Det tidlige forår af Tove Ditlevsen

1649037_1456130169

Det tidlige forår af Tove Ditlevsen, udgivet på Gyldendal i 2015 (oprindeligt udgivet i 1967)

“Det tidlige forår” samler Tove Ditlevsens to første erindringsbøger Barndom og Ungdom, begge skrevet mens hun var indlagt på det psykiatriske hospital Sct. Hans, hvor hun efter eget udsagn “tilbragte nogle af de lykkeligste stunder i mit liv”. I “Barndom” kredser Ditlevsen især om hjemmet og familien, om morens selvtilstrækkelighed og farens reserverede væsen samt det ambivalente forhold til storebroren Edvin.

Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp. Den er der hele tiden, og alle kan se den lige så tydeligt, som man kan se Smukke-Ludvigs hareskår.

Mens “Ungdom” beskriver Ditlevsens lange vej til at blive forfatter, besværliggjort af de uinspirerende (og kortvarige) ansættelser på bl.a. kontor og lager, der dræner hende for energi. Siden barndommens famlende nedfældninger i poesibogen begynder hun i ungdommen at skrive “rigtige” digte, hvad afføder en trang til at blive set og hørt. Lykkelig er hun derfor, da hun opdager lyriktidsskriftet Vild Hvede (Hvedekorn) og redaktøren, den 30 år ældre Viggo F. Møller (som hun senere gifter sig med; men det er en helt anden historie), som kan indfri hendes drømme om at komme frem i verden.

Hun sender ham 3 digte, hvoraf det ene af dem – “Til mit døde barn” – bliver antaget. Som 19-årig debuterer hun i Vild Hvede med digtet “Til mit døde barn”, hvorved hun gør sin fars udsagn om, at en pige ikke kan blive digter til skamme. Troen på sig selv har hun imidlertid altid haft, og allerede i barndommen tænker hun:

Engang vil jeg skrive alle de ord ned, der gennemstrømmer mig. Engang skal andre mennesker læse dem i en bog og undre sig over, at en pige alligevel kunne blive digter.

Til sammen udgør “Bardom” og “Ungdom” nogle helt enestående erindringer, som enhver med interesse for Ditlevsen bør læse. Er man – af uforklarlige grunde – ikke allerede fan af Tove Ditlevsen, kan man ikke undgå at blive det efter at have læst denne bog. Hjerteskærende erindringer, som afslører forfatterens egen sårbarhed, ensomhed og forfængelighed – alt sammen skrevet i et lydefrit, smukt og poetisk sprog.

Reklamer

Solen går sin gang af Ernest Hemingway

HEMINGWAY_2015_forsider.indd

Solen går sin gang af Ernest Hemingway, udgivet på Lindhardt og Ringhof i 2015 (i oversættelse af Inge og Klaus Rifbjerg), oprindeligt udgivet i 1928. 

“Solen går sin gang” er Hemingways debutroman, og den indledes med et citat af Gertrude Stein, det nok så berømte udsagn: “I er alle en fortabt generation”. Generation dækker, uddyber Stein i Hemingways “Der er ingen ende på paris”, over “alle I unge der gjorde tjeneste i krigen. I har ikke respekt for noget som helst. I drikker jer ihjel”. Litterært omfatter generationen – foruden Hemingway – desuden forfattere som F. Scott Fitzgerald (The Great Gatsby), T.S. Elliot (The Waste Land) og James Joyce (Ulysses).

Historien er i sig selv spinkel og kan næsten stå på bagsiden af en Gajolæske, men vigtigst er det også, hvordan den er skrevet fremfor hvad den handler om: Vi følger en gruppe desillusionerede og rodløse unge i 1920’erne, som efter første verdenskrigs grusomheder har mistet troen på livet og kærligheden og nu fører en dekadent og sorgløs tilværelse – først i det parisiske natteliv, dernæst til Spaniens tyreløb. Krigen har mærket dem alle for livet, men især Jake Barnes, Hemingways alter-ego og fortælleren, der grundet en krigsskade er blevet impotent, og som følge deraf har han svært ved at danne varige kærlighedsforhold. Barnes forelskelse i den engelske overklassepige Brett, som nok gengælder hans kærlighed, men alligevel ikke accepterer ham på grund af hans impotens, er bogens store tragedie.

Hemingway bliver ofte betegnet som minimalist, hvilket forekommer absurd, når han har skrevet en bog som “Hvem ringer klokkerne for” på næsten 700 sider (som jeg endnu ikke har læst). “Solen går sin gang” er imidlertid kun halvt så lang. For skriver minimalister ikke fragmentariske, papirtynde bøger? Det er i hvert fald den gængse opfattelse: Minimalisme er at gøre tingene mindre, men Hemingway gjorde ikke tingene mindre; han gjorde dem større.

Mange betegner “Den gamle mand og havet” som det ypperste, Hemingway har præsteret, og det var da også den, der udløste Nobelprisen for selvsamme forfatter i 1954, skønt prisen ganske vist omfattede hele forfatterskabet; men sammenlignet med “Solen går sin gang” er den lille og uanselig af størrelse såvel som indhold. Alle store temaer som krig og kærlighed, venskab og fjendskab, afsavn og længsel, udfoldes i denne roman, hvor ikke ét ord er overflødigt.

At det ovenikøbet er Hemingways debut som romanforfatter, er en pragtpræstation uden lige. Jeg kan godt se, hvad det er, han gør, men jeg kan ikke se, hvordan han gør det, hvordan han kan gøre det. Skrive så smukt, så bevægende og så hjerteskærende. Heldigvis er Hemingways forfatterskab så stort, at der altid vil være noget at tage af, altid vil være noget man ikke har læst før: “Er det ikke en smuk tanke?”

