Vigdis, del for del af Kaja Schjerven Mollerin

Vigdis-del-for-del_Fotokreditering-Gyldendal

Vigdis, del for del af Kaja Schjerven Mollerin. Udgivet i 2017 på (norsk) Gyldendal. Anmeldereksemplar fra forlaget. 

Interessen for Vigdis Hjorth er tilsyneladende – og med al ret – aldrig aftagende. Den debat, Vigdis Hjorth afstedkom i Norge med sin roman Arv og miljø i efteråret 2016, kører stadig på højt blus i Hjorths hjemland, ikke mindst efter at Hjorths søster Helga Hjorth kritiserede Vigdis’ fremstilling af sig selv og sin mødrene familie i en ny roman, Fri vilje, som udkom i sensommeren 2017. Siden har Vigdis Hjorth været hovedpersonen i debatten om det udviskede skel mellem liv og kunst, virkelighed og fiktion, den såkaldte virkelighedslitteratur, som flittigt og intenst debatteres af forskere, anmeldere, forfattere og de levende modeller – dem som kan genkende sig selv i litterære portrætter. Seneste skud på stammen er Kaja Scherven Mollerins (kritiker og ph.d. i almen litteraturvidenskab fra Universitetet i Oslo) interviewbog med Vigdis Hjorth, hvor Hjorth der har været påfaldende tavs under debatten om sin egen bog, nu kommer til orde.

Titlen Vigdis, del for del kan synes kold og nådesløs: som om forfatteren med en konfrontationssøgende strategi ønsker at pille Hjorth fra hinanden. I virkeligheden er det en hilsen til Woody Allens film Deconstructing Harry (1997), der på norsk hedder Harry Block, del for del, og som omhandler en forfatter, der efter at have skrevet en roman “løseligt baseret” på forholdet til sine to søstre, er endt i en skriveblokade (og livskrise). Filmen nævnes første gang på Schjerven Mollerins initiativ, men viser sig at være en af Hjorts yndlingsfilm. Vigdis Hjorth pilles ikke fra hinanden i Vigdis, del for del, men fremstilles saglig og sympatisk som det sammensatte og komplekse menneske, hun om nogen er. I tillæg deler Harry og Vigdis flere karaktertræk, og det er, gisner Schjerven Mollerin om, måske derfor lige netop Deconstructing Harry er en af hendes yndlingsfilm: “Den bisarre blandingen av stor komikk og stor tragikk, som er så typisk for Woody Allens filmer, harmonerer sannsynligvis også, på et dybere plan, med Hjorths livsfølelse”.

I andre sammenhenger har jeg vært den første til å si at forfattere like lite kommer utenom seg selv, som de kommer utenom alfabetet.

Bogen er en opdelt i mindre kapitler med æggende og vækkende overskrifter såsom “Lengsel rimer på fengsel” og “Ikke forelsk deg i meg”. Interviewene, der fandt sted fra december 2015 til september 2017, suppleres af Schjerven Mollerins mere prosaiske og sammenhængende beskrivelser af og reflektioner over Vigdis Hjorth og hendes forfatterskab, med hovedvægt på Arv og miljø, enten som en optakt til et spørgsmål eller som selvstændige passager, der går forud for selve interviewseancen. Samtalerne skal tilsyneladende være præsenteret kronologisk, som de virkelig foregik; imidlertid punkteres denne fortælleform hurtigt, allerede da Schjerven Mollerin i starten af bogen (der skal forestille at være foregået i december 2015) refererer til Helga Hjorths Fri vilje, der som tidligere nævnt først udkom i år, og således brydes der (desværre) undertiden med kronologien i form af disse frampek, som er lagt til efterfølgende.

Schjerven Mollerin har et glimrende blik for den sammensatte person, forfatteren og mennesket Vigdis Hjorth er: på den ene side ordentligt og pligtopfyldende, på den anden side sensationssøgende. På den ene side “uvant åpen”, på den anden side “uttalt hemmelig”. Den sidste dikotomi kommer til udtryk i en af bogens bedste passager omhandlede Hjorths scenevanthed, om “hvordan hun opp gjennom har gått inn og ut av roller og spilt på offentlighetens forventninger om hvem hun er”. Mange gode – og i sagens natur åbne, nogle steder ubesvarede – spørgsmål stilles her: “Hvem er du egentlig, bak rollen? Har du en hemmelighet? Hva skjuler du? Er du en annen enn den du gir inntrykk av?”. Intervieweren selv finder tidligt i projektet, at Hjorth gentager sit faste repertoire med anekdoter af mere eller mindre privat karakter. Tror hun, spørges Schjerven Mollerin, at meningen er, at de skal lave en bog med Vigdis Hjorths samlede anekdoter? Nej, slår hun fast: “Metoden får bli å la opptakeren stå på i det uendelige”. Derfor kommer bogen vidt omkring, måske også for vidt, for eksempel fandt undertegnede informationer og længere passager om Hjorths politiske ståsted dybt uinteressante og sagen uvedkommende.

Man vil alltids kunne argumentere for at debatten […] om virkeligheten i Arv og miljø var en helt ny, helt spesiell debatt; denne romanen, som det bare finnes én av, skrevet av denne forfatteren, som det bare finnes én av, publisert på et tidspunkt i historien som aldri vil gjenta seg.

Hjorth starter ikke sjældent et svar med “Jeg vet ikke”, men fremstår – på trods af denne selvudslettelse – både vidende og reflekteret, og ikke mindst samarbejdsvillig i forhold til projektet med Schjerven Mollerin, som hun kalder “vår bok”. Netop på grund af Hjorths dybe engagement og de gode spørgsmål fra intervieweren bliver Vigdis, del for del ikke bare en hvilken som helst anden udmærket interviewbog, men en særdeles vellykket bog. Bogen kredser i særdeleshed om Arv og miljø, men har løbende afstikkere til hendes øvrige, lange forfatterskab. Den er derfor et oplagt supplement til læsere, der ønsker at blive klogere på omstændighederne omkring udgivelsen af Arv og miljø såvel som reaktionerne på det der viste sig at blive en af nyere norsk litteraturs mest omstridte romaner – og ikke mindst forfatteren bag, der meget fortjent nu står overfor et dansk gennembrud.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s