Spørge Jørgen af Jørgen Leth

1701523_1487225706

Spørge Jørgen af Jørgen Leth (red. Anders Houmøller Thomsen), udgivet på People’s Press i 2016.

Da Radio24syvs unge talent Zissel Astrid Kjertum-Mohr i 2016 udstyrede Jørgen Leth med en mikrofon og gav ham sin egen brevkasse, “Spørge Jørgen”, blev det hurtigt en lyttersucces, som sidenhen blev gentaget i 2017 (og også gentages i år, i 2018). Program– og bogtitlen, der spiller på den kendte danske børnebog fra 1944 af samme navn, er genial, men formodentligt hverken Leth eller Thomsens fortjeneste (det er nok enten Mikael Bertelsen eller Mads Brügger, programchefer på Radio24syv, der står bag). Præmissen er enkel: Man kan spørge ham om alt, og han svarer på alt. Det er i hvert fald det, han siger. Spørgsmål afviser han dog af og til, hvis emnet ikke interesserer ham, fx Harry Potter, som han er “fuldstændig uinteresseret i” (hvad jeg i øvrigt også selv er), og et spørgsmål som “Hvis du kunne få evnen til at flyve, mod at du ikke kunne tåle menneskemad, ville du så tage imod det tilbud?” melder han også – af gode grunde – fra på.

Brevkassen er atypisk i den forstand, at når man normalt henvender sig til en brevkasse, er det for at få svar på en personlig problemstilling, ofte fra parforholdet eller andre “små hverdagsproblemer” (som jeg skriver med en hilsen til den brevkasse, Tove Ditlevsen havde i Familie Journalen fra 1956-1976). Genren taget i betragtning er det derfor bemærkelsesværdigt, at Leth, som en tredje uudtalt præmis, kun svarer på spørgsmål om sig selv. Da han på et tidspunkt bliver spurgt, om man er en taber, hvis man ikke har haft en karriere, svarer han: “Der er jeg tvunget ud i sådan en slags brevkassevisdom, som jeg ikke synes, jeg kan prætendere at have. Det ved jeg sgu ikke. Det er alt for udflydende, det spørgsmål. Det må man selv finde ud af”. Mere beredvillig og snaksalig er han, når spørgsmålene er direkte henvendt til ham eller lægger op til, at han kan trække på sine erfaringer og ikke skal føle sig “som en Tove Ditlevsen, der skal rådgive helt ned i livets detaljer og banaliteter”. Fordi Jørgen Leth er så kendt en person, er det da heller ikke uforståeligt, at man heller vil høre om hans spændende liv og holdninger, når nu muligheden foreligger, fremfor at få råd om sit eget, i sammenligning måske lidt kedelige, liv.

Emnerne spænder vidt og bredt og vidner om Leths alsidighed som kunstner og menneske. Sprog, litteratur, sport, film, musik, Haiti. Om barndom, ungdom og voksenliv. Meget af det er anekdoter og episoder, man også kan læse om i fx Det uperfekte menneske, mens andet er hans (vitterligt banale) meninger om dette og hint: om kæledyr, smalltalk, tøjkøb, forelskelser, depression, politik, parodier, forfængelighed, Lars Von Trier, mad og meget, meget mere. Og han går gerne i rette med spørgeren, hvis spørgsmålets formulering forstyrrer, som da en ung kommende journalist spørger, hvad god “journalisme” er: “Ja, der er jo ikke noget, der hedder ‘journalisme’ efter min mening. […] Det hedder journalistik. Så allerede der er jeg lidt kritisk over for spørgsmålet,” siger han inden den egentlige besvarelse af spørgsmålet kan begynde. Også smileys, som “viser en manglende evne til at udtrykke sig”, harcelerer han over. Nogle vil kalde det krukket. Jeg synes, det er helt på sin plads. Leth er velovervejet og bruger ikke sproget uden omtanke. Det kaster nogle gode og interessante svar af sig.

Jeg ved dog ikke, om jeg synes, at det har været nødvendigt at transformere radioudsendelser til skrift, men idéen er oplagt, og udgivelsen i bogform kom derfor ikke bag på mig; jeg havde tværtimod selv forudset den længe før, den udkom, og endda selv transskriberet nogle af svarene i den første udsendelse, inden jeg gav op og blev overhalet indenom af Anders Houmøller Thomsen. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at Thomsen har lagt et stort arbejde i at lytte, sortere og transskribere mange timers radioudsendelser. Så meget desto mere ærgerligt er det, at bogen ikke er blevet korrekturlæst ordentligt og indeholder flere læserforstyrrende fejl. For det er i hvert fald ikke Leth, der sjusker med sproget. På trods af min skepsis over for projektet (der fortsætter i Spørge Jørgen 2 (2017)) er det ikke desto mindre en fryd for en Jørgen Leth-fan, at man kan have en slags lethsk ABC stående på bogreolen.

