Minianmeldelse: Spøgelser, overalt af Judith Hermann

1731177_1505536225Spøgelser, overalt af Judith Hermann, udgivet på Batzer & Co i 2017 (org. udg: 2004). Oversat af Niels Brunse.

Judith Hermanns novellesamling Spøgelser, overalt er noget af det fineste, jeg længe har læst. Hun skriver dygtigt og overbevisende om menneskelige relationer: om (ulykkelig) kærlighed, venskaber, ensomhed, rastløshed, erindring, og ikke mindst rejser – som mange af hendes karakterer, ofte spontant og med kort varsel, tager på for at komme væk fra hverdagens trivialiteter. Novellerne, indhyllet i melankoli, har ofte storbyer og hovedstader som kulisse: Norge, Italien, Tjekkoslovakiet, Island. Uanset hvor de kvindelige hovedpersoner ender, synes de at være lammet af det nu, de krampagtigt forsøger at holde fast i, og fælles for dem alle er, at ting bare sker for dem, tilfældigt og uforklarligt, både mens de står på og i retrospekt.

Hermanns noveller er både lange at læse og svære at fordøje, måske især fordi man kan tage sig selv i at dvæle længe ved enkeltstående og perfekt udskårne sætninger og passager, som hver især rummer en kvalitet i sig selv. Sætningen “Al erindring forekommer mig at være sørgelig” gjorde, blandt mange, et dybt og varigt indtryk på mig, og da jeg vendte sidste side, indtrådte en øjeblikkelig følelse af tomhed og meningsløshed, men også en stor glæde over at have opdaget en forfatter, der skriver så forbandet godt, at man ikke skulle tro, det var muligt. Trods min manglende interesse for enkelte af novellerne, er der ikke nogen vej udenom: jeg må se at få læst alt, hvad Judith Hermann har skrevet!

Reklamer

En af os af Åsne Seierstad

1642537

En af os af Åsne Seierstad, udgivet i 2014 på Gyldendal (opr. udg. i 2013).

Den 22. juli 2011 er dato, jeg, med en vis vægthed, vil vove at kalde min generations 9/11. Jeg kan ikke huske, hvor jeg var, da de kaprede fly fløj ind i tvillingetårnene i New York; men jeg kan huske, hvor jeg var, da terrorangrebene i Oslo, juli 2011, bestående af bombesprængningen i regeringskvarteret og massakren på øen Utøya, hvor i alt 77 mennesker, hovedsageligt unge, blev dræbt, fandt sted. Det er først og fremmest brutaliteten, jeg påvirkes af, men også ofrenes alder. Tanken: “Det kunne have været mig”. Alle de uforløste drømme og håb for fremtiden, der med ét forsvandt ud i det store intet. Livet, der nådeslødt blev frataget unge politiske aktive, som kæmpede for mangfoldighed og demokrati. Sagen har fra dag ét optaget mig, men i perioden efter retssagen måtte jeg have det hele lidt på afstand. Og nu, i år på seksårsdagen, ville jeg prøve at forstå det monster, der egenhændigt stod bag det største angreb i Norge efter Anden Verdenskrig.

I En af os retter den norske journalist og forfatter Åsne Seierstad, der ellers plejer at berette fra verdens brændpunkter som Afghanistan og Irak, blikket mod sit hjemland og søger svar på, hvem Anders Behring Breivik var. Spørgsmålet besvares allerede i titlen: han var én af os – ‘os’ forstået som: en nordmand, født og opvokset i Norge og derfor et produkt af det norske samfund, som bogen dermed også er en fortælling om. Et stort og omfattende researcharbejde ligger til grund for bogen: Seierstad har talt med venner, veninder, familiemedlemmer, klassekammerater, kolleger og tidligere politiske meningsfæller. Hun har læst det han har skrevet i manifestet, på nettet og i breve, og ikke mindst fulgt retssagen intenst.

