Hør vinden synge + Flipperspil, 1973 af Haruki Murakami

14601115_1306875169363502_21819729508228092_n
Foto venligst lånt af Klim.

Hør vinden synge + Flipperspil af Haruki Murakami, udgivet i 2016 (opr. udgivet i 1979 og 1980) på Klim. Oversat af Mette Holm.

“Lad Dem ikke narre af det ydre,” står der i begyndelsen af Haruki Murakamis trebindsværk 1Q84, og dette forsøger jeg at have i baghovedet, da jeg får hans – for de danske læsere – nyeste udgivelse i hænderne, for den er unægteligt smuk: En sort kassette indeholdende en samlet udgave af forfatterens to første romaner, “Hør vinden synge” og “Flipperspil, 1973”, i en hvid lærredsindbundet hardback.

I forordet kalder han bøgerne for sine “køkkenbordsromaner”, fordi han skrev dem ved køkkenbordet sent om aftenen, efter at han var kommet hjem fra den jazzbar, han bestyrede, inden han blev forfatter på fuldtid. I mange år har Murakami afvist oversættelser af køkkenbordsromanerne, fordi han ikke selv er tilfreds med dem (omend de, som han selv tilføjer, er “uundværlige” og “vigtige” for hans karriere som forfatter), og de har således hidtil kun været tilgængelige på japansk og engelsk. Nu har han, til stor glæde for hans læsere, ombestemt sig, og oversættelsen – som altid ved den sikre og dygtige Mette Holm – foreligger nu på dansk.

Når jeg sidder alene og ser ud over havet, får jeg altid lyst til at se andre, og når jeg er sammen med andre, får jeg altid lyst til at sidde alene og se ud over havet (Hør vinden synge, 50)
Hovedpersonerne i begge bøger er den unavngivne fortæller og hans ven, Rotten. Begge er de venner fra universitetet,. Den meste af tiden får de til at gå på Jays bar, hvor de ubekymret om morgendagen bæller utallige liter øl i sig, mens de taler om livets meningsløshed, litteratur (som Rotten i starten også finder meningsløs), musik og deres flygtige kvindebekendtskaber. Tre år senere, i “Flipperspil, 1973” arbejder fortælleren som oversætter og har afsluttet sine universitetsstudier, som Rotten i mellemtiden har droppet (fordi han ikke “brød sig om den måde de slog græsset på i universitetshaven” – ha!). Nu har fortælleren sat alt ind på at opstøve den sjældne Spaceship-flippermaskine, han i sine universitetsår forelskede sig i (i den spillehal der nu er en donutcafé), og som han romanen igennem menneskeliggør: “Hun var helt vidunderlig, min ‘ Spaceship’-maskine med tre flippere”. Lykkedes det ham? Det vil jeg lade op til den enkelte læser selv at finde ud af.

“Hør vinden synge” og “Flipperspil, 1973” rummer kimen til Haruki Murakamis forfatterskab, men allerede i dem støder man på en række af de elementer, der er så karakteristiske for hans univers: bøger, musik, brønde og mystiske kvinder – for blot at nævne nogle af dem. På trods af dette er det alligevel tydeligt at mærke, at det netop er bøger fra begyndelsen af hans karriere: køkkenskabsromanerne er langt fra (og med god grund) lige så helstøbte og fuldendte som de senere bøger.

Denne udgivelse kommer derfor næppe til at rykke ved opfattelsen af hvilke værker, der er hans bedste, selvom “Hør vinden synge” og “Flipperspil, 1973 stadig er umiskendeligt Murakamiske. For nye læsere er der med andre ord mere oplagte steder at begynde. Det er bare vigtigt at huske på, at disse romaner udgør fundamentet for hans videre forfatterskab, og uden dem ville vi ikke have fået mesterværker som “Norwegian Wood”, “Trækopfuglens Krønike” og “1Q84”.

Vind billetter til prisoverrækkelse med Murakami

1967998720-2028_08_201020-20haruki20murakami20-20folkver20per-1Så tidligt som i november sidste år, i bloggens første indlæg, udtrykte jeg min begejstring over, at den japanske forfatter Haruki Murakami ville besøge Odense i 2016 i anledning af, at han skulle modtage H.C Andersen Literature Award. Det er snart et år siden, det blev annonceret, og nu nærmer datoen for hans besøg sig med en stormende hast.

