Det forsømte Foraar af Hans Scherfig

1689577_1491453763Det forsømte Foraar af Hans Scherfig, udgivet på Gyldendal i 2016 (opr. fra 1940)

Scherfigs “Det forsømte Foraar” er en udødelig klassiker, som alle bør læse, hvis de da ikke allerede, helst af lyst, har gjort det – eller hvad værre, men nok mere sandsynligt, er: er blevet tvangsindlagt til det i skolen. Hvorfor forklarer litteraten Frederik Schyberg overbevisende i sin anmeldelse af bogen (23.10.40): “Det er lykkedes Scherfig ved Komik, Følelse, Erindringsstyrke, bitre Erfaringer og Had og Nag at sige Ting om Børns Trivsel og Vantrivsel i deres Skoleaar, der har Gyldighed for alle Børn og for alle Skoler”. Nærværende udgave fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (2016) er et flot, indbundet genoptryk af førsteudgaven og følger således datidens ortografi (store Substantiver, aa i stedet for å).

Og der sidder elskende Par paa Selvmorderhøjen. Og Stære og Solsorter fløjter uendelig melankolsk og minder om Eksamen. Foraaret er sørgmodigt. Det kunne være så dejligt, hvis man var et Dyr eller en vild eller tilhørte en lavere Samfundsklasse. Der er Mennesker, som kan gå hvorhen de vil. Og der er Folk ude paa Landet og i Skovene. For dem maa Foraaret være en rar Tid. (s. 104)

Den er desuden udstyret med et glimrende efterskrift og noteapparat, der blandt andet karakteriserer genren, de raffinerede fortællerforhold og den beske satire. Og en tak til forlaget for at placere fodnoterne til sidst og ikke undervejs er også på sin plads. De er ikke uundværlige, men undertiden overflødige, og heri består – tror jeg – også bogens succes: at den er så ligefrem, så lettilgængelig, at den ubesværet kan læses og forstås (dengang som nu) af alle og enhver. Den har ganske vist lidt over 75 år på bagen, men uden tøven vil jeg spå, den stadig bliver læst om 75 år.

Jørgen Leth om Bob Dylan

Som flere ved, var jeg både chokeret og godt bitter over, at Dylan modtog Nobelprisen i litteratur sidste år. Og da Radio24syv’s program Spørge Jørgen for nogle uger siden begyndte igen, kunne jeg ikke dy mig for at høre Jørgen Leths mening derom. Mit spørgsmål lød: Var Bob Dylan den rigtige modtager af Nobelprisen i litteratur? Og jeg fik svaret i udsendelsen fra d. 1/2:

5680_66f377dbc668416fbc9ed824c72d1af7_500
Foto: Jacob Langvad

Nej, det synes jeg ikke. Der er flere af mine gode venner, rigtig gode venner, som synes, det var en fantastisk, god pris, der blev givet til ham. Det kender jeg flere, der gør – Morten Sabroe, Anne-Marie Mai osv. Nu har jeg aldrig været så vild med Bob Dylan. Det er jo én grund, men en anden ting er, at jeg synes også, det er for sent. De har snakket om det i så mange år, og så kommer det på et forkølet tidspunkt, hvor det næsten er blevet helt uaktuelt. Jeg synes ikke, det var nogen god beslutning. Men jeg er heller ikke forarget over den, men […] der er mange ting, jeg ikke kan lide i det. Jeg synes, at Det Svenske Akademi er dødkonservativt, og de skal så lige blære sig med “Vi har alligevel ikke glemt Bob Dylan” så mange år efter, de fik at vide, at han skulle have den. Så kommer de ikke tanke om: “Nå, nu må vi hellere være lidt moderne og give ham den”. Det kan jeg ikke lide, det synes jeg er uheldigt, og det kan man mærke på alt, den måde, de talte om det på, deres sekretær, de kunne slet ikke finde ud af, at han ikke ville komme til Stockholm. Det kan jeg godt forstå, han ikke ville. Jeg respekterer bestemt Bob Dylan meget, men jeg synes ikke, han er så stor en digter som så mange af dem, der har fået den. Jeg synes bedre om den tradition de har for at finde nogen, som man ikke rigtig kender, og som bliver belyst og oplyst af at få den pris. Det kan jeg meget bedre lide. Alt de der meget ofte kritiserede gange, hvor den går til nogle ukendte arabiske eller afrikanske eller sydamerikanske digtere, som fortjener den. Jeg synes selvfølgelig også, det er godt, når den går til Hemingway. Men jeg synes, der skal være en virkelig tungtvejende grund til at trække den væk fra de skrivende til de optrædende. Og jeg er ikke synderligt begejstret. Jeg er heller ikke særligt ophidset, jeg synes bare ikke, det var det bedste valg.