Bogen veksler mellem en nøgtern, objektiv stil og en teknik med Breivik som 3. personsfortæller, hvori tanker såsom “Jeg har så utrolig lyst til at gøre det her” og “Nu eller aldrig, det er nu eller aldrig” (i kapitlet fra 22/7) indgår. Flere gange studsede jeg over dette greb: Hvordan kan Seierstad vide, hvad Breivik har tænkt?Imidlertid forklarer forfatteren i bogens afsluttende kapitel, “Sådan blev bogen til”, at disse tankereferater fra gerningsmanden “er baseret på det som han selv har fortalt under politiafhøringer, i retten eller til psykiaterne”. Mellem kapitler om Breiviks barndom, ungdom og voksne liv krydsklipper Seierstad med historier om ofrene. Forfatteren forfølger særligt to skæbnefortællinger: den ene om to søstre fra Kurdistan og Nesodden, den anden om en række unge fra Nordnorge. Begge gribende og hjerteskærende, der efterlader læseren med våde øjne.

Indimellem blusser menneskene nemlig op. Lysglimt strejfer dem, slår gnister og rammer hjertet. Og lige så hurtigt som de har fundet, bliver de ængstelige for at miste.

I bund og grund kan Breiviks historie koges til ét eneste ord: afvisning. Afvisning fra faren, som efterlod ham med sin mor i den tidlige barndom, afvisning fra moren (der “på den ene side knyttede sig tæt til ham, mens hun samtidig pludselig kunne afvise ham og udtrykke sig hadefuldt overfor ham”). Og da han viede sig til ideologien, blev han ligeledes afvist, imens han forgæves søgte fællesskaber for sine radikale holdninger om multikulturalismen og islamiseringen af Norge. Det, der gør historien så uhørt er, at der er tale om én mands værk. Ensomheden bliver flere gange draget frem under retssagen, hvor en af de mange psykiatere, der diagnosticerede ham, kom med følgende udtalelse: “Jeg så ikke noget monster, jeg så en dybt ensom mand … Dybt ensom … Så gik han ind i sin skal og blev hård … Men … Inderst inde er det blot en dybt ensom mand.”. Seierstad lader kendsgerningerne stå frem i al deres gru og konkluderer ikke; det er op til læseren. Bogen besvarer derfor mere spørgsmålet hvad end hvorfor.

En af os er uhyggelig læsning. Uhyggelig som en krimi, som fiktion. Men det er virkelighed, og det er ufatteligt. Det er til tider tung læsning, men det har givetvis nødvendig at vende hver en sten for bedre at kunne forstå, hvordan det kunne gå så galt, og hvor stort omfanget af Breiviks gerninger er, og hvor store eftervirkningerne er. Trods den til tider trættende detaljerigdom – som føles næsten kynisk at kritisere – er det en vanvittigt velskrevet og ikke mindst vigtig bog. Vigtig, fordi dagen aldrig må glemmes. Vigtig for at forebygge. ”Hvis én mand kan vise så meget had, så tænk på, hvor megen kærlighed vi kan vise sammen,” som Jens Stoltenberg sagde i sin tale til mindehøjtideligheden for ofrene.

Vigdis, del for del af Kaja Schjerven Mollerin

Vigdis-del-for-del_Fotokreditering-Gyldendal

Vigdis, del for del af Kaja Schjerven Mollerin. Udgivet i 2017 på (norsk) Gyldendal. Anmeldereksemplar fra forlaget. 

Interessen for Vigdis Hjorth er tilsyneladende – og med al ret – aldrig aftagende. Den debat, Vigdis Hjorth afstedkom i Norge med sin roman Arv og miljø i efteråret 2016, kører stadig på højt blus i Hjorths hjemland, ikke mindst efter at Hjorths søster Helga Hjorth kritiserede Vigdis’ fremstilling af sig selv og sin mødrene familie i en ny roman, Fri vilje, som udkom i sensommeren 2017. Siden har Vigdis Hjorth været hovedpersonen i debatten om det udviskede skel mellem liv og kunst, virkelighed og fiktion, den såkaldte virkelighedslitteratur, som flittigt og intenst debatteres af forskere, anmeldere, forfattere og de levende modeller – dem som kan genkende sig selv i litterære portrætter. Seneste skud på stammen er Kaja Scherven Mollerins (kritiker og ph.d. i almen litteraturvidenskab fra Universitetet i Oslo) interviewbog med Vigdis Hjorth, hvor Hjorth der har været påfaldende tavs under debatten om sin egen bog, nu kommer til orde.

