Vinderen af DR Romanprisen 2016

Jeg er som altid lidt langsom om at få taget mig sammen til at skrive om begivenheder, mens de er aktuelle, men det skal ikke afholde mig fra kort at berette om overrækkelsen af DR Romanprisen 2016, der fandt sted d. 4/6 på Dokk1 i Aarhus. Vejret var der denne lørdag ikke noget at udsætte på, solen skinnede fra en skyfri himmel, som meteorologerne plejer at sige, og det var sikkert også med det in mente, at mange valgte at tilbringe eftermiddagen ude i det gode vejr fremfor inden døre.

Jeg var – som tidligere beskrevet – med til at finde vinderen af prisen sidst i maj i DR Byen og var derfor inviteret til Aarhus for at være en del af prisoverrækkelsen. Som bekendt blev det Ida Jessen, der – meget fortjent – løb med sejren for sin smukke og velskrevne roman En ny tid, og hende ville jeg ikke gå glip af muligheden for at trykke i hånden (det blev i stedet til et kram) og lykønske.

De 3 finalister var Ida Jessens En ny tid, Carsten Jensens Den første sten og Ane Riels Harpiks. En ny tid blev rost til skyerne af et enstemmigt panel, der især fremhævede sproget som en af bogens mange styrker. Begejstringen for Den første sten var imidlertid sværere at få øje på, og skønt vi i panelet var enige om, at den er aktuel og vigtig, fandt vi den for actionpræget og opsvulmet. Derfor røg den ud efter første afstemningsrunde, så valget nu stod mellem Ida Jessen og Ane Riel. Enkelte fandt Ane Riels roman for surrealistisk og grotesk, mens andre, jeg selv inklusiv, var mere positive stemte og fandt den fremragende og tankevækkende. Løbet var tæt mellem Jessen og Riel, kun én stemme skilte dem ad i den sidste og afgørende afstemningsrunde. Det var to stærke kandidater, og jeg ville have været tilfreds uanset hvad, for både En ny tid og Harpiks er bøger, jeg sent vil glemme.

Det var en meget rørt Ida Jessen, som fik blomster og diplom overrakt af sidste års vinder, Iben Mondrup, der efterfølgende holdt tale for Jessen. At det lige netop var Mondrup, som overrakte hende prisen, kunne ikke have været bedre; hun udtalte nemlig selv, at hun er “meget glad for Idas forfatterskab og har læst alt, hvad hun har skrevet”.

Reklamer

Interview med DR om litteratur

Som jeg skrev i forrige indlæg var jeg med til at finde vinderen af DR Romanprisen 2016 d. 28/5 i DR Byen, og i den forbindelse blev jeg interviewet af DR’s journalistpraktikant Julie Mørkeberg. Eftersom det også af Lindhardt og Ringhof er blevet påpeget, at her er sparsomt med oplysninger om mig der sidder her bag skærmen, bringer jeg – efter aftale med DR – interviewet på bloggen. De øvrige jurymedlemmers svar kan læses her: Fra Varde til Vedbæk: Mød juryen til DR Romanprisen

Michael Frederiksen, 20 år. Bor i Odense og holder sabbatår. Michael skriver selv digte og korte prosatekster, og det har han gjort i tre år.

Hvor meget læser du?
“Jeg læser omkring en til to bøger om ugen. Og så læser jeg næsten alt, jeg ellers kan komme i nærheden af: hvad der står bag på morgenmadspakkerne og mælkekartonerne, for eksempel. Det er mest nordisk litteratur, jeg læser, og primært romaner og lyrik. Det er især inden for de seneste fem år, at jeg er begyndt at læse meget. På gymnasiet læste jeg både de bøger, jeg skulle, og så læste jeg ved siden af, for at det hele ikke skulle være pligtlæsning. Mens jeg gik i gymnasiet, fik jeg også øjnene op for andre forfattere, fordi jeg hørte om dem i undervisningen og fik lyst til at udforske deres forfatterskaber på egen hånd.”

Hvad giver det dig at læse litteratur?
”Først og fremmest bliver jeg klogere. På verden, på andre mennesker og på mig selv. En god læseoplevelse kan sætte tanker i gang, der gør at jeg kommer til at tænke noget nyt om den verden, vi lever i. Hvis jeg læser noget, jeg særligt kan relatere til, hvis hovedpersonen i en bog for eksempel ligner mig, så er det også lidt som om, det er mig, bogen handler om. Så er der måske nogle metoder eller måder at handle på, som jeg genkender. Blandt andet Helle Helles bøger er jeg svært begejstret for. Gang på gang bliver jeg fascineret af hendes romaner om almindelige mennesker, der driver retningsløst rundt og lader sig rive med af ting – og pludselig er på et hotelværelse i Hamborg.”

