Vigdis, del for del af Kaja Schjerven Mollerin

Vigdis-del-for-del_Fotokreditering-Gyldendal

Vigdis, del for del af Kaja Schjerven Mollerin. Udgivet i 2017 på (norsk) Gyldendal. Anmeldereksemplar fra forlaget. 

Interessen for Vigdis Hjorth er tilsyneladende – og med al ret – aldrig aftagende. Den debat, Vigdis Hjorth afstedkom i Norge med sin roman Arv og miljø i efteråret 2016, kører stadig på højt blus i Hjorths hjemland, ikke mindst efter at Hjorths søster Helga Hjorth kritiserede Vigdis’ fremstilling af sig selv og sin mødrene familie i en ny roman, Fri vilje, som udkom i sensommeren 2017. Siden har Vigdis Hjorth været hovedpersonen i debatten om det udviskede skel mellem liv og kunst, virkelighed og fiktion, den såkaldte virkelighedslitteratur, som flittigt og intenst debatteres af forskere, anmeldere, forfattere og de levende modeller – dem som kan genkende sig selv i litterære portrætter. Seneste skud på stammen er Kaja Scherven Mollerins (kritiker og ph.d. i almen litteraturvidenskab fra Universitetet i Oslo) interviewbog med Vigdis Hjorth, hvor Hjorth der har været påfaldende tavs under debatten om sin egen bog, nu kommer til orde.

Titlen Vigdis, del for del kan synes kold og nådesløs: som om forfatteren med en konfrontationssøgende strategi ønsker at pille Hjorth fra hinanden. I virkeligheden er det en hilsen til Woody Allens film Deconstructing Harry (1997), der på norsk hedder Harry Block, del for del, og som omhandler en forfatter, der efter at have skrevet en roman “løseligt baseret” på forholdet til sine to søstre, er endt i en skriveblokade (og livskrise). Filmen nævnes første gang på Schjerven Mollerins initiativ, men viser sig at være en af Hjorts yndlingsfilm. Vigdis Hjorth pilles ikke fra hinanden i Vigdis, del for del, men fremstilles saglig og sympatisk som det sammensatte og komplekse menneske, hun om nogen er. I tillæg deler Harry og Vigdis flere karaktertræk, og det er, gisner Schjerven Mollerin om, måske derfor lige netop Deconstructing Harry er en af hendes yndlingsfilm: “Den bisarre blandingen av stor komikk og stor tragikk, som er så typisk for Woody Allens filmer, harmonerer sannsynligvis også, på et dybere plan, med Hjorths livsfølelse”.

I andre sammenhenger har jeg vært den første til å si at forfattere like lite kommer utenom seg selv, som de kommer utenom alfabetet.

Bogen er en opdelt i mindre kapitler med æggende og vækkende overskrifter såsom “Lengsel rimer på fengsel” og “Ikke forelsk deg i meg”. Interviewene, der fandt sted fra december 2015 til september 2017, suppleres af Schjerven Mollerins mere prosaiske og sammenhængende beskrivelser af og reflektioner over Vigdis Hjorth og hendes forfatterskab, med hovedvægt på Arv og miljø, enten som en optakt til et spørgsmål eller som selvstændige passager, der går forud for selve interviewseancen. Samtalerne skal tilsyneladende være præsenteret kronologisk, som de virkelig foregik; imidlertid punkteres denne fortælleform hurtigt, allerede da Schjerven Mollerin i starten af bogen (der skal forestille at være foregået i december 2015) refererer til Helga Hjorths Fri vilje, der som tidligere nævnt først udkom i år, og således brydes der (desværre) undertiden med kronologien i form af disse frampek, som er lagt til efterfølgende.

