Et stort, øde landskap + Hundene i Tessaloniki af Kjell Askildsen

To hastigt nedskrevne meninger om to af nordmanden Kjell Askildsens sidste novellesamlinger, Et stort, øde landskap og Hundene i Tessaloniki:

Et stort, øde landskab (læst på dansk):

etstortc3b8delandskab“Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, det ligger ikke i min natur at betro mig til andre, og når andre betror sig til mig, bliver jeg beklemt og forlegen” (fra “Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan”) – alle Askildsens midaldrende og mandlige hovedpersoner, kogt ned til én sætning. De bider bitterheder, i sig, siger enten ikke, hvad de mener, eller siger ikke noget i det hele taget: lader i stedet tavsheden fylde rummet, går med en indre uro og en uforløsthed, stor som et øde landskab, som mærkes og forstærkes igennem Askildsens underspillede sprog, hvor hver en sætning sitrer af undertekst. Samliv afbrydes, og konturerne af komplicerede familieforhold (et gentagent motiv) kommer langsomt til syne for læseren – hvad enten det er til en søster eller en bror, mor eller far. De fleste noveller er fremragende og uforglemmelige, andre knapt så spændende – men uanset hvad er de forbandet godt skrevet. Novellesamlingen blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 1992, desværre uden at blive præmieret.

 

Hundene i Tessaloniki:

3936980Kjell Askildsens styrke er også hans begrænsning. Måske er det, fordi jeg efterhånden synes, at novellerne virker skabelonagtige, at jeg har det ambivalent med denne samling. Tag en knudemand som hovedperson (der enten er første- eller tredjepersonsfortæller), fåmælt, helst tavs (“Jeg/han svarte ikke” kan der stå op til flere gange på samme side), med vanskelige familierelationer, der, som oftest ufrivilligt, tilbringer tid med en kone, en bror/søster, en gammel kæreste eller en fremmed, men mislykkes i forsøget på at nå hinanden – det er opskriften på en Askildsen-novelle. Askildsen skriver klinisk, asketisk, økonomisk og derfor nærmest per definition godt, men hans noveller er også ved at blive forudsigelige; de overrasker sjældnere og sjældnere.

Hundene i Tessaloniki er novellerne mere forbundne end tidligere hos Askildsen: scenebilledet i novellerne er det samme: en mand, en kvinde, et hus, en veranda, en have, og handlinger, genstande, motiver og temaer går igen. I én novelle bliver nogle græshopper nævnt i en bisætning, i den næste novelle er titlen “Græshoppen”. I dén novelle kører hovedpersonen på et tidspunkt ud af byen, drejer af fra hovedvejen og kører ned mod fjorden, alene. I næste novelle foretager parret i novellen samme rute, på vej til deres sommerhus; osv. osv. På den ene side kan man mene, det skaber et mere helstøbt værk, på den anden side bliver novellerne også så ens, at det bliver vanskeligt at skelne dem fra hinanden. Det sidste anser jeg ikke for at være en kvalitet ved en novellesamling.

Reklamer

Omelette norvégienne af Suzanne Brøgger

org_OmeletteNorvegienne_HOY

Omelette norvégienne af Suzanne Brøgger, udgivet på Kagge Forlag (Oslo). Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget.

Den danske forfatterinde Suzanne Brøgger (f. 1944) skriver i Omelette norvegégienne hjem fra sine ophold i Norge, det lange land mod nord. Bogen bærer, med en hilsen til den norsk-danske forfatter Ludvig Holberg, genrebetegnelsen “epistler og notater”, og det er netop, hvad den er: en samling af causerende tekster, de fleste på blot 2-3 sider, enkelte er undtagelsesvis (og nogle gange heldigvis) længere. Titlen refererer til den franske dessert, der også er optrykt i bogen, og som består af is på en lagkagebund med varm, gylden marengsovertræk. En ret som Brøgger efter eget udsagn har serveret for norsk-amerikanske Siri Hustvedt og hendes mand Paul Austen. Skal titlen mon symbolisere, at nordmændene har en varme udadtil, men en kulde indadtil? Who knows. 