Hvorfor havde du lyst til at være en del af juryen til DR Romanprisen?
”Jeg synes, det kunne være interessant at være med til at påvirke, hvem der skal modtage prisen, og det er nogle ret spændende forfattere, som jeg måske ikke selv ville have læst. Men jeg er blevet positivt overrasket. Og så er det jo altid givtigt at høre, hvad andre synes om de bøger, man selv har læst – særligt hvis man er uenige.”

Hvad synes du om ‘En ny tid’ af Ida Jessen, som er årets modtager af DR Romanprisen?
”Ida Jessen beskriver bitterheden som en blød lænestol, man ikke kan komme op af, når man først er landet i den. I bogen skriver hun, at enker næsten ikke siger noget til hinanden, men at de alligevel har en indforståethed, fordi de alle har mistet. Det synes jeg er rigtig godt beskrevet. Det er en meget smuk roman og et meget smukt kvindeportræt af Fru Bagge og om hvordan hun formår at leve videre og finde sig selv efter sin mands død.”

Kollektivanmeldelse: DR Romanprisen 2016

Lørdag d. 28/5 var jeg i DR Byen for at finde vinderen af DR’s Romanpris sammen med fire andre jurymedlemmer. Hér på bloggen anmelder jeg kort prisens seks nominerede. Rækkefølgen svarer ikke til min bedømmelse af bøgerne men er rangeret efter hvornår de blev læst i DR Romanklubben.

Kamilla Hega Holst: På træk1648349_1456130014
I begyndelsen af På træk, i 2011,  møder vi en stærkt desillusioneret og selvdestruktiv kvinde i 30’erne, børnebogsforfatteren Kaya, som rejser ned til sin morfar i Pataya. Herfra krydsklipper romanen mellem fortiden i Dannmark (december 2002-) og nutiden i Thailand. Med kæresten Carsten får hun to børn; er ham utro med dennes barndomsven Emil. Carsten er også Kaya utro, ja, der er næsten ikke den karakter, som ikke er en eller anden utro. Da Carsten flytter fra Kaya, tager han børnene med ind i sit nye ægteskab. Hun mister sin kæreste og elsker, sine børn og… sig selv. På træk er mit første bekendtskab med Kamilla Hega Holst, og jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg skal mene om den. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg i perioder kedede mig bravt, jeg blev aldrig rigtigt opslugt af handlingen, og selvom jeg kunne se nogle kvaliteter i hendes skrivestil, appellerede den slet ikke til mig (men måske den appellerer mere til kvinder end mænd). Irriteret blev jeg også over de mange sammenfald mellem forfatteren og fortælleren, men måske er det mere en generel irritation over at al dansk litteratur lige for tiden (tilsyneladende) skal handle om forfatteren selv. Det kommer der ikke nødvendigvis dårlig litteratur ud af. Det kommer an på måden, det er gjort på. Måske efterspørger jeg bare en større fantasi. Forfattere kan skrive om alt i verden, og så vælger de at skrive om sig selv?

Henning Mortensen: Kvinden i korshæren 
1649065_1456830725En udmærket, men mangelfuld, bog om den midaldrende Frida, der arbejder som frivillig i Kirkens Korshær, hvor hun reparerer puslespil sammen med den lumre Søren Quickborn Madsen. En dag indleder hun en affære med den afskedigede kriminalbetjent Henry Petersen, men midt i det hele begynder Søren at vise interesse for hende, så hun nu står mellem to mænd. Jeg kom sådan til at tænke på Tove Ditlevsens digt De evige tre: “Der er to mænd i verden/ der bestandigt krydser min vej/ Den ene er ham jeg elsker/ Den anden elsker mig”. Frida er meget ivrig efter at høre om begge sine bejleres fortid, men er påfaldende tavs om sin egen. Undervejs i romanen lægger forfatteren imidlertid nogle spor, eller brikker om man vil, ud til læseren, som må forsøge at få puslespillet til at gå op. Og selvom det langsomt går op for læseren, hvilken historie Frida gemmer på, sidder man tilbage med så mange ubesvarede spørgsmål og ubegrundede motiver, at det føles som en halvfærdig roman.

Carsten Jensen: Den første sten1643997_1458280659
“Den første sten er en udholdenhedskonkurrence. Hvis det lykkes én at komme igennem den, har man intet valg end at sige, at man godt kunne lide den. Ellers er man nødt til at forholde sig til, at man har spildt flere uger af sit liv.” (lettere omskrevet citat fra The Storied Life of A.J. Fikry) Den første sten er simpelthen alt, alt for lang, og den er et klokkeklart bevis på, at kvantitet ikke er lig med kvalitet. Måden, den er skrevet på, er langt snarere faglig end skønlitterær. Flere gange undervejs blev jeg irriteret over de spørgsmål, Jensen stiller på læserens vegne (“Er det for at hjælpe, at vi begiver os ud på sletten? Eller er det snarere for at eliminere den sidste kilde til rædsel […]? Tror vi virkeig, at stilheden […] vil have en lægende virkning på os?”) Tror han ikke, læseren kan tænke selv? Der er ingen tvivl om, at Jensen har ønsket at skrive bogen om krig, men det er ikke lykkedes ham. Måske fordi han selv synes at være så forhippet på at få det til at gå i opfyldelse.

