Læseåret 2017

I 2017 læste jeg ifølge Goodreads 65 bøger og har dermed vendt 11.622 bogsider i alt. Mens den korteste bog var en såkaldt chapbog af den danske forfatter Tine Høeg på blot 16 sider (Hej Sol Fuck Love), var den længste bog Åsne Seierstads En af os en fortælling om, Utøya og Anders Breivik på 508 sider. Seierstads meget gribende bog, som jeg har skrevet mere uddybende om her, læste jeg som e-bog på min Kindle, jeg blandt andet havde med på min rejse til Oslo i august, hvor jeg – uden at gøre mig det bevidst – vandrede rundt i samme gader og kvarterer som dem der nævnes i bogen.

Målt på kvantitet har jeg læst blot én bog mindre end i 2016, men alligevel hele 1897 antal sider mindre end året før. Jeg kan, når jeg ser tilbage, altså se, at de bøger, jeg har læst, har været forholdsvist lette, og haft et gennemsnit på 178,8 sider. Sværvægteren Seierstad stikker derfor ud og er usædvanlig bog i min læsestatistik og -vaner. Til gengæld falder det godt i tråd med ét af mine litterære nytårsforsæt fra og for 2017, nemlig “at læse mere norsk litteratur – på originalsproget”. Jeg skrev sidste år, at “jeg på meget kort tid [er] blevet besat af norsk sprog og kultur – både musik, film og litteratur”, og besættelsen er ikke aftaget siden.

Seierstads bog læste jeg undtagelsesvis i en dansk oversættelse, ligesom Erlend Loe og Karl Ove Knausgård også er blevet læst på dansk, fordi jeg i forvejen havde bøgerne i oversættelse på mine reoler. Men udover det har jeg især dyrket Tore Renbergs forfatterskab, og på få måneder læste jeg romanen Mannen som elsket Yngve, Kompani Orheim, Farmor har kabel-tv og essaysamlingen På fest hos litteraturen. Førstnævnte titel har jeg overfor flere – i al beskedenhed – kaldt for “verdens bedste ungdomsroman”.

Samlet set har 16, altså cirka hver fjerde, bog været på norsk, og med undtagelse af tre titler har samtlige været på norsk (bokmål). Det er jeg ganske tilfreds med, også selvom jeg eksempelvis ikke har fået læst mere af Knausgårds Min kamp (udover en genlæsning af bind 1), som jeg lovede mig selv. En anden interesse for mig i løbet af året var at beskæftige mig i månedsvis med Vigdis Hjorths roman Arv og miljø og debatten rundt omkring den, som den har afstedkommet. En debat som yderligere eskalerede, da Hjorths søster udsendte en roman, Fri vilje, hvor hun skriver om Vigdis i det man kan kalde et litterært familieopgør. Nogle af de tanker, jeg gjorde mig i den forbindelse, opsummerede jeg i indlægget Livets kvaler med hytte på Hvaler. Klassikere er – trods de gode intentioner – heller ikke blevet læst i noget flittigt omfang, pånær enkelte, herunder Frøken Julie, Sult og Løgneren (som pligtskyldigt er blevet læst i mit litteraturhistoriske fag på universitetet).

Jeg vil, udover ovenstående, anbefale 3 af de bedste bøger, jeg har læst i det forgangne år, i kronologisk rækkefølge.

1. Édouard Levé: Selvportræt

1675778_1493871684

Det er svært at give en fyldestgørende resumé af Édouard Levés roman “Selvportræt”. Den falder åbenlyst udenfor andre (selv spinkelt) plotbårne romaner, selv om end der findes antydninger af et undervejs. Bogen består (næsten kun) af løsrevne hovedsætninger, der i næsten samtlige tilfælde begynder med “jeg”: om henkastede ting og tanker, forkærligheder, aversioner, idiosynkrasier etc. Sætningerne listes op efter hinanden uden nogen (forklaret) forbindelse med hinanden. Nogle af sætningerne fra begyndelsen lyder som følger: “Jeg har boet tre år og tre måneder i udlandet. Jeg foretrækker at se til venstre. En af mine venner nyder at bedrage. Slutningen på en rejse giver mig samme triste følelse som slutningen på en roman.” Bogen er noget af det originale, jeg har læst i årevis, og selvom Levés metode ser legende let ud, ved jeg, jeg ikke ville være i stand til at gøre ham kunsten efter. Og ofte siges det da også, at det er de kunstværker, der ser lettest ud at lave som i virkeligheden har været sværest.

