker er bange for døden (2006), hvor handlingen i begge tilfælde ligger sig tæt op ad forfatterens egen barndom. Jepsen lægger historien om sit barndoms Gram i munden på alter-ego’et Allan Jensen, mens jeg-fortællerens navn i Romers roman er identisk med forfatterens. Begge bøger tematiserer et problemfyldt far-søn-forhold, ligesom første bind af nordmanden Karl Ove Knausgårds Min kamp (2010).

Fælles for ovenstående bøger er, at grænserne mellem biografi og fiktion er udvisket, og skønt bøgerne bærer mærkatet roman på forsiden, kommer læseren vitterligt i tvivl om, hvorvidt det er en ‘klassisk’ selvbiografi/erindringer eller  en skønlitterær roman, der læses; og lettere bliver det ikke, når forfatteren samtidig inddrager virkelige (nulevende) personer.

“All art is autobiographical. The pearl is the oyster’s autobiography” – Federico Fellini

Nogen vil måske gå så langt som at mene, at al litteratur er autofiktion, eftersom en forfatter altid vil trække på egne erfaringer i nogen eller større grad, bevidst eller ubevidst. Et af Hemingways skriveråd var: “Write what you know”. Og således besluttede han sig for at skrive om alle de ting, han vidste noget om: jagt, fiskeri, tyrefægtning m.m. Men når man læser Hemingway, stiller man ikke på samme spørgsmålstegn ved, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion, som hos Jepsen, Romer eller Knausgård, hvor liv og værk smelter sammen. Også selvom der også hos Hemingway er flere (åbenlyse) sammenfald mellem fiktion og virkelighed, særligt i debutromanen “Solen går sin gang”.

Med andre ord er der stor forskel på, hvordan – og i hvor høj grad – hovedstolen bruges. Når det lykkedes at skrive autofiktion, er det måske, fordi forfatteren selv har noget i klemme, fordi de mange følelser forbundet med at skrive en personlig historie frem afspejles i teksten. Når andre forfattere filer nok så ihærdigt løs på den gren, de selv sidder på – og falder ned, tror jeg det skyldes, at det bliver for navlebeskuende, for kedeligt og uinteressant at læse i længden. Brugen af selvbiografisk stof bliver ganske enkelt en pointe i sig selv, brugt uden omtanke – som den lette løsning i stedet for at digte selv.


(1) I et brev til Martin Holst (1974), cand.mag. i dansk og litteraturvidenskab, gengivet i tidsskriftet Synsvinkler (36, 2007), skriver Højholt: “Selve ordet Hovedstolens oprindelse er mundtlig, jeg blev ringet op af Søren Ulrik Thomsen, der spurgte om jeg ikke havde sagt noget om at man ikke skulle tære på hovedstolen, men han kunne heller ikke finde det, så vi blev enige om at det nok var noget sagt i radioen og ikke skrevet. Han ville citere det, jeg tror i [En] Dans på gloser. Men senere har jeg skrevet det, det står vist i Stenvaskeriet, men selve udtrykket har jeg fra min svigermor, der ofte brugte det metaforisk.”