BogForum 2017 – ses vi?

Bogforum logo med datoNovember er lig med årets største bogfest, BogForum. Jeg skal af sted for tredje år i træk i dag, lørdag, og glæder mig til at se, hvad dette års messe har at byde på. Jeg har – med tidligere års erfaringer in mente – til en afveksling valgt at tilrettelægge et noget mindre stramt program i år for at gøre dagen mindre hektisk, end den i forvejen er. Foruden at jagte gode bogtilbud, smagsprøver på madscenen, bogmærker, muleposer og andre gratis ting, jeg kan komme i nærheden af, har jeg sat mig for som minimum at opleve disse 3 forfattere:

Geir Gulliksen, den norske forfatter og forlægger (for blandt andet Linn Ullmann og Karl Ove Knausgård), som sidste år vakte opsigt i Norge for sin selvbiografiske roman Historie om et ekteskap. Den udkom på dansk i foråret 2017 på forlaget C&K, og jeg glæder til at høre ham tale om romanens tilblivelse og, forhåbentligt, lidt om den efterfølgende debat. Bogcaféen kl. 11.30; signering på Arnold Busck kl. 12.20.

Jørgen Leth – behøver han yderligere introduktion? Journalisten, forfatteren, cykelkommentoren, instruktøren mv. der i år fyldte 80 år er aktuelt med hele 3 bøger denne bogsæson, dog kun den ene selvskreven: meditations- og erindringsbogen Men jeg er her jo, biografien Jeg har lyst til at vende tilbage til alting og Spørge Jørgen 2 med flere spørgsmål og svar fra Radio24syvs populære radioprogram. Jeg glæder mig til at høre ham tale om hans egen bog, Men jeg er her jo, som er en lille perle i forfatterskabet. Gyldendals Tranescenen 1 kl. 15.00

Caroline Albertine Minor, en ung og lovende dansk forfatter, der i år udgav novellesamlingen Velsignelser, for hvilken hun vandt både Strunge Prisen og den nystartede pris Den svære Toer. Det er noget af det bedste danske prosa, jeg længe har læst, og med Lilian Munk Rösing som interviewer føler jeg mig i trygge hænder. Rosinante kl. 16.20.

Skal du også på BogForum denne weekend, og hvem skal du i så fald opleve?

 

Reklamer

Sprogets musikalitet. Digte og lyd 5.0 i Odense

I går aftes afholdtes den femte udgave af Digte og lyd i Odense på Posten. Jeg var med, da ord og musik blev blandet sammen i en lækker cocktail og har beskrevet aftenen i en kort reportage, så du, kære læser, ved, hvad du gik glip af. 

IMG_1730
Ane Cortzen og Jørgen Leth.

Efter en kort introduktion til aftenen ved værten, den altid charmerende Ane Cortzen, trissede Jørgen Leth ind på scenen i scenen røde »tournésko«, som han selv kaldte det par sko, der – som Cortzen bemærkede – matchede gulvtæppet under dem såvel som de røde lænestole de sad i og lyset fra lampen bag dem. Samtalen drejede sig primært om Leths lyriske bagkatalog, samlet i Samlede digte (2012), som han havde med ind på scenen. Med over 600 sider er den med Leths egne ord »lige til at kaste med… et våben«. Han fortalte, at han engang var ved at stryge de to første digtsamlinger, Gult lys og Kanal fra sit forfatterskab, fordi de var modernistiske på en kunstig måde – og bar for tydeligt præg af skoledrengens brændende ønske om at komme ind i varmen hos modernistiske forfattere som Klaus Rifbjerg, Jørgen Sonne og Jørgen Gustava Brandt. Men med tiden lærte han at holde af dem, og han er nu glad for sit samlede værk, og at det foreligger i én bog.

