Men jeg er her jo af Jørgen Leth

1721900_1497588675

Men jeg er her jo af Jørgen Leth, udgivet i 2017 på forlaget Gyldendal. Anmeldereksemplar fra forlaget.

I anledning af Jørgen Leths 80 års fødselsdag udkom bogen Men jeg er her jo (på selve dagen). Bogen har ingen genrebetegnelse, men kan fint læses i forlængelse af Leths andre erindringsbind – fra den kontroversielle Det uperfekte menneske (2005) til Mine helte (2015). Den kan også læses uden forkundskaber i Leths øvrige forfatterskab, digte såvel som erindringer, helt for sig selv. For lige så meget som bogets jeg (næsten selvfølgeligt) læses som biografisk, som Jørgen Leth selv, er det ikke (kun) erindringer; men det er heller ikke en roman.

Den er derimod en genrehybrid, som der står på bagsiden, “erindringer, meditationer og fiktioner om kvinder, rejser, drømme, steder”. Alt sammen skrevet i en dagbogsagtig form – med korte (nogle gange ufuldstændige) sætninger, indtryk og sansninger, som nedskrives, mens de opleves. Bogens fysiske format alluderer da også til de populære kina-notesbøger.

Nogen egentlig handling har den ikke, men skal man opsummere den handler den om Leths ophold i Rom og Haiti i perioden 2016-2017: hvad der sker i løbet af dagen, og hvad han tænker på imens, eller hvad der – som langt oftere er tilfældet – ikke sker. For ugideligheden går igen hver eneste dag: “Ting, jeg ikke må, ting, jeg skal gøre, indhold, indhold, det gider jeg ikke. En dag uden indhold, er det en god dag? Ja, helt klart” (s. 22); “Jeg gider ikke tænke en tanke igenne, gider ikke blive færdig med noget” (s. 39); “Gider jeg? Huske pung, huske tanker, huske mig selv? (s. 43) etc. etc. etc. Selv kunne jeg ikke undgå at komme til at tænke på Søren Kierkegaards berømte diapsalmata i Enten-Eller:

Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke.

Kendere vil, måske efter at have hørt det populære radioprogram Spørge Jørgen på Radio24syv, kunne genkende mange af Leths karaktertræk, som når han allerede på første side (bogens side 7), taler til sine usamarbejdsvillige sko: “Kom nu, dumme sko, for helvede! På med dig! Satan!”.

En meget malende reportage af en genuin interesse for skildpadders liv og levned hører til et af bogens højdepunkter. Og der er fine passager om helte, som vækker mindelser om Mine helte (2015) – filminstruktører som Godard, Antonioni og Dreyer og en lang række af cykelryttere, herunder Michael Rasmussen. Men ikke Chris Froome: “Froome ser forfærdelig ud på en cykel. Vi kan ikke lide ham” (s. 76), som det lakonisk lyder.

Der er noget meget absurd, men også Lethsk ved bogens gennemgående insisteren på langsomhed og ugidelighed. Et af hans mottoer er  jo netop “at forvandle ingenting til noget”, og det demonsterer han overbevisende i denne bog. Man skal ikke have læst meget af Jørgen Leth for at vide, at “Men jeg er her jo” er en yderst form for eksperimenterende prosa, man ikke er vant til at se fra hans hånd. Pressemeddelelsen citerer da også Leth for at kalde den noget så pompøst som “en fornyelse af mit forfatterskab”. Såfremt den er det, vil jeg med om muligt endnu mere begejstring end før følge med i Jørgen Leths forfatterskab fremover.

Reklamer

Det tidlige forår af Tove Ditlevsen

1649037_1456130169

Det tidlige forår af Tove Ditlevsen, udgivet på Gyldendal i 2015 (oprindeligt udgivet i 1967)

“Det tidlige forår” samler Tove Ditlevsens to første erindringsbøger Barndom og Ungdom, begge skrevet mens hun var indlagt på det psykiatriske hospital Sct. Hans, hvor hun efter eget udsagn “tilbragte nogle af de lykkeligste stunder i mit liv”. I “Barndom” kredser Ditlevsen især om hjemmet og familien, om morens selvtilstrækkelighed og farens reserverede væsen samt det ambivalente forhold til storebroren Edvin.

Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp. Den er der hele tiden, og alle kan se den lige så tydeligt, som man kan se Smukke-Ludvigs hareskår.

Mens “Ungdom” beskriver Ditlevsens lange vej til at blive forfatter, besværliggjort af de uinspirerende (og kortvarige) ansættelser på bl.a. kontor og lager, der dræner hende for energi. Siden barndommens famlende nedfældninger i poesibogen begynder hun i ungdommen at skrive “rigtige” digte, hvad afføder en trang til at blive set og hørt. Lykkelig er hun derfor, da hun opdager lyriktidsskriftet Vild Hvede (Hvedekorn) og redaktøren, den 30 år ældre Viggo F. Møller (som hun senere gifter sig med; men det er en helt anden historie), som kan indfri hendes drømme om at komme frem i verden.

Hun sender ham 3 digte, hvoraf det ene af dem – “Til mit døde barn” – bliver antaget. Som 19-årig debuterer hun i Vild Hvede med digtet “Til mit døde barn”, hvorved hun gør sin fars udsagn om, at en pige ikke kan blive digter til skamme. Troen på sig selv har hun imidlertid altid haft, og allerede i barndommen tænker hun:

Engang vil jeg skrive alle de ord ned, der gennemstrømmer mig. Engang skal andre mennesker læse dem i en bog og undre sig over, at en pige alligevel kunne blive digter.

Til sammen udgør “Bardom” og “Ungdom” nogle helt enestående erindringer, som enhver med interesse for Ditlevsen bør læse. Er man – af uforklarlige grunde – ikke allerede fan af Tove Ditlevsen, kan man ikke undgå at blive det efter at have læst denne bog. Hjerteskærende erindringer, som afslører forfatterens egen sårbarhed, ensomhed og forfængelighed – alt sammen skrevet i et lydefrit, smukt og poetisk sprog.