Schjerven Mollerin har et glimrende blik for den sammensatte person, forfatteren og mennesket Vigdis Hjorth er: på den ene side ordentligt og pligtopfyldende, på den anden side sensationssøgende. På den ene side “uvant åpen”, på den anden side “uttalt hemmelig”. Den sidste dikotomi kommer til udtryk i en af bogens bedste passager omhandlede Hjorths scenevanthed, om “hvordan hun opp gjennom har gått inn og ut av roller og spilt på offentlighetens forventninger om hvem hun er”. Mange gode – og i sagens natur åbne, nogle steder ubesvarede – spørgsmål stilles her: “Hvem er du egentlig, bak rollen? Har du en hemmelighet? Hva skjuler du? Er du en annen enn den du gir inntrykk av?”. Intervieweren selv finder tidligt i projektet, at Hjorth gentager sit faste repertoire med anekdoter af mere eller mindre privat karakter. Tror hun, spørges Schjerven Mollerin, at meningen er, at de skal lave en bog med Vigdis Hjorths samlede anekdoter? Nej, slår hun fast: “Metoden får bli å la opptakeren stå på i det uendelige”. Derfor kommer bogen vidt omkring, måske også for vidt, for eksempel fandt undertegnede informationer og længere passager om Hjorths politiske ståsted dybt uinteressante og sagen uvedkommende.

Man vil alltids kunne argumentere for at debatten […] om virkeligheten i Arv og miljø var en helt ny, helt spesiell debatt; denne romanen, som det bare finnes én av, skrevet av denne forfatteren, som det bare finnes én av, publisert på et tidspunkt i historien som aldri vil gjenta seg.

Hjorth starter ikke sjældent et svar med “Jeg vet ikke”, men fremstår – på trods af denne selvudslettelse – både vidende og reflekteret, og ikke mindst samarbejdsvillig i forhold til projektet med Schjerven Mollerin, som hun kalder “vår bok”. Netop på grund af Hjorths dybe engagement og de gode spørgsmål fra intervieweren bliver Vigdis, del for del ikke bare en hvilken som helst anden udmærket interviewbog, men en særdeles vellykket bog. Bogen kredser i særdeleshed om Arv og miljø, men har løbende afstikkere til hendes øvrige, lange forfatterskab. Den er derfor et oplagt supplement til læsere, der ønsker at blive klogere på omstændighederne omkring udgivelsen af Arv og miljø såvel som reaktionerne på det der viste sig at blive en af nyere norsk litteraturs mest omstridte romaner – og ikke mindst forfatteren bag, der meget fortjent nu står overfor et dansk gennembrud.

Reklamer

Sprogets musikalitet. Digte og lyd 5.0 i Odense

I går aftes afholdtes den femte udgave af Digte og lyd i Odense på Posten. Jeg var med, da ord og musik blev blandet sammen i en lækker cocktail og har beskrevet aftenen i en kort reportage, så du, kære læser, ved, hvad du gik glip af. 

IMG_1730
Ane Cortzen og Jørgen Leth.

Efter en kort introduktion til aftenen ved værten, den altid charmerende Ane Cortzen, trissede Jørgen Leth ind på scenen i scenen røde »tournésko«, som han selv kaldte det par sko, der – som Cortzen bemærkede – matchede gulvtæppet under dem såvel som de røde lænestole de sad i og lyset fra lampen bag dem. Samtalen drejede sig primært om Leths lyriske bagkatalog, samlet i Samlede digte (2012), som han havde med ind på scenen. Med over 600 sider er den med Leths egne ord »lige til at kaste med… et våben«. Han fortalte, at han engang var ved at stryge de to første digtsamlinger, Gult lys og Kanal fra sit forfatterskab, fordi de var modernistiske på en kunstig måde – og bar for tydeligt præg af skoledrengens brændende ønske om at komme ind i varmen hos modernistiske forfattere som Klaus Rifbjerg, Jørgen Sonne og Jørgen Gustava Brandt. Men med tiden lærte han at holde af dem, og han er nu glad for sit samlede værk, og at det foreligger i én bog.

IMG_7448
Jørgen læser op. “Jeg vil elske dig gennem prismer / som spreder lyset, gennem en film / som går forbi mig og igen går forbi mig”

Digtene han skulle læse op havde han til fleres forbløffelse ikke selv valgt ud, men trygt overladet til kapelmester Mikkel Grevsen. Det var ikke et uvant for ham at undgå de store beslutninger, for også når han laver film, er det helt op til hans klipper om at færdiggøre filmen. Efter den korte samtale med Ane gik han hen til mikrofonen og begyndte, godt blændet af projektørerne bag ham, at læse op. Med den karakteristiske stemme som instrument vekslede han fra mellem sine tidlige og sene digte, det gjorde at oplæsningen med Leths eget ord fik sin egen ”dramaturgi”; indimellem glemte Leth titler såvel som årstal på digtsamlingerne han læste op fra, men glemsomheden havde sin egen charme, ikke mindst fordi Leth selv var i stand til at grine af det.

