Livets kvaler med hytte på Hvaler

Faren min døde for fem måneder siden, på et beleilig eller ubeleilig tidspunkt, alt etter øynene som ser. (Hjorth, s. 7)

9788202512736Sådan lyder første sætning i norske Vigdis Hjorths roman ”Arv og miljø”. Særligt sidste sætning er værd at bemærke, ”alt etter øynene som ser”. Det er netop en bog, som (blandt andet) demonstrerer hvor forskellige opfattelser, mennesker kan have af den samme oplevelse. Fortælleren med det højst besynderlige navn Bergljot (der uden at støde forfatteren vel godt kan betegnes som hendes alter-ego) er sig selv dette bevidst i sin reaktion på søsteren Astrids invitation til dennes halvtredsårs fødselsdags. I hovedet udspiller hun sig situationen, som hun forventer, den vil tage sig ud, såfremt hun takker ja til invitationen:

Å måtte tre inn i et rom der de [mor og far og Astrid] sto og hilse med hånden? Klemme? Si hva? De hadde møttes jevnlig i alle år, de var vant til å omgås, jeg var selvutmeldt og et sort får. Skulle jeg dukke opp smilende med et heisan? Som om vi ikke hadde virkelighetsforståelser som gjensidig utelukket hverandre, som om de ikke benektet selve det stoffet jeg var laget av. (Hjorth, s. 52)

“Selvfølgelig tar jeg utgangspunkt i ting jeg har opplevd,” (Korsvold) har Vigdis Hjorth sagt og lægger derved ikke skjul på romanens klare afsæt i virkelige hændelser. Når romanen, der behandler tunge og konfliktfyldte emner som arv og incest, er det tilmed forventeligt, at de involverede har en anden oplevelse af selvsamme hændelser som beskrives af Hjorth. At der altid er mindst to opfattelser af virkeligheden, er i hvert fald selvsagt, men det er sjældent, at modellen til en romankarakter svarer igen i selvsamme form: en roman (i dansk sammenhæng kan jeg kun mindes Louise Østergaards roman ”Ord” om forholdet til Yahya Hassan, som et modsvar på Hassans digtsamling).

Det er imidlertid det, Vigdis Hjorts søster, Helga Hjorth, nu gør i sin roman ”Fri vilje”, der netop er udkommet på det norske forlag Kagge. Til mediet VG svarer hun: ” Hvis jeg skal gå i dialog med en roman, så er det naturlig å gjøre det med en annen roman. Ellers risikerer jeg å ikke bli hørt. Og jeg vil gjerne bli hørt” (Norli & Molnes). Helga Hjorth, der til daglig arbejder som jurist, har gået på skrivekursus for at kunne skrive romanen, der således er hendes debut. Og hørt er hun blevet: første oplag på 6000 eksemplarer blev udsolgt på blot to dage. Næste oplag, som kommer i denne uge, er betydeligt større – nemlig på 16000 eksemplarer (Norli).

057179df5fcec6702da7f868c43089db

Men at tage til genmæle med endnu en roman synes paradoksalt, for hvis formålet er at påpege usandheder i Arv og miljø og fortælle, hvordan det i virkeligheden var, bevirker det jo netop, at Vigdis Hjorths roman (bliv)er det, forfatteren fra start har hævdet, den er: en opdigtning, en fiktion, en roman. Derved undergraver Helga Hjort, formentlig uden at hun selv er klar over det, sit eget projekt.

Jeg har ikke læst Fri vilje endnu, men har stærke intentioner om det, dels fordi jeg allerede har en stærk formodning om, hvad det er for en bog, og de fordomme vil jeg gerne have bekræftet eller afvist, inden jeg udtaler mig mere om bogen, og dels fordi jeg mener, det er enestående litteraturhistorie, vi er vidne til. Og en gave til litteraturforskningen. Men som udgangspunkt er min holdning den, at Helga Hjorth – ved at udgive en ny roman om samme emne – går i søsterens fodspor og gør netop dét, hun kritiserer søsteren for. Derved rykker den ikke ved noget, men bliver blot endnu et bevis på Vigdis’ sætning: “alt etter øynene som ser”.

Debatten om Vigdis Hjorths Arv og miljø nåede uanede højder sidste efterår, og noget kunne tyde på, at hun og søsteren tager endnu en tur i manegen dette efterår. Tilbage er nu bare spørgsmål om, hvornår næste bind i Hjorth-serien kommer, og hvem der i så fald skriver den.