Titlen Vigdis, del for del kan synes kold og nådesløs: som om forfatteren med en konfrontationssøgende strategi ønsker at pille Hjorth fra hinanden. I virkeligheden er det en hilsen til Woody Allens film Deconstructing Harry (1997), der på norsk hedder Harry Block, del for del, og som omhandler en forfatter, der efter at have skrevet en roman “løseligt baseret” på forholdet til sine to søstre, er endt i en skriveblokade (og livskrise). Filmen nævnes første gang på Schjerven Mollerins initiativ, men viser sig at være en af Hjorts yndlingsfilm. Vigdis Hjorth pilles ikke fra hinanden i Vigdis, del for del, men fremstilles saglig og sympatisk som det sammensatte og komplekse menneske, hun om nogen er. I tillæg deler Harry og Vigdis flere karaktertræk, og det er, gisner Schjerven Mollerin om, måske derfor lige netop Deconstructing Harry er en af hendes yndlingsfilm: “Den bisarre blandingen av stor komikk og stor tragikk, som er så typisk for Woody Allens filmer, harmonerer sannsynligvis også, på et dybere plan, med Hjorths livsfølelse”.

I andre sammenhenger har jeg vært den første til å si at forfattere like lite kommer utenom seg selv, som de kommer utenom alfabetet.

Bogen er en opdelt i mindre kapitler med æggende og vækkende overskrifter såsom “Lengsel rimer på fengsel” og “Ikke forelsk deg i meg”. Interviewene, der fandt sted fra december 2015 til september 2017, suppleres af Schjerven Mollerins mere prosaiske og sammenhængende beskrivelser af og reflektioner over Vigdis Hjorth og hendes forfatterskab, med hovedvægt på Arv og miljø, enten som en optakt til et spørgsmål eller som selvstændige passager, der går forud for selve interviewseancen. Samtalerne skal tilsyneladende være præsenteret kronologisk, som de virkelig foregik; imidlertid punkteres denne fortælleform hurtigt, allerede da Schjerven Mollerin i starten af bogen (der skal forestille at være foregået i december 2015) refererer til Helga Hjorths Fri vilje, der som tidligere nævnt først udkom i år, og således brydes der (desværre) undertiden med kronologien i form af disse frampek, som er lagt til efterfølgende.

Schjerven Mollerin har et glimrende blik for den sammensatte person, forfatteren og mennesket Vigdis Hjorth er: på den ene side ordentligt og pligtopfyldende, på den anden side sensationssøgende. På den ene side “uvant åpen”, på den anden side “uttalt hemmelig”. Den sidste dikotomi kommer til udtryk i en af bogens bedste passager omhandlede Hjorths scenevanthed, om “hvordan hun opp gjennom har gått inn og ut av roller og spilt på offentlighetens forventninger om hvem hun er”. Mange gode – og i sagens natur åbne, nogle steder ubesvarede – spørgsmål stilles her: “Hvem er du egentlig, bak rollen? Har du en hemmelighet? Hva skjuler du? Er du en annen enn den du gir inntrykk av?”. Intervieweren selv finder tidligt i projektet, at Hjorth gentager sit faste repertoire med anekdoter af mere eller mindre privat karakter. Tror hun, spørges Schjerven Mollerin, at meningen er, at de skal lave en bog med Vigdis Hjorths samlede anekdoter? Nej, slår hun fast: “Metoden får bli å la opptakeren stå på i det uendelige”. Derfor kommer bogen vidt omkring, måske også for vidt, for eksempel fandt undertegnede informationer og længere passager om Hjorths politiske ståsted dybt uinteressante og sagen uvedkommende.

Man vil alltids kunne argumentere for at debatten […] om virkeligheten i Arv og miljø var en helt ny, helt spesiell debatt; denne romanen, som det bare finnes én av, skrevet av denne forfatteren, som det bare finnes én av, publisert på et tidspunkt i historien som aldri vil gjenta seg.