IMG_7448
Jørgen læser op. “Jeg vil elske dig gennem prismer / som spreder lyset, gennem en film / som går forbi mig og igen går forbi mig”

Digtene han skulle læse op havde han til fleres forbløffelse ikke selv valgt ud, men trygt overladet til kapelmester Mikkel Grevsen. Det var ikke et uvant for ham at undgå de store beslutninger, for også når han laver film, er det helt op til hans klipper om at færdiggøre filmen. Efter den korte samtale med Ane gik han hen til mikrofonen og begyndte, godt blændet af projektørerne bag ham, at læse op. Med den karakteristiske stemme som instrument vekslede han fra mellem sine tidlige og sene digte, det gjorde at oplæsningen med Leths eget ord fik sin egen ”dramaturgi”; indimellem glemte Leth titler såvel som årstal på digtsamlingerne han læste op fra, men glemsomheden havde sin egen charme, ikke mindst fordi Leth selv var i stand til at grine af det.

Han blev klappet ud, og kort efter trådte Carl Emil Petersen (tidligere forsanger i Ulige numre) ind på scenen, hvor der var lagt op til akustisk sang med gamle numre fra Ulige numre nye numre fra hans nye soloprojekt, blandt andet radiohittet ”Skærgården”, der synes at handle om opløsningen af Ulige numre og tiden efter: ”den mørke vinter venter / vinker til mig, blinker / hvor er ham fra bandet nu?”. Flere gange gav han udtryk for, hvor beæret han var over at være i selskab med så store forfattere som Jørgen Leth og Naja Marie Aidt – forfattere han selv har læst og analyseret i gymnasiets dansktimer. Hvis hans dansklærer vidste, han skulle optræde sammen med dem, var han sikker på, han ”ville vende sig i sin grav”, sagde han – men skyndte sig at tilføje, at han ved nærmere eftertanke stadig er i live.

IMG_4672
Carl Emil Petersen .

Carl Emil virkede skiftevis fraværende og nærværende, til tider distræt (første nummer måtte han sågar afbryde, inden han var kommet rigtigt i gang, fordi han havde glemt at tage snuset i overlæben ud). Han formåede derfor trods enkelte højdepunkter ikke helt at komme ud over scenekanten, men annoncerede til sidst, at han kommer til Odense igen til november, så måske var dette bare en opvarmning – om end en halvtam én af slagsen.

Efter en pause var Naja Marie Aidt næste navn på programmet. Det føltes eksklusivt at opleve Aidt, der har adresse i Brooklyn i New York, i lille Odense. Jeg husker hende også fra dansktimerne i gymnasiet, hvor hendes syrede noveller blev dissekeret. Samtalen med Cortzen gik mest på hendes forhold til Grønland, hvor hun er født (juleaftensdag 1963) og vokset op, men flyttede fra som 7-årig. Hun mente, at Grønland har gjort hende hærdet, og at det kan spores i hendes forfatterskab. Det var da også noget, grønlænderne bemærkede, da hun i 2008 vandt Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Bavian. Hun læste – til min mindre skuffelse – ikke op fra sin seneste bog, den anmelderroste Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, men fra sin seneste digtsamling, Alting blinker (2009). En digtsamling, der blandt andet handler om fremmedgørelse, udlængsel og hjemve og nationers forskellige sprog og historie – med udgangspunkt i erfaringer Aidt har gjort sig over there, i New York.

IMG_1475
Ane Cortzen og Naja Marie Aidt

Aftenen kulminerede med SUPAPAWA, et musikalsk samarbejde mellem digteren Caspar Eric og musikerne Mikkel Grevsen og Ask Bock. Et miks af løsrevne tekststumper fra Erics hidtige produktion – 7/11 (2014), Nike (2015) og Avatar (2017) – i ukronologisk rækkefølge blev ikke bare læst op, men performet i ordets bogstavelige betydning. Ved hjælp af elementer som loops og autotune mimede musikken den oplevelse man kan få under læsningen af Erics digte, der netop indeholder mange rytmiske gentagelser og har fået betegnelser som “poppoesi” hæftet på sig. Særligt rørende var det sidste nummer, fordi det var dedikeret til dj og forfatter Maria Gerhardt: “selvom jeg savner dig / og ofte står og græder / og er sur på universet”. I går var det et halvt år siden hun døde, og en tydeligt bevæget Caspar fortalte om nogle af de sidste samtaler, de havde sammen. SUPAPAWA var for mig aftenens højdepunkt og en smuk kulmination på en minderig aften i lyrikken og musikkens tegn.