Yndlingssætning: “At beskrive mit liv nøjagtigt ville tage længere tid at leve det”

2. Caroline Albertine Minor: Velsignelser

2f4925fd-5fcf-477b-9c0c-370163410b88_1495612838

Minors Velsignelser indeholder syv vilde og vildt vellykkede noveller. Om sorg, tab, venskab og smukke mænd. Cirka halvdelen af dem kredser om selvmordet til den unge au pair Anne-Sophie, kaldet Anso, der hænger sig to dage før jul hos sin værtsfamilie i Australien. Selvmordet bliver stående som en uløselig gåde, men gennem forskellige synsvinkler i forskellige noveller kastes der lys over, hvem Anso var. Læseren må dog selv stykke brudstykkerne sammen, og forfatteren giver ikke ved dørene. Novellen “Sorgens have”, der handler om afviklingen af et forhold mellem en mand og en kvinde, Caroline og M, adskiller sig fra de øvrige noveller – blandt andet ved at være den eneste, der mere eller mindre åbenlyst er selvbiografisk (hvad forfatteren da heller ikke har lagt skjul på i interviews). Men dens knugende beskrivelse af sorgen over en krop, som stadig lever, er noget af det mest fintfølende og hjerteskærende, jeg længe har læst. Efter en trafikulykke har M. mistet hukommelsen og husker hverken kæresten Caroline eller deres søn, og deres forhold er forandret for altid. “Sorgens have” er for mig samlingens højdepunkt – smuk, rørende, tragisk – og en skattekiste af uforglemmelige sætninger, jeg gik og huskede på i lang tid efter.

Yndlingssætning: “At vågne op er bare savnet, der begynder forfra, hårdere”.

3. Judith Hermann: Spøgelser, overalt

1731177_1505536225Spøgelser, overalt skriver Judith Hermann mesterligt dygtigt og overbevisende om menneskelige relationer: om (ulykkelig) kærlighed, venskaber, ensomhed, rastløshed, erindring, og ikke mindst rejser – som mange af hendes karakterer, ofte spontant og med kort varsel, tager på for at komme væk fra hverdagens trivialiteter. Novellerne, indhyllet i melankoli, har ofte storbyer og hovedstader som kulisse: Norge, Italien, Tjekkoslovakiet, Island. Uanset hvor de kvindelige hovedpersoner ender, synes de at være lammet af det nu, de krampagtigt forsøger at holde fast i, og fælles for dem alle er, at ting bare sker for dem, tilfældigt og uforklarligt, både mens de står på og i retrospekt. Novellerne er skrevet i en amerikansk minimalistisk stil a la Raymond Carver, som herhjemme er videreført af Helle Helle og i Norge af Per Petterson. Flere af de lange noveller kunne sagtens udgøre selvstændige romaner. Alligevel, længden til trods, er ikke én sætning overflødig. Jeg er så glad for at have opdaget den indtil for nylig (for mig) ukendte tyske forfatterinde og forudsiger, at 2018 for mit vedkommende vil blive et Judith Hermann-år. Og dermed – selvsagt – et godt ét af slagsen.

Yndlingssætning: “Al erindring forekommer mig at være sørgelig”.

Hvilke gode bøger har du læst i 2017? Og har du sat dig nogen mål for det kommende års læsning?

