de af Helle Helle

1738947_1523425209

de af Helle Helle, udgivet på Rosinante 13. april

I 2014 udkom Helle Helles seneste roman Hvis det er, og i år er hun atter aktuel – med romanen de. Det er 25 år siden, debut(roman)en Eksempel på liv udkom, og bogen markerer derfor samtidig forfatterens jubilæum. Som altid er det med en stor forventningsglæde, man kaster sig over en ny udgivelse fra forfatteren med den stramme stil og det ordknappe sprog. I titlen skæres der på hellesk manér ind til benet – den består jo af blot ét ord, nemlig pronomenet ”de” (som vel at mærke skrives med små bogstaver).

I de går den 16-årige unavngivne hovedperson i gymnasiet i begyndelsen af 80’erne; hendes unge alder til trods har hun påfaldende mange lighedstræk til fælles med forfatterskabets øvrige, ældre kvindeskikkelser. Hun besidder en charmerende blanding af barnlig naivitet og gammelkloghed (”Tænk at være seksten og have sådan et sprog,” som hendes mor på et tidspunkt siger til hende på et aftenskolekursus, hvor hun begynder at tale med en voksen stemme) og navigerer i et ungdomsliv fyldt med lektier, veninder, fester og kurtiserende drenge. Tilsyneladende trivialiteter tillægges den største betydning fra sidelinjen af livet. Nogle gange mere iagttager end deltager hun i det, der foregår for øjnene af hende.

Ungdoms- og gymnasielivet er bogens ene handlingsspor; det andet og mere betydningsbærende skildrer hovedpersonens forhold til sin mor og deres hverdag sammen. De bor ovenpå en frisør, ”derfra stammer det ufrivillige etagehår,” som det hedder; og hendes mor har selv en forretning, hvor der sælges kosmetik og tøj. Deres forhold er fuld af latter, nærvær, ømhed og kærlighed. Mor og datter beskrives flere steder, som var de én person (heraf titlen de), her citeret fra begyndelsen: ”Stuen er malet efter en lysestage. Den er gammelrosa, men de tænder ikke lyset. De tænder det to gange, men så opdager de, at det soder. De befinder sig ofte ved vinduet, og i sofaen, og med ugeavisen”. Men ”de”-konstellationen trues, da moren bliver alvorligt syg og indlægges på hospitalet. Hospitalsscenerne, hvor hovedpersonen besøger sin mor, er blandt bogens stærkeste og mest rørende. Netop fordi de viger udenom at tale om sygdommen, ja, sågar at nævne den ved navn, bliver det på en måde endnu mere sørgeligt. Fordi man fornemmer, der er en masse følelser, som der ikke bliver sat ord på. Hverken af mor eller datter. Det kommer der til gengæld fremragende litteratur ud af.

Flere af navnene er absurde, komiske, på en måde man ikke er vant til hos Helle Helle: Tove Dunk, Hafni (mon det er en forkortelse af ”hafnium”, som betyder havn på latin og derved refererer til Rødbyhavn? I så fald er det en sjov detalje) og US. Jeg kom undervejs til at tænke på Line Knutzons skuespil, hvis karakterer ofte også bærer rundt på skæve og sjove navne. Navnekreativiteten – der givetvis er en mimen af ungdommens hang til øge-/kælenavne og forkortelser –  er dog ikke det, der slår mig som værende det mest iøjnefaldende. Det er derimod dens brug af tempusformen nutid, der må være forfatterskabs mest radikale og mest konsekvente:

Pånær enkelte brug af datid i dialogerne er hele romanen skrevet i nutid (og en anelse førnutid). Dette skaber nogle (ufrivilligt?) komiske, om end sprogligt lidt klodsede, sætninger såsom: “[Cyklen] punkterer i fjor, hun kører over et bræt”, ”Engang kører hun næsten til Karleby […]” og ”Lyset går i går”. Nogle steder skaber det forvirring om, hvad der er sket, og hvad der sker eller skal til at ske. For eksempel da hovedpersonen er på besøg hos en fyr ved navn Steffen: ”Inde på hans værelse hænger to sovjetiske plakater. Det er, fordi han har russisk, studieturen går til Moskva” – om Moskva-turen har fundet sted eller ej, er ikke til at vide; plakaterne kunne jo meget vel stamme netop derfra.