Jeg sagde dengang til mig selv, at jeg ikke ville gå glip af chancen for at møde ham, og det ønske har jeg sat alt ind for at opfylde. Ud af de 3 gange man kan møde Haruki Murakami under hans besøg i Odense – foredrag på hovedbiblioteket, prisoverrækkelse på rådhuset, forelæsning på universitetet – deltager jeg i 2 af arrangementerne. Arrangementet på biblioteket blev udsolgt i løbet af ganske få minutter, og selvom jeg sad klar, lige da billetterne kunne købes, lykkedes det mig desværre ikke at skaffe nogen.

Alle arrangementerne er forlængst udsolgte, men idet jeg ligger inde med to ekstra billetter til prisoverrækkelsen på Odense Rådhus d. 30/10 kl. 15, vælger jeg at udlodde dem hér på bloggen i håbet om at en anden læser kan få glæde af dem. “Her vil H.K.H. Kronprinsesse Mary overrække prisen ved en ceremoni, hvor Ellen Hillingsø er værtinde. Haruki Murakami vil modtage en bronzeskulptur udført af billedhugger Stine Ring Hansen, en check på 500.000 kr. og diplomet The Beauty of the Swan,” skriver Odense Kommune i deres pressemeddelse.

Du deltager ved i kommentarfeltet at skrive titlen på dén af Murakamis romaner, du synes bedst om. Der trækkes en tilfældig vinder d. 23/10, som modtager to billetter på sin e-mailadresse.

Haruki Murakami til Danmark

OD3A7863-Edit.jpg

Begejstringen ville ingen ende tage, da jeg i går eftermiddags fandt ud af, at den japanske forfatter Haruki Murakami kommer til Danmark i 2016 for at modtage den internationale litteraturpris Hans Christian Andersen Literature Award i Odense. Foruden selve prisen, en bronzestatuette af Den Grimme Ælling, medfølger en check på 500 000 danske kroner. De tidligere vindere tæller bl.a. Harry Potters mor, J.K. Rowling (2010), og Salman Rushdie (2014).

I pressemeddelsen lyder begrundelsen for valget således:

Haruki Murakamis fabulerende prosa har et globalt udsyn og en fortælleglæde, der finder paralleller i H. C. Andersens forfatterskab.

Umiddelbart har jeg dog svært ved at se, at Murakami og Andersen skulle have et litterært slægtskab, men det kan godt være, det bare er mig, der har læst for lidt af H.C. Andersen. Det modsatte – at jeg har læst for lidt Murakami – er næppe tilfældet. Siden jeg i starten af 2015 blev fuldstændig grebet af hans seneste roman, Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsrejse, har jeg slugt den ene roman efter den anden fra hans hånd: Sputnik, min elskede. Norwegian Wood. Hvad jeg taler om at løbe, når jeg taler om at løbe. Sønden for grænsen og vesten for solen. The Strange Library. Trækopfuglens Krønike. Samt den seneste titel, der er udgivet på dansk, novellesamlingen Mænd uden kvinder.

Otte bøger på under et år er immervæk en del, især når der er tale om otte bøger fra den samme forfatter. Men jeg kan simpelthen ikke modstå fristelsen. Der er noget dragende ved Murakamis prosa, som på én gang er banalt og eventyrligt: let at læse, men svært at forstå. Hér flyder virkelighed og drømme sammen, så det, der er virkeligt, opleves som en drøm, mens virkeligheden oplives uvirkelig, netop som en drøm. Dertil kommer, at hans univers altid er fuldt af skæve karakterer, som er umulige at undgå at holde af. Tag blot den dødsfikserede Maj Kasahara i Trækopfuglenes Krønike, der i sin fritid laver markedsundersøgelser for et toupéfirma, og som, når hun taler med hovedpersonen Toru Okada om døden, ofte udtrykker sig ved hjælp af aforismer á la:

Måske er det sådan, at selv ting, der er døde, bliver endnu mere døde, når man ikke længere er opmærksom på dem

Sidste gang Haruki Murakami var i Danmark, var i 2010 i forbindelse med arrangementet Verdenslitteratur på Møn. Efter sigende hører det til sjældenhederne, at han deltager i litterære begivenheder; han skulle være lige så sky og introvert som de mandlige hovedpersoner, han skriver om, og det er derfor lidt af et under, at han atter vender snuden mod Danmark. Der er ingen, der ved, om det sker igen, og i så fald hvornår, så der er ingen tvivl om, at jeg vil være at finde på en af de forreste rækker til prismodtagelsen. Hvis det da ikke er helt umuligt at få fat på billeter.