Læseåret 2017

I 2017 læste jeg ifølge Goodreads 65 bøger og har dermed vendt 11.622 bogsider i alt. Mens den korteste bog var en såkaldt chapbog af den danske forfatter Tine Høeg på blot 16 sider (Hej Sol Fuck Love), var den længste bog Åsne Seierstads En af os en fortælling om, Utøya og Anders Breivik på 508 sider. Seierstads meget gribende bog, som jeg har skrevet mere uddybende om her, læste jeg som e-bog på min Kindle, jeg blandt andet havde med på min rejse til Oslo i august, hvor jeg – uden at gøre mig det bevidst – vandrede rundt i samme gader og kvarterer som dem der nævnes i bogen.

Målt på kvantitet har jeg læst blot én bog mindre end i 2016, men alligevel hele 1897 antal sider mindre end året før. Jeg kan, når jeg ser tilbage, altså se, at de bøger, jeg har læst, har været forholdsvist lette, og haft et gennemsnit på 178,8 sider. Sværvægteren Seierstad stikker derfor ud og er usædvanlig bog i min læsestatistik og -vaner. Til gengæld falder det godt i tråd med ét af mine litterære nytårsforsæt fra og for 2017, nemlig “at læse mere norsk litteratur – på originalsproget”. Jeg skrev sidste år, at “jeg på meget kort tid [er] blevet besat af norsk sprog og kultur – både musik, film og litteratur”, og besættelsen er ikke aftaget siden.

Seierstads bog læste jeg undtagelsesvis i en dansk oversættelse, ligesom Erlend Loe og Karl Ove Knausgård også er blevet læst på dansk, fordi jeg i forvejen havde bøgerne i oversættelse på mine reoler. Men udover det har jeg især dyrket Tore Renbergs forfatterskab, og på få måneder læste jeg romanen Mannen som elsket Yngve, Kompani Orheim, Farmor har kabel-tv og essaysamlingen På fest hos litteraturen. Førstnævnte titel har jeg overfor flere – i al beskedenhed – kaldt for “verdens bedste ungdomsroman”.

Samlet set har 16, altså cirka hver fjerde, bog været på norsk, og med undtagelse af tre titler har samtlige været på norsk (bokmål). Det er jeg ganske tilfreds med, også selvom jeg eksempelvis ikke har fået læst mere af Knausgårds Min kamp (udover en genlæsning af bind 1), som jeg lovede mig selv. En anden interesse for mig i løbet af året var at beskæftige mig i månedsvis med Vigdis Hjorths roman Arv og miljø og debatten rundt omkring den, som den har afstedkommet. En debat som yderligere eskalerede, da Hjorths søster udsendte en roman, Fri vilje, hvor hun skriver om Vigdis i det man kan kalde et litterært familieopgør. Nogle af de tanker, jeg gjorde mig i den forbindelse, opsummerede jeg i indlægget Livets kvaler med hytte på Hvaler. Klassikere er – trods de gode intentioner – heller ikke blevet læst i noget flittigt omfang, pånær enkelte, herunder Frøken Julie, Sult og Løgneren (som pligtskyldigt er blevet læst i mit litteraturhistoriske fag på universitetet).

Jeg vil, udover ovenstående, anbefale 3 af de bedste bøger, jeg har læst i det forgangne år, i kronologisk rækkefølge.

1. Édouard Levé: Selvportræt

1675778_1493871684

Det er svært at give en fyldestgørende resumé af Édouard Levés roman “Selvportræt”. Den falder åbenlyst udenfor andre (selv spinkelt) plotbårne romaner, selv om end der findes antydninger af et undervejs. Bogen består (næsten kun) af løsrevne hovedsætninger, der i næsten samtlige tilfælde begynder med “jeg”: om henkastede ting og tanker, forkærligheder, aversioner, idiosynkrasier etc. Sætningerne listes op efter hinanden uden nogen (forklaret) forbindelse med hinanden. Nogle af sætningerne fra begyndelsen lyder som følger: “Jeg har boet tre år og tre måneder i udlandet. Jeg foretrækker at se til venstre. En af mine venner nyder at bedrage. Slutningen på en rejse giver mig samme triste følelse som slutningen på en roman.” Bogen er noget af det originale, jeg har læst i årevis, og selvom Levés metode ser legende let ud, ved jeg, jeg ikke ville være i stand til at gøre ham kunsten efter. Og ofte siges det da også, at det er de kunstværker, der ser lettest ud at lave som i virkeligheden har været sværest.

