Livets kvaler med hytte på Hvaler

Faren min døde for fem måneder siden, på et beleilig eller ubeleilig tidspunkt, alt etter øynene som ser. (Hjorth, s. 7)

Sådan lyder første sætning i norske Vigdis Hjorths roman ”Arv og miljø”. Særligt sidste sætning er værd at bemærke, ”alt etter øynene som ser”. Det er netop en bog, som (blandt andet) demonstrerer hvor forskellige opfattelser, mennesker kan have af den samme oplevelse. Fortælleren med det højst besynderlige navn Bergljot (der uden at støde forfatteren vel godt kan betegnes som hendes alter-ego) er sig selv dette bevidst i sin reaktion på søsteren Astrids invitation til dennes halvtredsårs fødselsdags. I hovedet udspiller hun sig situationen, som hun forventer, den vil tage sig ud, såfremt hun takker ja til invitationen:

Å måtte tre inn i et rom der de [mor og far og Astrid] sto og hilse med hånden? Klemme? Si hva? De hadde møttes jevnlig i alle år, de var vant til å omgås, jeg var selvutmeldt og et sort får. Skulle jeg dukke opp smilende med et heisan? Som om vi ikke hadde virkelighetsforståelser som gjensidig utelukket hverandre, som om de ikke benektet selve det stoffet jeg var laget av. (Hjorth, s. 52)

“Selvfølgelig tar jeg utgangspunkt i ting jeg har opplevd,” (Korsvold) har Vigdis Hjorth sagt og lægger derved ikke skjul på romanens klare afsæt i virkelige hændelser. Når romanen, der behandler tunge og konfliktfyldte emner som arv og incest, er det tilmed forventeligt, at de involverede har en anden oplevelse af selvsamme hændelser som beskrives af Hjorth. At der altid er mindst to opfattelser af virkeligheden, er i hvert fald selvsagt, men det er sjældent, at modellen til en romankarakter svarer igen i selvsamme form: en roman (i dansk sammenhæng kan jeg kun mindes Louise Østergaards roman ”Ord” om forholdet til Yahya Hassan, som et modsvar på Hassans digtsamling).

Det er imidlertid det, Vigdis Hjorts søster, Helga Hjorth, nu gør i sin roman ”Fri vilje”, der netop er udkommet på det norske forlag Kagge. Til mediet VG svarer hun: ” Hvis jeg skal gå i dialog med en roman, så er det naturlig å gjøre det med en annen roman. Ellers risikerer jeg å ikke bli hørt. Og jeg vil gjerne bli hørt” (Norli & Molnes). Helga Hjorth, der til daglig arbejder som jurist, har gået på skrivekursus for at kunne skrive romanen, der således er hendes debut. Og hørt er hun blevet: første oplag på 6000 eksemplarer blev udsolgt på blot to dage. Næste oplag, som kommer i denne uge, er betydeligt større – nemlig på 16000 eksemplarer (Norli).

Men at tage til genmæle med endnu en roman synes paradoksalt, for hvis formålet er at påpege usandheder i Arv og miljø og fortælle, hvordan det i virkeligheden var, bevirker det jo netop, at Vigdis Hjorths roman (bliv)er det, forfatteren fra start har hævdet, den er: en opdigtning, en fiktion, en roman. Derved undergraver Helga Hjort, formentlig uden at hun selv er klar over det, sit eget projekt.

Jeg har ikke læst Fri vilje endnu, men har stærke intentioner om det, dels fordi jeg allerede har en stærk formodning om, hvad det er for en bog, og de fordomme vil jeg gerne have bekræftet eller afvist, inden jeg udtaler mig mere om bogen, og dels fordi jeg mener, det er enestående litteraturhistorie, vi er vidne til. Og en gave til litteraturforskningen. Men som udgangspunkt er min holdning den, at Helga Hjorth – ved at udgive en ny roman om samme emne – går i søsterens fodspor og gør netop dét, hun kritiserer søsteren for. Derved rykker den ikke ved noget, men bliver blot endnu et bevis på Vigdis’ sætning: “alt etter øynene som ser”.

Debatten om Vigdis Hjorths Arv og miljø nåede uanede højder sidste efterår, og noget kunne tyde på, at hun og søsteren tager endnu en tur i manegen dette efterår. Tilbage er nu bare spørgsmål om, hvornår næste bind i Hjorth-serien kommer, og hvem der i så fald skriver den.

