de af Helle Helle

1738947_1523425209

de af Helle Helle, udgivet på Rosinante 13. april

I 2014 udkom Helle Helles seneste roman Hvis det er, og i år er hun atter aktuel – med romanen de. Det er 25 år siden, debut(roman)en Eksempel på liv udkom, og bogen markerer derfor samtidig forfatterens jubilæum. Som altid er det med en stor forventningsglæde, man kaster sig over en ny udgivelse fra forfatteren med den stramme stil og det ordknappe sprog. I titlen skæres der på hellesk manér ind til benet – den består jo af blot ét ord, nemlig pronomenet ”de” (som vel at mærke skrives med små bogstaver).

I de går den 16-årige unavngivne hovedperson i gymnasiet i begyndelsen af 80’erne; hendes unge alder til trods har hun påfaldende mange lighedstræk til fælles med forfatterskabets øvrige, ældre kvindeskikkelser. Hun besidder en charmerende blanding af barnlig naivitet og gammelkloghed (”Tænk at være seksten og have sådan et sprog,” som hendes mor på et tidspunkt siger til hende på et aftenskolekursus, hvor hun begynder at tale med en voksen stemme) og navigerer i et ungdomsliv fyldt med lektier, veninder, fester og kurtiserende drenge. Tilsyneladende trivialiteter tillægges den største betydning fra sidelinjen af livet. Nogle gange mere iagttager end deltager hun i det, der foregår for øjnene af hende.

Ungdoms- og gymnasielivet er bogens ene handlingsspor; det andet og mere betydningsbærende skildrer hovedpersonens forhold til sin mor og deres hverdag sammen. De bor ovenpå en frisør, ”derfra stammer det ufrivillige etagehår,” som det hedder; og hendes mor har selv en forretning, hvor der sælges kosmetik og tøj. Deres forhold er fuld af latter, nærvær, ømhed og kærlighed. Mor og datter beskrives flere steder, som var de én person (heraf titlen de), her citeret fra begyndelsen: ”Stuen er malet efter en lysestage. Den er gammelrosa, men de tænder ikke lyset. De tænder det to gange, men så opdager de, at det soder. De befinder sig ofte ved vinduet, og i sofaen, og med ugeavisen”. Men ”de”-konstellationen trues, da moren bliver alvorligt syg og indlægges på hospitalet. Hospitalsscenerne, hvor hovedpersonen besøger sin mor, er blandt bogens stærkeste og mest rørende. Netop fordi de viger udenom at tale om sygdommen, ja, sågar at nævne den ved navn, bliver det på en måde endnu mere sørgeligt. Fordi man fornemmer, der er en masse følelser, som der ikke bliver sat ord på. Hverken af mor eller datter. Det kommer der til gengæld fremragende litteratur ud af.

Flere af navnene er absurde, komiske, på en måde man ikke er vant til hos Helle Helle: Tove Dunk, Hafni (mon det er en forkortelse af ”hafnium”, som betyder havn på latin og derved refererer til Rødbyhavn? I så fald er det en sjov detalje) og US. Jeg kom undervejs til at tænke på Line Knutzons skuespil, hvis karakterer ofte også bærer rundt på skæve og sjove navne. Navnekreativiteten – der givetvis er en mimen af ungdommens hang til øge-/kælenavne og forkortelser –  er dog ikke det, der slår mig som værende det mest iøjnefaldende. Det er derimod dens brug af tempusformen nutid, der må være forfatterskabs mest radikale og mest konsekvente:

Pånær enkelte brug af datid i dialogerne er hele romanen skrevet i nutid (og en anelse førnutid). Dette skaber nogle (ufrivilligt?) komiske, om end sprogligt lidt klodsede, sætninger såsom: “[Cyklen] punkterer i fjor, hun kører over et bræt”, ”Engang kører hun næsten til Karleby […]” og ”Lyset går i går”. Nogle steder skaber det forvirring om, hvad der er sket, og hvad der sker eller skal til at ske. For eksempel da hovedpersonen er på besøg hos en fyr ved navn Steffen: ”Inde på hans værelse hænger to sovjetiske plakater. Det er, fordi han har russisk, studieturen går til Moskva” – om Moskva-turen har fundet sted eller ej, er ikke til at vide; plakaterne kunne jo meget vel stamme netop derfra.

Helle Helle vender i de tilbage til det stof, hun mestrer som ingen anden: nemlig sit eget. Som gennembrudsromanen og den (fortjent) kritikerroste Rødby-Puttgarden (2005), hvor forfatteren, der selv er opvokset i Rødby, for første gang skrev om det sted, hun kommer fra, foregår de også i Rødby (går man til bogen med en forventning om, at det er en efterfølger eller en toer, vil man dog blive slemt skuffet). Forfatterens kendskab til det sted, hun skriver om, kommer til udtryk i de troværdige miljø- og persontegninger.

Bogens første kapitel hænger, som mange af Helles andre bøger, raffineret sammen med det sidste, men hvordan skal ikke afsløres her. God mening giver det dog at slutte anmeldelsen, som bogen starter, for måske nok engang at vække læserens nysgerrighed: ”Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko. Alle veje fører til veje”. Nok er de indledende sætninger ved første øjekast mystiske, hvis ikke fuldkommen meningsløse, men de giver mening, når/hvis man (nær)læser bogen. Bogen peger flere steder bagud i forfatterskabet mod tidligere bøger, men den peger samtidig – med anvendelse af forskellige formgreb og sproglige virkemidler – frem mod de bøger, der skal komme. Den er dog ikke mere eksperimenterende, end at den stadig lyder umiskendeligt hellesk. Og heldigvis for det; det er nemlig ikke ment som en kritik, men en (stor) ros.

Anmeldelsen er en længere udgave af min anmeldelse af bogen, som kan læses på Bog & Idés hjemmeside: https://www.bog-ide.dk/produkt/de-haeftet/2467359

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s