Mig og Knausgård

knausgaard-andre-loeyning-1-svhv
Foto: André Løyning

Det er snart to år siden, jeg læste første bind af Min kamp for første gang, det var i sensommeren 2015, jeg var lige blevet student, og fordi jeg havde valgt at tage et års sabbat, havde jeg masser af tid, blandt andet til at læse. Jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skulle få tid til at læse Karl Ove Knausgårds monumentale værk, som jeg længe havde haft lyst til, var det nu. Pengene var små, så jeg lånte et godt slidt eksemplar af førsteudgaven på biblioteket, siderne var let krøllede, og der var både æselører og understregninger, alt sammen det, der gør biblioteksbøger til noget helt unikt.

Allerede i bussen begyndte jeg på bogen, og jeg glemte næsten at stå af, fordi jeg allerede var så draget af fortællingen. Da jeg kom hjem, fortsatte jeg, hvor jeg slap. Jeg læste og læste, og selv når jeg ikke læste, var jeg stadig inde i bogen, tænkte på Karl Ove, nogle gange ligefrem som ham. Jeg følte og føler stadig en stor samhørighed med ham og hans måde at være i verden på, genlæste sætninger, memorerede dem. Den optog mig så meget, formen forekom mig sublim, tonen oprigtig, og efter at have bladret den sidste side under en uge senere og lukket permerne om hinanden, ramtes jeg af en tomhed, som ikke engang dét straks at kaste sig over toeren ville kunne udfylde (endsige forekom mig tænkeligt). Det var en alt for stor mundfuld: portrættet af faren, der også er et portræt af forfatteren, barndoms- og ungdomsskildindringerne, venskaber som glider over i bekendtskaber, nytårsfester, hvor man vandrer flere kilometer for at komme til en fest, man ikke engang kan vide sig sikker på at blive lukket ind til… Jeg holdt en pause fra at læse derefter, havde ikke brug for at læse andet i et stykke tid, men da pausen ophørte, havde jeg vitterligt ikke tid til at læse, jeg begyndte at tage kørekort, og alle mulige andre ting optog pludselig min tid.

1567191_1498710430

Juli 2017: Jeg har længe villet genoptage læsningen af Min kamp. Som litteraturstuderende på snart 3. semester er Karl Ove Knausgård et navn, der af og til nævnes, også selvom han ikke har været på pensum endnu, men hvad han med garanti snart vil komme. Og jeg vil hellere læse af ham af lyst end af tvang. Før og efter Min kamp 1 har jeg læst essaysamlingen Sjælens Amerika og de to første bøger, Om efteråret og Om vinteren, i årstidskvartetten, hans seneste projekt, så det er ikke, fordi jeg har forsømt min Knausgård. Og jeg har været glad for det, jeg har læst.

Jeg læste for et stykke tid siden et interview med forfatteren Lone Hørslev, hvor hun gik til bekendelse: hun har aldrig læst Knausgård. Det var for uoverskueligt et projekt. “Jeg bliver helt træt på forhånd, også selvom jeg VED, det er godt. Jeg har læst interviews med Knausgård, og jeg har set ham live. Han er på alle måder interessant. Bøgerne er interessante. Omfanget af værkerne er bare for volumniøst” sagde hun og satte ord på min vægren mod at fortsætte Knausgård-projektet. At fortsætte projekt forekom mig på alle måder tungt, og jeg forstod (og forstår stadig ikke), hvorfor bøgerne skal svulme op til den store størrelse. Som læser og (in spe) skrivende er jeg også (blevet) langt mere optaget af den lille skrift, som Knausgård absolut ikke dyrker.

Nu, i sommeren 2017, har jeg så alligevel sat mig for at begynde forfra, og indtil videre har jeg genlæst første bind. Det VAR godt, men dét, at jeg på forhånd vidste, at det var det, gjorde unægteligt også læsningen forudsigelig og kedelig: mine forventninger blev indfriet, men ikke mere ikke mere end det, bekræftede mig bare i det, jeg i forvejen vidste. Passager syntes pludselig uendeligt lange og kedsommelige, og selvom det indimellem – ja, faktisk det meste af tiden – var fremragende skrevet, var det mest af alt dette: langt og kedsommeligt.

Måske er det mig og min smag, der har ændret sig; måske var jeg forblændet, første gang jeg læste Min kamp. Måske skulle og skal jeg fremover bare afholde mig fra at genlæse lange bøger, fordi de ikke overrasker. Nuvel, dette er ikke en afsked med Karl Ove Knausgårds 3600-siders (!) lange Min kamp. Jeg har foreløbigt planlagt også at læse næste to bind i løbet af sommeren, som vistnok blev udgivet samtidigt med bind 1 i Norge i 2009. Måske vil min mening om ham ændre sig derefter, måske ikke.

To be continued.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s