Mig og Knausgård

knausgaard-andre-loeyning-1-svhv
Foto: André Løyning

Det er snart to år siden, jeg læste første bind af Min kamp for første gang, det var i sensommeren 2015, jeg var lige blevet student, og fordi jeg havde valgt at tage et års sabbat, havde jeg masser af tid, blandt andet til at læse. Jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skulle få tid til at læse Karl Ove Knausgårds monumentale værk, som jeg længe havde haft lyst til, var det nu. Pengene var små, så jeg lånte et godt slidt eksemplar af førsteudgaven på biblioteket, siderne var let krøllede, og der var både æselører og understregninger, alt sammen det, der gør biblioteksbøger til noget helt unikt.

Allerede i bussen begyndte jeg på bogen, og jeg glemte næsten at stå af, fordi jeg allerede var så draget af fortællingen. Da jeg kom hjem, fortsatte jeg, hvor jeg slap. Jeg læste og læste, og selv når jeg ikke læste, var jeg stadig inde i bogen, tænkte på Karl Ove, nogle gange ligefrem som ham. Jeg følte og føler stadig en stor samhørighed med ham og hans måde at være i verden på, genlæste sætninger, memorerede dem. Den optog mig så meget, formen forekom mig sublim, tonen oprigtig, og efter at have bladret den sidste side under en uge senere og lukket permerne om hinanden, ramtes jeg af en tomhed, som ikke engang dét straks at kaste sig over toeren ville kunne udfylde (endsige forekom mig tænkeligt). Det var en alt for stor mundfuld: portrættet af faren, der også er et portræt af forfatteren, barndoms- og ungdomsskildindringerne, venskaber som glider over i bekendtskaber, nytårsfester, hvor man vandrer flere kilometer for at komme til en fest, man ikke engang kan vide sig sikker på at blive lukket ind til… Jeg holdt en pause fra at læse derefter, havde ikke brug for at læse andet i et stykke tid, men da pausen ophørte, havde jeg vitterligt ikke tid til at læse, jeg begyndte at tage kørekort, og alle mulige andre ting optog pludselig min tid.

1567191_1498710430

Juli 2017: Jeg har længe villet genoptage læsningen af Min kamp. Som litteraturstuderende på snart 3. semester er Karl Ove Knausgård et navn, der af og til nævnes, også selvom han ikke har været på pensum endnu, men hvad han med garanti snart vil komme. Og jeg vil hellere læse af ham af lyst end af tvang. Før og efter Min kamp 1 har jeg læst essaysamlingen Sjælens Amerika og de to første bøger, Om efteråret og Om vinteren, i årstidskvartetten, hans seneste projekt, så det er ikke, fordi jeg har forsømt min Knausgård. Og jeg har været glad for det, jeg har læst.

Jeg læste for et stykke tid siden et interview med forfatteren Lone Hørslev, hvor hun gik til bekendelse: hun har aldrig læst Knausgård. Det var for uoverskueligt et projekt. “Jeg bliver helt træt på forhånd, også selvom jeg VED, det er godt. Jeg har læst interviews med Knausgård, og jeg har set ham live. Han er på alle måder interessant. Bøgerne er interessante. Omfanget af værkerne er bare for volumniøst” sagde hun og satte ord på min vægren mod at fortsætte Knausgård-projektet. At fortsætte projekt forekom mig på alle måder tungt, og jeg forstod (og forstår stadig ikke), hvorfor bøgerne skal svulme op til den store størrelse. Som læser og (in spe) skrivende er jeg også (blevet) langt mere optaget af den lille skrift, som Knausgård absolut ikke dyrker.

Nu, i sommeren 2017, har jeg så alligevel sat mig for at begynde forfra, og indtil videre har jeg genlæst første bind. Det VAR godt, men dét, at jeg på forhånd vidste, at det var det, gjorde unægteligt også læsningen forudsigelig og kedelig: mine forventninger blev indfriet, men ikke mere ikke mere end det, bekræftede mig bare i det, jeg i forvejen vidste. Passager syntes pludselig uendeligt lange og kedsommelige, og selvom det indimellem – ja, faktisk det meste af tiden – var fremragende skrevet, var det mest af alt dette: langt og kedsommeligt.

Måske er det mig og min smag, der har ændret sig; måske var jeg forblændet, første gang jeg læste Min kamp. Måske skulle og skal jeg fremover bare afholde mig fra at genlæse lange bøger, fordi de ikke overrasker. Nuvel, dette er ikke en afsked med Karl Ove Knausgårds 3600-siders (!) lange Min kamp. Jeg har foreløbigt planlagt også at læse næste to bind i løbet af sommeren, som vistnok blev udgivet samtidigt med bind 1 i Norge i 2009. Måske vil min mening om ham ændre sig derefter, måske ikke.