Yndlingssætning: “At beskrive mit liv nøjagtigt ville tage længere tid at leve det”

2. Caroline Albertine Minor: Velsignelser

2f4925fd-5fcf-477b-9c0c-370163410b88_1495612838

Minors Velsignelser indeholder syv vilde og vildt vellykkede noveller. Om sorg, tab, venskab og smukke mænd. Cirka halvdelen af dem kredser om selvmordet til den unge au pair Anne-Sophie, kaldet Anso, der hænger sig to dage før jul hos sin værtsfamilie i Australien. Selvmordet bliver stående som en uløselig gåde, men gennem forskellige synsvinkler i forskellige noveller kastes der lys over, hvem Anso var. Læseren må dog selv stykke brudstykkerne sammen, og forfatteren giver ikke ved dørene. Novellen “Sorgens have”, der handler om afviklingen af et forhold mellem en mand og en kvinde, Caroline og M, adskiller sig fra de øvrige noveller – blandt andet ved at være den eneste, der mere eller mindre åbenlyst er selvbiografisk (hvad forfatteren da heller ikke har lagt skjul på i interviews). Men dens knugende beskrivelse af sorgen over en krop, som stadig lever, er noget af det mest fintfølende og hjerteskærende, jeg længe har læst. Efter en trafikulykke har M. mistet hukommelsen og husker hverken kæresten Caroline eller deres søn, og deres forhold er forandret for altid. “Sorgens have” er for mig samlingens højdepunkt – smuk, rørende, tragisk – og en skattekiste af uforglemmelige sætninger, jeg gik og huskede på i lang tid efter.

Yndlingssætning: “At vågne op er bare savnet, der begynder forfra, hårdere”.

3. Judith Hermann: Spøgelser, overalt

1731177_1505536225Spøgelser, overalt skriver Judith Hermann mesterligt dygtigt og overbevisende om menneskelige relationer: om (ulykkelig) kærlighed, venskaber, ensomhed, rastløshed, erindring, og ikke mindst rejser – som mange af hendes karakterer, ofte spontant og med kort varsel, tager på for at komme væk fra hverdagens trivialiteter. Novellerne, indhyllet i melankoli, har ofte storbyer og hovedstader som kulisse: Norge, Italien, Tjekkoslovakiet, Island. Uanset hvor de kvindelige hovedpersoner ender, synes de at være lammet af det nu, de krampagtigt forsøger at holde fast i, og fælles for dem alle er, at ting bare sker for dem, tilfældigt og uforklarligt, både mens de står på og i retrospekt. Novellerne er skrevet i en amerikansk minimalistisk stil a la Raymond Carver, som herhjemme er videreført af Helle Helle og i Norge af Per Petterson. Flere af de lange noveller kunne sagtens udgøre selvstændige romaner. Alligevel, længden til trods, er ikke én sætning overflødig. Jeg er så glad for at have opdaget den indtil for nylig (for mig) ukendte tyske forfatterinde og forudsiger, at 2018 for mit vedkommende vil blive et Judith Hermann-år. Og dermed – selvsagt – et godt ét af slagsen.

Yndlingssætning: “Al erindring forekommer mig at være sørgelig”.

Hvilke gode bøger har du læst i 2017? Og har du sat dig nogen mål for det kommende års læsning?

Læseåret 2016

I 2016 læste jeg ifølge Goodreads lidt mindre end året før (vel fordi jeg fik arbejde og begyndte på Danskstudiet på SDU): 13159 sider, 66 bøger. Den korteste var Inger Christensens Sommerfugledalen (15 sider), og den længste Carsten Jensens Den første sten (612) sider. Men det vigtige er jo heller ikke, hvor meget man læser, men hvad man læser, hvad ovenstående bekræfter, for selvom jeg ikke som forventet var helt oppe og ringe over Sommerfugledalen, afskyede jeg decideret Den første sten.