Revideret 20/1 efter kommentar fra Kristian Leth på Twitter (18/1): “Du har helt glemt at nævne den egentlig arkitekt bag programmerne – og derved bogen – Zissel Astrid Kjertum-Mohr – der er grunden til at det overhovedet fungerer. Det er hende der redigerer og sorterer i spørgsmål, presser på når Jørgen ikke vil og har en forrygende fornemmelse.”

Reklamer

Minianmeldelse: Spøgelser, overalt af Judith Hermann

1731177_1505536225Spøgelser, overalt af Judith Hermann, udgivet på Batzer & Co i 2017 (org. udg: 2004). Oversat af Niels Brunse.

Judith Hermanns novellesamling Spøgelser, overalt er noget af det fineste, jeg længe har læst. Hun skriver dygtigt og overbevisende om menneskelige relationer: om (ulykkelig) kærlighed, venskaber, ensomhed, rastløshed, erindring, og ikke mindst rejser – som mange af hendes karakterer, ofte spontant og med kort varsel, tager på for at komme væk fra hverdagens trivialiteter. Novellerne, indhyllet i melankoli, har ofte storbyer og hovedstader som kulisse: Norge, Italien, Tjekkoslovakiet, Island. Uanset hvor de kvindelige hovedpersoner ender, synes de at være lammet af det nu, de krampagtigt forsøger at holde fast i, og fælles for dem alle er, at ting bare sker for dem, tilfældigt og uforklarligt, både mens de står på og i retrospekt.

Hermanns noveller er både lange at læse og svære at fordøje, måske især fordi man kan tage sig selv i at dvæle længe ved enkeltstående og perfekt udskårne sætninger og passager, som hver især rummer en kvalitet i sig selv. Sætningen “Al erindring forekommer mig at være sørgelig” gjorde, blandt mange, et dybt og varigt indtryk på mig, og da jeg vendte sidste side, indtrådte en øjeblikkelig følelse af tomhed og meningsløshed, men også en stor glæde over at have opdaget en forfatter, der skriver så forbandet godt, at man ikke skulle tro, det var muligt. Trods min manglende interesse for enkelte af novellerne, er der ikke nogen vej udenom: jeg må se at få læst alt, hvad Judith Hermann har skrevet!

En af os af Åsne Seierstad

1642537

En af os af Åsne Seierstad, udgivet i 2014 på Gyldendal (opr. udg. i 2013).

Den 22. juli 2011 er dato, jeg, med en vis vægthed, vil vove at kalde min generations 9/11. Jeg kan ikke huske, hvor jeg var, da de kaprede fly fløj ind i tvillingetårnene i New York; men jeg kan huske, hvor jeg var, da terrorangrebene i Oslo, juli 2011, bestående af bombesprængningen i regeringskvarteret og massakren på øen Utøya, hvor i alt 77 mennesker, hovedsageligt unge, blev dræbt, fandt sted. Det er først og fremmest brutaliteten, jeg påvirkes af, men også ofrenes alder. Tanken: “Det kunne have været mig”. Alle de uforløste drømme og håb for fremtiden, der med ét forsvandt ud i det store intet. Livet, der nådeslødt blev frataget unge politiske aktive, som kæmpede for mangfoldighed og demokrati. Sagen har fra dag ét optaget mig, men i perioden efter retssagen måtte jeg have det hele lidt på afstand. Og nu, i år på seksårsdagen, ville jeg prøve at forstå det monster, der egenhændigt stod bag det største angreb i Norge efter Anden Verdenskrig.

I En af os retter den norske journalist og forfatter Åsne Seierstad, der ellers plejer at berette fra verdens brændpunkter som Afghanistan og Irak, blikket mod sit hjemland og søger svar på, hvem Anders Behring Breivik var. Spørgsmålet besvares allerede i titlen: han var én af os – ‘os’ forstået som: en nordmand, født og opvokset i Norge og derfor et produkt af det norske samfund, som bogen dermed også er en fortælling om. Et stort og omfattende researcharbejde ligger til grund for bogen: Seierstad har talt med venner, veninder, familiemedlemmer, klassekammerater, kolleger og tidligere politiske meningsfæller. Hun har læst det han har skrevet i manifestet, på nettet og i breve, og ikke mindst fulgt retssagen intenst.