Han blev klappet ud, og kort efter trådte Carl Emil Petersen (tidligere forsanger i Ulige numre) ind på scenen, hvor der var lagt op til akustisk sang med gamle numre fra Ulige numre nye numre fra hans nye soloprojekt, blandt andet radiohittet ”Skærgården”, der synes at handle om opløsningen af Ulige numre og tiden efter: ”den mørke vinter venter / vinker til mig, blinker / hvor er ham fra bandet nu?”. Flere gange gav han udtryk for, hvor beæret han var over at være i selskab med så store forfattere som Jørgen Leth og Naja Marie Aidt – forfattere han selv har læst og analyseret i gymnasiets dansktimer. Hvis hans dansklærer vidste, han skulle optræde sammen med dem, var han sikker på, han ”ville vende sig i sin grav”, sagde han – men skyndte sig at tilføje, at han ved nærmere eftertanke stadig er i live.

IMG_4672
Carl Emil Petersen .

Carl Emil virkede skiftevis fraværende og nærværende, til tider distræt (første nummer måtte han sågar afbryde, inden han var kommet rigtigt i gang, fordi han havde glemt at tage snuset i overlæben ud). Han formåede derfor trods enkelte højdepunkter ikke helt at komme ud over scenekanten, men annoncerede til sidst, at han kommer til Odense igen til november, så måske var dette bare en opvarmning – om end en halvtam én af slagsen.

Efter en pause var Naja Marie Aidt næste navn på programmet. Det føltes eksklusivt at opleve Aidt, der har adresse i Brooklyn i New York, i lille Odense. Jeg husker hende også fra dansktimerne i gymnasiet, hvor hendes syrede noveller blev dissekeret. Samtalen med Cortzen gik mest på hendes forhold til Grønland, hvor hun er født (juleaftensdag 1963) og vokset op, men flyttede fra som 7-årig. Hun mente, at Grønland har gjort hende hærdet, og at det kan spores i hendes forfatterskab. Det var da også noget, grønlænderne bemærkede, da hun i 2008 vandt Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Bavian. Hun læste – til min mindre skuffelse – ikke op fra sin seneste bog, den anmelderroste Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, men fra sin seneste digtsamling, Alting blinker (2009). En digtsamling, der blandt andet handler om fremmedgørelse, udlængsel og hjemve og nationers forskellige sprog og historie – med udgangspunkt i erfaringer Aidt har gjort sig over there, i New York.

IMG_1475
Ane Cortzen og Naja Marie Aidt

Aftenen kulminerede med SUPAPAWA, et musikalsk samarbejde mellem digteren Caspar Eric og musikerne Mikkel Grevsen og Ask Bock. Et miks af løsrevne tekststumper fra Erics hidtige produktion – 7/11 (2014), Nike (2015) og Avatar (2017) – i ukronologisk rækkefølge blev ikke bare læst op, men performet i ordets bogstavelige betydning. Ved hjælp af elementer som loops og autotune mimede musikken den oplevelse man kan få under læsningen af Erics digte, der netop indeholder mange rytmiske gentagelser og har fået betegnelser som “poppoesi” hæftet på sig. Særligt rørende var det sidste nummer, fordi det var dedikeret til dj og forfatter Maria Gerhardt: “selvom jeg savner dig / og ofte står og græder / og er sur på universet”. I går var det et halvt år siden hun døde, og en tydeligt bevæget Caspar fortalte om nogle af de sidste samtaler, de havde sammen. SUPAPAWA var for mig aftenens højdepunkt og en smuk kulmination på en minderig aften i lyrikken og musikkens tegn.

