Læseåret 2017

I 2017 læste jeg ifølge Goodreads 65 bøger og har dermed vendt 11.622 bogsider i alt. Mens den korteste bog var en såkaldt chapbog af den danske forfatter Tine Høeg på blot 16 sider (Hej Sol Fuck Love), var den længste bog Åsne Seierstads En af os en fortælling om, Utøya og Anders Breivik på 508 sider. Seierstads meget gribende bog, som jeg har skrevet mere uddybende om her, læste jeg som e-bog på min Kindle, jeg blandt andet havde med på min rejse til Oslo i august, hvor jeg – uden at gøre mig det bevidst – vandrede rundt i samme gader og kvarterer som dem der nævnes i bogen.

Målt på kvantitet har jeg læst blot én bog mindre end i 2016, men alligevel hele 1897 antal sider mindre end året før. Jeg kan, når jeg ser tilbage, altså se, at de bøger, jeg har læst, har været forholdsvist lette, og haft et gennemsnit på 178,8 sider. Sværvægteren Seierstad stikker derfor ud og er usædvanlig bog i min læsestatistik og -vaner. Til gengæld falder det godt i tråd med ét af mine litterære nytårsforsæt fra og for 2017, nemlig “at læse mere norsk litteratur – på originalsproget”. Jeg skrev sidste år, at “jeg på meget kort tid [er] blevet besat af norsk sprog og kultur – både musik, film og litteratur”, og besættelsen er ikke aftaget siden.

Seierstads bog læste jeg undtagelsesvis i en dansk oversættelse, ligesom Erlend Loe og Karl Ove Knausgård også er blevet læst på dansk, fordi jeg i forvejen havde bøgerne i oversættelse på mine reoler. Men udover det har jeg især dyrket Tore Renbergs forfatterskab, og på få måneder læste jeg romanen Mannen som elsket Yngve, Kompani Orheim, Farmor har kabel-tv og essaysamlingen På fest hos litteraturen. Førstnævnte titel har jeg overfor flere – i al beskedenhed – kaldt for “verdens bedste ungdomsroman”.

Samlet set har 16, altså cirka hver fjerde, bog været på norsk, og med undtagelse af tre titler har samtlige været på norsk (bokmål). Det er jeg ganske tilfreds med, også selvom jeg eksempelvis ikke har fået læst mere af Knausgårds Min kamp (udover en genlæsning af bind 1), som jeg lovede mig selv. En anden interesse for mig i løbet af året var at beskæftige mig i månedsvis med Vigdis Hjorths roman Arv og miljø og debatten rundt omkring den, som den har afstedkommet. En debat som yderligere eskalerede, da Hjorths søster udsendte en roman, Fri vilje, hvor hun skriver om Vigdis i det man kan kalde et litterært familieopgør. Nogle af de tanker, jeg gjorde mig i den forbindelse, opsummerede jeg i indlægget Livets kvaler med hytte på Hvaler. Klassikere er – trods de gode intentioner – heller ikke blevet læst i noget flittigt omfang, pånær enkelte, herunder Frøken Julie, Sult og Løgneren (som pligtskyldigt er blevet læst i mit litteraturhistoriske fag på universitetet).

Jeg vil, udover ovenstående, anbefale 3 af de bedste bøger, jeg har læst i det forgangne år, i kronologisk rækkefølge.