Og nu ikke mere om den sag.

Sommerlæsning

Sommerferien betyder for mange afsked med pligtlæsningen til fordel for lystlæsningen. Det er snart et år siden, jeg blev student og gik på sommerferie. Den mellemliggende tid har føltes som én lang ferie, hvor man mister fornemmelsen for tid og glemmer, om det er hverdag eller weekend. Den enorme mængde fritid som sabbatåret bringer med sig er til tider dræbende, andre gange befriende. Men ikke desto mindre har tiden til at læse været et plus, og selvom sommerferien næppe kommer til at ændre mine læsevaner væsentligt, har jeg – og en masse andre – alligevel en tendens til nøje at udvælge de bøger, der skal læses henover sommeren. Her er 4 (nyere) bøger, jeg planlægger at læse, og som jeg med stor sandsynlighed skriver om efterfølgende:HEMINGWAY_2015_forsider.indd

Ernest Hemingway: Solen går sin gang (oprindeligt udgivet i 1926, genudgivet i 2015 på Lindhardt & Ringhof). Hemingway er hvad man kan kalde forfatternes forfatter, som alle skrivende har et forhold til; ser op til eller ser bort fra. Solen går sin gang er en bog, som mange af mine litterære helte peger på, som bogen, der fik dem til at starte med at skrive. Bogen har stået på min reol i et halvt års tid, og det er ikke, fordi jeg hverken har haft tid eller lyst til at læse den før nu; jeg har bare gået og ventet på det rigtige tidspunkt. For selvom man kan læse en bog igen og igen, er det noget helt særligt at læse en bog første gang. Men nu skal det være. Læs mere om Solen går sin gang her.

1672368_1463719870

Peder Frederik Jensen: VOLD (2016, Samleren). VOLD hørte jeg for første gang om i november 2014, hvor Peder holdt foredrag om sin novellesamling Banedanmark – på en location, der næppe kunne have været mere velvalgt, nemlig Danmarks Jernbanemuseum. Romanen har været 7 år undervejs og markerer, som jeg ser det, på flere måder et vendepunkt i forfatterskabet, der hidtil har bestået af ultrakorte og ordknappe romaner og novellesamlinger foregående i Danmark: VOLD er på 381 sider og krydsklipper mellem Danmark og Afrika. Af Kristeligt Dagblad blev den anmeldt under overskriften “Sæsonens mest markante bogudgivelse”. Det er ligesom Solen går sin gang en bog, jeg længe har set frem til at give mig i kast med, og den står derfor også højt på min læseliste. Læs mere om VOLD her.

1672372_1464324690Amalie Laulund Trudsø: Sommerhus (2016, Rosinante). Amalie Laulund Trudsø er en af de nye, unge danske forfattere, som jeg glæder mig til at følge i fremtiden. Hendes debut Koordinater fra 2012 – 60 københavnertekster om at flytte til byen og lade byen flytte ind hos sig selv – er usædvanligt vellykket og overbeviste mig om hendes åbenlyse talent. Nu er hun tilbage med romanen Sommerhus, hvor et sommerhus i Sejerøbugten danner rammen for familieliv i tre generationer i 1990´erne. Meget tyder på, at romanen er overordentligt oplagt sommerlæsning. Læs mere om Sommerhus her.

Kjell Askildsen: Venskabets pris (2016, Gyldendal).
1689521_1464843620Det var en stor, litterær sensation, da Kjell Askildsen og hans norske forlag Oktober sidste år meldte ud, at en ny novellesamling – den første i 19 år – fra Askildsens hånd snart ville komme i handlen. Den aldrende Askilden (f. 1929) er så godt som blind og ude af stand til at skrive. Denne udgivelse består derfor af noveller, der har ligget i skrivebordsskuffen siden 2004, men først nu udgives. Jeg stiftede første gang bekendtskab med Askildsens sublime fortællekunst sidste år, da et udvalg af hans noveller blev udgivet på dansk under titlen De 18 bedste, og jeg priser mig lykkelig over, at hans absolut sidste novellesamling allerede foreligger på dansk. “Kjell Askildsen giver som ingen andre sprog til den indre uro og det uforløste i mødet mellem mennesker,” skriver forlaget: Hos Askildsen er der imidlertid snarere tale om et ikke-møde end et møde mellem mennesker. Læs mere om Venskabets Pris her.

Hvilke bøger skal du læse henover sommeren?