1667148_1463200925Ida Jessen: En ny tid
Med “En ny tid” tager Ida Jessen læseren tilbage til Thyregod-egnen i starten af det 20. århundrede. Friskolelærinden Lilly Høy ankommer i 1904 med intet andet end fire pelargoniestiklinger, optændingsbrænde og sin dagbog. Dagbogen glemmer hun alt om, så snart hun påbegynder sit nye liv. Først 20 år senere, i 1927, finder Lilly, der nu er Fru Bagge, dagbogen frem. Hendes mand, distriktslægen Vigand Bakke, ligger for døden, og dagbogen hendes faste holdepunkt i den svære tid. Langsomt udfolder Lillys historie sig: om den dejlige, uforglemmelige tid som lærerinde og om det kærlighedsløse ægteskab med V. Bagge. Da Vigand dør, efterlades hun i en stor ensomhed og sidder tilbage med en masse ubesvarede spørgsmål, som den nyfundne dagbog giver udtryk for, nu hvor hun som enke skal finde sig selv og meningen med livet. Det hele er mesterligt skrevet og foruden at være et smukt kvindeportræt og et smukt tidsbillede demonstrerer Ida Jessen, at hun er en mester i antydningens kunst. At Jessen har vundet både Blixenprisen og DR’s Romanpris for denne roman er derfor på sin plads og fuldt fortjent.

Ane Riel: Harpiks1671199_1461043086
“Det var mørkt i det hvide værelse, da min far slog min farmor ihjel”. Så dystert og uhyggeligt og konstrastfyldt (mørkt/hvidt) begynder Ane Riels anden roman Harpiks; så er tonen ligesom slået an. Den 7-årige pige Liv bor på en gård på den lille, næsten ubeboede ø, Hovedet sammen med sin far Jens og sin mor Maria. Omgivet er de af dynger af skrot og skrammel samlet sammen i en menneskealder, som Jens nægter at gå af med: paraplyer, hjulkapsler, grammofoner, dåsemad, aviser, springmadrasser, cykler, bøger og et elghoved. For blot at nævne nogle af tingene, som Jens og Liv kommer hjem med om natten efter at have været på tyvetogt. Liv havde, eller har?, også en tvillingebror, Carl, der døde som spæd, men som hun taler med, som om han stadig var i live. Alt i mens dette står på, ligger moren på førstesalen og er så overvægtig at hun ikke kan røre sig ud af flækken. Og en dag melder Jens sin datter død så hun ikke skal starte i skole. Af ren og skær kærlighed, for Jens er bange for at miste Liv, som han elsker over alt på jorden. Mere vil jeg ikke afsløre her, men Livs død bliver starten på en række vanvittige og groteske hændelser, som sker på Hovedet. Riel går lige til grænsen, men overskrider den ikke. Det kammer aldrig over og bliver for vanvittigt og for grotesk; det er bare hamrende godt fortalt. Man tager sig selv i at læse sætninger igen og igen, fordi man ikke tror sine egne øjne. Men den er god nok. Livs familie er bare en helt og aldeles usædvanlig familie. Harpiks minder, på den gode måde, ikke om noget, jeg nogensinde har læst før, og lige netop derfor gjorde den sådan et stort indtryk på mig.

Jacob Skyggebjerg: Hvad mener du med vi1681964_1455959582
En roman om syv kvindelige forfattere, der mødes i påsken på en jysk højskole i den fiktive by Vikøbing for at skrive på deres respektive bøger. De spiser, drikker og knevrer på livet løs: om Kongehuset, om politik, om vejret (selvfølgelig) og om deres næste måltid. Hver aften skiftes de til at læse én af deres tekster op (alt lige fra socialrealisme og børnebog til kortprosa), som efterfølgende kommenteres overfladisk af de lyttende, inden de går hver til sit. Ja, mere sker der sådan set ikke i denne roman, som næsten udelukkende består af dialog uden inkvitter, hvorfor det det meste af tiden er læserens opgave at gætte sig til, hvem der siger hvad. Man venter sådan på, der skal ske noget. Det gør der bare ikke. Én stjerne for idéen, én for de gode grin, jeg trods alt fik undervejs (– Stig Rossen skal høres højt. Jeg var engang til en koncert med ham i Tivoli, det var ikke til at holde ud, fordi det var så lavt. Så var han bedre i Vega, der var der knald på). Nul for udførelsen. Knausgård skriver et sted, at man gerne må skrive om det kedelige; men man må ikke skrive kedeligt om det kedelige, og det gør Skyggebjerg.