Sprogets musikalitet. Digte og lyd 5.0 i Odense

I går aftes afholdtes den femte udgave af Digte og lyd i Odense på Posten. Jeg var med, da ord og musik blev blandet sammen i en lækker cocktail og har beskrevet aftenen i en kort reportage, så du, kære læser, ved, hvad du gik glip af. 

IMG_1730
Ane Cortzen og Jørgen Leth.

Efter en kort introduktion til aftenen ved værten, den altid charmerende Ane Cortzen, trissede Jørgen Leth ind på scenen i scenen røde »tournésko«, som han selv kaldte det par sko, der – som Cortzen bemærkede – matchede gulvtæppet under dem såvel som de røde lænestole de sad i og lyset fra lampen bag dem. Samtalen drejede sig primært om Leths lyriske bagkatalog, samlet i Samlede digte (2012), som han havde med ind på scenen. Med over 600 sider er den med Leths egne ord »lige til at kaste med… et våben«. Han fortalte, at han engang var ved at stryge de to første digtsamlinger, Gult lys og Kanal fra sit forfatterskab, fordi de var modernistiske på en kunstig måde – og bar for tydeligt præg af skoledrengens brændende ønske om at komme ind i varmen hos modernistiske forfattere som Klaus Rifbjerg, Jørgen Sonne og Jørgen Gustava Brandt. Men med tiden lærte han at holde af dem, og han er nu glad for sit samlede værk, og at det foreligger i én bog.

IMG_7448
Jørgen læser op. “Jeg vil elske dig gennem prismer / som spreder lyset, gennem en film / som går forbi mig og igen går forbi mig”

Digtene han skulle læse op havde han til fleres forbløffelse ikke selv valgt ud, men trygt overladet til kapelmester Mikkel Grevsen. Det var ikke et uvant for ham at undgå de store beslutninger, for også når han laver film, er det helt op til hans klipper om at færdiggøre filmen. Efter den korte samtale med Ane gik han hen til mikrofonen og begyndte, godt blændet af projektørerne bag ham, at læse op. Med den karakteristiske stemme som instrument vekslede han fra mellem sine tidlige og sene digte, det gjorde at oplæsningen med Leths eget ord fik sin egen ”dramaturgi”; indimellem glemte Leth titler såvel som årstal på digtsamlingerne han læste op fra, men glemsomheden havde sin egen charme, ikke mindst fordi Leth selv var i stand til at grine af det.

Han blev klappet ud, og kort efter trådte Carl Emil Petersen (tidligere forsanger i Ulige numre) ind på scenen, hvor der var lagt op til akustisk sang med gamle numre fra Ulige numre nye numre fra hans nye soloprojekt, blandt andet radiohittet ”Skærgården”, der synes at handle om opløsningen af Ulige numre og tiden efter: ”den mørke vinter venter / vinker til mig, blinker / hvor er ham fra bandet nu?”. Flere gange gav han udtryk for, hvor beæret han var over at være i selskab med så store forfattere som Jørgen Leth og Naja Marie Aidt – forfattere han selv har læst og analyseret i gymnasiets dansktimer. Hvis hans dansklærer vidste, han skulle optræde sammen med dem, var han sikker på, han ”ville vende sig i sin grav”, sagde han – men skyndte sig at tilføje, at han ved nærmere eftertanke stadig er i live.

IMG_4672
Carl Emil Petersen .

Carl Emil virkede skiftevis fraværende og nærværende, til tider distræt (første nummer måtte han sågar afbryde, inden han var kommet rigtigt i gang, fordi han havde glemt at tage snuset i overlæben ud). Han formåede derfor trods enkelte højdepunkter ikke helt at komme ud over scenekanten, men annoncerede til sidst, at han kommer til Odense igen til november, så måske var dette bare en opvarmning – om end en halvtam én af slagsen.

Efter en pause var Naja Marie Aidt næste navn på programmet. Det føltes eksklusivt at opleve Aidt, der har adresse i Brooklyn i New York, i lille Odense. Jeg husker hende også fra dansktimerne i gymnasiet, hvor hendes syrede noveller blev dissekeret. Samtalen med Cortzen gik mest på hendes forhold til Grønland, hvor hun er født (juleaftensdag 1963) og vokset op, men flyttede fra som 7-årig. Hun mente, at Grønland har gjort hende hærdet, og at det kan spores i hendes forfatterskab. Det var da også noget, grønlænderne bemærkede, da hun i 2008 vandt Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Bavian. Hun læste – til min mindre skuffelse – ikke op fra sin seneste bog, den anmelderroste Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, men fra sin seneste digtsamling, Alting blinker (2009). En digtsamling, der blandt andet handler om fremmedgørelse, udlængsel og hjemve og nationers forskellige sprog og historie – med udgangspunkt i erfaringer Aidt har gjort sig over there, i New York.

IMG_1475
Ane Cortzen og Naja Marie Aidt

Aftenen kulminerede med SUPAPAWA, et musikalsk samarbejde mellem digteren Caspar Eric og musikerne Mikkel Grevsen og Ask Bock. Et miks af løsrevne tekststumper fra Erics hidtige produktion – 7/11 (2014), Nike (2015) og Avatar (2017) – i ukronologisk rækkefølge blev ikke bare læst op, men performet i ordets bogstavelige betydning. Ved hjælp af elementer som loops og autotune mimede musikken den oplevelse man kan få under læsningen af Erics digte, der netop indeholder mange rytmiske gentagelser og har fået betegnelser som “poppoesi” hæftet på sig. Særligt rørende var det sidste nummer, fordi det var dedikeret til dj og forfatter Maria Gerhardt: “selvom jeg savner dig / og ofte står og græder / og er sur på universet”. I går var det et halvt år siden hun døde, og en tydeligt bevæget Caspar fortalte om nogle af de sidste samtaler, de havde sammen. SUPAPAWA var for mig aftenens højdepunkt og en smuk kulmination på en minderig aften i lyrikken og musikkens tegn.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s