SZ – et livs billeder 1944-2014 af Suzanne Brøgger

1644110_1456129465

SZ – et livs billeder 1944-2014 af Suzanne Brøgger, udgivet i 2014 på Gyldendal

Forleden så jeg dokumentaren “SKÅR” om den ukronede dronning af dansk litteratur, Suzanne Brøgger, som jeg følte mig i umådeligt godt selskab hos og straks forelskede mig i. Hvem kan ikke det efter følgende åbningsreplik: “Fotograferer du også fødderne? For så skifter jeg sko!” Se, dét er en dame, der er bevidst om sit image. I dokumentaren følger et kamerahold Brøgger det sidste halve år op til hendes 70 års fødselsdag, en milepæl der bl.a. markeredes med “Krukke” af Louise Zeuthen – en biografi om de første 40 år af Brøggers liv – og så denne bog, “SZ – et livs billeder 1944-2014” – en slags illustreret pixiselvbiografi. Det fremgår af indledningen, at bogen er et bestillingsarbejde fra forlaget: “Gyldendal har bedt mig samle 70 billeder fra 1944-2014”. Jeg har ikke talt, men er alligevel overbevist om, at der i bogen er mere end 70 illustrationer – ikke at det gør noget (de er skønne!), men det strider vel lidt imod konceptet.

Alle sagde, at Karen Blixen var synsk. Både Thorkild Bjørnvig og Aage Henriksen. “Hun gennemskuede én. Men det var ikke ubehageligt, det var dejligt,” sagde Erling Schroeder. Det samme kan man sige om Klaus Rifbjerg. Han ser lige durk igennem mennesker og ved, hvem de er. Det har ikke været lige rart for alle. Men for mig har det været godt. Han siger, jeg er en heks.

Bogen er en underlig collage bestående af tekststumper (som skiftevis kaldes “S” og “Z” af en grund, bogen ikke giver svar på, og som jeg heller ikke selv blev klog på), (privat)fotografier – både med og uden forfatteren, uddrag fra Brøggers egne og andres bøger, avisudklip, ordsprog, plakater m.v. I denne brogede tekstsamling drukner Brøggers egen stemme desværre hurtigt. Og forventer man en levnedshistorie fra fødsel til nu, vil man blive slemt skuffet. De til lejligheden kun få nyskrevne tekster omhandler oftere forfatter(kollegaer)e som Françoise Sagan og Villy Sørensen eller mindeværdige møder med kendte såsom Andy Warhol, Dalai Lama og dronningen end om Suzanne Brøgger selv – i hvert fald personen Suzanne Brøgger. De enkelte undtagelser – hvor hun rent faktisk skriver om sig selv – er formuleringer som er så kortfattede, så vage, at man kan ligefrem kan se Brøgger for sig sidde med et glimt i øjet efter at have skrevet en sætning som denne: “Jeg gjorde det – omvendt. Først kritiserede jeg ægteskabet. Så giftede jeg mig”.

“SZ – et livs billeder 1944-2014” er en bog, som giver lyst til at gå på opdagelse i Brøggers forfatterskab, hvad enten det er på ny eller for første gang. Som selvstændig udgivelse er den udmærket, uden at udmærke sig særligt; dertil bidrager den med for lidt nyt og for lidt tekst fra Suzanne Brøggers egen hånd.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s