Arv og miljø af Vigdis Hjorth

9788202512736

Arv og miljø af Vigdis Hjorth, udgivet i 2016 på Forlaget Cappelen Damm

Som vinder af Bokhandlerprisen og Kritikerprisen 2016 og indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2017 er Arv og miljø, for nylig oversat til dansk, en af de mest omtalte romaner i Norden lige for tiden. Med afsæt i et stærkt personlig stof satte Hjorth atter gang i diskussionen om litteraturens udviskede grænser mellem virkelighed og fiktion, det nordmændene kalder »virkelighedslitteratur«, i Danmark kaldet autofiktion. En efter min mening enerverende debat, som jeg gerne tager op igen i et selvstændigt indlæg. Tidligere har jeg kort berørt den i “At tage af hovedstolen” fra 2016.

Bogens handling er for så vidt enkel nok. Konstellationen er følgende: en mor og far, fire søskende, to af dem, Åsa og Astrid, har og har haft et godt forhold til forældrene, mens de to andre, Bergljot – fortælleren – og Bård, af flere årsager for længe siden har brudt med deres ophav. Centralt i romanen står familiens to sommerhytter på Hvaler, som det er bestemt, at Åsa og Astrid skal arve, mens de to andre søskende skal modtage et pengebeløb svarende til hytternes værdi. Det står skrevet i farens testamente og har ikke medført nogen kontroverser. Lige indtil Åsa og Astrid har fået arveforskud, kort før farens død, uden at Bergljot og Bård er blevet informeret herom. Det er starten på tvisten om arven og starten på romanen. Og bølgerne går højt, meget højt.

Det drejer sig tilsyneladende om et klassisk arveopgør, men også kun tilsyneladende for langsomt indvier fortælleren Bergljot læseren i sin historie, om barndommen hvor faren forbrød sig mod hende. Incesthistorien er for Bergljot et væsentligt indspark i arveopgøret, men vil familien tro på hendes historie? Bogen veksler mellem mellemlange kapitler til tableauagtige afsnit (hvoraf sidstnævnte litterært set fungerer bedst), der strækker sig fra få linjer til én hel side med filosofiske, psykologiske og poetiske betragtninger á la denne:

Alt henger sammen med alt. Ingen setning er uskyldig for den som går med ørene på stilker for å forstå.

Overraskende, men egentlig oplagt, er det desuden at bogen går i dialog med flere danske kendinge, hvoraf de to mest åbenlyse er Tove Ditlevsen og dogmefilmen Festen, der vel er en af nyere tids mest kendte fiktive skildringer af incest – og ikke bare i Norden. Men til gengæld også en af de mest utroværdige, mener Bergljot, fordi incestanklagen i filmen underbygges med søsteren Lindas selvmordsbrev: “Feilen med Festen er at den lar den som konfronterer sin familie framlegge et bevis. I virkeligheten finnes ikke bevis. I virkeligheten har den som konfronterer familien ingen tvilling som har tatt livet av seg og som etterlater seg et brev som beviser farens skyld”. Det er en meget rammende kritik, som jeg aldrig selv har (endsige villet have) skænket en tanke.

At ingen av dere på noe tidspunkt har spurt meg om min historie har jeg opplevd og oplever jeg som en stor sorg

Arv og miljø er altså en roman, som tematiserer familiens løgne, fortielser og forskellige erindringer. Romanen er god, men jeg kan alligevel ikke helt tilslutte mig det næsten enstemmige hyldestkor af anmeldelser. Sprogligt og indholdsmæssigt går den i tomgang cirka halvvejs, og når jeg desuden mener, romanen er mindre vellykket, end den kunne have været, hvis den var tænkt og skrevet anderledes, er det, fordi den først og fremmest er skrevet på en indignation, en vrede som synes alt for tæt på forfatterens privatperson. Hvis virkelige hændelser skal gøres til litteratur, må de bearbejdes, for at de kan få karakter af noget alment og vedkomme andre end forfatteren selv, lyder et klassisk råd, næsten en kliché, men ikke mindre sand af den grund. På mig virker Vigdis Hjorth ikke personlig, men tværtimod dybt privat, og derfor engageres jeg også mindre i Arv og miljø, der mere tager form af en litterær hævn på familien end egentlig kunst.

