Doktor Bagges anagrammer af Ida Jessen

1709657_1487138599

Doktor Bagges anagrammer af Ida Jessen, udgivet på Gyldendal i 2017

Blot halvandet år efter den anmelderroste og prisbelønnede roman “En ny tid” er Ida Jessen (vinder af både Blixenprisen og DR Romanprisen 2016; i sidstnævnte pris sad jeg, som nogle vil vide, selv i juryen) tilbage med bogen “Doktor Bagges anagrammer” der – som forlaget skriver – er en selvstændig fortsættelse af netop “En ny tid”. Men en fortsættelse er nu ikke den helt præcise term, for Doktor Bagge dør jo i begyndelsen af “En ny tid” (og så har jeg ikke afsløret for meget); der er snarere tale om det, man i film og tv-verdenen kalder en prequel: “Doktor Bagges anagrammer” slutter på omtrent samme tidspunkt, som “En ny tid” begynder.

Årsagen til at Doktor Bagge begynder at skrive dagbog skyldes en opfordring fra en nyansat redaktør fra Dansk Lægeforening, som har fået den idé at udgive en antologi med lægeerindringer. Hans kone synes, det er en glimrende idé og køber hæfter af fin kvalitet; først afslår han med begrundelsen “Jeg vil ikke skrive om mig selv”, men ikke længe efter begynder han alligevel at grifle de erindringer og dagbogsnotater ned på papir, som udgør romanen. Uden at fortælle nogen om det. Dette gør han om natten, oftest som et påskud for at holde sig vågen, når han ikke kan falde i søvn. Titlen “Doktor Bagges anagrammer” henviser til, at aktiviteten ofte bliver ledsaget af anagrammer – en ordleg hvor man bytter om på bogstaverne i et ord for at danne et eller flere nye – som denne:

Sentimentalitet / til sen nattetime

At den ellers kyniske og påståelige, til tider umulige doktor Bagge pludselig giver efter for sin kone og andres krav, forventninger og tilskyndelser forekommer mig yderst utroværdigt, og jeg har svært ved at tro på romankarakteren Doktor Bagge som andet end fiktion; han kom ikke på noget tidspunkt til at stå levende for mig. Måske har det også noget at gøre med, at selve stemmen minder så meget om “En ny tid”, selvom fortælleren nu er en mand. Og det får den til at lyde helt falsk i mine ører.

Spændende er det dog at læse (om) scener og episoder som også optræder i “En ny tid” – men nu set fra mandens synsvinkel. Noget af den gådefuldhed og mystik der var omkring Doktor Bagges i “En ny tid”, bliver forklaret i dette selvstændige bind. Barndommen, ikke meget om ungdommen, men til gengæld en del om doktorgerningerne og ægteskabet med Lilly, der ligesom i “En ny tid” er præget af misforståelser og mangel på kommunikation:

“Når jeg siger én ting, svarer hun med en anden. Derfor siger jeg ingenting”

“Doktor Bagges anagrammer” er på ingen måde nogen dårlig bog; Jessen skriver uden tvivl med en sikker og ferm hånd. Men den når ikke “En ny tid” til sokkeholderne og som forgænger/efterfølger til denne, er en sammenligning uundgåelig. Ikke desto mindre er den et fint supplement til den roman, og de næsten identiske bogomslag signalerer da også et stærkt slægtskab: Bøgerne er et par, akkurat som fru Bagge og Doktor Bagge var det. Derfor anbefales det også, på trods af den svingende kvalitet, at læse dem begge.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s