Det skal stå og sitre på en måde, hvor der er en usikkerhed

img_9537.jpg
Foto: Michael Frederiksen

Efter en skriveorlov på halvandet år gav Helle Helle i går aftes sit første foredrag på Danmarks Jernbanemuseum i Odense. Det gav virkelig god mening, at Jernbanemuseet i aftes lagde kulisse til foredrag med Helle Helle, for offentlige transportmidler – busser, toge, færger – fylder meget i hendes forfatterskab. Dette transport- og fartøjstema blev omdrejningspunktet for samtalen mellem journalist Signe Ryge Petersen og Helle Helle, som jeg nedenfor refererer og supplerer med egne refleksioner.

1664211_1516514822

For eksempel indtager jernbanen en central plads i hendes roman Dette burde skrives i nutid (2011), hvor hovedpersonen Dorte dagligt pendler fra Glumsø til København, hvor hun burde studere, men ikke gør det. Helle fortalte, at hun ofte har hentet sin familie i netop Glumsø, når de er kommet fra Lolland for at besøge hende på Sjælland. Stationsbygningen kaldte hun “Herman Bang-agtig”, og med bogen ønskede hun at skrive en moderne historie om Katinka Bai fra klassikeren Ved Vejen. Romanen, som indbragte hende De Gyldne Laurbær, er en af de absolutte yndlingsværker, jeg igen og igen kan vende tilbage til, læse og hver gang forstå på en ny måde.

Helle Helle selv rejser ofte med tog med tog, blandt andet – som i aften – når hun skal optræde og holde foredrag rundt omkring i Danmark, og hun fremhævede pausen som det helt særlige ved at køre i tog. At man på en eller anden måde er nødt til at stoppe op og holde en pause som passager. Denne pause nyder hun personligt, sagde hun, men den er også god at forløse litterært. For eksempel hvis et tog er forsinket, eller hvis man misser det, og uventede møder opstår. Det kan også være, der slet og ret ikke går nogen offentlige transportmidler, fordi man bor langt ude i provinsen. Særligt det sidste går igen i flere af hendes romaner, herunder Ned til hundene (2008), hvor jegfortælleren indlogeres hos nogle venlige fremmede, John og Putte, da den sidste bus er kørt.

helle-helle-rc3b8dby-puttgardenI gennembrudsromanen Rødby-Puttgarden fra 2005 arbejder de to hovedpersoner Jane og Tine i det toldfri parfumeri på færgeoverfarten – frem og tilbage i en evighed. Deres liv er som arbejdet på færgen: De flytter sig lidt, men ender altid ved udgangspunktet og er ikke rigtigt kommet nogen vegne. En sådan symbolsk læsning er forfatteren selv dog ikke tilhænger af; i stedet foretrækker hun, sagde hun, at bruge ordet betydninger, der er et mere rummeligt begreb, som ikke reducerer handling eller genstande – fx færge, bus og togrejsen – til at stå i stedet for én ting. Pudsigt nok er der – i sammenligning – påfaldende få biler i hendes bøger (dog bærer hendes hendes anden novellesamling titlen Biler og dyr), og at lade et fly indgå i en af hendes fortællinger forekom hende helt og aldeles utænkeligt.

Hvorfor især busser og toge spiller en så stor rolle i hendes forfatterskab, havde hun imidlertid ikke noget konkret svar på, men ét bud var ifølge hende selv, at begge dele fyldte meget i hendes egen barndom, og at hun jo ikke er researchforfatter, men skriver om ting, hun kender til (som følge heraf er der, som hun sagde, “rigtig meget mig i bøgerne, og der er rigtig lidt”). Men vigtigst betonede hun det mystiske og gådefulde ved at skrive – både om busser og toge og færger men også i det hele taget. Hun vil nødig blive for bevidst om sin skrivning: hvis hun bliver det, er det ikke længere interessant for hende at skrive. Hun er også bange for at blive for ferm og at lyde “Helle Helle-agtig”, selvom hun godt ved, at hun har en særlig måde at skrive på. Men hvis det bliver for selvbevidst, bliver det for “kedeligt” og “dårligt”. “Det skal stå og sitre på en måde, hvor der er en usikkerhed,” sagde hun.

Hendes kommende roman, de (april 2018), blev også nævnt som eksempel, da bogens 16-årige hovedperson tager skolebussen hver morgen for at komme til gymnasiet. Med den annoncerede hun at være vendt tilbage til Rødby for første (men også sidste) gang siden Rødby-Puttgarden, og jeg tror, jeg ikke kun taler på mine egne vegne, når jeg venter i spænding og er overbevist om, at det bliver et glædeligt gensyn. Samtidig markerer den Helle Helles 25 års jubilæum som forfatter.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s