Kilder
Hjorth, Vigdis: Arv og miljø (2016). Forlaget Cappelen Damm. 1. udg.
Korsvold, Kaja: Vigdis Hjorth med roman om en fars incest (27.9.16). Aftenposten: https://www.aftenposten.no/kultur/i/JGvJX/Vigdis-Hjorth-med-roman-om-en-fars-incest 
Molnes, Geir & Norli, Camilla: Helga Hjorth om å bli romanfigur: – Umulig å forsvare seg (11.8.17). VG: http://www.vg.no/rampelys/bok/litteratur/helga-hjorth-om-aa-bli-romanfigur-umulig-aa-forsvare-seg/a/24114367/
Norli, Camilla: Helga Hjorths hevnroman utsolgt på to dager (11.8.17). VG: http://www.vg.no/rampelys/bok/litteratur/helga-hjorths-hevnroman-utsolgt-paa-to-dager/a/24116015/

Mig og Knausgård

knausgaard-andre-loeyning-1-svhv
Foto: André Løyning

Det er snart to år siden, jeg læste første bind af Min kamp for første gang, det var i sensommeren 2015, jeg var lige blevet student, og fordi jeg havde valgt at tage et års sabbat, havde jeg masser af tid, blandt andet til at læse. Jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skulle få tid til at læse Karl Ove Knausgårds monumentale værk, som jeg længe havde haft lyst til, var det nu. Pengene var små, så jeg lånte et godt slidt eksemplar af førsteudgaven på biblioteket, siderne var let krøllede, og der var både æselører og understregninger, alt sammen det, der gør biblioteksbøger til noget helt unikt.

Allerede i bussen begyndte jeg på bogen, og jeg glemte næsten at stå af, fordi jeg allerede var så draget af fortællingen. Da jeg kom hjem, fortsatte jeg, hvor jeg slap. Jeg læste og læste, og selv når jeg ikke læste, var jeg stadig inde i bogen, tænkte på Karl Ove, nogle gange ligefrem som ham. Jeg følte og føler stadig en stor samhørighed med ham og hans måde at være i verden på, genlæste sætninger, memorerede dem. Den optog mig så meget, formen forekom mig sublim, tonen oprigtig, og efter at have bladret den sidste side under en uge senere og lukket permerne om hinanden, ramtes jeg af en tomhed, som ikke engang dét straks at kaste sig over toeren ville kunne udfylde (endsige forekom mig tænkeligt). Det var en alt for stor mundfuld: portrættet af faren, der også er et portræt af forfatteren, barndoms- og ungdomsskildindringerne, venskaber som glider over i bekendtskaber, nytårsfester, hvor man vandrer flere kilometer for at komme til en fest, man ikke engang kan vide sig sikker på at blive lukket ind til… Jeg holdt en pause fra at læse derefter, havde ikke brug for at læse andet i et stykke tid, men da pausen ophørte, havde jeg vitterligt ikke tid til at læse, jeg begyndte at tage kørekort, og alle mulige andre ting optog pludselig min tid.

1567191_1498710430

Juli 2017: Jeg har længe villet genoptage læsningen af Min kamp. Som litteraturstuderende på snart 3. semester er Karl Ove Knausgård et navn, der af og til nævnes, også selvom han ikke har været på pensum endnu, men hvad han med garanti snart vil komme. Og jeg vil hellere læse af ham af lyst end af tvang. Før og efter Min kamp 1 har jeg læst essaysamlingen Sjælens Amerika og de to første bøger, Om efteråret og Om vinteren, i årstidskvartetten, hans seneste projekt, så det er ikke, fordi jeg har forsømt min Knausgård. Og jeg har været glad for det, jeg har læst.

Jeg læste for et stykke tid siden et interview med forfatteren Lone Hørslev, hvor hun gik til bekendelse: hun har aldrig læst Knausgård. Det var for uoverskueligt et projekt. “Jeg bliver helt træt på forhånd, også selvom jeg VED, det er godt. Jeg har læst interviews med Knausgård, og jeg har set ham live. Han er på alle måder interessant. Bøgerne er interessante. Omfanget af værkerne er bare for volumniøst” sagde hun og satte ord på min vægren mod at fortsætte Knausgård-projektet. At fortsætte projekt forekom mig på alle måder tungt, og jeg forstod (og forstår stadig ikke), hvorfor bøgerne skal svulme op til den store størrelse. Som læser og (in spe) skrivende er jeg også (blevet) langt mere optaget af den lille skrift, som Knausgård absolut ikke dyrker.