Fri vilje af Helga Hjorth

Fri vilje_skiss.indd

Fri vilje af Helga Hjorth, udgivet på forlaget Kagge i 2017. Anmeldereksemplar fra forlaget

Jeg har skrevet lidt om søskendeparret Vigdis og Helga Hjorth på det seneste. Først anmeldte jeg Vigdis Hjorths Arv og miljø, så skrev jeg igen om bogen i forbindelse med udgivelsen af Helga Hjorths roman Fri vilje den norske debat om virkelighedslitteratur i indlægget: Livets kvaler med hytte på Hvaler. Da jeg for nylig var i Oslo, fik jeg fingrene i Hjorths nyligt udkomne Fri vilje hos forlaget Kagge,  der venligst stillede et eksemplar til rådighed. Bogen er af gode grunde endnu ikke oversat til dansk, men mon ikke den bliver det? Indtil videre kan den købes på de fleste danske netboghandlere, herunder (og vistnok billigst) CDON.com.

Bogen indledes med en dedikation “til mamma og pappa” og et citat af Vigdis Hjorth: “Enkelte løgner røper mer om livets smertepunkter enn all verdens uinteressante sannheter”. Så er tonen for bogen ligesom lagt: bogen er, som jeg læser den, et forsvar for søskendeparrets forældre og en revanche for de “løgne”, VH tilsyneladende lægger frem i sin roman. Men med denne tilgang – at forklare hvordan det i virkeligheden forholdt sig – synes HH at tage patent på sandheden, og det er det, der gør den problematisk; for mens VH (blandt andet) tematiserer dét at have forskellige virkelighedsopfattelser, er HH mere ensidig i sin fremstilling.

Det hendte jeg tenkte på hvordan det måtte være å være Vera. Jeg lurte på om hun noen gang tenkte på hvordan det var å være meg (s. 27)

Helga Hjorths bog falder i 3 dele: “Høst”, “Livet etter døden” og “Hytteliv”. Navnene er ændret, men karaktererne og historien er den samme som i Arv og miljø: farens dødsfald, arveopgøret, incesthistorien. I Fri vilje hedder fortælleren Nina, og hendes forfattersøster Vera Lind. Det ville være at ignorere mine litteraturstudier, hvis jeg læste den som en 1:1 gengivelse af virkeligheden (læs: Helga Hjorths virkelighed), så Nina er Helga Hjorth, og Vera Lind er Vigdis Hjorth. Desværre inviterer bogen ikke rigtigt til andre læsninger.

Da søsterens roman skal udkomme, rejser familien til Budapest for at slippe for postyret omkring udgivelsen. Journalister vil have fat i dem, høre deres version. De takker nej til interviews, fordi “et avisintervju risikerte å føre oss ut på ville veier hvor andre satte agendaen” (s. 182), og forfatter i stedet en kronik i fællesskab, som de i sidste øjeblik undlader at offentliggøre. Svaret bliver at svare igen i samme form, i en roman. Fortælleren, der (som forfatteren) arbejder som jurist, tilmelder sig et skrivekursus for at lære de litterære kneb, der udgør en god roman. Den beskrives i bogens metaagtige midterdel.

Hva for slags ytring skulle man da møte et litterært verk med? Den eneste måten å oppnå balanse på ville jo være å ytre seg i form av et litterært verk selv, skrive en roman. Så jeg hadde begynt med det også, skrive roman. (s. 180)

Af en debutant at være er Helga Hjort ikke nogen dårlig forfatter, men hun når ikke sin søster til sokkeholderne. I andre sammenhænge ville det være respektløst at sammenligne to forfattere, blot fordi de er søskende, men i Fri vilje, hvor HH karikerer, parafraserer og reducerer Arv og miljø og VH’s øvrige forfatterskab til ren positivisme, synes det på sin plads at se romanen i forhold til – lad os bare kalde den det – dens forlæg. Har man læst Arv og miljø, vil man kunne genkende mange scener, breve, mails, sms’er i Fri vilje – helt eller delvist identiske. Med et glimt i øjet har VH da også joket med, at man næsten burde udgive de to bøger i ét samlet sæt.