Helle Helle vender i de tilbage til det stof, hun mestrer som ingen anden: nemlig sit eget. Som gennembrudsromanen og den (fortjent) kritikerroste Rødby-Puttgarden (2005), hvor forfatteren, der selv er opvokset i Rødby, for første gang skrev om det sted, hun kommer fra, foregår de også i Rødby (går man til bogen med en forventning om, at det er en efterfølger eller en toer, vil man dog blive slemt skuffet). Forfatterens kendskab til det sted, hun skriver om, kommer til udtryk i de troværdige miljø- og persontegninger.

Bogens første kapitel hænger, som mange af Helles andre bøger, raffineret sammen med det sidste, men hvordan skal ikke afsløres her. God mening giver det dog at slutte anmeldelsen, som bogen starter, for måske nok engang at vække læserens nysgerrighed: ”Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko. Alle veje fører til veje”. Nok er de indledende sætninger ved første øjekast mystiske, hvis ikke fuldkommen meningsløse, men de giver mening, når/hvis man (nær)læser bogen. Bogen peger flere steder bagud i forfatterskabet mod tidligere bøger, men den peger samtidig – med anvendelse af forskellige formgreb og sproglige virkemidler – frem mod de bøger, der skal komme. Den er dog ikke mere eksperimenterende, end at den stadig lyder umiskendeligt hellesk. Og heldigvis for det; det er nemlig ikke ment som en kritik, men en (stor) ros.

Anmeldelsen er en længere udgave af min anmeldelse af bogen, som kan læses på Bog & Idés hjemmeside: https://www.bog-ide.dk/produkt/de-haeftet/2467359

Reklamer

Det skal stå og sitre på en måde, hvor der er en usikkerhed

img_9537.jpg
Foto: Michael Frederiksen

Efter en skriveorlov på halvandet år gav Helle Helle i går aftes sit første foredrag på Danmarks Jernbanemuseum i Odense. Det gav virkelig god mening, at Jernbanemuseet i aftes lagde kulisse til foredrag med Helle Helle, for offentlige transportmidler – busser, toge, færger – fylder meget i hendes forfatterskab. Dette transport- og fartøjstema blev omdrejningspunktet for samtalen mellem journalist Signe Ryge Petersen og Helle Helle, som jeg nedenfor refererer og supplerer med egne refleksioner.

1664211_1516514822

For eksempel indtager jernbanen en central plads i hendes roman Dette burde skrives i nutid (2011), hvor hovedpersonen Dorte dagligt pendler fra Glumsø til København, hvor hun burde studere, men ikke gør det. Helle fortalte, at hun ofte har hentet sin familie i netop Glumsø, når de er kommet fra Lolland for at besøge hende på Sjælland. Stationsbygningen kaldte hun “Herman Bang-agtig”, og med bogen ønskede hun at skrive en moderne historie om Katinka Bai fra klassikeren Ved Vejen. Romanen, som indbragte hende De Gyldne Laurbær, er en af de absolutte yndlingsværker, jeg igen og igen kan vende tilbage til, læse og hver gang forstå på en ny måde.

Helle Helle selv rejser ofte med tog med tog, blandt andet – som i aften – når hun skal optræde og holde foredrag rundt omkring i Danmark, og hun fremhævede pausen som det helt særlige ved at køre i tog. At man på en eller anden måde er nødt til at stoppe op og holde en pause som passager. Denne pause nyder hun personligt, sagde hun, men den er også god at forløse litterært. For eksempel hvis et tog er forsinket, eller hvis man misser det, og uventede møder opstår. Det kan også være, der slet og ret ikke går nogen offentlige transportmidler, fordi man bor langt ude i provinsen. Særligt det sidste går igen i flere af hendes romaner, herunder Ned til hundene (2008), hvor jegfortælleren indlogeres hos nogle venlige fremmede, John og Putte, da den sidste bus er kørt.

