Nye rejsende af Tine Høeg

1709058_1488605052

Nye rejsende af Tine Høeg, udgivet i 2017 på Rosinante

I Tine Høegs debut “Nye rejsende” følger vi en ung, nyansat gymnasielærerindes første halve år som underviser. Første arbejdsdag forelsker hun sig hovedkulds i en mand – som er gift og har et barn – i toget (ak ja, som om det at skulle stå bag katederet og tage lærerrollen på sig ikke var svært nok i forvejen!). Hovedpersonen – jeg-fortælleren – pendler mellem København og Næstved, og toilettet bliver de første mange gange stedet, hvor jeg’et og manden dyrker pendlersex (det er sådan et dejligt ord): “første gang jeg ser dig nøgen:// togtoilet// et sted mellem København og Næstved// jeg har ikke prøvet// at ville have nogen på den måde før”. Herfra krydsklipper bogen mellem gymnasiet og gymnasielle aktiviteter – introtur, (dansk)undervisning, fester m.m. – og møder med den gifte mand (hvis navn der ligesom fortællerens er ukendt) i og udenfor toget samt tanker og fantasier om denne(s liv).

Det er svært ikke at læse togpendlingen som et billede på hovedpersonens overgang fra ung til voksen, hvor hun på gymnasiet i starten har svært ved både at føle sig som en voksen (“jeg kan ikke kende min egen stemme/når jeg står ved katederet og taler”) og at opføre sig som én (“hej guys siger jeg efter ferien/ hej darlings hej cuties hej kids”). At pedellen samtidig forveksler hende for at være en elev, gør ikke det hele meget lettere. Sigende for hovedpersonens mellemtilstand er det også, at hun af og til står af på halvvejen (med eller uden mand) eller slet ikke dukker op på gymnasiet.

Bogen har ingen genrebetegnelse på forsiden, men er (vel), hvad man vil kalde en roman på vers: den beretter om et sammenhængende forløb i linjer som knækket over. Nogle steder er der dobbelt linjeafstand, hvilket dels tvinger læseren ned i tempo og dels til helt bogstaveligt at læse “mellem linjerne” – udfylde de tomme linjer, hvor der ikke står noget. Med konsekvent brug af små bogstaver og manglende tegnsætning er det ligeledes op til læseren selv at bestemme tekstens temperament.

Høeg benytter sig af forholdsvis enkle virkemidler, men sikkert, og bogens styrke ligger netop i ikke at ville forklare og fortolke alting. I stedet lader hun handlingen udfolde sig i et ligefremt, nøgternt og økonomisk sprog – men stadig med tilpas mange informationer til at læseren selv kan digte med. Hun har en god, komisk timing (herunder velplacerede linjebrud) og sans for det underspillede. For eksempel lyder det syvende møde med manden fra toget som følger:

syvende gang jeg ser dig nøgen// mit køkken// formiddag// sådan et underligt lys/ da du er gået// og en duft af noget sødt/fra posen på bordet// du har haft kage med// en pik en kage en hjerne et hjerte/ har du haft med// og efterladt kagen.

Selve handlingen er måske lidt spinkel og slutningen uforløst. Men stadig: en lovende debut.

Reklamer

Minianmeldelse: Techno af Niels Henning Falk Jensby

33699137Techno af Niels Henning Falk Jensby, udgivet i 2016 på Gyldendal

Du siger, at den homoseksuelle krop var den eneste krop, hvis problem udelukkende var sin lyst, fordi denne lyst ikke bidrog til samfundets reproduktion

“Techno” er en rå og kompromisløs roman om et københavnsk homomiljø, jeg på forhånd kendte meget lidt til. Om begær, en kærlighedsrelation mellem et jeg og et du, om kroppe og (mis)brugen af dem. Overflade. Sexscener optræder rituelt på ca. hver tyvende side og beskrives ned til mindste detalje – ikke for sarte sjæle. Jeg’et er dog kun i ringe grad i stand til at sætte ord på de følelser, der gennemstrømmer ham, alt opleves som “for sindsygt”, “for vildt” eller “mærkeligt”. Bogen er skrevet i korte sætninger – med mange punktummer, hvad giver den en særlig rytme, ikke ulig den man finder i technomusik (som jeg’et konstant hører, enten til fester eller i sine høretelefoner), hvilket givetvis også er hensigten. Desværre gør det også romanen til en monoton og lettere kedsommelig læsning, og den synes at gå i tomgang, allerede før den rigtigt er begyndt. Alligevel rummer den nogle uforglemmelige scener og er da et frisk pust i dansk litteratur, der ikke flyder over med historier fortalt fra en homoseksuels synsvinkel (de eneste jeg kan komme i tanke om er Bjørn Rasmussen og Tomas Lagermand Lundme).

Berømte dødsfald af Maria Helleberg og Jørgen Lange Thomsen

1689768_1476851634

Berømte dødsfald af Maria Helleberg og Jørgen Lange Thomsen, udgivet i 2016 på FADL’s forlag. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Døden er et menneskeligt vilkår. Vi skal alle sammen dø, blot ved vi (og heldigvis for det) ikke hvornår eller hvordan. Mens tabet af et familiemedlem efterlader de pårørende i dyb sorg, er det ikke et offentligt anliggende på samme måde, som når de kendte og kongelige dør. Mange vil have en klar erindring om, hvor de var, da de hørte om John F. Kennedy, Prinsesse Diana og Michael Jacksons død. De er en del af vores kollektive hukommelse, og det er netop dette, Maria Helleberg og Jørgen Lange Thomsens nyeste bog handler om: berømte dødsfald. I den 24 kapitler lange bog dykker de ned i verdenshistoriens mest berømte og kontroversielle dødsfald og forklarer disse ud fra hver deres fagfelt.