Bogen er skrevet på opdrag for den norske forlægger Erling Kagge, hvad man imidertid først bliver gjort opmærksom på godt og vel halvtreds sider inde i bogen. Efter at Brøggers tidligere norske redaktør, Erling Kagges mor, gik på pension, stoppede hendes bøger med at udkomme på norsk, og hun mistede kontakten til Norge. Og da hun får en henvendelse fra Kagge, er det ikke, fordi han nu vil til at udgive hendes bøger igen, som hun ellers tror og håber, men for at invitere hende til at skrive en bog om Norge. Først ler hun; og så afviser hun blankt ved at indrømme, at hun ingenting ved om Norge, men bliver til sidst overtalt, da forlæggeren smigrende minder hende om, at Brøgger jo – ligesom sin søster og datter – er en antropolog!

“Jeg kommer ikke til å bore etter olje. I denne lette omelett-boken vil jeg bore etter de kulturbærende lagene i landet,” skriver hun. Og det gør hun så – om alt lige “[f]ra Skram til Skam,” som en af teksterne hedder. Med kunstnere, forfattere, filosoffer og meningsdannere diskuterer hun emner som flygtningeproblematikken, 22. juli, det norske nationaltraume, nationalisme (“norskhed”), tv-serien SKAM, Third Ear-podcasten Kvinden med den tunge kuffert og virkelighedslitteratur (autofiktion).

Sidstnævnte emne fylder meget i bogen: Brøgger taler med flere forfatterkollegaer såsom Tomas Espedal, Karl Ove Knausgård og Vigdis Hjorth, og hun forsømmer ikke en lejlighed for at minde læseren om, at hun var foregangskvinde på dét område; at hun “siden tidenes morgen” har bedrevet autofiktion, det vil sige blandet fiktion og biografi sammen i sine bøger. Det var det, der i 70’erne gik under det nedsættende navn “bekendelseslitteratur” i Danmark (“som om det kvinnelige var mer syndig?” som hun kritisk indvender, og foreslår i stedet at kalde det erkendelseslitteratur). I sin læsning af Vigdis Hjorths Arv og miljø virker det dog mere end besynderligt, at Brøgger på den ene side hylder forestillingen om det autonome og selvberoende værk, der – skønt eksplicitte biografiske referencer – hverken kan eller skal faktatjekkes, som Hjorths roman er blevet det af Aftenposten, mens hun på den næste side skriver følgende: “[…] [D]a Vigdis kjører meg og boxeren Emma til Oslo, forteller hun meg historien som ligger bak Arv og miljø. Den er selvfølgelig verre i virkeligheten. Det er den alltid. Den kan egentlig ikke fortelles. Men den er mer rystende i boken!”.

På trods af at der er tale om et bestillingsarbejde, falder bogen fint i hak med Brøggers øvrige, lange forfatterskab, hvor liv og skrift blandes sammen. Derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at hendes bog ender med at blive en “norsk selfie” – noget hun ellers selv finder corny. Forventligt er det derfor også, at bogen ikke så meget er en bog om Norge, som det er en bog om Brøgger selv – og hendes idiosynkrasier om bl.a. New Public Management. Hun jonglerer indforstået med verdenslitteraturen og filosoffer som Søren Kierkegaard og Ludwig Wittgenstein, så man skal holde tungen lige i munden. Undertiden bliver det dog lidt for meget namedropping – fx i starten af en sætning “Mine veninder Judith Thurman og Erica Jong […]” eller indskudt (det må jo endelig ikke glemmes!): “Jeg leser, og det er Inger Merete Hobbelstad, som jeg drakk kaffe med i Dagligstuen, som skriver at […]”.