Anbefaling: Velsignelser af Caroline Albertine Minor

2f4925fd-5fcf-477b-9c0c-370163410b88_1495612838

Velsignelser af Caroline Albertine Minor, udgivet i 2017 på Rosinante

Vilde og vildt vellykkede noveller. Om sorg, tab, venskab og smukke mænd. Cirka halvdelen af novellerne kredser om selvmordet til den unge au pair Anne-Sophie, kaldet Anso, der hænger sig to dage før jul hos sin værtsfamilie i Australien. Selvmordet bliver stående som en uløselig gåde, men gennem forskellige synsvinkler i forskellige noveller kastes der lys over, hvem Anso var; læseren må dog selv stykke brudstykkerne sammen. Novellen “Sorgens have”, der handler om afviklingen af et forhold mellem en mand og en kvinde, Caroline og M., bør også fremhæves for dens knugende beskrivelse af sorgen over en krop, som stadig lever. Efter en trafikulykke har M. mistet hukommelsen og husker hverken kæresten Caroline eller deres søn, og deres forhold er forandret for altid. Den er for mig samlingens højdepunkt og er en skattekiste af uforglemmelige sætninger, jeg får lyst til at citere, fx åbningslinjen “På en bænk i Enghaveparken gav vi bare op” eller “At vågne op er bare savnet, der begynder forfra, hårdere”.

Selvportræt af Édouard Levé

1675778_1493871684

Selvportræt af Édouard Levé, udgivet på forlaget Basilisk i 2015

Det er svært at give en fyldestgørende resumé af Édouard Levés roman “Selvportræt”. Den falder åbenlyst udenfor andre (selv spinkelt) plotbårne romaner, selv om end der findes antydninger af et undervejs. Bogen består (næsten kun) af løsrevne hovedsætninger, der i næsten samtlige tilfælde begynder med “jeg”: om henkastede ting og tanker, forkærligheder, aversioner, idiosynkrasier etc. Sætningerne listes op efter hinanden uden nogen (forklaret) forbindelse med hinanden. En passage fra en tilfældig side kan illustrere bogens kværnende sprog:

Når jeg går tur for anden gang, ser jeg mindre af landskabet og går hurtigere. Jeg lader telefonen ringe indtil telefonsvareren har sorteret opkaldene. Jeg kan tale i to timer med en ven, men på få fem minutter overstå en samtale med en anden. Når jeg taler i telefon er jeg ikke bevidst om mit ansigtsudtryk. Jeg kan blive utålmodig når jeg venter på et opkald, men ikke når jeg selv skal foretage et. Jeg har flere gode end dårlige minder (s. 24)

Denne sprængte og fragmenterede form synes Levé at forklare på første side: “At beskrive mit liv nøjagtigt ville tage længere tid at leve det” (s. 7). Og som han senere skriver: “Jeg forklarer ikke. Jeg begrunder ikke. Jeg sorterer ikke” (s. 29). Han er lige så sammensat og modsætningsfyldt menneske som alle andre. Det forhindrer ham eksempelvis ikke i at skrive “‘Jeg vil gerne smile mindre” (s. 39) blot få sider efter denne sætning: “Når jeg smiler, bruger jeg færre ansigtsmuskler end når jeg ikke smiler, jeg burde smile mere for at hvile mit ansigt” (s. 33). Fortælleren refererer flere steder til sit virke som både fotograf, billedkunstner og forfatter, til blandt andet bogen Oeuvres. Det synes derfor ikke urimeligt at antage, at der finder et sammenfald mellem fortælleren og forfatteren sted, så bogen er i bogstaveligste forstand et selvportræt. Den har da meget, meget typisk for sin slags, heller ingen genrebetegnelse.

Han skriver et sted, at han bedre kan lide begyndelser end slutninger, og man kan forestille sig, at bogen i princippet kunne fortsætte “i det uendelige”, at han kunne være stoppet når som helst, men bare satte punktum for at blive kvit med bogen. Det er ikke nogen naturlig, selvfølgelig slutning, og kronologien er underordnet. Man kan, vil jeg vove at påstå, lige så godt læse bogen bagfra med samme effekt.