At klædes af som en råkold regn. Om Jeg er levende.

I går aftes var jeg i Cinemateket, som i anledning af Jørgen Leths 80 års fødselsdag afholder en række arrangementer med introduktioner og foredrag til og om hans oeuvre med efterfølgende visning af udvalgte film fra Leths lange karriere. Og som en passende start på festlighederne var hovedpersonen selv inviteret i går til at tale med Søren Ulrik Thomsen om hans portrætfilm om ham, Jeg er levende (1999), forud for en repremiere af filmen. Det er en film, jeg selv har set et utal af gange, men at se den på det store lærred, var som at se den for første gang igen. Gammel kærlighed ruster ikke, som ordsproget lyder.

dfi_20081004-101947-7
Fra filmen “Jeg er levende”.

Thomsen lagde ud med at fortælle, at projektet egentlig begyndte 15 år før, han og Leth overhovedet vidste, de skulle lave en film sammen. Dengang boede han på et klubværelse i Købmagergade og havde en særlig frimodighed, som gjorde at han uden videre kunne finde på at banke på hos naboen for at læse et nyskrevet digt op “selvom hun sådan set ikke havde bestilt poesi, som man ringer efter en pizza”. Mange år senere havde dén nabo fået arbejde hos filmselskabet Bech Film og henvendte sig til Thomsen for at fortælle,  at hun ønskede at lave en portrætfilm om ham, men at hun endnu ikke havde nogen instruktør. Thomsen foreslog Leth, for, som han sagde: Hvorfor ikke spørge den bedste? Heldigvis sagde han ja. Thomsen var overbevist om, at spændingen mellem “Leths kølige formalisme og den eksistentielle overophedning i min poesi var kunstnerisk potent”.

Og der er efter min mening kommet en virkelig fremragende film ud af deres samarbejde, en film som naturligt indgår i Leths øvrige værk, også selvom det var et bestillingsarbejde. Holdt i sort/hvide farver og med den melankolske, underliggende jazzmusik af Tomasz Stankos Septet samt Leths karakteristiske langsomhed ser filmen unægteligt ældre ud, end den egentlig er. “Ja, den er ligesom København i 1973,” sagde Søren Ulrik Thomsen (med henvisning til dengang, han lige var flyttet til København – før bl.a. gentrificeringen som han flere gange har polemiseret over) og kunne også lystigt fortælle en anekdote om engang, filmen blev vist i en gymnasieklasse, og en elev nysgerrigt havde rakt hånden i vejret for at høre, hvornår han døde. Lige så lystigt kunne Jørgen Leth, som en apropos, fortælle om engang han så maleren Per Kirkeby (f. 1937), og hvor han på grund af hans stærkt svækkede hukommelse måtte introducere sig selv: “Det er Jørgen,” sagde han. Og han svarede overrasket: “Jørgen… jeg troede, du var død!”.

Det var en inspirerende aften i makkerparrets selskab, og heldigvis er de begge to stadig lyslevende og produktive – Søren Ulrik Thomsen udgav sidste år En hårnål klemt inde bag panelet og pladen POWER med orkestret Det Glemte Kvarter, og i morgen udkommer Leth med bogen Men jeg er her jo.


Hvis man vil læse mere om filmens tilblivelse, har Jørgen Leth skrevet om den i kapitlet “Jeg ville gerne lave en film om et geni” fra erindringerne Guldet på havets bund (2007) og Søren Ulrik Thomsen i essayet “Intet mindre end magisk – om arbejdet med filmen Jeg er levende” i Samlede Thomsen. Filmen er frit tilgængelig på Filmcentralen.