Hvorom alting er: Fri vilje er en bog, som er svær at anmelde, fordi den står med et ben i to lejre: på den ene side kalder forfatteren den en roman, på den anden side går den tættere på virkeligheden end Arv og miljø, der trods alt efterlod læseren med en tvivl om hvorvidt det fortalte var sandt eller ej. Det gør Fri vilje ikke på samme måde, og en af dens mange svagheder er, at den enerverende kredser om den samme problemstilling fra samme urokkelige udgangspunkt; sprogligt løfter den sig heller ikke op på et refleksions- og abstraktionsniveau, der kommer i nærheden af Arv og miljø. Skal man fremhæve noget godt ved Fri vilje, er det imidlertid, at den fint skildrer, hvordan det opleves ufrivilligt at blive gjort til romanfigur. De fejlslagne forsøg på at stoppe romanen, magtesløsheden, at man intet kan stille op etc. etc. Men det ville unægteligt have klædt romanen, hvis Helga Hjorth ikke kun fremstillede fortælleren, Nina(/ sig selv), som en engel.

Anbefaling: Velsignelser af Caroline Albertine Minor

2f4925fd-5fcf-477b-9c0c-370163410b88_1495612838

Velsignelser af Caroline Albertine Minor, udgivet i 2017 på Rosinante

Vilde og vildt vellykkede noveller. Om sorg, tab, venskab og smukke mænd. Cirka halvdelen af novellerne kredser om selvmordet til den unge au pair Anne-Sophie, kaldet Anso, der hænger sig to dage før jul hos sin værtsfamilie i Australien. Selvmordet bliver stående som en uløselig gåde, men gennem forskellige synsvinkler i forskellige noveller kastes der lys over, hvem Anso var; læseren må dog selv stykke brudstykkerne sammen. Novellen “Sorgens have”, der handler om afviklingen af et forhold mellem en mand og en kvinde, Caroline og M., bør også fremhæves for dens knugende beskrivelse af sorgen over en krop, som stadig lever. Efter en trafikulykke har M. mistet hukommelsen og husker hverken kæresten Caroline eller deres søn, og deres forhold er forandret for altid. Den er for mig samlingens højdepunkt og er en skattekiste af uforglemmelige sætninger, jeg får lyst til at citere, fx åbningslinjen “På en bænk i Enghaveparken gav vi bare op” eller “At vågne op er bare savnet, der begynder forfra, hårdere”.

Minianmeldelse: Cremasterrefleksen af Laura Ringo

1718290_1491626187Cremasterrefleksen af Laura Ringo, udgivet i 2017 på Gyldendal

Laura Ringo debuterer med “Cremasterrefleksen”, og det er en ret så vellykket debut. Om Karla, der efter en afsluttet studentereksamen på Lolland flytter til Odense for at læse journalistik på Syddansk Universitet på sin dansklærers opfordring. Men hun møder stort set aldrig op til undervisningen, og hun får heller ikke taget sig sammen til at skrive sin eksamen i komparativ politik. I stedet bliver hun meget mere optaget af at sidde på Den Smagløse Café (en trøsteløs, men populær bar i Odense) og gå ture i Eventyrhaven – eller bare ligge i sengen på kollegieværelset. Og så hvirvles hun ind i et trekantsdrama med vennerne Viktor og Jakob, begge med flydende seksualiteter, som ikke skal røbes her. I komposition og tematik lægger bogen sig (meget) tæt op ad Helle Helles “Dette burde skrives i nutid”, men er i modsætning til den bog mere munter end sørgelig – og sjov, rigtig sjov endda, med en humor lidt a la Stine Pilgaard. Og så er det befriende at læse en (ungdoms)roman, som ikke foregår i København, men i Odense, min by, af hvilken grund jeg kunne genkende næsten samtlige steder og gadenavne og let forestille mig Karla komme ind ad døren på Smagløse, hvor jeg sidder netop nu. Anbefales!