Kilder
Hjorth, Vigdis: Arv og miljø (2016). Forlaget Cappelen Damm. 1. udg.
Korsvold, Kaja: Vigdis Hjorth med roman om en fars incest (27.9.16). Aftenposten: https://www.aftenposten.no/kultur/i/JGvJX/Vigdis-Hjorth-med-roman-om-en-fars-incest 
Molnes, Geir & Norli, Camilla: Helga Hjorth om å bli romanfigur: – Umulig å forsvare seg (11.8.17). VG: http://www.vg.no/rampelys/bok/litteratur/helga-hjorth-om-aa-bli-romanfigur-umulig-aa-forsvare-seg/a/24114367/
Norli, Camilla: Helga Hjorths hevnroman utsolgt på to dager (11.8.17). VG: http://www.vg.no/rampelys/bok/litteratur/helga-hjorths-hevnroman-utsolgt-paa-to-dager/a/24116015/

Arv og miljø af Vigdis Hjorth

Arv og miljø af Vigdis Hjorth, udgivet i 2016 på Forlaget Cappelen Damm

Som vinder af Bokhandlerprisen og Kritikerprisen 2016 og indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2017 er Arv og miljø, for nylig oversat til dansk, en af de mest omtalte romaner i Norden lige for tiden. Med afsæt i et stærkt personlig stof satte Hjorth atter gang i diskussionen om litteraturens udviskede grænser mellem virkelighed og fiktion, det nordmændene kalder »virkelighedslitteratur«, i Danmark kaldet autofiktion. En efter min mening enerverende debat, som jeg gerne tager op igen i et selvstændigt indlæg. Tidligere har jeg kort berørt den i “At tage af hovedstolen” fra 2016.

Bogens handling er for så vidt enkel nok. Konstellationen er følgende: en mor og far, fire søskende, to af dem, Åsa og Astrid, har og har haft et godt forhold til forældrene, mens de to andre, Bergljot – fortælleren – og Bård, af flere årsager for længe siden har brudt med deres ophav. Centralt i romanen står familiens to sommerhytter på Hvaler, som det er bestemt, at Åsa og Astrid skal arve, mens de to andre søskende skal modtage et pengebeløb svarende til hytternes værdi. Det står skrevet i farens testamente og har ikke medført nogen kontroverser. Lige indtil Åsa og Astrid har fået arveforskud, kort før farens død, uden at Bergljot og Bård er blevet informeret herom. Det er starten på tvisten om arven og starten på romanen. Og bølgerne går højt, meget højt.

Det drejer sig tilsyneladende om et klassisk arveopgør, men også kun tilsyneladende for langsomt indvier fortælleren Bergljot læseren i sin historie, om barndommen hvor faren forbrød sig mod hende. Incesthistorien er for Bergljot et væsentligt indspark i arveopgøret, men vil familien tro på hendes historie? Bogen veksler mellem mellemlange kapitler til tableauagtige afsnit (hvoraf sidstnævnte litterært set fungerer bedst), der strækker sig fra få linjer til én hel side med filosofiske, psykologiske og poetiske betragtninger á la denne:

Alt henger sammen med alt. Ingen setning er uskyldig for den som går med ørene på stilker for å forstå.

Overraskende, men egentlig oplagt, er det desuden at bogen går i dialog med flere danske kendinge, hvoraf de to mest åbenlyse er Tove Ditlevsen og dogmefilmen Festen, der vel er en af nyere tids mest kendte fiktive skildringer af incest – og ikke bare i Norden. Men til gengæld også en af de mest utroværdige, mener Bergljot, fordi incestanklagen i filmen underbygges med søsteren Lindas selvmordsbrev: “Feilen med Festen er at den lar den som konfronterer sin familie framlegge et bevis. I virkeligheten finnes ikke bevis. I virkeligheten har den som konfronterer familien ingen tvilling som har tatt livet av seg og som etterlater seg et brev som beviser farens skyld”. Det er en meget rammende kritik, som jeg aldrig selv har (endsige villet have) skænket en tanke.

At ingen av dere på noe tidspunkt har spurt meg om min historie har jeg opplevd og oplever jeg som en stor sorg

Arv og miljø er altså en roman, som tematiserer familiens løgne, fortielser og forskellige erindringer. Romanen er god, men jeg kan alligevel ikke helt tilslutte mig det næsten enstemmige hyldestkor af anmeldelser. Sprogligt og indholdsmæssigt går den i tomgang cirka halvvejs, og når jeg desuden mener, romanen er mindre vellykket, end den kunne have været, hvis den var tænkt og skrevet anderledes, er det, fordi den først og fremmest er skrevet på en indignation, en vrede som synes alt for tæt på forfatterens privatperson. Hvis virkelige hændelser skal gøres til litteratur, må de bearbejdes, for at de kan få karakter af noget alment og vedkomme andre end forfatteren selv, lyder et klassisk råd, næsten en kliché, men ikke mindre sand af den grund. På mig virker Vigdis Hjorth ikke personlig, men tværtimod dybt privat, og derfor engageres jeg også mindre i Arv og miljø, der mere tager form af en litterær hævn på familien end egentlig kunst.

