Spørge Jørgen af Jørgen Leth (red. Anders Houmøller Thomsen), udgivet på People’s Press i 2016.
Da Radio24syvs unge talent Zissel Astrid Kjertum-Mohr i 2016 udstyrede Jørgen Leth med en mikrofon og gav ham sin egen brevkasse, “Spørge Jørgen”, blev det hurtigt en lyttersucces, som sidenhen blev gentaget i 2017 (og også gentages i år, i 2018). Program– og bogtitlen, der spiller på den kendte danske børnebog fra 1944 af samme navn, er genial, men formodentligt hverken Leth eller Thomsens fortjeneste (det er nok enten Mikael Bertelsen eller Mads Brügger, programchefer på Radio24syv, der står bag). Præmissen er enkel: Man kan spørge ham om alt, og han svarer på alt. Det er i hvert fald det, han siger. Spørgsmål afviser han dog af og til, hvis emnet ikke interesserer ham, fx Harry Potter, som han er “fuldstændig uinteresseret i” (hvad jeg i øvrigt også selv er), og et spørgsmål som “Hvis du kunne få evnen til at flyve, mod at du ikke kunne tåle menneskemad, ville du så tage imod det tilbud?” melder han også – af gode grunde – fra på.
Brevkassen er atypisk i den forstand, at når man normalt henvender sig til en brevkasse, er det for at få svar på en personlig problemstilling, ofte fra parforholdet eller andre “små hverdagsproblemer” (som jeg skriver med en hilsen til den brevkasse, Tove Ditlevsen havde i Familie Journalen fra 1956-1976). Genren taget i betragtning er det derfor bemærkelsesværdigt, at Leth, som en tredje uudtalt præmis, kun svarer på spørgsmål om sig selv. Da han på et tidspunkt bliver spurgt, om man er en taber, hvis man ikke har haft en karriere, svarer han: “Der er jeg tvunget ud i sådan en slags brevkassevisdom, som jeg ikke synes, jeg kan prætendere at have. Det ved jeg sgu ikke. Det er alt for udflydende, det spørgsmål. Det må man selv finde ud af”. Mere beredvillig og snaksalig er han, når spørgsmålene er direkte henvendt til ham eller lægger op til, at han kan trække på sine erfaringer og ikke skal føle sig “som en Tove Ditlevsen, der skal rådgive helt ned i livets detaljer og banaliteter”. Fordi Jørgen Leth er så kendt en person, er det da heller ikke uforståeligt, at man heller vil høre om hans spændende liv og holdninger, når nu muligheden foreligger, fremfor at få råd om sit eget, i sammenligning måske lidt kedelige, liv.
Emnerne spænder vidt og bredt og vidner om Leths alsidighed som kunstner og menneske. Sprog, litteratur, sport, film, musik, Haiti. Om barndom, ungdom og voksenliv. Meget af det er anekdoter og episoder, man også kan læse om i fx Det uperfekte menneske, mens andet er hans (vitterligt banale) meninger om dette og hint: om kæledyr, smalltalk, tøjkøb, forelskelser, depression, politik, parodier, forfængelighed, Lars Von Trier, mad og meget, meget mere. Og han går gerne i rette med spørgeren, hvis spørgsmålets formulering forstyrrer, som da en ung kommende journalist spørger, hvad god “journalisme” er: “Ja, der er jo ikke noget, der hedder ‘journalisme’ efter min mening. […] Det hedder journalistik. Så allerede der er jeg lidt kritisk over for spørgsmålet,” siger han inden den egentlige besvarelse af spørgsmålet kan begynde. Også smileys, som “viser en manglende evne til at udtrykke sig”, harcelerer han over. Nogle vil kalde det krukket. Jeg synes, det er helt på sin plads. Leth er velovervejet og bruger ikke sproget uden omtanke. Det kaster nogle gode og interessante svar af sig.
Jeg ved dog ikke, om jeg synes, at det har været nødvendigt at transformere radioudsendelser til skrift, men idéen er oplagt, og udgivelsen i bogform kom derfor ikke bag på mig; jeg havde tværtimod selv forudset den længe før, den udkom, og endda selv transskriberet nogle af svarene i den første udsendelse, inden jeg gav op og blev overhalet indenom af Anders Houmøller Thomsen. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at Thomsen har lagt et stort arbejde i at lytte, sortere og transskribere mange timers radioudsendelser. Så meget desto mere ærgerligt er det, at bogen ikke er blevet korrekturlæst ordentligt og indeholder flere læserforstyrrende fejl. For det er i hvert fald ikke Leth, der sjusker med sproget. På trods af min skepsis over for projektet (der fortsætter i Spørge Jørgen 2 (2017)) er det ikke desto mindre en fryd for en Jørgen Leth-fan, at man kan have en slags lethsk ABC stående på bogreolen.
Revideret 20/1 efter kommentar fra Kristian Leth på Twitter (18/1): “Du har helt glemt at nævne den egentlig arkitekt bag programmerne – og derved bogen – Zissel Astrid Kjertum-Mohr – der er grunden til at det overhovedet fungerer. Det er hende der redigerer og sorterer i spørgsmål, presser på når Jørgen ikke vil og har en forrygende fornemmelse.”