1. Édouard Levé: Selvportræt

1675778_1493871684

Det er svært at give en fyldestgørende resumé af Édouard Levés roman “Selvportræt”. Den falder åbenlyst udenfor andre (selv spinkelt) plotbårne romaner, selv om end der findes antydninger af et undervejs. Bogen består (næsten kun) af løsrevne hovedsætninger, der i næsten samtlige tilfælde begynder med “jeg”: om henkastede ting og tanker, forkærligheder, aversioner, idiosynkrasier etc. Sætningerne listes op efter hinanden uden nogen (forklaret) forbindelse med hinanden. Nogle af sætningerne fra begyndelsen lyder som følger: “Jeg har boet tre år og tre måneder i udlandet. Jeg foretrækker at se til venstre. En af mine venner nyder at bedrage. Slutningen på en rejse giver mig samme triste følelse som slutningen på en roman.” Bogen er noget af det originale, jeg har læst i årevis, og selvom Levés metode ser legende let ud, ved jeg, jeg ikke ville være i stand til at gøre ham kunsten efter. Og ofte siges det da også, at det er de kunstværker, der ser lettest ud at lave som i virkeligheden har været sværest.

Yndlingssætning: “At beskrive mit liv nøjagtigt ville tage længere tid at leve det”

2. Caroline Albertine Minor: Velsignelser

2f4925fd-5fcf-477b-9c0c-370163410b88_1495612838

Minors Velsignelser indeholder syv vilde og vildt vellykkede noveller. Om sorg, tab, venskab og smukke mænd. Cirka halvdelen af dem kredser om selvmordet til den unge au pair Anne-Sophie, kaldet Anso, der hænger sig to dage før jul hos sin værtsfamilie i Australien. Selvmordet bliver stående som en uløselig gåde, men gennem forskellige synsvinkler i forskellige noveller kastes der lys over, hvem Anso var. Læseren må dog selv stykke brudstykkerne sammen, og forfatteren giver ikke ved dørene. Novellen “Sorgens have”, der handler om afviklingen af et forhold mellem en mand og en kvinde, Caroline og M, adskiller sig fra de øvrige noveller – blandt andet ved at være den eneste, der mere eller mindre åbenlyst er selvbiografisk (hvad forfatteren da heller ikke har lagt skjul på i interviews). Men dens knugende beskrivelse af sorgen over en krop, som stadig lever, er noget af det mest fintfølende og hjerteskærende, jeg længe har læst. Efter en trafikulykke har M. mistet hukommelsen og husker hverken kæresten Caroline eller deres søn, og deres forhold er forandret for altid. “Sorgens have” er for mig samlingens højdepunkt – smuk, rørende, tragisk – og en skattekiste af uforglemmelige sætninger, jeg gik og huskede på i lang tid efter.

Yndlingssætning: “At vågne op er bare savnet, der begynder forfra, hårdere”.

3. Judith Hermann: Spøgelser, overalt

1731177_1505536225Spøgelser, overalt skriver Judith Hermann mesterligt dygtigt og overbevisende om menneskelige relationer: om (ulykkelig) kærlighed, venskaber, ensomhed, rastløshed, erindring, og ikke mindst rejser – som mange af hendes karakterer, ofte spontant og med kort varsel, tager på for at komme væk fra hverdagens trivialiteter. Novellerne, indhyllet i melankoli, har ofte storbyer og hovedstader som kulisse: Norge, Italien, Tjekkoslovakiet, Island. Uanset hvor de kvindelige hovedpersoner ender, synes de at være lammet af det nu, de krampagtigt forsøger at holde fast i, og fælles for dem alle er, at ting bare sker for dem, tilfældigt og uforklarligt, både mens de står på og i retrospekt. Novellerne er skrevet i en amerikansk minimalistisk stil a la Raymond Carver, som herhjemme er videreført af Helle Helle og i Norge af Per Petterson. Flere af de lange noveller kunne sagtens udgøre selvstændige romaner. Alligevel, længden til trods, er ikke én sætning overflødig. Jeg er så glad for at have opdaget den indtil for nylig (for mig) ukendte tyske forfatterinde og forudsiger, at 2018 for mit vedkommende vil blive et Judith Hermann-år. Og dermed – selvsagt – et godt ét af slagsen.

Yndlingssætning: “Al erindring forekommer mig at være sørgelig”.

Hvilke gode bøger har du læst i 2017? Og har du sat dig nogen mål for det kommende års læsning?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s