To be continued.

Men jeg er her jo af Jørgen Leth

1721900_1497588675

Men jeg er her jo af Jørgen Leth, udgivet i 2017 på forlaget Gyldendal. Anmeldereksemplar fra forlaget.

I anledning af Jørgen Leths 80 års fødselsdag udkom bogen Men jeg er her jo (på selve dagen). Bogen har ingen genrebetegnelse, men kan fint læses i forlængelse af Leths andre erindringsbind – fra den kontroversielle Det uperfekte menneske (2005) til Mine helte (2015). Den kan også læses uden forkundskaber i Leths øvrige forfatterskab, digte såvel som erindringer, helt for sig selv. For lige så meget som bogets jeg (næsten selvfølgeligt) læses som biografisk, som Jørgen Leth selv, er det ikke (kun) erindringer; men det er heller ikke en roman.

Den er derimod en genrehybrid, som der står på bagsiden, “erindringer, meditationer og fiktioner om kvinder, rejser, drømme, steder”. Alt sammen skrevet i en dagbogsagtig form – med korte (nogle gange ufuldstændige) sætninger, indtryk og sansninger, som nedskrives, mens de opleves. Bogens fysiske format alluderer da også til de populære kina-notesbøger.

Nogen egentlig handling har den ikke, men skal man opsummere den handler den om Leths ophold i Rom og Haiti i perioden 2016-2017: hvad der sker i løbet af dagen, og hvad han tænker på imens, eller hvad der – som langt oftere er tilfældet – ikke sker. For ugideligheden går igen hver eneste dag: “Ting, jeg ikke må, ting, jeg skal gøre, indhold, indhold, det gider jeg ikke. En dag uden indhold, er det en god dag? Ja, helt klart” (s. 22); “Jeg gider ikke tænke en tanke igenne, gider ikke blive færdig med noget” (s. 39); “Gider jeg? Huske pung, huske tanker, huske mig selv? (s. 43) etc. etc. etc. Selv kunne jeg ikke undgå at komme til at tænke på Søren Kierkegaards berømte diapsalmata i Enten-Eller:

Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke.

Kendere vil, måske efter at have hørt det populære radioprogram Spørge Jørgen på Radio24syv, kunne genkende mange af Leths karaktertræk, som når han allerede på første side (bogens side 7), taler til sine usamarbejdsvillige sko: “Kom nu, dumme sko, for helvede! På med dig! Satan!”.

En meget malende reportage af en genuin interesse for skildpadders liv og levned hører til et af bogens højdepunkter. Og der er fine passager om helte, som vækker mindelser om Mine helte (2015) – filminstruktører som Godard, Antonioni og Dreyer og en lang række af cykelryttere, herunder Michael Rasmussen. Men ikke Chris Froome: “Froome ser forfærdelig ud på en cykel. Vi kan ikke lide ham” (s. 76), som det lakonisk lyder.

Der er noget meget absurd, men også Lethsk ved bogens gennemgående insisteren på langsomhed og ugidelighed. Et af hans mottoer er  jo netop “at forvandle ingenting til noget”, og det demonsterer han overbevisende i denne bog. Man skal ikke have læst meget af Jørgen Leth for at vide, at “Men jeg er her jo” er en yderst form for eksperimenterende prosa, man ikke er vant til at se fra hans hånd. Pressemeddelelsen citerer da også Leth for at kalde den noget så pompøst som “en fornyelse af mit forfatterskab”. Såfremt den er det, vil jeg med om muligt endnu mere begejstring end før følge med i Jørgen Leths forfatterskab fremover.

At klædes af som en råkold regn. Om Jeg er levende.

I går aftes var jeg i Cinemateket, som i anledning af Jørgen Leths 80 års fødselsdag afholder en række arrangementer med introduktioner og foredrag til og om hans oeuvre med efterfølgende visning af udvalgte film fra Leths lange karriere. Og som en passende start på festlighederne var hovedpersonen selv inviteret i går til at tale med Søren Ulrik Thomsen om hans portrætfilm om ham, Jeg er levende (1999), forud for en repremiere af filmen. Det er en film, jeg selv har set et utal af gange, men at se den på det store lærred, var som at se den for første gang igen. Gammel kærlighed ruster ikke, som ordsproget lyder.

dfi_20081004-101947-7
Fra filmen “Jeg er levende”.