Breve til en ung forfatter af Colum McCann

1724861_1503376059

Breve til en ung forfatter af Colum McCann, udgivet på People’s Press i 2017. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Colum McCann er, går jeg ud fra, ikke et navn, der siger mange danske læsere noget. I hvert fald havde jeg ikke selv hørt om den amerikanske forfatter før denne udgivelse, hvis titel fangede min interesse. McCann underviser selv i at skrive skønlitteratur, og hans bog er stykket sammen af tekster fra StoryPrize.org, hvor han i en periode lagde en lille tekst op hver fredag med råd om alt det der står imellem første og sidste sætning i en bog – research, persontegningerne, dialogen osv. Men også om forfatterrollen og om at være ihærdig og ikke lade sig slå ud af afslag fra forlag eller dårlige anmeldelser.

Bogen indskriver sig således i rækken af andre bøger om skrivningens svære kunst, som for eksempel Stephen Kings On Writing – eller Ernest Hemingways bog med samme titel (for nylig udgivet på dansk på Lindhardt & Ringhof), som jeg nød at læse; i dansk sammenhæng kan jeg komme i tanke om forfatterskolerektoren Pablo Llambias håndbog Skrivning for begyndere. Men der findes sikkert mange, mange flere bøger om dette emne.

Du må ikke give op. Der findes ikke noget værre end en talentfuld forfatter, der fortryder sit liv, især hvis han lader det gøre ham stum. Du kan stadig gribe pennen, selv om alle tror, du for længst har givet op. Det er det vidunderlige ved at skrive (s. 92)

Det kan – og dette gælder mange andre bøger i samme genre – synes paradoksalt på den ene side at opliste en række gode råd (tilsyneladende camoufleret som regler) til den unge, spirende forfatter, for på den anden side at slå fast, at »der ingen regler findes«. Men som McCann meget fint forklarer, er hans bog “ikke en forfattermanual. Den er forhåbentlig heller ikke et kampskrift. Den er snarere en hvisken på en tur i parken.” (s. 14).

Bogen henvender sig selvsagt mest til folk, der skriver eller har planer om at gøre det. Det er en bog om op- og nedture, der følger med at skrive det, når man føler sig kaldet til det og ikke kan andet. Ukunstlet og præcist skriver han i en du-tiltaleform, direkte til læseren, og i en lind strøm af imperativer: “Hold pause indimellem. Tag på ferie. Lad alt andet end notesbogen blive derhjemme. Bliv glad for at skrive igen. Lad det ligge i et par uger. Tag det roligt. Den tomme side går ingen steder” (s. 110).

En prosaforfatter bør læse lyrik. Lyrikerne bør læse romaner. (s. 105)

Få steder måtte jeg erklære mig uenig med forfatteren, for eksempel når han råder til at vedlægge et smiskende brev til det forlag man sender sit manuskript til, hvor man roser dets forfattere + nævner at man sender manuskriptet til andre forlag, mens man venter på svar. Hvis man ikke kender til proceduren for udgivelse i Danmark, bør man få med, at sidste metode er ekstremt uforskammet og bestemt ikke øger ens chancer for at blive udgivet. Men måske er der tale om en kulturforskel? Colum McCann er trods alt amerikaner.

Breve til en ung forfatter er næppe et opslagsværk, jeg kommer til at bruge når jeg selv skriver, men jeg er til gengæld ikke i tvivl om at mange af de velmenende og opmuntrende råd vil blive siddende i baghovedet, når jeg næste gang fatter pennen og skriver noget, der forhåbentligt når længere end skrivebordsskuffen.

Fri vilje af Helga Hjorth

Fri vilje_skiss.indd

Fri vilje af Helga Hjorth, udgivet på forlaget Kagge i 2017. Anmeldereksemplar fra forlaget

Jeg har skrevet lidt om søskendeparret Vigdis og Helga Hjorth på det seneste. Først anmeldte jeg Vigdis Hjorths Arv og miljø, så skrev jeg igen om bogen i forbindelse med udgivelsen af Helga Hjorths roman Fri vilje den norske debat om virkelighedslitteratur i indlægget: Livets kvaler med hytte på Hvaler. Da jeg for nylig var i Oslo, fik jeg fingrene i Hjorths nyligt udkomne Fri vilje hos forlaget Kagge,  der venligst stillede et eksemplar til rådighed. Bogen er af gode grunde endnu ikke oversat til dansk, men mon ikke den bliver det? Indtil videre kan den købes på de fleste danske netboghandlere, herunder (og vistnok billigst) CDON.com.