Bogen beskriver flere steder døden og selvmordet som en formildende omstændighed – “Det som venter for enden af livet gør mig ikke bange” (s. 7); “Jeg har forsøgt at begå selvmord en gang, jeg har forsøgt at forsøge at begå selvmord fire gange” (s. 9) – og det er derfor svært ikke at komme til at tænke på Levés sidste bog “Selvmord” (opr. udgivet i 2008; for nylig udgivet på dansk), han indleverede kort tid før han begik selvmord. Det er en undertone, der løber gennem bogen, men ikke på nogen dominerer den. Édouard Levés Selvportræt er først og fremmest en – original – hyldest til livet.

Men jeg er her jo af Jørgen Leth

1721900_1497588675

Men jeg er her jo af Jørgen Leth, udgivet i 2017 på forlaget Gyldendal. Anmeldereksemplar fra forlaget.

I anledning af Jørgen Leths 80 års fødselsdag udkom bogen Men jeg er her jo (på selve dagen). Bogen har ingen genrebetegnelse, men kan fint læses i forlængelse af Leths andre erindringsbind – fra den kontroversielle Det uperfekte menneske (2005) til Mine helte (2015). Den kan også læses uden forkundskaber i Leths øvrige forfatterskab, digte såvel som erindringer, helt for sig selv. For lige så meget som bogets jeg (næsten selvfølgeligt) læses som biografisk, som Jørgen Leth selv, er det ikke (kun) erindringer; men det er heller ikke en roman.

Den er derimod en genrehybrid, som der står på bagsiden, “erindringer, meditationer og fiktioner om kvinder, rejser, drømme, steder”. Alt sammen skrevet i en dagbogsagtig form – med korte (nogle gange ufuldstændige) sætninger, indtryk og sansninger, som nedskrives, mens de opleves. Bogens fysiske format alluderer da også til de populære kina-notesbøger.

Nogen egentlig handling har den ikke, men skal man opsummere den handler den om Leths ophold i Rom og Haiti i perioden 2016-2017: hvad der sker i løbet af dagen, og hvad han tænker på imens, eller hvad der – som langt oftere er tilfældet – ikke sker. For ugideligheden går igen hver eneste dag: “Ting, jeg ikke må, ting, jeg skal gøre, indhold, indhold, det gider jeg ikke. En dag uden indhold, er det en god dag? Ja, helt klart” (s. 22); “Jeg gider ikke tænke en tanke igenne, gider ikke blive færdig med noget” (s. 39); “Gider jeg? Huske pung, huske tanker, huske mig selv? (s. 43) etc. etc. etc. Selv kunne jeg ikke undgå at komme til at tænke på Søren Kierkegaards berømte diapsalmata i Enten-Eller:

Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke.

Kendere vil, måske efter at have hørt det populære radioprogram Spørge Jørgen på Radio24syv, kunne genkende mange af Leths karaktertræk, som når han allerede på første side (bogens side 7), taler til sine usamarbejdsvillige sko: “Kom nu, dumme sko, for helvede! På med dig! Satan!”.

En meget malende reportage af en genuin interesse for skildpadders liv og levned hører til et af bogens højdepunkter. Og der er fine passager om helte, som vækker mindelser om Mine helte (2015) – filminstruktører som Godard, Antonioni og Dreyer og en lang række af cykelryttere, herunder Michael Rasmussen. Men ikke Chris Froome: “Froome ser forfærdelig ud på en cykel. Vi kan ikke lide ham” (s. 76), som det lakonisk lyder.

Der er noget meget absurd, men også Lethsk ved bogens gennemgående insisteren på langsomhed og ugidelighed. Et af hans mottoer er  jo netop “at forvandle ingenting til noget”, og det demonsterer han overbevisende i denne bog. Man skal ikke have læst meget af Jørgen Leth for at vide, at “Men jeg er her jo” er en yderst form for eksperimenterende prosa, man ikke er vant til at se fra hans hånd. Pressemeddelelsen citerer da også Leth for at kalde den noget så pompøst som “en fornyelse af mit forfatterskab”. Såfremt den er det, vil jeg med om muligt endnu mere begejstring end før følge med i Jørgen Leths forfatterskab fremover.