Thomsen lagde ud med at fortælle, at projektet egentlig begyndte 15 år før, han og Leth overhovedet vidste, de skulle lave en film sammen. Dengang boede han på et klubværelse i Købmagergade og havde en særlig frimodighed, som gjorde at han uden videre kunne finde på at banke på hos naboen for at læse et nyskrevet digt op “selvom hun sådan set ikke havde bestilt poesi, som man ringer efter en pizza”. Mange år senere havde dén nabo fået arbejde hos filmselskabet Bech Film og henvendte sig til Thomsen for at fortælle,  at hun ønskede at lave en portrætfilm om ham, men at hun endnu ikke havde nogen instruktør. Thomsen foreslog Leth, for, som han sagde: Hvorfor ikke spørge den bedste? Heldigvis sagde han ja. Thomsen var overbevist om, at spændingen mellem “Leths kølige formalisme og den eksistentielle overophedning i min poesi var kunstnerisk potent”.

Og der er efter min mening kommet en virkelig fremragende film ud af deres samarbejde, en film som naturligt indgår i Leths øvrige værk, også selvom det var et bestillingsarbejde. Holdt i sort/hvide farver og med den melankolske, underliggende jazzmusik af Tomasz Stankos Septet samt Leths karakteristiske langsomhed ser filmen unægteligt ældre ud, end den egentlig er. “Ja, den er ligesom København i 1973,” sagde Søren Ulrik Thomsen (med henvisning til dengang, han lige var flyttet til København – før bl.a. gentrificeringen som han flere gange har polemiseret over) og kunne også lystigt fortælle en anekdote om engang, filmen blev vist i en gymnasieklasse, og en elev nysgerrigt havde rakt hånden i vejret for at høre, hvornår han døde. Lige så lystigt kunne Jørgen Leth, som en apropos, fortælle om engang han så maleren Per Kirkeby (f. 1937), og hvor han på grund af hans stærkt svækkede hukommelse måtte introducere sig selv: “Det er Jørgen,” sagde han. Og han svarede overrasket: “Jørgen… jeg troede, du var død!”.

Det var en inspirerende aften i makkerparrets selskab, og heldigvis er de begge to stadig lyslevende og produktive – Søren Ulrik Thomsen udgav sidste år En hårnål klemt inde bag panelet og pladen POWER med orkestret Det Glemte Kvarter, og i morgen udkommer Leth med bogen Men jeg er her jo.


Hvis man vil læse mere om filmens tilblivelse, har Jørgen Leth skrevet om den i kapitlet “Jeg ville gerne lave en film om et geni” fra erindringerne Guldet på havets bund (2007) og Søren Ulrik Thomsen i essayet “Intet mindre end magisk – om arbejdet med filmen Jeg er levende” i Samlede Thomsen. Filmen er frit tilgængelig på Filmcentralen.

Det forsømte Foraar af Hans Scherfig

1689577_1491453763Det forsømte Foraar af Hans Scherfig, udgivet på Gyldendal i 2016 (opr. fra 1940)

Scherfigs “Det forsømte Foraar” er en udødelig klassiker, som alle bør læse, hvis de da ikke allerede, helst af lyst, har gjort det – eller hvad værre, men nok mere sandsynligt, er: er blevet tvangsindlagt til det i skolen. Hvorfor forklarer litteraten Frederik Schyberg overbevisende i sin anmeldelse af bogen (23.10.40): “Det er lykkedes Scherfig ved Komik, Følelse, Erindringsstyrke, bitre Erfaringer og Had og Nag at sige Ting om Børns Trivsel og Vantrivsel i deres Skoleaar, der har Gyldighed for alle Børn og for alle Skoler”. Nærværende udgave fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (2016) er et flot, indbundet genoptryk af førsteudgaven og følger således datidens ortografi (store Substantiver, aa i stedet for å).

Og der sidder elskende Par paa Selvmorderhøjen. Og Stære og Solsorter fløjter uendelig melankolsk og minder om Eksamen. Foraaret er sørgmodigt. Det kunne være så dejligt, hvis man var et Dyr eller en vild eller tilhørte en lavere Samfundsklasse. Der er Mennesker, som kan gå hvorhen de vil. Og der er Folk ude paa Landet og i Skovene. For dem maa Foraaret være en rar Tid. (s. 104)

Den er desuden udstyret med et glimrende efterskrift og noteapparat, der blandt andet karakteriserer genren, de raffinerede fortællerforhold og den beske satire. Og en tak til forlaget for at placere fodnoterne til sidst og ikke undervejs er også på sin plads. De er ikke uundværlige, men undertiden overflødige, og heri består – tror jeg – også bogens succes: at den er så ligefrem, så lettilgængelig, at den ubesværet kan læses og forstås (dengang som nu) af alle og enhver. Den har ganske vist lidt over 75 år på bagen, men uden tøven vil jeg spå, den stadig bliver læst om 75 år.