At klædes af som en råkold regn. Om Jeg er levende.

I går aftes var jeg i Cinemateket, som i anledning af Jørgen Leths 80 års fødselsdag afholder en række arrangementer med introduktioner og foredrag til og om hans oeuvre med efterfølgende visning af udvalgte film fra Leths lange karriere. Og som en passende start på festlighederne var hovedpersonen selv inviteret i går til at tale med Søren Ulrik Thomsen om hans portrætfilm om ham, Jeg er levende (1999), forud for en repremiere af filmen. Det er en film, jeg selv har set et utal af gange, men at se den på det store lærred, var som at se den for første gang igen. Gammel kærlighed ruster ikke, som ordsproget lyder.

dfi_20081004-101947-7
Fra filmen “Jeg er levende”.

Thomsen lagde ud med at fortælle, at projektet egentlig begyndte 15 år før, han og Leth overhovedet vidste, de skulle lave en film sammen. Dengang boede han på et klubværelse i Købmagergade og havde en særlig frimodighed, som gjorde at han uden videre kunne finde på at banke på hos naboen for at læse et nyskrevet digt op “selvom hun sådan set ikke havde bestilt poesi, som man ringer efter en pizza”. Mange år senere havde dén nabo fået arbejde hos filmselskabet Bech Film og henvendte sig til Thomsen for at fortælle,  at hun ønskede at lave en portrætfilm om ham, men at hun endnu ikke havde nogen instruktør. Thomsen foreslog Leth, for, som han sagde: Hvorfor ikke spørge den bedste? Heldigvis sagde han ja. Thomsen var overbevist om, at spændingen mellem “Leths kølige formalisme og den eksistentielle overophedning i min poesi var kunstnerisk potent”.

Og der er efter min mening kommet en virkelig fremragende film ud af deres samarbejde, en film som naturligt indgår i Leths øvrige værk, også selvom det var et bestillingsarbejde. Holdt i sort/hvide farver og med den melankolske, underliggende jazzmusik af Tomasz Stankos Septet samt Leths karakteristiske langsomhed ser filmen unægteligt ældre ud, end den egentlig er. “Ja, den er ligesom København i 1973,” sagde Søren Ulrik Thomsen (med henvisning til dengang, han lige var flyttet til København – før bl.a. gentrificeringen som han flere gange har polemiseret over) og kunne også lystigt fortælle en anekdote om engang, filmen blev vist i en gymnasieklasse, og en elev nysgerrigt havde rakt hånden i vejret for at høre, hvornår han døde. Lige så lystigt kunne Jørgen Leth, som en apropos, fortælle om engang han så maleren Per Kirkeby (f. 1937), og hvor han på grund af hans stærkt svækkede hukommelse måtte introducere sig selv: “Det er Jørgen,” sagde han. Og han svarede overrasket: “Jørgen… jeg troede, du var død!”.

Det var en inspirerende aften i makkerparrets selskab, og heldigvis er de begge to stadig lyslevende og produktive – Søren Ulrik Thomsen udgav sidste år En hårnål klemt inde bag panelet og pladen POWER med orkestret Det Glemte Kvarter, og i morgen udkommer Leth med bogen Men jeg er her jo.


Hvis man vil læse mere om filmens tilblivelse, har Jørgen Leth skrevet om den i kapitlet “Jeg ville gerne lave en film om et geni” fra erindringerne Guldet på havets bund (2007) og Søren Ulrik Thomsen i essayet “Intet mindre end magisk – om arbejdet med filmen Jeg er levende” i Samlede Thomsen. Filmen er frit tilgængelig på Filmcentralen.

Reklamer

Hvor lidt der skal til

I dag fylder Helle Helle 50 år, og i den anledning har jeg valgt at hylde hende ved at skrive om mit eget forhold til hende og hendes tekster.

helle_helle__foto_s_615337a
Helle Helle debuterede i 1993 med kortprosasamlingen Eksempel på liv. I et interview har hun engang sagt: “Jeg afprøver, hvor lidt der skal til”. Foto: Sacha Maric

Fortrængte minder
Der skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg holder meget af forfatteren Helle Helle og hendes bøger. Eller det er jeg i hvert fald kommet til. Mange har fået et had-/kærlighedsforhold til hende efter at have læst hende i folkeskolen og/eller gymnasiet, hvor hendes noveller er fast inventar på pensummet mange steder landet over.

Mit eget møde med hendes tekster fandt da også sted i gymnasiet, i 1.g (dog lidt ad omvendte veje), i og med hendes novelle “Mere kaffe?” var opgivet til den skriftlige årsprøve. Nogle fortrængte minder fra danskundervisningen i folkeskolen om netop en novelle af Helle Helle, jeg husker ikke hvilken, dukkede op til overfladen igen, og jeg valgte i stedet det sikre valg: en kronikopgave, der vist nok handlede om enten at veje for lidt eller for meget.

Mere Helle Helle?
Alligevel endte jeg med at læse Helles novelle nogle dage senere, og det skulle vise sig, at alle mine fordomme blev afkræftet, for jeg forstod det, jeg læste. Og jeg syntes (og synes) om den tilsyneladende lettilgængelige historie om utroskab (og så meget andet). Dertil kom, at jeg heller ikke forpligtede mig til at redegøre for, hvad novellen egentligt handlede om, til andre end mig selv.

Jeg købte sporenstregs Noveller, hvor novellerne fra Rester (1996) og Biler og dyr (2000) er samlet i ét bind. Herefter begyndte min interesse for forfatteren med dobbeltnavnet for alvor at tage fart. Som altså, fandt jeg ud af, vitterligt hed Helle Helle. “Nogle gange synes jeg, jeg bliver nødt til at skrive dobbelt så godt for at blive taget alvorligt,” har hun engang sagt om sit lidt særprægede navn.

Det Helle Helleske univers
Når jeg skal forklare, hvad det er, jeg så godt kan lide ved Helles tekster, får jeg lyst til at citere en passage fra Ned til hundene (2008), hvor hovedpersonen, en forfatter, som skriver bøger om de såkaldte stille eksistenser og minder påfaldende meget om Helle Helle selv, netop har læst op på biblioteket for en læsegruppe:

Gittes mor rejste sig. Hun ville ikke stille et decideret spørgsmål, hun ville bare gerne udtrykke sin glæde over, at enkelte forfattere stadig interesserede sig for […] det jeg-svage menneske. […] Muligvis er det lidt stillestående, sagde hun. Men de, der får læst til ende, undgår ikke at føle sig berørt.

Og det er sandt: Man kan ikke undgå at føle sig berørt. Måske har det også noget med at gøre, at jeg i høj grad identificerer mig med Helles jegfortællere, skønt de i næsten alle tilfælde er kvinder. De ved ikke helt, hvad de vil og lader sig ofte rive med af ting, før de når at reflektere. Og pludselig ligger de på et hotelværelse i Hamburg eller i en duvende og skvulpende vandseng.

Det siges ofte, at der “ikke sker en skid i Helle Helles romaner”, og også det er til dels sandt. Den, der har prøvet at referere en bog af Helle Helle, vil vide, hvor svært det er, for er der overhovedet et plot? Om der er et plot eller ej, er måske ikke så vigtigt, når det kommer til stykket, for det handler jo om, hvordan de er skrevet. Det er måden, bøgerne er skrevet på, der gør, at man ikke kan lade være med at læse videre.

Tillykke, Helle, med de 50 år, og tak for dine bøger.