Linn Ullmann på International Forfatterscene

15403795_10153960912846143_5741938506429049297_o
Billede: Den Sorte Diamant

I tirsdags var jeg taget til København for at se og høre Linn Ullmann på Den Sorte Diamants Internationale Forfatterscene. Hun er, lader det til, i Danmark hele tiden, som det også indledningsvist blev sagt, og jeg fik da også signeret hendes seneste roman “De urolige” allerede i sidste måned på Bogforum, men mon ikke hendes bogpromovering snart er overstået? Det tænkte jeg, og derfor ville jeg ikke gå glip af hendes besøg på Den Sorte Diamant. Intervieweren var forfatteren Hanne-Vibeke Holst. Et oplagt valg, tænkte jeg forud for deres samtale, for Holst har – ligesom Ullmann – skrevet en bog om sin far, den anmelderroste “Knud, den store”. Desværre blev jeg slemt skuffet.

En roman er en roman er en roman
Med “De urolige” har Linn Ullmann efter min mening skrevet en af årets bedste bøger. Det er en både smuk, poetisk og rørende fortælling om minder, erindring, aldring, glemsel. Som megen anden litteratur der udkommer i disse år tager den meget tydeligt afsæt i et selvoplevet stof og handler, uden at nævne dem ved navn i øvrigt, om forfatterens berømte forældre, kunstnerparret Ingmar Bergman og Liv Ullmann – og om Linn selv, der ikke kan vente med at blive voksen, mens forældrene helst ville være børn. På trods af bogens mange virkelighedsreferencer er den til syvende og sidst stadig – som der står på forsiden – en roman.

file-18-12-2016-10-56-02

At Hanne-Vibeke Holst, der selv er forfatter og også bedriver såkaldt autofiktion, ikke kunne se dette, både undrede og irriterede mig. Flere gange tog hendes spørgsmål udgangspunkt i konkrete scener fra bogen, hvis “sandhed” hun blot ville have bekræftet eller afvist: “Skete det også i virkeligheden? Var det nøjagtigt sådan?”. Ullmann sukkede, tøvede lidt og forsøgte så at forklare, at når man som forfatter skriver en tekst, bliver det til fiktion, og ting, der er sket, blandes sammen med ting, der ikke er sket. Det skriver hun også om i bogen: “Jeg husker det der skete, jeg tror jeg husker det der skete, men noget har jeg sikkert fundet på”. Derfor kan man slet ikke ‘tage det virkelige’ ud af en tekst, som Holst insisterede på og gik hende på klingen med. Og er det overhovedet interessant at vide? Næppe.

Overflødig oplæsning
Holst og Ullmanns samtale blev ledsaget af oplæsning fra “De urolige” af Ellen Hillingsø. Hun er, efter hvad jeg har kunnet læse mig til, en fast del af Diamantens International Forfatterscene. Og det er ikke fordi, jeg har noget dårligt at sige om Hillingsøs oplæsning, tværtimod, hun er talentfuld skuespiller og en dygtig oplæser, men når nu forfatteren selv var til stede, ville det da have været mere oplagt at få hende til at læse de få udvalgte passager op på sit smukke, norske sprog.

file-18-12-2016-10-57-14
Efter arrangementet ilede Ullmann videre til bibliotekets butik, hvor en lang kø af læsere allerede ventede på at få deres bog signeret.

Holst og Ullmann gik ualmindeligt skævt af hinanden, og ikke mindst på grund af Holsts lange og uklare, men især nærgående og pågående spørgsmål. Selv til sidst prøvede Holst noget så ihærdigt at få Ullmann til at dele sin mors reaktion på bogen med salen, hvad hun naturligvis afviste, fordi “det hører privatlivet til”. Og jeg var ikke alene om denne opfattelse, skulle det vise sig. Da jeg kom ud af Dronningesalen, hvor arrangementet blev afholdt, var der to ældre kvinder – sikkert medlemmer af Poltiken Plus – som kiggede på hinanden og udstødte et kort, men dybfølt suk, så kiggede den ene på den anden og sagde: Bare det var Klaus Rothstein, som havde interviewet hende.