Helleberg er uddannet teaterhistoriker, og Thomsen er retsmediciner, så bogen er skrevet af særdeles kyndige hænder. De har tidligere arbejdet sammen på udgivelsen “Hvad døde de kongelige af?” fra 2015 og udgør et godt makkerpar: Historikeren leverer fyldige portrætter af berømthederne fra vugge til grav, mens retsmedicineren i slutningen af hvert kapitel forklarer dødsfaldet med sin faglige viden. Koblingen mellem det historiske og det retsmedicinske er både interessant og original.

De 24 kapitler kommer, som undertitlen “Fra Cæsar til Blixen” antyder, vidt omkring. Personligt er det kapitlerne om Karen Blixen og Tove Ditlevsen, jeg som danskstuderende finder mest interessant, men der er – indrømmet – i Det Store Billede dødsfald, som har haft større betydning – for samtiden såvel som for nutiden. Uanset hvilket dødsfald, Helleberg og Thomsen dissekerer, kan man ikke undgå at blive beriget med ny viden, og om selv et nok så kendt (vel det mest kendte) dødsfald som Jesus’ overrasker Thomsen med flere teorier, blandt andet at Jesus var “bevidstløs, men ikke død ved nedtagningen [af korset]”.

Ikke desto mindre er min eneste anke mod bogen netop Thomsen, som ikke slipper nær så godt afsted med sine kapitler som Helleberg. Dels er hans bidrag korte, flere steder gentagelser af Hellebergs tekst, og nogle gange slet og ret ud ad en tangent (som når han i kapitlet om Karen Blixen i stedet skriver om Johannes Ewald; eller når han i kapitlet om Mozart skriver om sit personlige forhold til komponisten). Dér er det bedre lykkedes Helleberg at holde tungen lige i munden, og hendes skønlitterære stemme kommer nu og da til udtryk på en naturlig måde, hvilket klæder fremstillingen. Alt i alt er “Berømte dødsfald” en oplagt julegaveidé for især historieinteresserede, men dens lettilgængelige og øjenåbnende analyser har potentiale til at nå et bredere publikum.

Når man forveksler kærlighed med en saks af Tomas Lagermand Lundme

1706400_1473567842

Når man forveksler kærlighed med en saks af Tomas Lagermand Lundme, udgivet på Gyldendal i 2016.

Om jeg begriber, hvordan Tomas Lagermand Lundme kan være så produktiv: Hans seneste udgivelse, ungdomsromanen med den knap så mundrette titel “Når man forveksler kærlighed med en saks”, er den tredje bog i hans navn udgivet i 2016. Oveni kommer hans andre arbejder som billedkunstner og dramatiker. Det er, uanset hvordan det har kunnet lade sig gøre, dybt imponerende.

I romanen følger vi en ung, unavngiven dreng i starten af teenageårene. Bogen er delt op i et nutids- og datidsplan (kaldet “Dengang” og “Nu), begge dog fortalt i nutid. Det er en interessant og ret raffineret konstruktion, fordi starten af bogen således også er slutningen (idet “Dengang” nødvendigvis kommer forud for “Nu”); men romanen både åbner og lukker med “Nu”, og slutningen er derfor åben.

Jeg ser på tekanden. Jeg gør det ikke. Jeg gør det ikke. Alligevel gør mine hænder det. De kan ikke lade være. Det er ikke kærlighedens skyld, det her. Det er min egen. Av, siger jeg, men fortsætter alligevel lidt for længe. Smerten skal bo her. Den skal også bo her. Jeg har for længst lært at elske den.

Som følge af forældrenes skilsmisse er jeg’et ladt alene tilbage med sin stærkt alkoholiserede mor, som kun er ædru, når hun sover. Imens er faren flyttet sammen med sin nye kone (der meget symptomatisk kaldes “Æslet”). Da morrollen bliver for uoverkommelig for hende, kommer han i pleje hos sine bedsteforældre, til hun er ovenpå igen. Opholdet hos dem er ikke nogen videre succes, forholdet imellem dem er kejtet, samtalerne unaturlige. Men mødet med Mads – farens paplillebror – bliver et positivt vendepunkt for jeg’et, der længe har længes efter tosomhed og gensidig kærlighed. Imidlertid er der sår, tiden ikke kan læge, og med jævne mellemrum gør jeg’et stadig skade på sig selv, dengang som nu, i flere af bogens mest hjerteskærende scener.

Lundmes bog er som altid meget let at læse: så godt som alle sætninger er korte (og kapitlerne lige så) hovedsætninger med en enkel syntaks. Imidlertid synes sproget til tider for nøgternt til historien; som om jeg’ets indre ikke rigtigt kommer til udfoldelse i romanen, og at det komplekse forenkles. Alligevel er det en fin coming-of-age fortælling, til tider både rørende og poetisk, om at blive voksen og måske-måske ikke bryde fri af sit ophav.