To Bogforum or not to Bogforum

I weekenden blev årets Bogforum – den 25. af slagsen – afholdt, traditionen tro i Bella Center i København. For mit eget vedkommende var det mit andet år på messen. Sidste år var jeg af sted om fredagen, i år om lørdagen, og det var tydeligt at mærke det øgede besøgstal. På standene til de store forlag som Gyldendal, Lindhardt & Ringhof og JP/Politikens Forlag var der god plads at bevæge sig på, mens trængslen hos de mindre forlag var større – en næsten klaustrofobisk stemning. Det var dog en lettelse at opleve, at standene lå nøjagtig det samme sted som sidste år, så jeg (det meste af tiden) slap for at gå forvirret rundt og lede efter stande i hver sin ende af hallen.

Første punkt på programmet: Ane Cortzen interviewer Sofie Diemer og Pejk Malinovski.

Jeg havde i forvejen forberedt et ambitiøst program, som blandt andet inkluderede Don Rosa, Erlend Loe, Ane Riel, Dorthe Nors, Hella Joof, Tomas Espedal, Søren Ulrik Thomsen og Linn Ullmann. Set i bagklogskabes lys var det måske for ambitiøst, for jeg endte med kun at høre én samtale i sin fulde længde, nemlig den med Linn Ullmann sidst på eftermiddagen. Meget af tiden gik med at stå i kø til signeringer og ose mellem de forskellige stande. Og hilse på forfattere og andre kendte ansigter fra Twitter og bloggerverden. Jeg fik dog også opsnappet brudstykker af samtaler rundt omkring på messen, men det er – som de fleste tilstedeværende kan bekræfte – svært at få ørenlyd, når bare man står få meter væk fra scenen, og et kakofoni af stemmer blander sig med hinanden.

En koncentreret forfatter: Linn Ullmann signerer på livet løs på Arnold Buscks stand.

Mit budget til at købe bøger for var ikke strammere end sidste år, alligevel endte jeg med kun at købe 3 bøger, heriblandt vinderen af Debutantprisen (Techno af Niels Henning Falk Jensby), som tilfældigvis var signeret, på Arnold Buscks stand. Til gengæld havde jeg en stak bøger med hjemmefra af de ovenstående forfattere til signering, som jeg slæbte rundt på, så det var nok meget godt, at mine skuldre ikke blev alt for belastet. Man kan let blive fristet af alle messens tilbud, så jeg gik efter de bedste af dem og nøjedes med at købe de bøger, jeg reelt regner med at få læst.

En blanding af nye og gamle bøger: Det lykkedes mig at få alle mine bøger signeret, lige med undtagelse af Haruki Murakamis “Fødselsdagshistorier” og Timur Vermes “Han er tilbage” (og med god grund). Ovenover ses Ullmanns, Espedals og Joofs dedikation.

Et gedemarked
Bogforum ER et gedemarked, som jeg efter mine besøg i år og sidste år har udviklet et had-/kærlighedsforhold til. Det er varmt, trangt, støjende, og mennesker skubber og puffer til hinanden; programmet er for stort, for bredt, og der er for mange arrangementer, som ikke har noget som helst med bøger at gøre (hvad laver Linse Kessler og hendes familie, bandet Folkeklubben – og en madscene (sic!) på Bogforum?); samtalerne for korte og overfladiske. Men alt det ved jeg jo godt; det er en del af charmen og en del af pakken. Det, Bogforum også er, er en enestående mulighed for at møde forfattere, få sine bøger signeret, måske købe julegaver til billige penge, snakke med andre litterært interesserede. Og mon ikke jeg, trods mit ambivalente forhold til arrangementet, vender tilbage næste år?

Når man forveksler kærlighed med en saks af Tomas Lagermand Lundme

Når man forveksler kærlighed med en saks af Tomas Lagermand Lundme, udgivet på Gyldendal i 2016.

Om jeg begriber, hvordan Tomas Lagermand Lundme kan være så produktiv: Hans seneste udgivelse, ungdomsromanen med den knap så mundrette titel “Når man forveksler kærlighed med en saks”, er den tredje bog i hans navn udgivet i 2016. Oveni kommer hans andre arbejder som billedkunstner og dramatiker. Det er, uanset hvordan det har kunnet lade sig gøre, dybt imponerende.

I romanen følger vi en ung, unavngiven dreng i starten af teenageårene. Bogen er delt op i et nutids- og datidsplan (kaldet “Dengang” og “Nu), begge dog fortalt i nutid. Det er en interessant og ret raffineret konstruktion, fordi starten af bogen således også er slutningen (idet “Dengang” nødvendigvis kommer forud for “Nu”); men romanen både åbner og lukker med “Nu”, og slutningen er derfor åben.

Jeg ser på tekanden. Jeg gør det ikke. Jeg gør det ikke. Alligevel gør mine hænder det. De kan ikke lade være. Det er ikke kærlighedens skyld, det her. Det er min egen. Av, siger jeg, men fortsætter alligevel lidt for længe. Smerten skal bo her. Den skal også bo her. Jeg har for længst lært at elske den.