Michael Strunge – Digtning og virkelighed af Peter Rewers

1649184_1456830734

Michael Strunge – Digtning og virkelighed af Peter Rewers, udgivet i 2015 på Gyldendal.

Michael Strunge – Digtning og virkelighed er den ultimative biografi om Michael Strunge, som følger digteren fra fødsel til den alt for tidlige død. Jeg har aldrig rigtig læst noget af Strunge, ikke engang i gymnasiet, så mit kendskab til ham baserer sig mest på den berømte og berygtede udsendelse af litteraturmagasinet Bazar, sendt på DR i 1984, hvor Michael Strunge og Pia Tafdrup sidder overfor Lola Baidel og Kristen Bjørnkjær. Det var 70’ernes bekendelseslyrik vs. 80’ernes “rigtige” poesi; den tilgængelige lyrik vs. den utilgængelige. Særligt Strunge og Baidel røg i totterne på hinanden, og han kaldte hendes poesi for “fiduspoesi”:

Udsendelsen blev efterfølgende slettet fra DR’s arkiver og findes i dag kun i en udgave optaget på VHS, hvor starten og slutningen mangler; men hvorom alting er, er Bazar-udsendelsen meget betegnende for 80’erne og for den mediebevidste Strunge, som i høj grad levede i medierne – og af medierne.

Rewers kommer godt omkring alle aspekter af Michael Strunge og den tid, han var et produkt af, så man ikke sidder tilbage med følelsen af, at noget er udeladt. Alligevel er han måske for grundig: fx er det helt og aldeles overflødigt at nævne at Johannes Møllehave var vikar på den skole i Hvidovre, Strunge gik på – når det vel at mærke var før, han selv begyndte. Indimellem digter Rewers videre på myten om Strunge og forestiller sig, hvordan det var at være ham – og ikke kun hvordan han var. Dette indebærer naturligvis, som han selv skriver, “spekulation og dramaturgisk konstruktion”, og netop fordi fiktionaliseringerne ikke er andet end gæt (om end kvalificerede), og fordi de ikke bidrager med meget nyt eller noget væsentligt, kunne disse med fordel være udeladt. Men velskrevet, det er den. Og tilmed rigt illustreret.

strunge01

 

Indre by af Jeppe Krogsgaard Christensen

1667200_1449294511

Indre by af Jeppe Krogsgaard Christensen, udgivet på Gyldendal i 2015.

Det lille, næsten ubetydelige og ikke-eksisterende, jordskælv, der ramte København d. 6. august 2012, danner ramme for 18 fortællinger i Jeppe Krogsgaard Christensens Indre by, som på trods af genrebetegnelsen »roman« ikke (skal) læses som en roman. Det samme gælder Åben himmel (2014), som Indre by er en selvstændig fortsættelse til. I begge romaner er der mange personer og skæbner at holde styr på i modsætning til den gængse roman, hvor handlingen er centreret om én person. Således introduceres der i hver fortælling (betitlet efter hovedpersonen i den) – eller novelle, om man vil – en ny person og en ny stemme.

På de 200 sider romanen varer, når vi blandt andet at høre om frisøren Lisette, hvis forretning kun er gået ned ad bakke, siden den dag kvinderne – takket være Carmen Curlers – “blev deres egne frisører”. Om VUC-eleven Xenia, der ved en fejl et sender et fem sider langt digt (“jeg er krateret foran tivoli / jeg er to billetter til Justin Timberlake” m.v.) til sin lærer, som i irritation over Xenias manglende aflevering slet ikke opdager dennes åbenlyse talent for at skrive. Om sproglæreren Jack, der bliver rig og berømt for sine foredrag, hvor han plæderer for, at brugen af ‘men’ undlades for i stedet at anvende ‘og’ (“så ville tilværelsen måske komme til at stå i et andet lys, måske endda forandre sig til det bedre”). Og om fotografen Lars, der arbejder for en ejendomsmægler og er i gang med at tage billeder af en lejlighed på Frederiksberg tilhørende kunstneren Inger Ekelöf.

Der er et væv af linjer over bykortet, og hvis alle arbejdsdagene, alle arbejdsårene, blev lagt oven på hinanden, ville byen forsvinde under linjerne.

Hende, Inger Ekelöf, stiftede undertegnede – og andre læsere – for første gang bekendtskab med i Åben himmel, og således er der flere fortællinger, som peger frem og tilbage og væves ind i hinanden. Det er rigtig godt tænkt og eminent udført. Krogsgaards persongalleri går på tværs af køn, alder og social baggrund og er tilpas varieret til, at man også – og med al ret – kan kalde Indre by for et portræt af København og københavnerne anno 2012. Til tider fremstår fortællingerne dog lidt for flygtige og fragmentariske, hvilket både er en styrke og en svaghed: En styrke, fordi der er skåret ind til benet, og kun det allermest nødvendige står tilbage; en svaghed, fordi personskildringerne nu og da bliver for tynde, og fordi der ganske enkelt er for lidt “at komme efter”, for lidt historie til at læseren engageres.

Sproget er der imidlertid intet at udsætte på: Krogsgaard synes at have legende let ved at skrive og gør det med sikker hånd, i et lydefrit og til tider klædeligt lyrisk sprog. Så vidt vides er bøgerne om København og københavnerne tænkt som en trilogi, og allerede nu ser jeg frem frem til at læse om flere københavnerskæbner og se, hvilken begivenhed der kommer til at udgøre omdrejningspunktet i tredje og sidste bind.