Genremæssigt er det et sært miks af rejseskildring, memoire og essayistik – hvad der fylder mest, er svært at sige; nogle steder kan selv den mindste betragtning blive påskud for forfatterindens tanker om stort og småt, dette og hint. Det er ikke altid lige interessant, og der er i denne næsten 350 siders lange bog om/hyldest til Norge (“Norge er best i alt,” hedder det) nogle gange langt mellem snapsene. Men når hun er bedst, er det rigtig godt: både klogt, intelligent, skarpt og sjovt – og med masser af oneliners og tankegods, man tager med sig efter endt læsning.

(PS: At læse bogen (om Norge) på norsk, der – som Suzanne Brøgger skriver – “til forveksling ligner dansk – bare vakrere,” tilfører læsningen en ekstra dimension. Selvom man indimellem må konsultere ordbogen, er det en god øvelse i at få trænet sit nabosprog.)

de af Helle Helle

1738947_1523425209

de af Helle Helle, udgivet på Rosinante 13. april

I 2014 udkom Helle Helles seneste roman Hvis det er, og i år er hun atter aktuel – med romanen de. Det er 25 år siden, debut(roman)en Eksempel på liv udkom, og bogen markerer derfor samtidig forfatterens jubilæum. Som altid er det med en stor forventningsglæde, man kaster sig over en ny udgivelse fra forfatteren med den stramme stil og det ordknappe sprog. I titlen skæres der på hellesk manér ind til benet – den består jo af blot ét ord, nemlig pronomenet ”de” (som vel at mærke skrives med små bogstaver).

I de går den 16-årige unavngivne hovedperson i gymnasiet i begyndelsen af 80’erne; hendes unge alder til trods har hun påfaldende mange lighedstræk til fælles med forfatterskabets øvrige, ældre kvindeskikkelser. Hun besidder en charmerende blanding af barnlig naivitet og gammelkloghed (”Tænk at være seksten og have sådan et sprog,” som hendes mor på et tidspunkt siger til hende på et aftenskolekursus, hvor hun begynder at tale med en voksen stemme) og navigerer i et ungdomsliv fyldt med lektier, veninder, fester og kurtiserende drenge. Tilsyneladende trivialiteter tillægges den største betydning fra sidelinjen af livet. Nogle gange mere iagttager end deltager hun i det, der foregår for øjnene af hende.

Ungdoms- og gymnasielivet er bogens ene handlingsspor; det andet og mere betydningsbærende skildrer hovedpersonens forhold til sin mor og deres hverdag sammen. De bor ovenpå en frisør, ”derfra stammer det ufrivillige etagehår,” som det hedder; og hendes mor har selv en forretning, hvor der sælges kosmetik og tøj. Deres forhold er fuld af latter, nærvær, ømhed og kærlighed. Mor og datter beskrives flere steder, som var de én person (heraf titlen de), her citeret fra begyndelsen: ”Stuen er malet efter en lysestage. Den er gammelrosa, men de tænder ikke lyset. De tænder det to gange, men så opdager de, at det soder. De befinder sig ofte ved vinduet, og i sofaen, og med ugeavisen”. Men ”de”-konstellationen trues, da moren bliver alvorligt syg og indlægges på hospitalet. Hospitalsscenerne, hvor hovedpersonen besøger sin mor, er blandt bogens stærkeste og mest rørende. Netop fordi de viger udenom at tale om sygdommen, ja, sågar at nævne den ved navn, bliver det på en måde endnu mere sørgeligt. Fordi man fornemmer, der er en masse følelser, som der ikke bliver sat ord på. Hverken af mor eller datter. Det kommer der til gengæld fremragende litteratur ud af.

