SZ – et livs billeder 1944-2014 af Suzanne Brøgger

1644110_1456129465

SZ – et livs billeder 1944-2014 af Suzanne Brøgger, udgivet i 2014 på Gyldendal

Forleden så jeg dokumentaren “SKÅR” om den ukronede dronning af dansk litteratur, Suzanne Brøgger, som jeg følte mig i umådeligt godt selskab hos og straks forelskede mig i. Hvem kan ikke det efter følgende åbningsreplik: “Fotograferer du også fødderne? For så skifter jeg sko!” Se, dét er en dame, der er bevidst om sit image. I dokumentaren følger et kamerahold Brøgger det sidste halve år op til hendes 70 års fødselsdag, en milepæl der bl.a. markeredes med “Krukke” af Louise Zeuthen – en biografi om de første 40 år af Brøggers liv – og så denne bog, “SZ – et livs billeder 1944-2014” – en slags illustreret pixiselvbiografi. Det fremgår af indledningen, at bogen er et bestillingsarbejde fra forlaget: “Gyldendal har bedt mig samle 70 billeder fra 1944-2014”. Jeg har ikke talt, men er alligevel overbevist om, at der i bogen er mere end 70 illustrationer – ikke at det gør noget (de er skønne!), men det strider vel lidt imod konceptet.

Alle sagde, at Karen Blixen var synsk. Både Thorkild Bjørnvig og Aage Henriksen. “Hun gennemskuede én. Men det var ikke ubehageligt, det var dejligt,” sagde Erling Schroeder. Det samme kan man sige om Klaus Rifbjerg. Han ser lige durk igennem mennesker og ved, hvem de er. Det har ikke været lige rart for alle. Men for mig har det været godt. Han siger, jeg er en heks.

Bogen er en underlig collage bestående af tekststumper (som skiftevis kaldes “S” og “Z” af en grund, bogen ikke giver svar på, og som jeg heller ikke selv blev klog på), (privat)fotografier – både med og uden forfatteren, uddrag fra Brøggers egne og andres bøger, avisudklip, ordsprog, plakater m.v. I denne brogede tekstsamling drukner Brøggers egen stemme desværre hurtigt. Og forventer man en levnedshistorie fra fødsel til nu, vil man blive slemt skuffet. De til lejligheden kun få nyskrevne tekster omhandler oftere forfatter(kollegaer)e som Françoise Sagan og Villy Sørensen eller mindeværdige møder med kendte såsom Andy Warhol, Dalai Lama og dronningen end om Suzanne Brøgger selv – i hvert fald personen Suzanne Brøgger. De enkelte undtagelser – hvor hun rent faktisk skriver om sig selv – er formuleringer som er så kortfattede, så vage, at man kan ligefrem kan se Brøgger for sig sidde med et glimt i øjet efter at have skrevet en sætning som denne: “Jeg gjorde det – omvendt. Først kritiserede jeg ægteskabet. Så giftede jeg mig”.

“SZ – et livs billeder 1944-2014” er en bog, som giver lyst til at gå på opdagelse i Brøggers forfatterskab, hvad enten det er på ny eller for første gang. Som selvstændig udgivelse er den udmærket, uden at udmærke sig særligt; dertil bidrager den med for lidt nyt og for lidt tekst fra Suzanne Brøggers egen hånd.

Reklamer

Hvis det er af Helle Helle

7695925-saxo-photo

Hvis det er af Helle Helle, udgivet på forlaget Samleren i 2014.

Hvis det er er Helle Helles seneste roman fra 2014 om to løbere, en mand og en kvinde, der er faret vild i en skov – og i livet. Den ene hedder Roar og arbejder på et kontor kaldet Drop IT Shoppen, hvor han reparerer folks PC’ere. Kontoret ligger afsides, hvorfor kontakten med kollegaerne er begrænset. I det hele taget er Roar lidt af en ensom starut. Selvom det er ham, der er fortælleren, hører vi ikke meget om hans fortid. Måske, fordi der ikke er så meget at fortælle. Han er 48 år, men har stort set boet alene hele livet, og altid det samme sted, i Hundige. Imidlertid afsløres det hen imod slutningen af bogen, at der engang var en, der hed Grete, uden at han evner eller ønsker at gå i detaljer om forholdet. “Tiden er bare gået,” siger han.

Jeg skal gøre det kort, jeg ved ikke, hvad jeg skal. Jeg er faret vild i den store skov. Jeg er ikke naturens muntre søn, det sagde de andre i forgårs over kaffen. Men her er jeg under de jyske kæmper, i såkaldte løbesko.

Da Roar møder den kvindelige løber, der næsten hedder Jens Vejmand til efternavn, i skoven, er han iført et par løbesko i to forskellige størrelser. Det er første gang, han er ude at løbe, mens Vejmand, der er ti år yngre, har løbet i næsten et år, hun har mistet 12 kg og så meget andet. Et stykke inde i romanen udfoldes hendes historie igennem Roar, og herfra krydsklipper romanen mellem de to løberes vildfaren i skoven og Vejmands fortid. Man skal, går jeg ud fra, forestille sig, at den kvindelige løber fortæller sin livshistorie til Roar i det shelter, hvor de har søgt ly, og at det er den, Roar refererer. Konstruktionen med en roman inde i romanen er et spændende valg, men knapt så vellykket. Bogens to dele er hver for sig eminent skrevet, men de hænger kun løst sammen.

Vi hører om hendes omtumlede liv og omskiftelige tilværelse, hvor hun ustandseligt flytter fra by til by og fra job til job. Selvom det udefra kan se ud, som om hun har haft et mere interessant liv end Roar, minder de påfaldende meget om hinanden på ét punkt. Som Roar er hun heller “ikke i stand til at sige præcis, hvad årene ellers gik med.” Tiden er med andre ord løbet fra dem begge. Og så er vi tilbage ved et tilbagevendende tema hos Helle Helle: De såkaldte “jeg-svage” kvinder, der navigerer retningsløst gennem tilværelsen, lever fra dag til dag uden noget større perspektiv for fremtiden, og som i det hele taget ikke gør meget væsen af sig. Der er ingen som Helle, der kan skrive så godt om mennesker, der ikke ved, hvad de vil.

Det særlige ved denne roman er, at det er den første roman fra Helle Helle, som har en mandlig jeg-fortæller, ligesom det er første gang en af hendes romaner foregår i Jylland. Det er anden gang, jeg læser bogen, og skønt den var bedre, end jeg husker den, er Hvis det er ikke forfatterskabets bedste bog. Det er, som om hun kun når halvt i mål denne gang. Alligevel er det en fin, lille bog, som fortjener at blive læst.