Læseåret 2017

I 2017 læste jeg ifølge Goodreads 65 bøger og har dermed vendt 11.622 bogsider i alt. Mens den korteste bog var en såkaldt chapbog af den danske forfatter Tine Høeg på blot 16 sider (Hej Sol Fuck Love), var den længste bog Åsne Seierstads En af os en fortælling om, Utøya og Anders Breivik på 508 sider. Seierstads meget gribende bog, som jeg har skrevet mere uddybende om her, læste jeg som e-bog på min Kindle, jeg blandt andet havde med på min rejse til Oslo i august, hvor jeg – uden at gøre mig det bevidst – vandrede rundt i samme gader og kvarterer som dem der nævnes i bogen.

Målt på kvantitet har jeg læst blot én bog mindre end i 2016, men alligevel hele 1897 antal sider mindre end året før. Jeg kan, når jeg ser tilbage, altså se, at de bøger, jeg har læst, har været forholdsvist lette, og haft et gennemsnit på 178,8 sider. Sværvægteren Seierstad stikker derfor ud og er usædvanlig bog i min læsestatistik og -vaner. Til gengæld falder det godt i tråd med ét af mine litterære nytårsforsæt fra og for 2017, nemlig “at læse mere norsk litteratur – på originalsproget”. Jeg skrev sidste år, at “jeg på meget kort tid [er] blevet besat af norsk sprog og kultur – både musik, film og litteratur”, og besættelsen er ikke aftaget siden.

Seierstads bog læste jeg undtagelsesvis i en dansk oversættelse, ligesom Erlend Loe og Karl Ove Knausgård også er blevet læst på dansk, fordi jeg i forvejen havde bøgerne i oversættelse på mine reoler. Men udover det har jeg især dyrket Tore Renbergs forfatterskab, og på få måneder læste jeg romanen Mannen som elsket Yngve, Kompani Orheim, Farmor har kabel-tv og essaysamlingen På fest hos litteraturen. Førstnævnte titel har jeg overfor flere – i al beskedenhed – kaldt for “verdens bedste ungdomsroman”.

Samlet set har 16, altså cirka hver fjerde, bog været på norsk, og med undtagelse af tre titler har samtlige været på norsk (bokmål). Det er jeg ganske tilfreds med, også selvom jeg eksempelvis ikke har fået læst mere af Knausgårds Min kamp (udover en genlæsning af bind 1), som jeg lovede mig selv. En anden interesse for mig i løbet af året var at beskæftige mig i månedsvis med Vigdis Hjorths roman Arv og miljø og debatten rundt omkring den, som den har afstedkommet. En debat som yderligere eskalerede, da Hjorths søster udsendte en roman, Fri vilje, hvor hun skriver om Vigdis i det man kan kalde et litterært familieopgør. Nogle af de tanker, jeg gjorde mig i den forbindelse, opsummerede jeg i indlægget Livets kvaler med hytte på Hvaler. Klassikere er – trods de gode intentioner – heller ikke blevet læst i noget flittigt omfang, pånær enkelte, herunder Frøken Julie, Sult og Løgneren (som pligtskyldigt er blevet læst i mit litteraturhistoriske fag på universitetet).

Jeg vil, udover ovenstående, anbefale 3 af de bedste bøger, jeg har læst i det forgangne år, i kronologisk rækkefølge.

1. Édouard Levé: Selvportræt

1675778_1493871684

Det er svært at give en fyldestgørende resumé af Édouard Levés roman “Selvportræt”. Den falder åbenlyst udenfor andre (selv spinkelt) plotbårne romaner, selv om end der findes antydninger af et undervejs. Bogen består (næsten kun) af løsrevne hovedsætninger, der i næsten samtlige tilfælde begynder med “jeg”: om henkastede ting og tanker, forkærligheder, aversioner, idiosynkrasier etc. Sætningerne listes op efter hinanden uden nogen (forklaret) forbindelse med hinanden. Nogle af sætningerne fra begyndelsen lyder som følger: “Jeg har boet tre år og tre måneder i udlandet. Jeg foretrækker at se til venstre. En af mine venner nyder at bedrage. Slutningen på en rejse giver mig samme triste følelse som slutningen på en roman.” Bogen er noget af det originale, jeg har læst i årevis, og selvom Levés metode ser legende let ud, ved jeg, jeg ikke ville være i stand til at gøre ham kunsten efter. Og ofte siges det da også, at det er de kunstværker, der ser lettest ud at lave som i virkeligheden har været sværest.