Hjorth starter ikke sjældent et svar med “Jeg vet ikke”, men fremstår – på trods af denne selvudslettelse – både vidende og reflekteret, og ikke mindst samarbejdsvillig i forhold til projektet med Schjerven Mollerin, som hun kalder “vår bok”. Netop på grund af Hjorths dybe engagement og de gode spørgsmål fra intervieweren bliver Vigdis, del for del ikke bare en hvilken som helst anden udmærket interviewbog, men en særdeles vellykket bog. Bogen kredser i særdeleshed om Arv og miljø, men har løbende afstikkere til hendes øvrige, lange forfatterskab. Den er derfor et oplagt supplement til læsere, der ønsker at blive klogere på omstændighederne omkring udgivelsen af Arv og miljø såvel som reaktionerne på det der viste sig at blive en af nyere norsk litteraturs mest omstridte romaner – og ikke mindst forfatteren bag, der meget fortjent nu står overfor et dansk gennembrud.

Breve til en ung forfatter af Colum McCann

1724861_1503376059

Breve til en ung forfatter af Colum McCann, udgivet på People’s Press i 2017. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Colum McCann er, går jeg ud fra, ikke et navn, der siger mange danske læsere noget. I hvert fald havde jeg ikke selv hørt om den amerikanske forfatter før denne udgivelse, hvis titel fangede min interesse. McCann underviser selv i at skrive skønlitteratur, og hans bog er stykket sammen af tekster fra StoryPrize.org, hvor han i en periode lagde en lille tekst op hver fredag med råd om alt det der står imellem første og sidste sætning i en bog – research, persontegningerne, dialogen osv. Men også om forfatterrollen og om at være ihærdig og ikke lade sig slå ud af afslag fra forlag eller dårlige anmeldelser.

Bogen indskriver sig således i rækken af andre bøger om skrivningens svære kunst, som for eksempel Stephen Kings On Writing – eller Ernest Hemingways bog med samme titel (for nylig udgivet på dansk på Lindhardt & Ringhof), som jeg nød at læse; i dansk sammenhæng kan jeg komme i tanke om forfatterskolerektoren Pablo Llambias håndbog Skrivning for begyndere. Men der findes sikkert mange, mange flere bøger om dette emne.

Du må ikke give op. Der findes ikke noget værre end en talentfuld forfatter, der fortryder sit liv, især hvis han lader det gøre ham stum. Du kan stadig gribe pennen, selv om alle tror, du for længst har givet op. Det er det vidunderlige ved at skrive (s. 92)

Det kan – og dette gælder mange andre bøger i samme genre – synes paradoksalt på den ene side at opliste en række gode råd (tilsyneladende camoufleret som regler) til den unge, spirende forfatter, for på den anden side at slå fast, at »der ingen regler findes«. Men som McCann meget fint forklarer, er hans bog “ikke en forfattermanual. Den er forhåbentlig heller ikke et kampskrift. Den er snarere en hvisken på en tur i parken.” (s. 14).

Bogen henvender sig selvsagt mest til folk, der skriver eller har planer om at gøre det. Det er en bog om op- og nedture, der følger med at skrive det, når man føler sig kaldet til det og ikke kan andet. Ukunstlet og præcist skriver han i en du-tiltaleform, direkte til læseren, og i en lind strøm af imperativer: “Hold pause indimellem. Tag på ferie. Lad alt andet end notesbogen blive derhjemme. Bliv glad for at skrive igen. Lad det ligge i et par uger. Tag det roligt. Den tomme side går ingen steder” (s. 110).

En prosaforfatter bør læse lyrik. Lyrikerne bør læse romaner. (s. 105)

Få steder måtte jeg erklære mig uenig med forfatteren, for eksempel når han råder til at vedlægge et smiskende brev til det forlag man sender sit manuskript til, hvor man roser dets forfattere + nævner at man sender manuskriptet til andre forlag, mens man venter på svar. Hvis man ikke kender til proceduren for udgivelse i Danmark, bør man få med, at sidste metode er ekstremt uforskammet og bestemt ikke øger ens chancer for at blive udgivet. Men måske er der tale om en kulturforskel? Colum McCann er trods alt amerikaner.

Breve til en ung forfatter er næppe et opslagsværk, jeg kommer til at bruge når jeg selv skriver, men jeg er til gengæld ikke i tvivl om at mange af de velmenende og opmuntrende råd vil blive siddende i baghovedet, når jeg næste gang fatter pennen og skriver noget, der forhåbentligt når længere end skrivebordsskuffen.