Bogen indledes med en dedikation “til mamma og pappa” og et citat af Vigdis Hjorth: “Enkelte løgner røper mer om livets smertepunkter enn all verdens uinteressante sannheter”. Så er tonen for bogen ligesom lagt: bogen er, som jeg læser den, et forsvar for søskendeparrets forældre og en revanche for de “løgne”, VH tilsyneladende lægger frem i sin roman. Men med denne tilgang – at forklare hvordan det i virkeligheden forholdt sig – synes HH at tage patent på sandheden, og det er det, der gør den problematisk; for mens VH (blandt andet) tematiserer dét at have forskellige virkelighedsopfattelser, er HH mere ensidig i sin fremstilling.

Det hendte jeg tenkte på hvordan det måtte være å være Vera. Jeg lurte på om hun noen gang tenkte på hvordan det var å være meg (s. 27)

Helga Hjorths bog falder i 3 dele: “Høst”, “Livet etter døden” og “Hytteliv”. Navnene er ændret, men karaktererne og historien er den samme som i Arv og miljø: farens dødsfald, arveopgøret, incesthistorien. I Fri vilje hedder fortælleren Nina, og hendes forfattersøster Vera Lind. Det ville være at ignorere mine litteraturstudier, hvis jeg læste den som en 1:1 gengivelse af virkeligheden (læs: Helga Hjorths virkelighed), så Nina er Helga Hjorth, og Vera Lind er Vigdis Hjorth. Desværre inviterer bogen ikke rigtigt til andre læsninger.

Da søsterens roman skal udkomme, rejser familien til Budapest for at slippe for postyret omkring udgivelsen. Journalister vil have fat i dem, høre deres version. De takker nej til interviews, fordi “et avisintervju risikerte å føre oss ut på ville veier hvor andre satte agendaen” (s. 182), og forfatter i stedet en kronik i fællesskab, som de i sidste øjeblik undlader at offentliggøre. Svaret bliver at svare igen i samme form, i en roman. Fortælleren, der (som forfatteren) arbejder som jurist, tilmelder sig et skrivekursus for at lære de litterære kneb, der udgør en god roman. Den beskrives i bogens metaagtige midterdel.

Hva for slags ytring skulle man da møte et litterært verk med? Den eneste måten å oppnå balanse på ville jo være å ytre seg i form av et litterært verk selv, skrive en roman. Så jeg hadde begynt med det også, skrive roman. (s. 180)

Af en debutant at være er Helga Hjort ikke nogen dårlig forfatter, men hun når ikke sin søster til sokkeholderne. I andre sammenhænge ville det være respektløst at sammenligne to forfattere, blot fordi de er søskende, men i Fri vilje, hvor HH karikerer, parafraserer og reducerer Arv og miljø og VH’s øvrige forfatterskab til ren positivisme, synes det på sin plads at se romanen i forhold til – lad os bare kalde den det – dens forlæg. Har man læst Arv og miljø, vil man kunne genkende mange scener, breve, mails, sms’er i Fri vilje – helt eller delvist identiske. Med et glimt i øjet har VH da også joket med, at man næsten burde udgive de to bøger i ét samlet sæt.

Hvorom alting er: Fri vilje er en bog, som er svær at anmelde, fordi den står med et ben i to lejre: på den ene side kalder forfatteren den en roman, på den anden side går den tættere på virkeligheden end Arv og miljø, der trods alt efterlod læseren med en tvivl om hvorvidt det fortalte var sandt eller ej. Det gør Fri vilje ikke på samme måde, og en af dens mange svagheder er, at den enerverende kredser om den samme problemstilling fra samme urokkelige udgangspunkt; sprogligt løfter den sig heller ikke op på et refleksions- og abstraktionsniveau, der kommer i nærheden af Arv og miljø. Skal man fremhæve noget godt ved Fri vilje, er det imidlertid, at den fint skildrer, hvordan det opleves ufrivilligt at blive gjort til romanfigur. De fejlslagne forsøg på at stoppe romanen, magtesløsheden, at man intet kan stille op etc. etc. Men det ville unægteligt have klædt romanen, hvis Helga Hjorth ikke kun fremstillede fortælleren, Nina(/ sig selv), som en engel.