Flere af navnene er absurde, komiske, på en måde man ikke er vant til hos Helle Helle: Tove Dunk, Hafni (mon det er en forkortelse af ”hafnium”, som betyder havn på latin og derved refererer til Rødbyhavn? I så fald er det en sjov detalje) og US. Jeg kom undervejs til at tænke på Line Knutzons skuespil, hvis karakterer ofte også bærer rundt på skæve og sjove navne. Navnekreativiteten – der givetvis er en mimen af ungdommens hang til øge-/kælenavne og forkortelser –  er dog ikke det, der slår mig som værende det mest iøjnefaldende. Det er derimod dens brug af tempusformen nutid, der må være forfatterskabs mest radikale og mest konsekvente:

Pånær enkelte brug af datid i dialogerne er hele romanen skrevet i nutid (og en anelse førnutid). Dette skaber nogle (ufrivilligt?) komiske, om end sprogligt lidt klodsede, sætninger såsom: “[Cyklen] punkterer i fjor, hun kører over et bræt”, ”Engang kører hun næsten til Karleby […]” og ”Lyset går i går”. Nogle steder skaber det forvirring om, hvad der er sket, og hvad der sker eller skal til at ske. For eksempel da hovedpersonen er på besøg hos en fyr ved navn Steffen: ”Inde på hans værelse hænger to sovjetiske plakater. Det er, fordi han har russisk, studieturen går til Moskva” – om Moskva-turen har fundet sted eller ej, er ikke til at vide; plakaterne kunne jo meget vel stamme netop derfra.

Helle Helle vender i de tilbage til det stof, hun mestrer som ingen anden: nemlig sit eget. Som gennembrudsromanen og den (fortjent) kritikerroste Rødby-Puttgarden (2005), hvor forfatteren, der selv er opvokset i Rødby, for første gang skrev om det sted, hun kommer fra, foregår de også i Rødby (går man til bogen med en forventning om, at det er en efterfølger eller en toer, vil man dog blive slemt skuffet). Forfatterens kendskab til det sted, hun skriver om, kommer til udtryk i de troværdige miljø- og persontegninger.

Bogens første kapitel hænger, som mange af Helles andre bøger, raffineret sammen med det sidste, men hvordan skal ikke afsløres her. God mening giver det dog at slutte anmeldelsen, som bogen starter, for måske nok engang at vække læserens nysgerrighed: ”Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko. Alle veje fører til veje”. Nok er de indledende sætninger ved første øjekast mystiske, hvis ikke fuldkommen meningsløse, men de giver mening, når/hvis man (nær)læser bogen. Bogen peger flere steder bagud i forfatterskabet mod tidligere bøger, men den peger samtidig – med anvendelse af forskellige formgreb og sproglige virkemidler – frem mod de bøger, der skal komme. Den er dog ikke mere eksperimenterende, end at den stadig lyder umiskendeligt hellesk. Og heldigvis for det; det er nemlig ikke ment som en kritik, men en (stor) ros.

Anmeldelsen er en længere udgave af min anmeldelse af bogen, som kan læses på Bog & Idés hjemmeside: https://www.bog-ide.dk/produkt/de-haeftet/2467359

Spørge Jørgen af Jørgen Leth

1701523_1487225706

Spørge Jørgen af Jørgen Leth (red. Anders Houmøller Thomsen), udgivet på People’s Press i 2016.

Da Radio24syvs unge talent Zissel Astrid Kjertum-Mohr i 2016 udstyrede Jørgen Leth med en mikrofon og gav ham sin egen brevkasse, “Spørge Jørgen”, blev det hurtigt en lyttersucces, som sidenhen blev gentaget i 2017 (og også gentages i år, i 2018). Program– og bogtitlen, der spiller på den kendte danske børnebog fra 1944 af samme navn, er genial, men formodentligt hverken Leth eller Thomsens fortjeneste (det er nok enten Mikael Bertelsen eller Mads Brügger, programchefer på Radio24syv, der står bag). Præmissen er enkel: Man kan spørge ham om alt, og han svarer på alt. Det er i hvert fald det, han siger. Spørgsmål afviser han dog af og til, hvis emnet ikke interesserer ham, fx Harry Potter, som han er “fuldstændig uinteresseret i” (hvad jeg i øvrigt også selv er), og et spørgsmål som “Hvis du kunne få evnen til at flyve, mod at du ikke kunne tåle menneskemad, ville du så tage imod det tilbud?” melder han også – af gode grunde – fra på.

