At klædes af som en råkold regn. Om Jeg er levende.

I går aftes var jeg i Cinemateket, som i anledning af Jørgen Leths 80 års fødselsdag afholder en række arrangementer med introduktioner og foredrag til og om hans oeuvre med efterfølgende visning af udvalgte film fra Leths lange karriere. Og som en passende start på festlighederne var hovedpersonen selv inviteret i går til at tale med Søren Ulrik Thomsen om hans portrætfilm om ham, Jeg er levende (1999), forud for en repremiere af filmen. Det er en film, jeg selv har set et utal af gange, men at se den på det store lærred, var som at se den for første gang igen. Gammel kærlighed ruster ikke, som ordsproget lyder.

dfi_20081004-101947-7
Fra filmen “Jeg er levende”.

Thomsen lagde ud med at fortælle, at projektet egentlig begyndte 15 år før, han og Leth overhovedet vidste, de skulle lave en film sammen. Dengang boede han på et klubværelse i Købmagergade og havde en særlig frimodighed, som gjorde at han uden videre kunne finde på at banke på hos naboen for at læse et nyskrevet digt op “selvom hun sådan set ikke havde bestilt poesi, som man ringer efter en pizza”. Mange år senere havde dén nabo fået arbejde hos filmselskabet Bech Film og henvendte sig til Thomsen for at fortælle,  at hun ønskede at lave en portrætfilm om ham, men at hun endnu ikke havde nogen instruktør. Thomsen foreslog Leth, for, som han sagde: Hvorfor ikke spørge den bedste? Heldigvis sagde han ja. Thomsen var overbevist om, at spændingen mellem “Leths kølige formalisme og den eksistentielle overophedning i min poesi var kunstnerisk potent”.

Og der er efter min mening kommet en virkelig fremragende film ud af deres samarbejde, en film som naturligt indgår i Leths øvrige værk, også selvom det var et bestillingsarbejde. Holdt i sort/hvide farver og med den melankolske, underliggende jazzmusik af Tomasz Stankos Septet samt Leths karakteristiske langsomhed ser filmen unægteligt ældre ud, end den egentlig er. “Ja, den er ligesom København i 1973,” sagde Søren Ulrik Thomsen (med henvisning til dengang, han lige var flyttet til København – før bl.a. gentrificeringen som han flere gange har polemiseret over) og kunne også lystigt fortælle en anekdote om engang, filmen blev vist i en gymnasieklasse, og en elev nysgerrigt havde rakt hånden i vejret for at høre, hvornår han døde. Lige så lystigt kunne Jørgen Leth, som en apropos, fortælle om engang han så maleren Per Kirkeby (f. 1937), og hvor han på grund af hans stærkt svækkede hukommelse måtte introducere sig selv: “Det er Jørgen,” sagde han. Og han svarede overrasket: “Jørgen… jeg troede, du var død!”.

Det var en inspirerende aften i makkerparrets selskab, og heldigvis er de begge to stadig lyslevende og produktive – Søren Ulrik Thomsen udgav sidste år En hårnål klemt inde bag panelet og pladen POWER med orkestret Det Glemte Kvarter, og i morgen udkommer Leth med bogen Men jeg er her jo.


Hvis man vil læse mere om filmens tilblivelse, har Jørgen Leth skrevet om den i kapitlet “Jeg ville gerne lave en film om et geni” fra erindringerne Guldet på havets bund (2007) og Søren Ulrik Thomsen i essayet “Intet mindre end magisk – om arbejdet med filmen Jeg er levende” i Samlede Thomsen. Filmen er frit tilgængelig på Filmcentralen.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s