helle-helle-rc3b8dby-puttgardenI gennembrudsromanen Rødby-Puttgarden fra 2005 arbejder de to hovedpersoner Jane og Tine i det toldfri parfumeri på færgeoverfarten – frem og tilbage i en evighed. Deres liv er som arbejdet på færgen: De flytter sig lidt, men ender altid ved udgangspunktet og er ikke rigtigt kommet nogen vegne. En sådan symbolsk læsning er forfatteren selv dog ikke tilhænger af; i stedet foretrækker hun, sagde hun, at bruge ordet betydninger, der er et mere rummeligt begreb, som ikke reducerer handling eller genstande – fx færge, bus og togrejsen – til at stå i stedet for én ting. Pudsigt nok er der – i sammenligning – påfaldende få biler i hendes bøger (dog bærer hendes hendes anden novellesamling titlen Biler og dyr), og at lade et fly indgå i en af hendes fortællinger forekom hende helt og aldeles utænkeligt.

Hvorfor især busser og toge spiller en så stor rolle i hendes forfatterskab, havde hun imidlertid ikke noget konkret svar på, men ét bud var ifølge hende selv, at begge dele fyldte meget i hendes egen barndom, og at hun jo ikke er researchforfatter, men skriver om ting, hun kender til (som følge heraf er der, som hun sagde, “rigtig meget mig i bøgerne, og der er rigtig lidt”). Men vigtigst betonede hun det mystiske og gådefulde ved at skrive – både om busser og toge og færger men også i det hele taget. Hun vil nødig blive for bevidst om sin skrivning: hvis hun bliver det, er det ikke længere interessant for hende at skrive. Hun er også bange for at blive for ferm og at lyde “Helle Helle-agtig”, selvom hun godt ved, at hun har en særlig måde at skrive på. Men hvis det bliver for selvbevidst, bliver det for “kedeligt” og “dårligt”. “Det skal stå og sitre på en måde, hvor der er en usikkerhed,” sagde hun.

Hendes kommende roman, de (april 2018), blev også nævnt som eksempel, da bogens 16-årige hovedperson tager skolebussen hver morgen for at komme til gymnasiet. Med den annoncerede hun at være vendt tilbage til Rødby for første (men også sidste) gang siden Rødby-Puttgarden, og jeg tror, jeg ikke kun taler på mine egne vegne, når jeg venter i spænding og er overbevist om, at det bliver et glædeligt gensyn. Samtidig markerer den Helle Helles 25 års jubilæum som forfatter.

Rødby-Puttgarden af Helle Helle

1561954_1456007261

Rødby-Puttgarden af Helle Helle, udgivet i 2005 på forlaget Samleren.

Helle Helle-klassikeren fra 2005, som indbragte hende Kritikerprisen og gav hende et folkeligt gennembrud. Søstrene Jane (bogens jeg-fortæller) og Tine bor i Rødby og arbejder i ‘parfumen’, dvs. parfumeafdelingen, på færgen der sejler mellem Rødby og Puttgarden. På en uge dør fire, men det er der ikke noget usædvanligt i: “Sådan var det hernede,” slås det fast i starten af bogen. Bogen handler slet og ret om søskendeparret, som lever en tilværelse, der absolut ikke er actionpræget, hvad der gør dem til sjældne romankarakterer. Der sker med andre ord ikke en skid – hverken i bogen eller i kvindernes liv. Men den måde at skrive på, synes jeg vanvittigt godt om. Det er en stor kunst at kunne skrive om intet, så det bliver til noget. Deres liv er som arbejdet på færgen: De flytter sig lidt, men ender altid ved udgangspunktet og er ikke rigtigt kommet nogen vegne.

Jeg havde fantasier om at sidde hjemme resten af livet. Jeg skammede mig over det, men jeg kunne ikke modstå tanken. Det gik lige med en vagt på færgen eller en halvdagstur til Maribo. Jeg kunne godt gå rundt og gebærde mig, men ikke for længe ad gangen.

