To Bogforum or not to Bogforum

I weekenden blev årets Bogforum – den 25. af slagsen – afholdt, traditionen tro i Bella Center i København. For mit eget vedkommende var det mit andet år på messen. Sidste år var jeg af sted om fredagen, i år om lørdagen, og det var tydeligt at mærke det øgede besøgstal. På standene til de store forlag som Gyldendal, Lindhardt & Ringhof og JP/Politikens Forlag var der god plads at bevæge sig på, mens trængslen hos de mindre forlag var større – en næsten klaustrofobisk stemning. Det var dog en lettelse at opleve, at standene lå nøjagtig det samme sted som sidste år, så jeg (det meste af tiden) slap for at gå forvirret rundt og lede efter stande i hver sin ende af hallen.

photo-12-11-2016-11-14-19
Første punkt på programmet: Ane Cortzen interviewer Sofie Diemer og Pejk Malinovski.

Jeg havde i forvejen forberedt et ambitiøst program, som blandt andet inkluderede Don Rosa, Erlend Loe, Ane Riel, Dorthe Nors, Hella Joof, Tomas Espedal, Søren Ulrik Thomsen og Linn Ullmann. Set i bagklogskabes lys var det måske for ambitiøst, for jeg endte med kun at høre én samtale i sin fulde længde, nemlig den med Linn Ullmann sidst på eftermiddagen. Meget af tiden gik med at stå i kø til signeringer og ose mellem de forskellige stande. Og hilse på forfattere og andre kendte ansigter fra Twitter og bloggerverden. Jeg fik dog også opsnappet brudstykker af samtaler rundt omkring på messen, men det er – som de fleste tilstedeværende kan bekræfte – svært at få ørenlyd, når bare man står få meter væk fra scenen, og et kakofoni af stemmer blander sig med hinanden.

photo-12-11-2016-14-41-59
En koncentreret forfatter: Linn Ullmann signerer på livet løs på Arnold Buscks stand.

Mit budget til at købe bøger for var ikke strammere end sidste år, alligevel endte jeg med kun at købe 3 bøger, heriblandt vinderen af Debutantprisen (Techno af Niels Henning Falk Jensby), som tilfældigvis var signeret, på Arnold Buscks stand. Til gengæld havde jeg en stak bøger med hjemmefra af de ovenstående forfattere til signering, som jeg slæbte rundt på, så det var nok meget godt, at mine skuldre ikke blev alt for belastet. Man kan let blive fristet af alle messens tilbud, så jeg gik efter de bedste af dem og nøjedes med at købe de bøger, jeg reelt regner med at få læst.

En blanding af nye og gamle bøger: Det lykkedes mig at få alle mine bøger signeret, lige med undtagelse af Haruki Murakamis “Fødselsdagshistorier” og Timur Vermes “Han er tilbage” (og med god grund). Ovenover ses Ullmanns, Espedals og Joofs dedikation.

Et gedemarked
Bogforum ER et gedemarked, som jeg efter mine besøg i år og sidste år har udviklet et had-/kærlighedsforhold til. Det er varmt, trangt, støjende, og mennesker skubber og puffer til hinanden; programmet er for stort, for bredt, og der er for mange arrangementer, som ikke har noget som helst med bøger at gøre (hvad laver Linse Kessler og hendes familie, bandet Folkeklubben – og en madscene (sic!) på Bogforum?); samtalerne for korte og overfladiske. Men alt det ved jeg jo godt; det er en del af charmen og en del af pakken. Det, Bogforum også er, er en enestående mulighed for at møde forfattere, få sine bøger signeret, måske købe julegaver til billige penge, snakke med andre litterært interesserede. Og mon ikke jeg, trods mit ambivalente forhold til arrangementet, vender tilbage næste år?

Spejl, skulder, blink af Dorthe Nors

3f40cd92-a18d-4d72-a312-9e2e43fa37c6_1454415942

Spejl, skulder, blink af Dorthe Nors, udgivet på forlaget Gyldendal i 2016. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Måske som en gimmick fra forlagets side udkom Dorthe Nors nyeste roman Spejl, skulder, blink d. 2/2 – på racerkørerens fødselsdag. Hovedpersonen i Spejl, skulder, blink – den nogle-og-40-årige Sonja – er i gang med at tage kørekort hos Folke på Frederiksberg. Det går ikke så godt, særligt gearene volder hende problemer. Men det egentlige problem er den kværulantiske kørelærer Jytte, som ganske enkelt aldrig har lært hende at betjene gearene, fordi hun har mere travlt med at tale om sit eget liv og udtrykke sin mening om dette og hint. En dag får hun dog samlet sig mod til at klage over Jytte og får i stedet den lidt ældre og lidt kurtiserende Folke som kørelærer, der vil mere end bare at lære hende at køre bil.

Sonja kommer fra den fiktive landsby Balling i Vestjylland (ikke at forveksle med det geografiske Balling i Midtjylland), men efter gymnasiet flyttede hun til København med barndomsveninden Molly. Det virker dog, som om hun mistrives i storbyen og længes mod Balling: “Alt det, hun troede, hun ville vokse ind i, viste sig at være lige så menneskeligt som det, Molly mente, de skulle væk fra.” At flytte fra storbyen forekommer mig at være udsædvanligt; man hører næsten kun om folk, der flytter til. Ikke desto mindre er det det, Sonja så inderligt ønsker: At vende tilbage til sin hjemstavn. Og da hun hverken har mand eller børn og lever af at oversætte svenske krimier, er der intet, der binder hende til København. Men for at bo i Jylland er man nødt til at have et kørekort.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv er i gang med at tage kørekort, og at det ligesom for Sonja er og har været lang og krævende proces. Derfor fandt jeg det også let at identificere mig med bogens hovedperson (sjovt som jeg altid identificerer mig med kvindelige hovedpersoner), jeg blev næsten helt stolt over mine egne evner bag et rat, da jeg læste om Sonjas. Det er netop kørelærerjargonen og situationerne bag rattet som er bogens bedste. De er skildret med stor akkuratesse og stor humor, som resten af bogens kapitler – der blandt andet omhandler Sonjas besøg hos massøren Ellen og Sonjas forgæves forsøg på at komme i kontakt med søsteren Kate – kun halvt lever op til.

Jeg blev med andre ord ikke blæst bagover af Spejl, skulder, blink, som var mit første bekendtskab med Dorthe Nors, og jeg savnede en dybere personskildring. Det har dog ikke ændret på, at jeg stadig ser frem til at læse hendes novellesamling Kantslag, som er blevet rost til skyerne af Oprah Winfrey og gav hende et mindre gennembrud over there; måske den i stedet vil falde i min smag.