Bogen veksler mellem en nøgtern, objektiv stil og en teknik med Breivik som 3. personsfortæller, hvori tanker såsom “Jeg har så utrolig lyst til at gøre det her” og “Nu eller aldrig, det er nu eller aldrig” (i kapitlet fra 22/7) indgår. Flere gange studsede jeg over dette greb: Hvordan kan Seierstad vide, hvad Breivik har tænkt?Imidlertid forklarer forfatteren i bogens afsluttende kapitel, “Sådan blev bogen til”, at disse tankereferater fra gerningsmanden “er baseret på det som han selv har fortalt under politiafhøringer, i retten eller til psykiaterne”. Mellem kapitler om Breiviks barndom, ungdom og voksne liv krydsklipper Seierstad med historier om ofrene. Forfatteren forfølger særligt to skæbnefortællinger: den ene om to søstre fra Kurdistan og Nesodden, den anden om en række unge fra Nordnorge. Begge gribende og hjerteskærende, der efterlader læseren med våde øjne.

Indimellem blusser menneskene nemlig op. Lysglimt strejfer dem, slår gnister og rammer hjertet. Og lige så hurtigt som de har fundet, bliver de ængstelige for at miste.

I bund og grund kan Breiviks historie koges til ét eneste ord: afvisning. Afvisning fra faren, som efterlod ham med sin mor i den tidlige barndom, afvisning fra moren (der “på den ene side knyttede sig tæt til ham, mens hun samtidig pludselig kunne afvise ham og udtrykke sig hadefuldt overfor ham”). Og da han viede sig til ideologien, blev han ligeledes afvist, imens han forgæves søgte fællesskaber for sine radikale holdninger om multikulturalismen og islamiseringen af Norge. Det, der gør historien så uhørt er, at der er tale om én mands værk. Ensomheden bliver flere gange draget frem under retssagen, hvor en af de mange psykiatere, der diagnosticerede ham, kom med følgende udtalelse: “Jeg så ikke noget monster, jeg så en dybt ensom mand … Dybt ensom … Så gik han ind i sin skal og blev hård … Men … Inderst inde er det blot en dybt ensom mand.”. Seierstad lader kendsgerningerne stå frem i al deres gru og konkluderer ikke; det er op til læseren. Bogen besvarer derfor mere spørgsmålet hvad end hvorfor.

En af os er uhyggelig læsning. Uhyggelig som en krimi, som fiktion. Men det er virkelighed, og det er ufatteligt. Det er til tider tung læsning, men det har givetvis nødvendig at vende hver en sten for bedre at kunne forstå, hvordan det kunne gå så galt, og hvor stort omfanget af Breiviks gerninger er, og hvor store eftervirkningerne er. Trods den til tider trættende detaljerigdom – som føles næsten kynisk at kritisere – er det en vanvittigt velskrevet og ikke mindst vigtig bog. Vigtig, fordi dagen aldrig må glemmes. Vigtig for at forebygge. ”Hvis én mand kan vise så meget had, så tænk på, hvor megen kærlighed vi kan vise sammen,” som Jens Stoltenberg sagde i sin tale til mindehøjtideligheden for ofrene.

Vigdis, del for del af Kaja Schjerven Mollerin

Vigdis-del-for-del_Fotokreditering-Gyldendal

Vigdis, del for del af Kaja Schjerven Mollerin. Udgivet i 2017 på (norsk) Gyldendal. Anmeldereksemplar fra forlaget. 

Interessen for Vigdis Hjorth er tilsyneladende – og med al ret – aldrig aftagende. Den debat, Vigdis Hjorth afstedkom i Norge med sin roman Arv og miljø i efteråret 2016, kører stadig på højt blus i Hjorths hjemland, ikke mindst efter at Hjorths søster Helga Hjorth kritiserede Vigdis’ fremstilling af sig selv og sin mødrene familie i en ny roman, Fri vilje, som udkom i sensommeren 2017. Siden har Vigdis Hjorth været hovedpersonen i debatten om det udviskede skel mellem liv og kunst, virkelighed og fiktion, den såkaldte virkelighedslitteratur, som flittigt og intenst debatteres af forskere, anmeldere, forfattere og de levende modeller – dem som kan genkende sig selv i litterære portrætter. Seneste skud på stammen er Kaja Scherven Mollerins (kritiker og ph.d. i almen litteraturvidenskab fra Universitetet i Oslo) interviewbog med Vigdis Hjorth, hvor Hjorth der har været påfaldende tavs under debatten om sin egen bog, nu kommer til orde.

