Men jeg er her jo af Jørgen Leth

1721900_1497588675

Men jeg er her jo af Jørgen Leth, udgivet i 2017 på forlaget Gyldendal. Anmeldereksemplar fra forlaget.

I anledning af Jørgen Leths 80 års fødselsdag udkom bogen Men jeg er her jo (på selve dagen). Bogen har ingen genrebetegnelse, men kan fint læses i forlængelse af Leths andre erindringsbind – fra den kontroversielle Det uperfekte menneske (2005) til Mine helte (2015). Den kan også læses uden forkundskaber i Leths øvrige forfatterskab, digte såvel som erindringer, helt for sig selv. For lige så meget som bogets jeg (næsten selvfølgeligt) læses som biografisk, som Jørgen Leth selv, er det ikke (kun) erindringer; men det er heller ikke en roman.

Den er derimod en genrehybrid, som der står på bagsiden, “erindringer, meditationer og fiktioner om kvinder, rejser, drømme, steder”. Alt sammen skrevet i en dagbogsagtig form – med korte (nogle gange ufuldstændige) sætninger, indtryk og sansninger, som nedskrives, mens de opleves. Bogens fysiske format alluderer da også til de populære kina-notesbøger.

Nogen egentlig handling har den ikke, men skal man opsummere den handler den om Leths ophold i Rom og Haiti i perioden 2016-2017: hvad der sker i løbet af dagen, og hvad han tænker på imens, eller hvad der – som langt oftere er tilfældet – ikke sker. For ugideligheden går igen hver eneste dag: “Ting, jeg ikke må, ting, jeg skal gøre, indhold, indhold, det gider jeg ikke. En dag uden indhold, er det en god dag? Ja, helt klart” (s. 22); “Jeg gider ikke tænke en tanke igenne, gider ikke blive færdig med noget” (s. 39); “Gider jeg? Huske pung, huske tanker, huske mig selv? (s. 43) etc. etc. etc. Selv kunne jeg ikke undgå at komme til at tænke på Søren Kierkegaards berømte diapsalmata i Enten-Eller:

Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke.

Kendere vil, måske efter at have hørt det populære radioprogram Spørge Jørgen på Radio24syv, kunne genkende mange af Leths karaktertræk, som når han allerede på første side (bogens side 7), taler til sine usamarbejdsvillige sko: “Kom nu, dumme sko, for helvede! På med dig! Satan!”.

En meget malende reportage af en genuin interesse for skildpadders liv og levned hører til et af bogens højdepunkter. Og der er fine passager om helte, som vækker mindelser om Mine helte (2015) – filminstruktører som Godard, Antonioni og Dreyer og en lang række af cykelryttere, herunder Michael Rasmussen. Men ikke Chris Froome: “Froome ser forfærdelig ud på en cykel. Vi kan ikke lide ham” (s. 76), som det lakonisk lyder.

Der er noget meget absurd, men også Lethsk ved bogens gennemgående insisteren på langsomhed og ugidelighed. Et af hans mottoer er  jo netop “at forvandle ingenting til noget”, og det demonsterer han overbevisende i denne bog. Man skal ikke have læst meget af Jørgen Leth for at vide, at “Men jeg er her jo” er en yderst form for eksperimenterende prosa, man ikke er vant til at se fra hans hånd. Pressemeddelelsen citerer da også Leth for at kalde den noget så pompøst som “en fornyelse af mit forfatterskab”. Såfremt den er det, vil jeg med om muligt endnu mere begejstring end før følge med i Jørgen Leths forfatterskab fremover.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s