På trods af den simple livsførelse er de lykkelige og tilfredse. Påfaldende er det da også, at da Jane spørger Tine, hvor hun ville bo, hvis hun frit kunne vælge, svarer hun: “Her, selvfølgelig”. Selv om hun nogle gange keder sig, har hun affundet sig med hverdagens trivialiteter og er “i bund og grund glad for at være her”. Der er på én gang noget rørende og trist i at stille sig tilfreds med så lidt og ikke forlange det store af tilværelsen.

Alt i alt er Rødby-Puttgarden en fremragende bog om ualmindelig almindelige liv, mesterligt skrevet og blandt forfatterskabets (og 00’er-litteraturens) bedste. Skønt den udspiller sig i et meget feminint univers, er den bredt appellerende, så snyd ikke dig selv for denne bog.

Hvis det er af Helle Helle

7695925-saxo-photo

Hvis det er af Helle Helle, udgivet på forlaget Samleren i 2014.

Hvis det er er Helle Helles seneste roman fra 2014 om to løbere, en mand og en kvinde, der er faret vild i en skov – og i livet. Den ene hedder Roar og arbejder på et kontor kaldet Drop IT Shoppen, hvor han reparerer folks PC’ere. Kontoret ligger afsides, hvorfor kontakten med kollegaerne er begrænset. I det hele taget er Roar lidt af en ensom starut. Selvom det er ham, der er fortælleren, hører vi ikke meget om hans fortid. Måske, fordi der ikke er så meget at fortælle. Han er 48 år, men har stort set boet alene hele livet, og altid det samme sted, i Hundige. Imidlertid afsløres det hen imod slutningen af bogen, at der engang var en, der hed Grete, uden at han evner eller ønsker at gå i detaljer om forholdet. “Tiden er bare gået,” siger han.

Jeg skal gøre det kort, jeg ved ikke, hvad jeg skal. Jeg er faret vild i den store skov. Jeg er ikke naturens muntre søn, det sagde de andre i forgårs over kaffen. Men her er jeg under de jyske kæmper, i såkaldte løbesko.

Da Roar møder den kvindelige løber, der næsten hedder Jens Vejmand til efternavn, i skoven, er han iført et par løbesko i to forskellige størrelser. Det er første gang, han er ude at løbe, mens Vejmand, der er ti år yngre, har løbet i næsten et år, hun har mistet 12 kg og så meget andet. Et stykke inde i romanen udfoldes hendes historie igennem Roar, og herfra krydsklipper romanen mellem de to løberes vildfaren i skoven og Vejmands fortid. Man skal, går jeg ud fra, forestille sig, at den kvindelige løber fortæller sin livshistorie til Roar i det shelter, hvor de har søgt ly, og at det er den, Roar refererer. Konstruktionen med en roman inde i romanen er et spændende valg, men knapt så vellykket. Bogens to dele er hver for sig eminent skrevet, men de hænger kun løst sammen.

Vi hører om hendes omtumlede liv og omskiftelige tilværelse, hvor hun ustandseligt flytter fra by til by og fra job til job. Selvom det udefra kan se ud, som om hun har haft et mere interessant liv end Roar, minder de påfaldende meget om hinanden på ét punkt. Som Roar er hun heller “ikke i stand til at sige præcis, hvad årene ellers gik med.” Tiden er med andre ord løbet fra dem begge. Og så er vi tilbage ved et tilbagevendende tema hos Helle Helle: De såkaldte “jeg-svage” kvinder, der navigerer retningsløst gennem tilværelsen, lever fra dag til dag uden noget større perspektiv for fremtiden, og som i det hele taget ikke gør meget væsen af sig. Der er ingen som Helle, der kan skrive så godt om mennesker, der ikke ved, hvad de vil.

Det særlige ved denne roman er, at det er den første roman fra Helle Helle, som har en mandlig jeg-fortæller, ligesom det er første gang en af hendes romaner foregår i Jylland. Det er anden gang, jeg læser bogen, og skønt den var bedre, end jeg husker den, er Hvis det er ikke forfatterskabets bedste bog. Det er, som om hun kun når halvt i mål denne gang. Alligevel er det en fin, lille bog, som fortjener at blive læst.