Breve til en ung forfatter af Colum McCann

1724861_1503376059

Breve til en ung forfatter af Colum McCann, udgivet på People’s Press i 2017. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Colum McCann er, går jeg ud fra, ikke et navn, der siger mange danske læsere noget. I hvert fald havde jeg ikke selv hørt om den amerikanske forfatter før denne udgivelse, hvis titel fangede min interesse. McCann underviser selv i at skrive skønlitteratur, og hans bog er stykket sammen af tekster fra StoryPrize.org, hvor han i en periode lagde en lille tekst op hver fredag med råd om alt det der står imellem første og sidste sætning i en bog – research, persontegningerne, dialogen osv. Men også om forfatterrollen og om at være ihærdig og ikke lade sig slå ud af afslag fra forlag eller dårlige anmeldelser.

Bogen indskriver sig således i rækken af andre bøger om skrivningens svære kunst, som for eksempel Stephen Kings On Writing – eller Ernest Hemingways bog med samme titel (for nylig udgivet på dansk på Lindhardt & Ringhof), som jeg nød at læse; i dansk sammenhæng kan jeg komme i tanke om forfatterskolerektoren Pablo Llambias håndbog Skrivning for begyndere. Men der findes sikkert mange, mange flere bøger om dette emne.

Du må ikke give op. Der findes ikke noget værre end en talentfuld forfatter, der fortryder sit liv, især hvis han lader det gøre ham stum. Du kan stadig gribe pennen, selv om alle tror, du for længst har givet op. Det er det vidunderlige ved at skrive (s. 92)

Det kan – og dette gælder mange andre bøger i samme genre – synes paradoksalt på den ene side at opliste en række gode råd (tilsyneladende camoufleret som regler) til den unge, spirende forfatter, for på den anden side at slå fast, at »der ingen regler findes«. Men som McCann meget fint forklarer, er hans bog “ikke en forfattermanual. Den er forhåbentlig heller ikke et kampskrift. Den er snarere en hvisken på en tur i parken.” (s. 14).

Bogen henvender sig selvsagt mest til folk, der skriver eller har planer om at gøre det. Det er en bog om op- og nedture, der følger med at skrive det, når man føler sig kaldet til det og ikke kan andet. Ukunstlet og præcist skriver han i en du-tiltaleform, direkte til læseren, og i en lind strøm af imperativer: “Hold pause indimellem. Tag på ferie. Lad alt andet end notesbogen blive derhjemme. Bliv glad for at skrive igen. Lad det ligge i et par uger. Tag det roligt. Den tomme side går ingen steder” (s. 110).

En prosaforfatter bør læse lyrik. Lyrikerne bør læse romaner. (s. 105)

Få steder måtte jeg erklære mig uenig med forfatteren, for eksempel når han råder til at vedlægge et smiskende brev til det forlag man sender sit manuskript til, hvor man roser dets forfattere + nævner at man sender manuskriptet til andre forlag, mens man venter på svar. Hvis man ikke kender til proceduren for udgivelse i Danmark, bør man få med, at sidste metode er ekstremt uforskammet og bestemt ikke øger ens chancer for at blive udgivet. Men måske er der tale om en kulturforskel? Colum McCann er trods alt amerikaner.

Breve til en ung forfatter er næppe et opslagsværk, jeg kommer til at bruge når jeg selv skriver, men jeg er til gengæld ikke i tvivl om at mange af de velmenende og opmuntrende råd vil blive siddende i baghovedet, når jeg næste gang fatter pennen og skriver noget, der forhåbentligt når længere end skrivebordsskuffen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s