Omelette norvégienne af Suzanne Brøgger

org_OmeletteNorvegienne_HOY

Omelette norvégienne af Suzanne Brøgger, udgivet på Kagge Forlag (Oslo). Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget.

Den danske forfatterinde Suzanne Brøgger (f. 1944) skriver i Omelette norvegégienne hjem fra sine ophold i Norge, det lange land mod nord. Bogen bærer, med en hilsen til den norsk-danske forfatter Ludvig Holberg, genrebetegnelsen “epistler og notater”, og det er netop, hvad den er: en samling af causerende tekster, de fleste på blot 2-3 sider, enkelte er undtagelsesvis (og nogle gange heldigvis) længere. Titlen refererer til den franske dessert, der også er optrykt i bogen, og som består af is på en lagkagebund med varm, gylden marengsovertræk. En ret som Brøgger efter eget udsagn har serveret for norsk-amerikanske Siri Hustvedt og hendes mand Paul Austen. Skal titlen mon symbolisere, at nordmændene har en varme udadtil, men en kulde indadtil? Who knows. 

Bogen er skrevet på opdrag for den norske forlægger Erling Kagge, hvad man imidertid først bliver gjort opmærksom på godt og vel halvtreds sider inde i bogen. Efter at Brøggers tidligere norske redaktør, Erling Kagges mor, gik på pension, stoppede hendes bøger med at udkomme på norsk, og hun mistede kontakten til Norge. Og da hun får en henvendelse fra Kagge, er det ikke, fordi han nu vil til at udgive hendes bøger igen, som hun ellers tror og håber, men for at invitere hende til at skrive en bog om Norge. Først ler hun; og så afviser hun blankt ved at indrømme, at hun ingenting ved om Norge, men bliver til sidst overtalt, da forlæggeren smigrende minder hende om, at Brøgger jo – ligesom sin søster og datter – er en antropolog!

“Jeg kommer ikke til å bore etter olje. I denne lette omelett-boken vil jeg bore etter de kulturbærende lagene i landet,” skriver hun. Og det gør hun så – om alt lige “[f]ra Skram til Skam,” som en af teksterne hedder. Med kunstnere, forfattere, filosoffer og meningsdannere diskuterer hun emner som flygtningeproblematikken, 22. juli, det norske nationaltraume, nationalisme (“norskhed”), tv-serien SKAM, Third Ear-podcasten Kvinden med den tunge kuffert og virkelighedslitteratur (autofiktion).

Sidstnævnte emne fylder meget i bogen: Brøgger taler med flere forfatterkollegaer såsom Tomas Espedal, Karl Ove Knausgård og Vigdis Hjorth, og hun forsømmer ikke en lejlighed for at minde læseren om, at hun var foregangskvinde på dét område; at hun “siden tidenes morgen” har bedrevet autofiktion, det vil sige blandet fiktion og biografi sammen i sine bøger. Det var det, der i 70’erne gik under det nedsættende navn “bekendelseslitteratur” i Danmark (“som om det kvinnelige var mer syndig?” som hun kritisk indvender, og foreslår i stedet at kalde det erkendelseslitteratur). I sin læsning af Vigdis Hjorths Arv og miljø virker det dog mere end besynderligt, at Brøgger på den ene side hylder forestillingen om det autonome og selvberoende værk, der – skønt eksplicitte biografiske referencer – hverken kan eller skal faktatjekkes, som Hjorths roman er blevet det af Aftenposten, mens hun på den næste side skriver følgende: “[…] [D]a Vigdis kjører meg og boxeren Emma til Oslo, forteller hun meg historien som ligger bak Arv og miljø. Den er selvfølgelig verre i virkeligheten. Det er den alltid. Den kan egentlig ikke fortelles. Men den er mer rystende i boken!”.

På trods af at der er tale om et bestillingsarbejde, falder bogen fint i hak med Brøggers øvrige, lange forfatterskab, hvor liv og skrift blandes sammen. Derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at hendes bog ender med at blive en “norsk selfie” – noget hun ellers selv finder corny. Forventligt er det derfor også, at bogen ikke så meget er en bog om Norge, som det er en bog om Brøgger selv – og hendes idiosynkrasier om bl.a. New Public Management. Hun jonglerer indforstået med verdenslitteraturen og filosoffer som Søren Kierkegaard og Ludwig Wittgenstein, så man skal holde tungen lige i munden. Undertiden bliver det dog lidt for meget namedropping – fx i starten af en sætning “Mine veninder Judith Thurman og Erica Jong […]” eller indskudt (det må jo endelig ikke glemmes!): “Jeg leser, og det er Inger Merete Hobbelstad, som jeg drakk kaffe med i Dagligstuen, som skriver at […]”.

Genremæssigt er det et sært miks af rejseskildring, memoire og essayistik – hvad der fylder mest, er svært at sige; nogle steder kan selv den mindste betragtning blive påskud for forfatterindens tanker om stort og småt, dette og hint. Det er ikke altid lige interessant, og der er i denne næsten 350 siders lange bog om/hyldest til Norge (“Norge er best i alt,” hedder det) nogle gange langt mellem snapsene. Men når hun er bedst, er det rigtig godt: både klogt, intelligent, skarpt og sjovt – og med masser af oneliners og tankegods, man tager med sig efter endt læsning.

(PS: At læse bogen (om Norge) på norsk, der – som Suzanne Brøgger skriver – “til forveksling ligner dansk – bare vakrere,” tilfører læsningen en ekstra dimension. Selvom man indimellem må konsultere ordbogen, er det en god øvelse i at få trænet sit nabosprog.)

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s