Som følge af forældrenes skilsmisse er jeg’et ladt alene tilbage med sin stærkt alkoholiserede mor, som kun er ædru, når hun sover. Imens er faren flyttet sammen med sin nye kone (der meget symptomatisk kaldes “Æslet”). Da morrollen bliver for uoverkommelig for hende, kommer han i pleje hos sine bedsteforældre, til hun er ovenpå igen. Opholdet hos dem er ikke nogen videre succes, forholdet imellem dem er kejtet, samtalerne unaturlige. Men mødet med Mads – farens paplillebror – bliver et positivt vendepunkt for jeg’et, der længe har længes efter tosomhed og gensidig kærlighed. Imidlertid er der sår, tiden ikke kan læge, og med jævne mellemrum gør jeg’et stadig skade på sig selv, dengang som nu, i flere af bogens mest hjerteskærende scener.

Lundmes bog er som altid meget let at læse: så godt som alle sætninger er korte (og kapitlerne lige så) hovedsætninger med en enkel syntaks. Imidlertid synes sproget til tider for nøgternt til historien; som om jeg’ets indre ikke rigtigt kommer til udfoldelse i romanen, og at det komplekse forenkles. Alligevel er det en fin coming-of-age fortælling, til tider både rørende og poetisk, om at blive voksen og måske-måske ikke bryde fri af sit ophav.

Sommerhus af Amalie Laulund Trudsø

Sommerhus af Amalie Laulund Trudsø, udgivet på Rosinante i 2016.

I 2013 debuterede Amalie Laulund Trudsø med den anmelderroste Koordinater, som består af 60 korte prosatekster om en ung kvinde der flytter til storbyen. I år er hun atter aktuel – med romanen Sommerhus. Og mens jeg har haft svært ved at genrebestemme Koordinater – er det en kort roman (en såkaldt novella) eller en digtsamling? – er der denne gang ingen tvivl om at Sommerhus er en roman, og at læse den har været en udsøgt fornøjelse.

I Sommerhus er Trudsø taget væk fra København, tilbage til barndommens sommerferier i et sommerhus på Ordrup Næs ved Sejerøbugten. Hér tilbringer hovedpersonen, en unavngiven jeg-fortæller, hver sommer (og de fleste øvrige skoleferier) med sine forældre og storebroren Magnus – og de venner og veninder, der er en lige så fast bestanddel af sommeren som solen og de lyse nætter, og som kun findes i sommerlandets afgrænsede verden:

Vi ses, siger jeg til Asta og Marie, bliver pludselig forlegen og kan allerede mærke et andet liv lægge sig mellem os, frygten for, at jeg ikke vil efterlade et aftryk, der er kraftigt nok til at opretholde vores venskab, til vi ses heroppe igen.

Hovedpersonen er en ung pige, måske forfatterens alter-ego, som hverken er barn eller voksen, men på tærsklen til at være det midt imellem: teenager. Denne forandring, der både er mental og fysisk, er det, bogen først og fremmest handler om. Det tematiseres allerede på én af bogens første sider, hvor jeg’et iklæder sig “en af de allerede for korte sommerkjoler fra sidste år”. Sommeren er derfor den tid på året, hvor udviklingen – som forekommer pludselig, skønt den er foregået over et år – bliver meget konkret og særligt mærkbar, når man er vokset fra sommerkjolen eller badedragten, der året før passede perfekt. Eller, som det hedder i en nøglescene, hvor jeg’et irettesættes af moren for at færdes nøgen i sommerhusområdet:

Min mor siger, at jeg er blevet for gammel til at rende rundt i offentligheden uden tøj på […] En mærkelig følelse af skam går gennem mig ved hendes ord, det havde jeg ikke tænkt på. Faktisk kommer det fuldstændig bag på mig, at min nøgne krop nu skal forbydes på særlige steder, at man kan vokse fra retten til at gå rundt uden tøj på.

Somrene på Næsset ligner hinanden og gentages næsten rituelt år for år: fisketure i jollen, solbadning og ubekymret leg, fællesspisning og bålaftener på stranden. Ja, lige indtil de er blevet for gamle til det og erstatter saftevand med øl og Martini. Hertil skal det også applauderes, at Trudsø vælger at forblive i sommerlandet og ikke falder for fristelsen til at tage med familien hjem, så at sige: livet derhjemme med spejderlejre og kortimer, ridning og andre fritidsaktiviteter, berøres kun flygtigt, hvilket giver karakterernes baggrund et – klædeligt – lidt mystisk præg:

Ting, der foregår derhjemme, kan vi ikke rigtigt forholde os til, vores fælles horisont slutter nede bag Ordrup og ude, hvor Sejerøfærgen i sin evindelige rutefart tegner en usynlig grænse.