Yndlingssætning: “At beskrive mit liv nøjagtigt ville tage længere tid at leve det”

2. Caroline Albertine Minor: Velsignelser

2f4925fd-5fcf-477b-9c0c-370163410b88_1495612838

Minors Velsignelser indeholder syv vilde og vildt vellykkede noveller. Om sorg, tab, venskab og smukke mænd. Cirka halvdelen af dem kredser om selvmordet til den unge au pair Anne-Sophie, kaldet Anso, der hænger sig to dage før jul hos sin værtsfamilie i Australien. Selvmordet bliver stående som en uløselig gåde, men gennem forskellige synsvinkler i forskellige noveller kastes der lys over, hvem Anso var. Læseren må dog selv stykke brudstykkerne sammen, og forfatteren giver ikke ved dørene. Novellen “Sorgens have”, der handler om afviklingen af et forhold mellem en mand og en kvinde, Caroline og M, adskiller sig fra de øvrige noveller – blandt andet ved at være den eneste, der mere eller mindre åbenlyst er selvbiografisk (hvad forfatteren da heller ikke har lagt skjul på i interviews). Men dens knugende beskrivelse af sorgen over en krop, som stadig lever, er noget af det mest fintfølende og hjerteskærende, jeg længe har læst. Efter en trafikulykke har M. mistet hukommelsen og husker hverken kæresten Caroline eller deres søn, og deres forhold er forandret for altid. “Sorgens have” er for mig samlingens højdepunkt – smuk, rørende, tragisk – og en skattekiste af uforglemmelige sætninger, jeg gik og huskede på i lang tid efter.

Yndlingssætning: “At vågne op er bare savnet, der begynder forfra, hårdere”.

3. Judith Hermann: Spøgelser, overalt

1731177_1505536225Spøgelser, overalt skriver Judith Hermann mesterligt dygtigt og overbevisende om menneskelige relationer: om (ulykkelig) kærlighed, venskaber, ensomhed, rastløshed, erindring, og ikke mindst rejser – som mange af hendes karakterer, ofte spontant og med kort varsel, tager på for at komme væk fra hverdagens trivialiteter. Novellerne, indhyllet i melankoli, har ofte storbyer og hovedstader som kulisse: Norge, Italien, Tjekkoslovakiet, Island. Uanset hvor de kvindelige hovedpersoner ender, synes de at være lammet af det nu, de krampagtigt forsøger at holde fast i, og fælles for dem alle er, at ting bare sker for dem, tilfældigt og uforklarligt, både mens de står på og i retrospekt. Novellerne er skrevet i en amerikansk minimalistisk stil a la Raymond Carver, som herhjemme er videreført af Helle Helle og i Norge af Per Petterson. Flere af de lange noveller kunne sagtens udgøre selvstændige romaner. Alligevel, længden til trods, er ikke én sætning overflødig. Jeg er så glad for at have opdaget den indtil for nylig (for mig) ukendte tyske forfatterinde og forudsiger, at 2018 for mit vedkommende vil blive et Judith Hermann-år. Og dermed – selvsagt – et godt ét af slagsen.

Yndlingssætning: “Al erindring forekommer mig at være sørgelig”.

Hvilke gode bøger har du læst i 2017? Og har du sat dig nogen mål for det kommende års læsning?

Litterære nytårsforsæt

For mange betyder årsskiftet en række løfter, som man vil forsøge at efterleve i det nye år – leve sundere, stoppe med at ryge etc; for mit – og for mange andre læseres – vedkommende betyder det (udover det) løfter om det kommende års læsning, som måske/måske ikke er blevet indfriet ved årets udgang. Selvom jeg måske er vel sent ude med mine forsæt, tillader jeg mig alligevel at dele dem – i håbet om at du også vil dele dine. For 2017 har jeg følgende projekter – det skal blive spændende at se om de overhovedet bliver fulgt til dørs:

1. Læse Knausgårds Min Kamp bd. 1-6
Knausgårds Min Kamp er svær at komme udenom, hvis man interesserer sig for nordisk litteratur, men det er alligevel lykkedes mig indtil nu. Jeg læste første bind i sensommeren 2015 – dengang med blandede følelser, men når jeg tænker tilbage på den, forekommer den mig alligevel at være ualmindeligt klog og rørende, og Knausgårds essaylignende skrivestil satte mange tanker i gang, særligt om døden, der er allestedsnærværende i første bind, hvor forfatteren bearbejder farens død. Med en samlet længde på omtrent 3600 sider er den verdenshistoriens sjette længste bog, og jeg er derfor næppe den eneste, der har fundet længden for intimiderende til for alvor at gå i gang med projektet. Men i år skal det være. Håber jeg.