Nu, i sommeren 2017, har jeg så alligevel sat mig for at begynde forfra, og indtil videre har jeg genlæst første bind. Det VAR godt, men dét, at jeg på forhånd vidste, at det var det, gjorde unægteligt også læsningen forudsigelig og kedelig: mine forventninger blev indfriet, men ikke mere ikke mere end det, bekræftede mig bare i det, jeg i forvejen vidste. Passager syntes pludselig uendeligt lange og kedsommelige, og selvom det indimellem – ja, faktisk det meste af tiden – var fremragende skrevet, var det mest af alt dette: langt og kedsommeligt.

Måske er det mig og min smag, der har ændret sig; måske var jeg forblændet, første gang jeg læste Min kamp. Måske skulle og skal jeg fremover bare afholde mig fra at genlæse lange bøger, fordi de ikke overrasker. Nuvel, dette er ikke en afsked med Karl Ove Knausgårds 3600-siders (!) lange Min kamp. Jeg har foreløbigt planlagt også at læse næste to bind i løbet af sommeren, som vistnok blev udgivet samtidigt med bind 1 i Norge i 2009. Måske vil min mening om ham ændre sig derefter, måske ikke.

To be continued.

To Bogforum or not to Bogforum

I weekenden blev årets Bogforum – den 25. af slagsen – afholdt, traditionen tro i Bella Center i København. For mit eget vedkommende var det mit andet år på messen. Sidste år var jeg af sted om fredagen, i år om lørdagen, og det var tydeligt at mærke det øgede besøgstal. På standene til de store forlag som Gyldendal, Lindhardt & Ringhof og JP/Politikens Forlag var der god plads at bevæge sig på, mens trængslen hos de mindre forlag var større – en næsten klaustrofobisk stemning. Det var dog en lettelse at opleve, at standene lå nøjagtig det samme sted som sidste år, så jeg (det meste af tiden) slap for at gå forvirret rundt og lede efter stande i hver sin ende af hallen.

photo-12-11-2016-11-14-19
Første punkt på programmet: Ane Cortzen interviewer Sofie Diemer og Pejk Malinovski.

Jeg havde i forvejen forberedt et ambitiøst program, som blandt andet inkluderede Don Rosa, Erlend Loe, Ane Riel, Dorthe Nors, Hella Joof, Tomas Espedal, Søren Ulrik Thomsen og Linn Ullmann. Set i bagklogskabes lys var det måske for ambitiøst, for jeg endte med kun at høre én samtale i sin fulde længde, nemlig den med Linn Ullmann sidst på eftermiddagen. Meget af tiden gik med at stå i kø til signeringer og ose mellem de forskellige stande. Og hilse på forfattere og andre kendte ansigter fra Twitter og bloggerverden. Jeg fik dog også opsnappet brudstykker af samtaler rundt omkring på messen, men det er – som de fleste tilstedeværende kan bekræfte – svært at få ørenlyd, når bare man står få meter væk fra scenen, og et kakofoni af stemmer blander sig med hinanden.

photo-12-11-2016-14-41-59
En koncentreret forfatter: Linn Ullmann signerer på livet løs på Arnold Buscks stand.

Mit budget til at købe bøger for var ikke strammere end sidste år, alligevel endte jeg med kun at købe 3 bøger, heriblandt vinderen af Debutantprisen (Techno af Niels Henning Falk Jensby), som tilfældigvis var signeret, på Arnold Buscks stand. Til gengæld havde jeg en stak bøger med hjemmefra af de ovenstående forfattere til signering, som jeg slæbte rundt på, så det var nok meget godt, at mine skuldre ikke blev alt for belastet. Man kan let blive fristet af alle messens tilbud, så jeg gik efter de bedste af dem og nøjedes med at købe de bøger, jeg reelt regner med at få læst.

En blanding af nye og gamle bøger: Det lykkedes mig at få alle mine bøger signeret, lige med undtagelse af Haruki Murakamis “Fødselsdagshistorier” og Timur Vermes “Han er tilbage” (og med god grund). Ovenover ses Ullmanns, Espedals og Joofs dedikation.

Et gedemarked
Bogforum ER et gedemarked, som jeg efter mine besøg i år og sidste år har udviklet et had-/kærlighedsforhold til. Det er varmt, trangt, støjende, og mennesker skubber og puffer til hinanden; programmet er for stort, for bredt, og der er for mange arrangementer, som ikke har noget som helst med bøger at gøre (hvad laver Linse Kessler og hendes familie, bandet Folkeklubben – og en madscene (sic!) på Bogforum?); samtalerne for korte og overfladiske. Men alt det ved jeg jo godt; det er en del af charmen og en del af pakken. Det, Bogforum også er, er en enestående mulighed for at møde forfattere, få sine bøger signeret, måske købe julegaver til billige penge, snakke med andre litterært interesserede. Og mon ikke jeg, trods mit ambivalente forhold til arrangementet, vender tilbage næste år?