Det er især blikket for forskydningerne i familien og i forhold til de andre børn – det ambivalente søskendeforhold, pludselig at stoppe med at kysse sine forældre på munden etc. – der gør Sommerhus til en uforglemmelig roman. Men også landskabet er tegnet så skarpt op, at man som læser har følelsen af selv at ligge på stranden med sand mellem tæerne, mens lyden af legende børn i baggrunden aftager og tiltager, som om nogen skruede op og ned for styrken på en radio. Sommerhus er skrevet frem i et præcist, sansemættet og sensibelt sprog, og den rummer nogle af de smukkeste barndoms- og landskabsskildringer, jeg nogensinde har læst. Et helstøbt og stilsikkert værk, som cementerer, at Amalie Laulund Trudsø er en af de mest talentfulde, unge danske forfattere. Det skal blive spændende at følge hendes videre forfatterskab.

Sommerlæsning

Sommerferien betyder for mange afsked med pligtlæsningen til fordel for lystlæsningen. Det er snart et år siden, jeg blev student og gik på sommerferie. Den mellemliggende tid har føltes som én lang ferie, hvor man mister fornemmelsen for tid og glemmer, om det er hverdag eller weekend. Den enorme mængde fritid som sabbatåret bringer med sig er til tider dræbende, andre gange befriende. Men ikke desto mindre har tiden til at læse været et plus, og selvom sommerferien næppe kommer til at ændre mine læsevaner væsentligt, har jeg – og en masse andre – alligevel en tendens til nøje at udvælge de bøger, der skal læses henover sommeren. Her er 4 (nyere) bøger, jeg planlægger at læse, og som jeg med stor sandsynlighed skriver om efterfølgende:

Ernest Hemingway: Solen går sin gang (oprindeligt udgivet i 1926, genudgivet i 2015 på Lindhardt & Ringhof). Hemingway er hvad man kan kalde forfatternes forfatter, som alle skrivende har et forhold til; ser op til eller ser bort fra. Solen går sin gang er en bog, som mange af mine litterære helte peger på, som bogen, der fik dem til at starte med at skrive. Bogen har stået på min reol i et halvt års tid, og det er ikke, fordi jeg hverken har haft tid eller lyst til at læse den før nu; jeg har bare gået og ventet på det rigtige tidspunkt. For selvom man kan læse en bog igen og igen, er det noget helt særligt at læse en bog første gang. Men nu skal det være. Læs mere om Solen går sin gang her.

Peder Frederik Jensen: VOLD (2016, Samleren). VOLD hørte jeg for første gang om i november 2014, hvor Peder holdt foredrag om sin novellesamling Banedanmark – på en location, der næppe kunne have været mere velvalgt, nemlig Danmarks Jernbanemuseum. Romanen har været 7 år undervejs og markerer, som jeg ser det, på flere måder et vendepunkt i forfatterskabet, der hidtil har bestået af ultrakorte og ordknappe romaner og novellesamlinger foregående i Danmark: VOLD er på 381 sider og krydsklipper mellem Danmark og Afrika. Af Kristeligt Dagblad blev den anmeldt under overskriften “Sæsonens mest markante bogudgivelse”. Det er ligesom Solen går sin gang en bog, jeg længe har set frem til at give mig i kast med, og den står derfor også højt på min læseliste. Læs mere om VOLD her.

Amalie Laulund Trudsø: Sommerhus (2016, Rosinante). Amalie Laulund Trudsø er en af de nye, unge danske forfattere, som jeg glæder mig til at følge i fremtiden. Hendes debut Koordinater fra 2012 – 60 københavnertekster om at flytte til byen og lade byen flytte ind hos sig selv – er usædvanligt vellykket og overbeviste mig om hendes åbenlyse talent. Nu er hun tilbage med romanen Sommerhus, hvor et sommerhus i Sejerøbugten danner rammen for familieliv i tre generationer i 1990´erne. Meget tyder på, at romanen er overordentligt oplagt sommerlæsning. Læs mere om Sommerhus her.

Kjell Askildsen: Venskabets pris (2016, Gyldendal).
Det var en stor, litterær sensation, da Kjell Askildsen og hans norske forlag Oktober sidste år meldte ud, at en ny novellesamling – den første i 19 år – fra Askildsens hånd snart ville komme i handlen. Den aldrende Askilden (f. 1929) er så godt som blind og ude af stand til at skrive. Denne udgivelse består derfor af noveller, der har ligget i skrivebordsskuffen siden 2004, men først nu udgives. Jeg stiftede første gang bekendtskab med Askildsens sublime fortællekunst sidste år, da et udvalg af hans noveller blev udgivet på dansk under titlen De 18 bedste, og jeg priser mig lykkelig over, at hans absolut sidste novellesamling allerede foreligger på dansk. “Kjell Askildsen giver som ingen andre sprog til den indre uro og det uforløste i mødet mellem mennesker,” skriver forlaget: Hos Askildsen er der imidlertid snarere tale om et ikke-møde end et møde mellem mennesker. Læs mere om Venskabets Pris her.

Hvilke bøger skal du læse henover sommeren?