skaermbillede-2017-01-23-19-59-21Skærmbillede 2017-01-23 19.59.32.png

2. Læse mere norsk litteratur – på originalsproget
Godt hjulpet på vej af SKAM, som ikke behøver yderligere introduktion, er jeg på meget kort tid blevet besat af norsk sprog og kultur – både musik, film og litteratur. Efter at have set SKAM med (og uden) norske undertekster, hørt flere podcasts om serien (selvsagt uden undertekster) og sågar snakket med nordmænd er det gået op for mig, hvor ens norsk (i hvert fald bokmål) og dansk er, og jeg har bået fået lyst til og mod på at læse (mere) norsk litteratur. Navne jeg allerede har stiftet bekendtskab med tæller bl.a. Karl Ove Knausgård, Kjell Askildsen, Linn Ullmann (men i dansk oversættelse) og senest Tore Renberg, hvis fremragende ungdomsroman “Mannen som elsket Yngve” jeg for nylig læste på norsk med støtte fra online-ordbogen http://ordbok.uib.no/. Hans forfatterskab glæder jeg mig til at læse mere af, ligesom jeg planlægger at læse mere Askildsen og Ullmann på deres modersmål.

renberg-tore-kompani-orheim innbundet  2015-ullmann-et-velsignet-barn-pcktserie-500px

3. Læse flere klassikere
Et tilbagevendende litterært nytårsforsæt er at læse flere klassikere. Hvert år siger jeg til mig selv, at nu vil jeg få læst “Den store Gatsby”, “Dræb (ikke) en sangfugl”, “Glasklokken” og alle de andre store, amerikanske klassikere. Men jeg får det aldrig gjort. Det er jo ikke, fordi disse værker er særligt lange, så det er ikke længden, der afskrækker mig fra at læse dem; det er nok snarere den generelt positive holdning til bøgerne, som netop har gjort dem til elskede klassikere i flere årtier eller århundreder. Fordi de ofte skamroses, er jeg bange for ikke at kunne lide dem, bange for ikke at kunne få øje på de åbenlyse kvaliteter. Og mest af alt er det nok den genre, man møder med flest forventninger – men dermed også med en større chance for at blive skuffet. Ikke desto mindre vil jeg læse følgende klassikere i 2017:

4433af25-7986-4ed6-b082-02aeebbe768f_1464719415  8702127072    1618846_1463719704

Hvilke bøger planlægger du at læse i 2017?

At tage af hovedstolen

Alt for mange gange er digteren Per Højholt (1928-2004) blevet citeret for at have sagt, at man “ikke bør tage af hovedstolen”, dvs. ikke blande sig selv og sit liv ind i sine tekster. Udsagnet, som i virkeligheden stammer fra Højholts svigermor (1), bliver med jævne mellemrum fremhævet af diverse mennesker med forstand på litteratur som en god tommelfingerregel: Tag ikke af hovedstolen! Det vil der – efter sigende – ikke komme god litteratur ud af.  Men allerede i 1998 beviste Christina Hesselholdt det modsatte med sin kritikerroste bog med – som der står på bagsiden – “50 fiktioner om en barndom,” der slet og ret hedder Hovedstolen (og hvem den titel er en hilsen til, kan der næppe herske nogen tvivl om).

I mange af bøgerne fra 00’erne og 10’erne er det – stik imod Højholts dictum – netop de selvbiografiske træk, der går igen. Tag blot bøger som Erling Jepsens Kunsten at græde i kor (2002) eller Knud Romers Den som blinker er bange for døden (2006), hvor handlingen i begge tilfælde ligger sig tæt op ad forfatterens egen barndom. Jepsen lægger historien om sit barndoms Gram i munden på alter-ego’et Allan Jensen, mens jeg-fortællerens navn i Romers roman er identisk med forfatterens. Begge bøger tematiserer et problemfyldt far-søn-forhold, ligesom første bind af nordmanden Karl Ove Knausgårds Min kamp (2010).