I det forgangne år faldt jeg over et citat fra en bog, jeg godt nok ikke selv har læst (Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard), men som jeg ikke desto mindre stadig er enig i:

Nu sandt at sige, jeg har aldrig været en Ven af den overdreven megen Læsning: læs lidt og læs godt! heller læse een god Bog ti Gange end ti middelmaadige Bøger een Gang — det er min Grundsætning i saa Henseende.

Og når jeg ser tilbage på læseåret 2016 har det som sagt ikke budt på mange læseoplevelser, men netop lidt og godt (og også en del genlæsninger). Nogle har som altid gjort et større indtryk end andre, og jeg vil i dette indlæg opliste 3 af mine favoritter fra 2016. Hvis du ikke kender dem, eller blot ikke har fået dem læst, kan jeg kun sige: kom i gang! Hver og én får min største anbefaling med på vejen, her i rangordnet rækkefølge.

1) Linn Ullmann: De urolige

1694609_1482212399

Med De urolige har den norske forfatter Linn Ullmann efter min mening skrevet årets absolut bedste bog. Det er en både smuk, poetisk og rørende fortælling om minder, erindring, aldring, glemsel. Som megen anden litteratur der udkommer i disse år tager den meget tydeligt afsæt i et selvoplevet stof og handler, uden at nævne dem ved navn i øvrigt, om forfatterens berømte forældre, kunstnerparret Ingmar Bergman og Liv Ullmann – og om Linn selv. Hun kan ikke vente med at blive voksen, mens forældrene helst vil være børn. På trods af bogens mange virkelighedsreferencer er den til syvende og sidst stadig – som der står på forsiden – en roman. Men hvilken roman! En af de fineste af slagsen, som man ikke ønsker skal slutte. Jeg ville blot ønske, den fandtes som lydbog indtalt af forfatteren selv på sit utroligt vakre, norske sprog. Hør selv – i dette interview fra Louisiana Literature i august 2016.

2) Søren Ulrik Thomsen: En hårnål klemt inde bag panelet

1689550_1460523081

“En hårnål klemt inde bag panelet” er, med Søren Ulrik Thomsens egne ord, en bog han længe har haft lyst til at skrive. Kendere vil vide, at han i mange år har skrevet poesi og essayistik, men i sin seneste bog forener han de to genrer – kombineret med endnu flere ubestemmelige undergenrer. Bogen består af 160 prosatekster af varierende længde – nogle på få linjer, andre på flere sider. Her er flere tekster om København – som den varer og bør være – og om barndommen på Stevns. Tanker og refleksioner om gæsterne gjort under café-og værtshusbesøg, ofte med forfatteren placeret i et hjørne med en øl, som er ved at skumme over. Enkelte tekster handler også om samarbejdet med orkestret Det Glemte Kvarter, der i efteråret 2016 udsendte pladen POWER med musik sat til Søren Ulrik Thomsens tidlige digte samt 3 tekster fra Hårnålen. Alle tekster er skrevet med en kirurgisk præcision, og Thomsen demonstrerer som altid en særlig lydhørhed over for sproget i de næsten perfektionistiske tekster, hvor ikke en sætning er overflødig.

3) Amalie Laulund Trudsø: Sommerhus

1672372_1464324690“Jeg ville ønske, det aldrig blev sommer,/ så sommeren altid var på vej,” skriver Henrik Nordbrandt et sted. Amalie Laulund Trudsøs anden bog og første roman Sommerhus foregår netop om sommeren og et helt konkret sted: Sejerøbugten. I Sejerøbugten findes det sommerhus, hvor bogens hovedperson – en pige på vej ind i teenageårene – tilbringer sine somre med familien (mor, far og storebror) og veninderne. Det er disse på én gang personlige og universelle somre, Trudsø i Sommerhus skildrer med stor akuratesse: lange køreture, fisketure i jollen, bålaftener og ubekymret leg på stranden. Store følelser formidles usentimentalt – i et præcist, sansemættet sprog. En anmelder skrev, at “Amalie Laulund Trudsø maler en smuk akvarel,” og det er også sådan, jeg husker tilbage på Sommerhus: som en akvarel, hvor forfatterens penselstrøg næsten vækker mindelser til et Krøyer-maleri, og hvor man under alle omstændigheder kommer til at længes mod sommeren.

Hvilken bog – eller hvilke bøger – var de(n) bedste du læste i 2016?