Titlen Vigdis, del for del kan synes kold og nådesløs: som om forfatteren med en konfrontationssøgende strategi ønsker at pille Hjorth fra hinanden. I virkeligheden er det en hilsen til Woody Allens film Deconstructing Harry (1997), der på norsk hedder Harry Block, del for del, og som omhandler en forfatter, der efter at have skrevet en roman “løseligt baseret” på forholdet til sine to søstre, er endt i en skriveblokade (og livskrise). Filmen nævnes første gang på Schjerven Mollerins initiativ, men viser sig at være en af Hjorts yndlingsfilm. Vigdis Hjorth pilles ikke fra hinanden i Vigdis, del for del, men fremstilles saglig og sympatisk som det sammensatte og komplekse menneske, hun om nogen er. I tillæg deler Harry og Vigdis flere karaktertræk, og det er, gisner Schjerven Mollerin om, måske derfor lige netop Deconstructing Harry er en af hendes yndlingsfilm: “Den bisarre blandingen av stor komikk og stor tragikk, som er så typisk for Woody Allens filmer, harmonerer sannsynligvis også, på et dybere plan, med Hjorths livsfølelse”.

I andre sammenhenger har jeg vært den første til å si at forfattere like lite kommer utenom seg selv, som de kommer utenom alfabetet.

Bogen er en opdelt i mindre kapitler med æggende og vækkende overskrifter såsom “Lengsel rimer på fengsel” og “Ikke forelsk deg i meg”. Interviewene, der fandt sted fra december 2015 til september 2017, suppleres af Schjerven Mollerins mere prosaiske og sammenhængende beskrivelser af og reflektioner over Vigdis Hjorth og hendes forfatterskab, med hovedvægt på Arv og miljø, enten som en optakt til et spørgsmål eller som selvstændige passager, der går forud for selve interviewseancen. Samtalerne skal tilsyneladende være præsenteret kronologisk, som de virkelig foregik; imidlertid punkteres denne fortælleform hurtigt, allerede da Schjerven Mollerin i starten af bogen (der skal forestille at være foregået i december 2015) refererer til Helga Hjorths Fri vilje, der som tidligere nævnt først udkom i år, og således brydes der (desværre) undertiden med kronologien i form af disse frampek, som er lagt til efterfølgende.

Schjerven Mollerin har et glimrende blik for den sammensatte person, forfatteren og mennesket Vigdis Hjorth er: på den ene side ordentligt og pligtopfyldende, på den anden side sensationssøgende. På den ene side “uvant åpen”, på den anden side “uttalt hemmelig”. Den sidste dikotomi kommer til udtryk i en af bogens bedste passager omhandlede Hjorths scenevanthed, om “hvordan hun opp gjennom har gått inn og ut av roller og spilt på offentlighetens forventninger om hvem hun er”. Mange gode – og i sagens natur åbne, nogle steder ubesvarede – spørgsmål stilles her: “Hvem er du egentlig, bak rollen? Har du en hemmelighet? Hva skjuler du? Er du en annen enn den du gir inntrykk av?”. Intervieweren selv finder tidligt i projektet, at Hjorth gentager sit faste repertoire med anekdoter af mere eller mindre privat karakter. Tror hun, spørges Schjerven Mollerin, at meningen er, at de skal lave en bog med Vigdis Hjorths samlede anekdoter? Nej, slår hun fast: “Metoden får bli å la opptakeren stå på i det uendelige”. Derfor kommer bogen vidt omkring, måske også for vidt, for eksempel fandt undertegnede informationer og længere passager om Hjorths politiske ståsted dybt uinteressante og sagen uvedkommende.

Man vil alltids kunne argumentere for at debatten […] om virkeligheten i Arv og miljø var en helt ny, helt spesiell debatt; denne romanen, som det bare finnes én av, skrevet av denne forfatteren, som det bare finnes én av, publisert på et tidspunkt i historien som aldri vil gjenta seg.

Hjorth starter ikke sjældent et svar med “Jeg vet ikke”, men fremstår – på trods af denne selvudslettelse – både vidende og reflekteret, og ikke mindst samarbejdsvillig i forhold til projektet med Schjerven Mollerin, som hun kalder “vår bok”. Netop på grund af Hjorths dybe engagement og de gode spørgsmål fra intervieweren bliver Vigdis, del for del ikke bare en hvilken som helst anden udmærket interviewbog, men en særdeles vellykket bog. Bogen kredser i særdeleshed om Arv og miljø, men har løbende afstikkere til hendes øvrige, lange forfatterskab. Den er derfor et oplagt supplement til læsere, der ønsker at blive klogere på omstændighederne omkring udgivelsen af Arv og miljø såvel som reaktionerne på det der viste sig at blive en af nyere norsk litteraturs mest omstridte romaner – og ikke mindst forfatteren bag, der meget fortjent nu står overfor et dansk gennembrud.