Brevkassen er atypisk i den forstand, at når man normalt henvender sig til en brevkasse, er det for at få svar på en personlig problemstilling, ofte fra parforholdet eller andre “små hverdagsproblemer” (som jeg skriver med en hilsen til den brevkasse, Tove Ditlevsen havde i Familie Journalen fra 1956-1976). Genren taget i betragtning er det derfor bemærkelsesværdigt, at Leth, som en tredje uudtalt præmis, kun svarer på spørgsmål om sig selv. Da han på et tidspunkt bliver spurgt, om man er en taber, hvis man ikke har haft en karriere, svarer han: “Der er jeg tvunget ud i sådan en slags brevkassevisdom, som jeg ikke synes, jeg kan prætendere at have. Det ved jeg sgu ikke. Det er alt for udflydende, det spørgsmål. Det må man selv finde ud af”. Mere beredvillig og snaksalig er han, når spørgsmålene er direkte henvendt til ham eller lægger op til, at han kan trække på sine erfaringer og ikke skal føle sig “som en Tove Ditlevsen, der skal rådgive helt ned i livets detaljer og banaliteter”. Fordi Jørgen Leth er så kendt en person, er det da heller ikke uforståeligt, at man heller vil høre om hans spændende liv og holdninger, når nu muligheden foreligger, fremfor at få råd om sit eget, i sammenligning måske lidt kedelige, liv.

Emnerne spænder vidt og bredt og vidner om Leths alsidighed som kunstner og menneske. Sprog, litteratur, sport, film, musik, Haiti. Om barndom, ungdom og voksenliv. Meget af det er anekdoter og episoder, man også kan læse om i fx Det uperfekte menneske, mens andet er hans (vitterligt banale) meninger om dette og hint: om kæledyr, smalltalk, tøjkøb, forelskelser, depression, politik, parodier, forfængelighed, Lars Von Trier, mad og meget, meget mere. Og han går gerne i rette med spørgeren, hvis spørgsmålets formulering forstyrrer, som da en ung kommende journalist spørger, hvad god “journalisme” er: “Ja, der er jo ikke noget, der hedder ‘journalisme’ efter min mening. […] Det hedder journalistik. Så allerede der er jeg lidt kritisk over for spørgsmålet,” siger han inden den egentlige besvarelse af spørgsmålet kan begynde. Også smileys, som “viser en manglende evne til at udtrykke sig”, harcelerer han over. Nogle vil kalde det krukket. Jeg synes, det er helt på sin plads. Leth er velovervejet og bruger ikke sproget uden omtanke. Det kaster nogle gode og interessante svar af sig.

Jeg ved dog ikke, om jeg synes, at det har været nødvendigt at transformere radioudsendelser til skrift, men idéen er oplagt, og udgivelsen i bogform kom derfor ikke bag på mig; jeg havde tværtimod selv forudset den længe før, den udkom, og endda selv transskriberet nogle af svarene i den første udsendelse, inden jeg gav op og blev overhalet indenom af Anders Houmøller Thomsen. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at Thomsen har lagt et stort arbejde i at lytte, sortere og transskribere mange timers radioudsendelser. Så meget desto mere ærgerligt er det, at bogen ikke er blevet korrekturlæst ordentligt og indeholder flere læserforstyrrende fejl. For det er i hvert fald ikke Leth, der sjusker med sproget. På trods af min skepsis over for projektet (der fortsætter i Spørge Jørgen 2 (2017)) er det ikke desto mindre en fryd for en Jørgen Leth-fan, at man kan have en slags lethsk ABC stående på bogreolen.

Revideret 20/1 efter kommentar fra Kristian Leth på Twitter (18/1): “Du har helt glemt at nævne den egentlig arkitekt bag programmerne – og derved bogen – Zissel Astrid Kjertum-Mohr – der er grunden til at det overhovedet fungerer. Det er hende der redigerer og sorterer i spørgsmål, presser på når Jørgen ikke vil og har en forrygende fornemmelse.”