Fælles for ovenstående bøger er, at grænserne mellem biografi og fiktion er udvisket, og skønt bøgerne bærer mærkatet roman på forsiden, kommer læseren vitterligt i tvivl om, hvorvidt det er en ‘klassisk’ selvbiografi/erindringer eller  en skønlitterær roman, der læses; og lettere bliver det ikke, når forfatteren samtidig inddrager virkelige (nulevende) personer.

“All art is autobiographical. The pearl is the oyster’s autobiography” – Federico Fellini

Nogen vil måske gå så langt som at mene, at al litteratur er autofiktion, eftersom en forfatter altid vil trække på egne erfaringer i nogen eller større grad, bevidst eller ubevidst. Et af Hemingways skriveråd var: “Write what you know”. Og således besluttede han sig for at skrive om alle de ting, han vidste noget om: jagt, fiskeri, tyrefægtning m.m. Men når man læser Hemingway, stiller man ikke på samme spørgsmålstegn ved, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion, som hos Jepsen, Romer eller Knausgård, hvor liv og værk smelter sammen. Også selvom der også hos Hemingway er flere (åbenlyse) sammenfald mellem fiktion og virkelighed, særligt i debutromanen “Solen går sin gang”.

Med andre ord er der stor forskel på, hvordan – og i hvor høj grad – hovedstolen bruges. Når det lykkedes at skrive autofiktion, er det måske, fordi forfatteren selv har noget i klemme, fordi de mange følelser forbundet med at skrive en personlig historie frem afspejles i teksten. Når andre forfattere filer nok så ihærdigt løs på den gren, de selv sidder på – og falder ned, tror jeg det skyldes, at det bliver for navlebeskuende, for kedeligt og uinteressant at læse i længden. Brugen af selvbiografisk stof bliver ganske enkelt en pointe i sig selv, brugt uden omtanke – som den lette løsning i stedet for at digte selv.


(1) I et brev til Martin Holst (1974), cand.mag. i dansk og litteraturvidenskab, gengivet i tidsskriftet Synsvinkler (36, 2007), skriver Højholt: “Selve ordet Hovedstolens oprindelse er mundtlig, jeg blev ringet op af Søren Ulrik Thomsen, der spurgte om jeg ikke havde sagt noget om at man ikke skulle tære på hovedstolen, men han kunne heller ikke finde det, så vi blev enige om at det nok var noget sagt i radioen og ikke skrevet. Han ville citere det, jeg tror i [En] Dans på gloser. Men senere har jeg skrevet det, det står vist i Stenvaskeriet, men selve udtrykket har jeg fra min svigermor, der ofte brugte det metaforisk.”

Er der gået inflation i biografier?

For et stykke tid siden læste jeg Jyllands-Postens bog-tillæg, hvor forlagschef på JP/Politikens Forlag Kim Hundevadt udtaler følgende:

Der er en tendens til, at hvis man har været dommer i X Factor eller er en semikendt skuespiller, så skal man have en biografi

For eksempel er der de seneste to år udkommet hele to biografier om Linse Kessler (Linse – jeg gør, hvad jeg vil + Slap dog af – Linses guide til et godt liv) ghostwritet af journalisten Michael Holbek. Eftersom jeg ikke har læst bøgerne, kan jeg ikke udtale mig om dem, men jeg synes, at to bøger på to år lyder af meget, og jeg kan have fornemmelsen af, at der ikke er blevet arbejdet grundigt nok med især den seneste bog, fordi man har været alt for fokuseret på at få toeren ud i en fart, efter at etteren viste sig at blive en succes.

Jeg synes selvfølgelig, det er positivt, at bøger om Linse, Niarn, Jokeren mv. bliver læst af folk, der normalt ikke læser bøger, men på den anden side synes jeg ikke, at en bogs succes alene skal måles på salgstallene. For som Hundevadt også påpeger kan “for mange dårlige bidrag skade genren”. Alt for mange biografier er efter min mening overfladiske, lemfældige og glemt igen efter endt læsning, fordi de er blevet til i hast. I de tilfælde glider de væk fra det litterære udtryk og over i det tabloide, så de i stedet kommer til at minde om noget, man vil kunne læse i BT eller Ekstra Bladets spalter om søndagen, og det synes jeg er en skam.

Jeg giver ikke konkrete eksempler, men jeg undrer mig nogle gange over, hvor stor opfindsomheden er på området – Johannes Riis, litteær direktør på Gyldendal

Hvad mener du – er der gået inflation i biografier? Eller bør jeg være mere åben overfor genren?