At tage af hovedstolen

Alt for mange gange er digteren Per Højholt (1928-2004) blevet citeret for at have sagt, at man “ikke bør tage af hovedstolen”, dvs. ikke blande sig selv og sit liv ind i sine tekster. Udsagnet, som i virkeligheden stammer fra Højholts svigermor (1), bliver med jævne mellemrum fremhævet af diverse mennesker med forstand på litteratur som en god tommelfingerregel: Tag ikke af hovedstolen! Det vil der – efter sigende – ikke komme god litteratur ud af.  Men allerede i 1998 beviste Christina Hesselholdt det modsatte med sin kritikerroste bog med – som der står på bagsiden – “50 fiktioner om en barndom,” der slet og ret hedder Hovedstolen (og hvem den titel er en hilsen til, kan der næppe herske nogen tvivl om).

I mange af bøgerne fra 00’erne og 10’erne er det – stik imod Højholts dictum – netop de selvbiografiske træk, der går igen. Tag blot bøger som Erling Jepsens Kunsten at græde i kor (2002) eller Knud Romers Den som blinker er bange for døden (2006), hvor handlingen i begge tilfælde lægger sig tæt op ad forfatterens egen barndom. Jepsen lægger historien om sit barndoms Gram i munden på alter-ego’et Allan Jensen, mens jeg-fortællerens navn i Romers roman er identisk med forfatterens. Begge bøger tematiserer et problemfyldt far-søn-forhold, ligesom første bind af nordmanden Karl Ove Knausgårds Min kamp (2010).

Fælles for ovenstående bøger er, at grænserne mellem biografi og fiktion er udvisket, og skønt bøgerne bærer mærkatet roman på forsiden, kommer læseren vitterligt i tvivl om, hvorvidt det er en ‘klassisk’ selvbiografi/erindringer eller  en skønlitterær roman, der læses; og lettere bliver det ikke, når forfatteren samtidig inddrager virkelige (nulevende) personer.

“All art is autobiographical. The pearl is the oyster’s autobiography” – Federico Fellini

Nogen vil måske gå så langt som at mene, at al litteratur er autofiktion, eftersom en forfatter altid vil trække på egne erfaringer i nogen eller større grad, bevidst eller ubevidst. Et af Hemingways skriveråd var: “Write what you know”. Og således besluttede han sig for at skrive om alle de ting, han vidste noget om: jagt, fiskeri, tyrefægtning m.m. Men når man læser Hemingway, stiller man ikke på samme spørgsmålstegn ved, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion, som hos Jepsen, Romer eller Knausgård, hvor liv og værk smelter sammen. Også selvom der også hos Hemingway er flere (åbenlyse) sammenfald mellem fiktion og virkelighed, særligt i debutromanen “Solen går sin gang”.

Med andre ord er der stor forskel på, hvordan – og i hvor høj grad – hovedstolen bruges. Når det lykkes at skrive autofiktion, er det måske, fordi forfatteren selv har noget i klemme, fordi de mange følelser forbundet med at skrive en personlig historie frem afspejles i teksten. Når andre forfattere filer nok så ihærdigt løs på den gren, de selv sidder på – og falder ned, tror jeg det skyldes, at det bliver for navlebeskuende, for kedeligt og uinteressant at læse i længden. Brugen af selvbiografisk stof bliver ganske enkelt en pointe i sig selv, brugt uden omtanke – som den lette løsning i stedet for at digte selv.

---

(1) I et brev til Martin Holst (1974), cand.mag. i dansk og litteraturvidenskab, gengivet i tidsskriftet Synsvinkler (36, 2007), skriver Højholt: “Selve ordet Hovedstolens oprindelse er mundtlig, jeg blev ringet op af Søren Ulrik Thomsen, der spurgte om jeg ikke havde sagt noget om at man ikke skulle tære på hovedstolen, men han kunne heller ikke finde det, så vi blev enige om at det nok var noget sagt i radioen og ikke skrevet. Han ville citere det, jeg tror i [En] Dans på gloser. Men senere har jeg skrevet det, det står vist i Stenvaskeriet, men selve udtrykket har jeg fra min svigermor, der ofte brugte det metaforisk.”