Linn Ullmann på International Forfatterscene

15403795_10153960912846143_5741938506429049297_o
Billede: Den Sorte Diamant

I tirsdags var jeg taget til København for at se og høre Linn Ullmann på Den Sorte Diamants Internationale Forfatterscene. Hun er, lader det til, i Danmark hele tiden, som det også indledningsvist blev sagt, og jeg fik da også signeret hendes seneste roman “De urolige” allerede i sidste måned på Bogforum, men mon ikke hendes bogpromovering snart er overstået? Det tænkte jeg, og derfor ville jeg ikke gå glip af hendes besøg på Den Sorte Diamant. Intervieweren var forfatteren Hanne-Vibeke Holst. Et oplagt valg, tænkte jeg forud for deres samtale, for Holst har – ligesom Ullmann – skrevet en bog om sin far, den anmelderroste “Knud, den store”. Desværre blev jeg slemt skuffet.

En roman er en roman er en roman
Med “De urolige” har Linn Ullmann efter min mening skrevet en af årets bedste bøger. Det er en både smuk, poetisk og rørende fortælling om minder, erindring, aldring, glemsel. Som megen anden litteratur der udkommer i disse år tager den meget tydeligt afsæt i et selvoplevet stof og handler, uden at nævne dem ved navn i øvrigt, om forfatterens berømte forældre, kunstnerparret Ingmar Bergman og Liv Ullmann – og om Linn selv, der ikke kan vente med at blive voksen, mens forældrene helst ville være børn. På trods af bogens mange virkelighedsreferencer er den til syvende og sidst stadig – som der står på forsiden – en roman.

file-18-12-2016-10-56-02

At Hanne-Vibeke Holst, der selv er forfatter og også bedriver såkaldt autofiktion, ikke kunne se dette, både undrede og irriterede mig. Flere gange tog hendes spørgsmål udgangspunkt i konkrete scener fra bogen, hvis “sandhed” hun blot ville have bekræftet eller afvist: “Skete det også i virkeligheden? Var det nøjagtigt sådan?”. Ullmann sukkede, tøvede lidt og forsøgte så at forklare, at når man som forfatter skriver en tekst, bliver det til fiktion, og ting, der er sket, blandes sammen med ting, der ikke er sket. Det skriver hun også om i bogen: “Jeg husker det der skete, jeg tror jeg husker det der skete, men noget har jeg sikkert fundet på”. Derfor kan man slet ikke ‘tage det virkelige’ ud af en tekst, som Holst insisterede på og gik hende på klingen med. Og er det overhovedet interessant at vide? Næppe.

Overflødig oplæsning
Holst og Ullmanns samtale blev ledsaget af oplæsning fra “De urolige” af Ellen Hillingsø. Hun er, efter hvad jeg har kunnet læse mig til, en fast del af Diamantens International Forfatterscene. Og det er ikke fordi, jeg har noget dårligt at sige om Hillingsøs oplæsning, tværtimod, hun er talentfuld skuespiller og en dygtig oplæser, men når nu forfatteren selv var til stede, ville det da have været mere oplagt at få hende til at læse de få udvalgte passager op på sit smukke, norske sprog.

file-18-12-2016-10-57-14
Efter arrangementet ilede Ullmann videre til bibliotekets butik, hvor en lang kø af læsere allerede ventede på at få deres bog signeret.

Holst og Ullmann gik ualmindeligt skævt af hinanden, og ikke mindst på grund af Holsts lange og uklare, men især nærgående og pågående spørgsmål. Selv til sidst prøvede Holst noget så ihærdigt at få Ullmann til at dele sin mors reaktion på bogen med salen, hvad hun naturligvis afviste, fordi “det hører privatlivet til”. Og jeg var ikke alene om denne opfattelse, skulle det vise sig. Da jeg kom ud af Dronningesalen, hvor arrangementet blev afholdt, var der to ældre kvinder – sikkert medlemmer af Poltiken Plus – som kiggede på hinanden og udstødte et kort, men dybfølt suk, så kiggede den ene på den anden og sagde: Bare det var Klaus Rothstein, som havde interviewet hende.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s